Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3536Visninger
AA

7. Kapitel 6

 


Jeg kaster mig ned på fliserne og lader deres kulde skylle over mig. Kvalmen ligger mig så meget på tungen, at alt i min krop presser sig sammen i forsvarsmekanismer.

   Bag mig hører jeg døren åbne og lukke. Nogen slår låsen for, klikker den i.

   Jeg trækker vejret lidt dybere. Det er overstået nu.

   Rita ser mig og læner sig ned mod mig, lægger en hånd på min skulder. Hun viger tilbage, da hun ser mit ansigt.

   ”Den kan altså ikke gøre dig noget,” sukker hun. ”Ikke her. Bare rolig. Du er beskyttet.”

   ”Hvad var det … det monster?” spørger jeg med en skælven.

   Curtis’ støvlesnuder træder hen foran mit ansigt. Jeg ser op, men kan ikke lide det narrende glimt i hans øjne. Jeg rejser mig op. I min fulde højde kan jeg se direkte hen over hans hoved. Det er bedre.

   ”Vi kalder dem tosidede,” siger Curtis. ”De er væsner som på overfladen ligner mennesker, men er så langt fra at være det, som nogen muligvis kan være – tosidede.”

   ”Deres øjne …”

   ”De er sorte. Korrekt,” siger Rita. ”Men kun til tider. Det sorte afslører dem. Derfor er de for det meste bare normale. Det er derfor, vi ikke kan stole på nogen som helst. De kan være din chef eller kvinden, der betjener dig i supermarkedet, din nabo hvis hund du passer i ny og næ. Tosidede er i bund og grund kamæleoner, for de kan camouflere dem selv, uanset hvilken situation de befinder sig i.”

   ”Fandens kamæleoner,” mumler Curtis til sig selv.

   ”De øjne er seriøst onde at se på,” siger jeg.

   ”De glor direkte gennem din sjæl.”

   ”De bider dit indre fra hinanden med hugtænder.”

   Jeg tror, at jeg ser et lille smil i Curtis’ mundvig.

   ”Det er i princippet ikke øjnene, der gør dem onde, selv om det ganske rigtig gør en god del af arbejdet,” siger Curtis i et mørkere tonefald. Han stirrer mig direkte ind i ansigtet med øjet som ikke er gemt bag piratklappen. ”Nej, det der virkelig gør dem til de forfærdelige væsner, de er, er måden de styrer menneskeheden på. Ved du hvad de gør? De tager alle babyer, der fødes, og indsprøjter dem med deres syge medicin. Og ved du hvad der så sker? De kan fandme –”

   Rita støder sin knytnæve mod Curtis’ arm. Hun sparede ikke på kræfterne.

   ”Tillad mig at forklare,” siger hun og smiler stramt over mod mig. ”Curtis er sjældent subjektiv. Det, som Regeringen gør –”

   ”Regeringen?” genlyder jeg.

   ”Ja. Regeringen. De tosidede, eller hvilket ord, du nu helst vil bruge. Hmm, okay. Det som Regeringen gør, er at vaccinere nyfødte, før end moderen får lov til at holde babyen i sine arme. Dette vaccinemiddel gør, at Regeringen kan justere menneskets hukommelse på alle tænkelige måder, de har lyst til. Deres faste og automatiske indstilling er at slette det meste af alle menneskers hukommelser hver eneste nat klokken 12.”

   Rita opremsede det hele, som havde hun læst højt af en tekstbog. Tamt og uden følelser. Fakta.

   Jeg er stille i hvad, der føles som minutter. Mine hjerneceller kan ikke transportere synapserne hurtigt nok ud til mine hjerneceller. Verden føles en smule som en bankboks, hvis hængelås bliver åbnet og eksponerer ubegribelige mængder af guldskatte. Det er en stor lettelse og så overvældende, at det på samme tid tager vejret fra dig.

   ”Hvor mange mennesker taler vi om her?” spørger jeg åndeløst.

   ”Vi kender ikke det bestemte antal, men vi forventer, at det svarer til mindst Storbritanniens godt 65 millioner,” siger Rita.

   Jeg får en yderst nødvendig opvågning. I et øjeblik er det som om, jeg ikke engang kan blinke.

   ”Ud af 65 millioner mennesker, hvorfor er det så, at jeg er anderledes? Hvorfor husker jeg, når ingen andre gør?”

   ”Kun omtrent 0,2 procent af befolkningen vides at kunne huske. Det er godt 10000 mennesker, men vi kender kun til 2000 af dem. Vi ved endnu ikke, hvorfor eller hvordan det sker. Men dem der kan huske – og har kløgt – befinder sig alle sammen lige her, i hjertet af hele projektet.”

   Jeg rynker panden.

   ”Projektet?”

   Curtis bryder ud i et glitrende hvidt smil. Det lyser op i kontrast med hans sorte hud.

   ”Åh ja,” siger han og spreder sine arme vidt ud. ”Velkommen til Reden – hovedkvartererne for modstandsbevægelsen Ravnen.”

 

Vi befinder os vel i en slags grotte.

   Jeg lærer, at det jeg troede var tunneler, virkelig er Londons gamle undergrund. Det hele ligger under Paddington Station, der tilsyneladende havde været godt på vej mod at gro sammen med jorden under overfladen, før Ravnen opdagede stedet. De bombede det fra hinanden og flyttede hurtigt ind.

   Jeg har aldrig så meget som hørt om det før. Undergrundssystemer. Jeg har kun set toge. Her er til gengæld køligt og sikkert, så jeg har ikke tænkt mig at klage. Efter alt jeg har hørt, har mit syn på Curtis og Rita ændret sig en hel lille del. Jeg er ikke den eneste som gerne vil forholde sig under radaren.

   Hvis nogen sladrer, er vi alle døde inden for det næste døgn.

   Da jeg først får nyheden om mad, der venter på bordet i køkkenet, mærker jeg mine tænder løbe i vand. Jeg tæller timerne i mit hoved, siden mit sidste måltid. 22.

   Spisesalen og køkkenet viser sig at være smedet sammen. Borde er spredt i millimeterkorrekte linjer på gulvet. Lokalet er aflangt og mod den ene langvæg er komfurer og kølediske skubbet op. På køkkenfladerne er der gryder med dampende kødsovs og grovpasta. Curtis griber fat om min arm, holder mig tilbage før jeg styrter frem mod komfurerne.

   ”For Guds skyld, North. Hav manerer og stil dig i kø,” siger han.

   Jeg har ikke set nogen kø. Og alligevel er den der lige pludselig lang og snoet foran mig. Jeg stiller mig bagerst i rækken og ranker ryggen.

   Der er flere munde at fylde i Ravnen, end jeg nogensinde kunne have forestillet sig. Her er mindst hundredevis af os. Nogle er krumryggede, andre hopper stadig på deres forældres arme med babygrin i stemmen. En opdagelse, der næsten slår mig i gulvet, overvælder mig: Vi er alle mennesker.

   Virkelige mennesker.

   Jeg har fundet nogen, jeg tør stole på.

   Vi rykker frem i sekunder, der føles som evigheder. Da jeg endelig griber fat om sovseskeen, skovler jeg op på min tallerken og danner et mindre bjerg. Ud af øjenkrogen ser jeg Curtis ryste på hovedet.

   Jeg følger efter de andre, som er jeg deres skødehund. Jeg holder ikke af at indrømme det, men mine instinkter forhindrer mig i at forlade deres side. Ritas støvler bumper uhyre bestemt hen over gulvet, og hun sætter sig ned overfor en fyr med glatbarberet hoved. Han er iklædt mørkeblå, ligesom alle andre i lokalet.

   Jeg er stadig alt for nem at få øje på og hænger ud med folk som har klap for øjet. Det er svært for mig at tro, at jeg virkelig hører til her.

   ”Hey Tim,” siger Rita og stirrer på fyrens ansigt lidt længe. ”Det her er, øhm, North. Han er nyligt integreret.”

   Den fremmede løfter sit ansigt op mod mig. Hans smil er meget hvidt men selvforsikrende.

   Jeg står og tøver, piller ved min bakke. Så sætter jeg mig ned og rækker min hånd frem mod ham.

   ”Hej,” siger jeg.

   ”Hej,” siger han. ”Jeg hedder Timothy.”

   ”Sikken et pænt navn.”

   ”Meget.”

   ”Ja.”

   ”Ja.”

   ”Mhmm. Wow. Hold da op.”

   Han rømmer sig, og jeg puster lettet op. Spændingerne forlader allerede min krop.

   ”Nå,” siger Timothy. ”Hvornår ankom du så? Hvad er din historie?”

   Spændingerne er tilbage.

   ”Jeg –”

   Curtis afbryder mig.

   ”Ankom i morges klokken 6:12. Skader var minimale set bort fra skudsåret i hans skulder og lår, men det fiksede hospitalet hurtigt. Han så en tosidet i en parkeringskælder og begyndte derefter at huske. Han flygtede dagen efter,” siger han.

    Timothy ser på ham med kedelige øjne.

   ”Han kan godt selv tale, Curtis,” siger han.

   ”Vel kan jeg så,” giver jeg ham ret. ”Du er en bølle, Curtis.”

   ”Korrekt. Få dig et liv, Curtis.”

   Timothy smiler, som om han har styr på det hele. Mentalt giver jeg ham en highfive.

   Curtis ler stille og graver i sin pasta. Han leder muligvis efter sin værdighed.

   ”Nå,” siger Timothy og ser igen på mig. ”Hvordan har du det så?”

   ”Jo, ser du, Tim – er det okay, jeg kalder dig Tim? Nej, det kan være ligegyldigt, jeg har besluttet mig for at kalde dig Tim. Men jeg kan ikke lige sige, at jeg har det fint. For jeg ved godt, at det er hvad, du vil have mig til at sige. Ærlig talt, hvis du endelig skulle vide det, så har jeg det af lort til.”

   Tim stikker et stykke broccoli i munden. Tygger. Peger så på mig med sin gaffel.

   ”Der er krudt i dig, er der ikke?” spørger han.

   ”Det kommer an på, hvordan du ser på det.”

   Jeg hører lette skridt bag mig. Noget over dem skiller sig ud af mængden, og jeg vender mig om. Jeg ser op på pigen med det orangeblonde hår. Det indrammer hendes ansigt på en pæn måde, får hendes øjne til at stråle. Alex, hed hun, og jeg kan lide lyden af hendes navn på mine læber.

   Hendes øjne er kort låst fast til mit ansigt, som om hun er overrasket over at se mig her. Jeg løfter et øjenbryn, smiler lidt. Det får hende til at se væk.

   ”Curtis,” siger hun. ”Hvordan står det til med det væddemål?”

   Han smiler, så arret splitter hans ansigt i to.

   ”Det er muligvis de første 10 pund, jeg har været glad for at tabe i mit liv,” siger han.

   ”Jeg knækkede mig altså ikke,” siger jeg med kølighed i stemmen.

   ”Nej. Men du var godt nok så tæt på, at jeg nærmest kunne se det komme væltende ud af din mund.”

   ”At have kvalme er sgu da ikke det samme som at brække sig.”

   ”Jaja. Så siger vi det, store fyr.”

   Alex sætter sig ned ved siden af Tim på den anden side af bordet og begynder at snakke intenst til ham. Men deres stemmer er snart dæmpet til en hvisken, og jeg hører ikke mere. Jeg ser på dem med stift ansigt, hvordan de sidder en anelse for tæt sammen til, at jeg ikke kan undlade at lade mærke til det. Jeg tygger min mad lidt hurtigere og prøver at fokusere på den samtale, Rita prøver at føre med mig og Curtis. Den handler om kvaliteten af dagens kødsovs, og jeg er ikke yderligere interesseret i at lytte efter.

 

Det viser sig, at der er massere af huslige pligter i Reden. Undergrundsbaner har åbenbart for vane at holde sig uhyre beskidte, uanset hvor ofte du prøver at skubbe dem rene. Der er også femten store bjerge af blå uniformer, der skal vaskes i hånden bag brusebadende, og der er hjælpepligt på hospitalet. Min første opgave er yderst vigtig, får jeg at vide, og går ud på at gøre rent i køkkenet efter kokken og de omtrent 600 mennesker, der hver dag spiser i køkkenet for hans regning.

   Pligten bliver en smule bedre, da jeg ser, at Alex er på mit rengøringshold. Hun har et viskestykke svunget over sin skulder, da hun ser mig kommende gående. Hun sukker synligt og samler sit hår i en sjusket knold. Bevægelsen er en smule fortryllende.

   ”Okay. Dit eneste job er at rengøre alle bordoverflader,” siger hun og peger på en flaske med blåt indhold. Ved siden af den ligger en karklud. ”Spray. Skrub rundt. Så klarer jeg resten. Og begynd endelig ikke at snakke for meget, for du virker stadig som en gusten type.”

   For første gang mærker jeg en gnist af gul tænde i mig. Irritation.

   ”Vi har ikke mødt hinanden før,” siger jeg.

   Hun svarer mig ikke.

   Jeg presser ind på rengøringssprayen et par gange ud i luften. Klar til afgang. Jeg begynder at udøve mit job og pudser borde, indtil de er blanke, men jeg kan ikke holde mine ord inde længe. Stilheden kvæler mig langsomt, og jeg kan mærke spørgsmål i luften, der venter på at blive opklaret.

   ”Nå,” siger jeg. ”Så hvad går det her med Regeringen ud på? Og lad være med at sige, at du ikke har lyst til at snakke om det, for det ved jeg, du har.”

   I et øjeblik tror jeg ikke, hun har tænkt sig at svare. Måske giver hun mig stilhedsbehandlingen. Men hun går stadig bag mig og tørrer de pletter rengøringsmiddel ud, som jeg ikke fik gnubbet omhyggeligt nok; da hun først begynder at tale, ved jeg med det samme, at hun ikke synes om at tale om emnet.

   ”Ingen ved, hvad de laver,” siger hun. ”De styrer vores civilisation med en magt, som ingen aner at de har. De sørger for at ingen opdager sandheden, og hvis de gør …” Alex er stille.

   ”Så forsvinder de fra jordens overflade indenfor den næste uge, og ingen stiller nogensinde spørgsmålstegn ved det, for de har alle sammen glemt, at personen nogensinde eksisterede.”

   Hun kaster et hurtigt blik ned på sit bord, giver sig til at tørre den allerede rene overflade af.

   ”Det er stygt,” siger jeg.

   Alex’ hænder stivner. Øjeblikket efter er hun fokuseret på bordpladen igen.

   Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men jeg har sagt noget forkert. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har tænkt mig at spørge, hvad der er galt. Hun minder mig om et skjold – et hårdt ydre der projicerer al intimitet væk fra sig.

   ”Regeringen opfatter hele menneskeheden som et reality show,” siger Alex, akkurat som jeg er overbevist om, vores samtale er overstået. ”De styrer showet og giver input, men det er menneskerne som gør deres leg til virkelighed. Millioner af mennesker fungerer i princippet som marionetter, og de har ikke den fjerneste anelse om, at det foregår.”

   Det er sjovt – de lader dig huske så meget læring, men kun det som dvæler lige ved overfladen. Har du nogensinde hørt om begrebet menneskehistorie?”

   Min mund bliver tør. Jeg ender med at ryste på hovedet – endnu engang skyldig i min uduelige videnskab om en verden, jeg ikke vidste eksisterede.

   ”Det tænkte jeg nok,” siger hun.

   ”Er det noget, du har tænkt dig at fortælle mig mere om?”

   Alex kaster sit viskestykke fra sig, det dasker hårdt mod bordfladen.

   ”Hør, North, eller hvad i alverden dit navn nu er—”

   ”Det er North,” siger jeg.

   ”Hmm. Du minder mig om vejret.”

   ”Hvilken slags vejr?”

   ”Det kunne du lide at vide.” Hun blinker. En usynlig skærm falder ned over hendes øjne, lukker mig ude. ”Hvis der er en ting, du burde vide om mig, så er det, at jeg ikke kan fordrage at lære fra mig. At belære folk er en anden ting, men prøv aldrig”– hendes ansigt forstener foran mine øjne –”på at få mig til at lege lærer. Forstået?”

   Hun vender sig om, rækker ud efter sit viskestykke. Min stemme stopper hende, før hun når længere.

   ”Må jeg sige noget?” Jeg holder øjenkontakten og smiler. ”Jeg har en fetish for piger, der spiller vrede.”

   Hendes ansigt ændrer sig ikke, så jeg træder et skridt tættere på de grå øjne. De er magnetiserende.

   ”Vil du love mig ikke at sige det til nogen? Det er tophemmeligt. Du er den eneste der ved det.”

   Alex drejer sit hoved og råber ud mod køkkenet, hvor jeg kan skimte en sort øjeklap: ”Curtis? North har en fetish for herskerinder!”

   Hun går uden om mig i en cirkel.

   ”Øhm, jeg bliver nødt til at løbe. Bogstavelig talt. Jeg har brug for at træne, før jeg går i seng.”

   ”Er du fuldkommen seriøs?” spørger jeg uden at prøve at skjule et uforstående tonefald.

   ”Ja. Du burde gøre det samme. Det mavefedt skal gerne forvandles til styrke, hvis du vil have en mission.”

   Før jeg når at forsvare min værdighed, er hun forsvundet ud af lokalet, viskestykket på det halvvåde bord og duften af kokosnød i luften efterladt som det eneste bevis på, at hun nogensinde har været her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...