Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3538Visninger
AA

6. Kapitel 5

 


Mine øjne åbner sig op mod blå gardiner og skarpe lyspærer. Jeg ser op i loftet i et par fredfyldte sekunder, før min hjerne prikker til mig. Dette føles ikke som din egen seng.

   Jeg sætter mig ret op i lagnerne. Madrassen er tynd, og min ryg stikker ømt fra at ligge på den. Stoffet mod min hud er det af en bomuldsdragt og ikke det velkendte tynde jakkesætsmateriale. En klinisk duft af rengøringsmidler rammer mig, og jeg ved med det samme, at jeg er i et hospital. Men hvorfor?

   Mine hænder undersøger hastigt min krop. Jeg ser ingen forbindinger og føler ingen smerte. Først da mine fingre glider hen over en underlig svingning langs mit bryst, fornemmer jeg, at noget er anderledes. Jeg hiver dragten lidt til side, lader luftens kølighed ramme min krop. Noget et par centimeter over min brystvorte stikker grimt og rødt ud fra min hud. Et ar.

   ”Jeg er ked af, det ser sådan ud,” siger en stemme til venstre for mig.

   Jeg falder halvt ud af sengen af bar forskrækkelse. Da jeg ser op, står en rundhovedet ung kvinde ved siden af mig. Jeg husker hende efter et par sekunder – Rita. Med ét raser en tornado af minder igennem mig. Billeder af røddryppende dolke og Curtis’ frygtindgydende ansigt bliver kastet og vindblæst til alle hjørner af min hjerne, indtil mit hoved dunker.

   ”Det vil se bedre ud allerede om et par timer,” siger Rita. ”For en halv time siden lå du stadig på operationsbordet.”

   ”Hvad fanden gjorde den fyr ved mig?” udbryder jeg.

   ”Der er ingen grund til at være led mod ham. Det var for det bedste – desuden bestod du.”

   Jeg ser på Rita et par lange øjeblikke. Min tankestrøm kan klassificeres som arrig; jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig, hvem menneskerne omkring mig er, og jeg er blevet skåret i stykker med en dolk af en mand med klap for øjet.

   Og jeg er sulten som bare fanden.

   ”Du burde være glad for, du bestod,” siger Rita og sukker. ”Det gør mange ikke. De fleste, vi eksaminerer, viser sig at være spioner. Du kunne være blevet henrettet.”

   ”Jo tak, jeg er glad for, I ikke havde lyst til at skyde mig i dag,” siger jeg bittert. ”Men I tog stadig fornøjelsen i af behandle mig som en anden hund.”

   ”Faktisk ville Curtis nok have behandlet en hund bedre.”

   ”Det er jeg ikke i tvivl om.”

   ”Her. Klæd om til det her,” siger Rita og smider en plasticpose med blåt indhold over mod mig. Jeg griber det i mine arme og ser tilbage på hende.

   ”Har du tænkt dig at se på showet?” Jeg løfter et øjenbryn.

   ”Ups. Undskyld, jeg går nu.” Hun rødmer og skynder sig ud på den anden side af de blå gardiner. De skriger, da hun ruller dem for.

   Jeg glider hurtigt i tøjet. Det er en T-shirt og jeans med sko – alt sammen i mørkeblå. I mine øjne matcher det hele en tand mere end nødvendigt, men modebevidsthed er vel ikke noget, man går op i her på stedet. Det er en meget sjovere hobby at anlægge fremmede mennesker smerte.

   Da jeg trækker gardinerne til side, står Rita sammen med Curtis. Hvad end, jeg er ved at rode mig ud i, skal nok blive yderst hyggeligt.

   ”Det første, vi har tænkt os at gøre, er at tage dig med i zoo,” siger Curtis, da han hører forhænget glide fra. Mit ansigt fordrejer sig ekstremt besynderligt.

   ”Det jeg mener, er at vi vil vise dig en tosidet,” siger han. ”Vi har et par stykker af dem her i bygningen.”

   Jeg åbner munden, men stopper brat mig selv.

   ”Lad mig gætte, jeg må stadig ikke stille spørgsmål?”

   ”Korrekt. Spørgsmål gør mig irritabel.”

   Jeg sukker, men vifter med det hvide flag. Det er bedre at adlyde en fyr som Curtis end at gå direkte i kødet på ham.

   Curtis og Rita fører mig ud af hospitalsdørene. Fugten i luften rammer mig akkurat som tidligere. Jeg var ikke langt fra et pletskud, da jeg bildte mig selv ind, at jeg var havnet i en hule. Jeg står i midten af et underjordisk tunnelsystem. Lamperne i loftet lyser klart og hjælper mit syn. Væggene er ikke gravet rå ud af klippe og sten, men består af murstensvægge og flisegulve. Der gror spindelvæv hist og her i kroge, men her virker renligt, og luften er klarere, end jeg har åndet den i evigheder. Når jeg ser mig til begge mine sider, går tunnelen så langt, at jeg ikke kan se dens ende.

   ”Der er ikke så meget at sige om tunnelerne,” siger Curtis. ”Det her er hovedgangen, og hvis du følger de andre tunneler, bør du huske din rute omhyggeligt eller tage brug af Hans og Grete-metoden. Hvis ikke … ja, så er du nok en anelse fortabt.”

   ”Hvad er Hans og Grete-metoden?” spørger jeg.

   ”Se,” hvisker Curtis til Rita, med vilje højt nok til at jeg nemt overhører ham. ”Det er derfor, jeg ikke kan lide at være tutor. De kender sgu ikke engang til Hans og Grete.”

   Jeg er blevet så vant til at være uvidende, at jeg helt lader være med at diskutere emnet nærmere.

   Vi er knapt vandret en snes meter ned gennem tunnelen, da en pige kommer gående i modsatte retning. Hendes skridt er beslutsomme, som om hun er på en mission. Hun løfter sin spidse hage i et anerkendende nik til Rita og Curtis. Et glimt af forvirring løber over hendes ansigt, da hendes øjne finder mine. Hun standser.

   ”Hvem er du?” spørger hun. Hendes stemme er mørk og anklagende, men af en ukendt grund kan jeg ikke gøre andet end smile.

   Det er hendes krop, der gør det. Høj og med former, der udtegnes perfekt af den blå uniform. Og hendes øjne. De er så grå, at deres vildskab magnetiserer mig.

   ”Han er vores nyeste rekrutterede,” svarer Rita for mig. ”Vi er på vej mod zooen. Han kommer direkte fra hospitalet.”

   Pigen spørger mig ikke, hvordan jeg har det. Hendes blik på mig er uafbrudt og skarpt.

   ”Har jeg ikke set dig før?” spørger hun.

   ”Det tror jeg ikke,” siger jeg og smiler en smule. Giver hende et halvt elevatorblik. ”Men jeg ville ønske jeg havde set dig før.”

   ”Hmm. Du er en idiot.”

   ”Jeg forsøger mit bedste.”

   ”Virkelig?”

   ”Ja, i 4. klasse gav de mig engang en pris for mest glorværdige idiotisme. Det er sådan et rigtig overklasse-trofæ, jeg pudser hver dag og har stående på en æreshylde i mit stuevindue, så alle kan se det.”

   ”Jeg troede, at du først lige var begyndt at huske.”

   ”Nej da. Alt jeg har brug for at huske er mit trofæ for idiotisme og dit ansigt.”

   Pigen med kroppen lægger hovedet den mindste anelse på skrå. Hun smiler ikke, men jeg bilder mig ind, at jeg kan se noget, der minder om et i hendes øjne.

    ”Curtis…” siger hun, idet hun forsvinder over mod ham og sniger noget ind i hans hånd. Hun læner sig ind mod hans øre og hvisker noget uhørligt. Noget bittert former sig i min mave ved synet.

   Det er som om, Curtis virkelig arbejder hårdt for, at jeg ikke skal kunne lide ham.

   Pigen skubber sig forbi vores lille gruppe i gangen. Jeg ser efter hende, følger hendes hofters bevægelser i de tætsiddende jeans, som hun langsomt mindsker ind i tunnelens endeløslighed. Hendes tøj er samme blå farve som mit.

   Jeg beslutter mig for, at det er et tegn.

   Denne pige skal gøres min.

   Det gibber i mig, da Curtis mørke hånd griber fat om min skulder. Jeg vender mig om mod ham og frygter det værste. Men han står bare der med medlidenhed i ansigtet.

   ”Drop det hellere, mens du kan,” siger han. ”Det kommer aldrig til at ske, mand. Alex er ikke den type.”

   Jeg er betaget af hans venskabelige ordvalg. ”Mand”. Wow.

   Nogle gode sekunder senere går det op for mig, hvad han egentlig har sagt.

   ”Hey,” udbryder jeg fornærmet. ”Jeg er faktisk helt okay at se på.”

   ”Vi ved godt, du er hottere end alle andre her, tak,” siger Rita og ruller med øjnene. ”Så hold mund om det, hvis ikke du vil have, andre skal gøre jobbet for dig.”

   De bevæger sig hurtigt videre ned gennem tunnelen. Curtis smider noget over sin skulder mod mig. Jeg griber det, før det falder til jorden. Jeg måler det op i lyset fra loftet og genkender det som en 10-pund seddel.

   ”Hun væddede på, at du vil brække dig, når du ser, hvad vi har tænkt os at vise dig,” siger Curtis. Jeg hører ham udstøde et kort og højt grin.

   Han kender mig ikke. Ingen af dem kender mig. Jeg skal nok vise dem.

   Det er allerede blevet bevist, at jeg er værdig til at befinde mig dette besynderlige sted. Jeg bestod deres prøver. Min værdighed vil ikke blive udslettet af et så stupidt et vædemål. Jeg nægter det.

   Vi går i evigheder. Jeg opgiver for hurtigt at memorere labyrintsystemet. Vi hopper over togspor, går op af trapper, snoer os vej ind gennem hjertet af tunneler, og hvirvler ned igen over flere trin. Min krop er træt og opbrugt. Jeg kan mærke den blive tungere for hvert skridt.

   ”Her er vores stop,” siger Curtis, idet vi ankommer til en korridor som alle de andre. I dens ende ser jeg en sort metaldør. Den har en bolt større end en fængselscelles.

   ”Hvis I stadig synes jeg er kriminel, kunne I bare have beholdt håndjernene på mig,” siger jeg.

   Curtis ruller med øjnene og skubber mig frem. Hans nøgler rasler, da han åbner døren og lader mig træde indenfor. Rummet er en tro kopi af det, jeg blev eksamineret i tidligere. Men noget er forandret. En mand sidder i stolen med en kartoffelsæk over hovedet. Han stønner. Sikkert af smerte. Jeg snurrer rundt mod Rita og Curtis.

   ”I er kraftedme nogle syge svin,” spytter jeg.

   ”Hvis du vil hjælpe ham, eller hvad du nu vil, så er det op til dig,” siger Rita. ”Vi har ikke tænkt at straffe dig for det eller noget.”

   Jeg glor på dem et par sekunder længere. En meget seriøs teori, om at disse mennesker ikke besidder hjerter, former sig i mit hoved. Manden bag mig klager fra sig i pinsel. Jeg blinker mig selv tilbage til virkeligheden.

   Sækken over mandens hoved føltes fugtig, da jeg griber fat om den. Måske er det blod. Jeg hiver den af hans hoved.

   Ansigtet, der øjeblikkeligt stirrer op mod mig, har øjne så fuldkommen ondsindede og sorte som en dæmons.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...