Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3538Visninger
AA

5. Kapitel 4

 


Curtis forlader rummet med anstrengte skridt. Det er som om hele hans krop er elektrisk med vrede impulser. Så snart døren svupper i bag ham, bevæger kvinden i rummet sig over mod mig. Hun sætter sig varsomt ned ved siden af mig på sengen.

   ”Han er altid sådan. Tag dig ikke af det,” siger hun og udstrækker sin hånd. ”Mit navn er Rita.”

   Jeg tager ikke hendes hånd.

   Kvinden lukker langsomt sin hånd og ser på mig. Noget over det mørke glimt i hendes øjne indikerer, at hun er skuffet.

   ”Jeg ville gerne fortælle dig det hele,” siger hun. ”Det ville jeg virkelig. Men lige nu må du bare samarbejde og stole på, at vi vil dig det bedste.”

   Jeg rykker voldsomt væk fra hende, indtil jeg mærker stenvæg mod min ryg. Mine øjne føles som røde flammer af ild.

   ”Han truede med at henrette mig, og nu forventer du, at jeg skal forholde mig rolig?”

   Ritas stemme bliver mildere: ”Alt du skal gøre er at bestå prøverne, forsøgene, eller hvad i alverden de nu kalder dem i dag—”

   Curtis vender tilbage, og får Ritas læber til at binde sig tæt sammen. Han står rank og beder mig om at rejse mig. Noget i det øjeblik forhindrer mine muskler i at fungere, og jeg sidder stivnet på sengebænken.

   ”Vil du samarbejde, eller vil du tvinges?” spørger Curtis gennem sammenbidte tænder. Jeg ser endnu engang noget metallisk glimte i lyset fra loftslamperne. Så mærker jeg igen mine ben og rejser mig op.

   ”Du vil blive ført til den første prøve,” siger han og løsner et stykke sort bomuld fra sin bælterem. Han binder den omkring mine øjne og strammer, indtil den bider ind i mine øjenhuler. Jeg forsøger at skimte under stoffet, men finder kun mere mørke, end det jeg så før. Jeg er blind. Tanken graver et dybt hul i mig. Jeg stoler ikke på disse mennesker.

   Jeg hører et klik bag mig, mærker noget koldt omkring mine håndled. Håndjern. Jeg kunne ikke være mere harmløs. Ikke desto mindre bliver jeg skubbet fremad af en hånd på min skulder. Jeg holder vejret og følger Curtis’ vejledning.

   Det første sted, der falder mig ind, jeg kan befinde mig i, er en hule. Luften omkring mig føltes tør men drypper på samme tid af fugt. Alt er køligt og glat. Mit underlag føles underligt solidt og nedslidt, som fliser der er blevet nedtrådt af sko over generationer.

   Efter hvad der føles som uendelige minutter, bliver jeg ledt gennem en døråbning og sat ned i en stol. Noget står foran mig. Curtis hiver stoffet væk fra mine øjne.

   Rummet er sort set bort fra møblementet. Jeg sidder på en let stol bag et bord. Det føles og lugter lidt som billigt metal. Der er ingen vinduer. Der er ingen døre set bort fra den, vi kom ind af.

   Den dør er nu låst. Alt i rummet er neutralt nok til, at en fjende aldrig ville kunne finde det igen blandt andre.

   Jeg er vel en fjende.

   Curtis står foran mig med arme krydset hen over hans bryst. Måden, han står på med sine ben, skal tydeligvis prøve at skræmme mig. Det virker.

   ”Ritualet har tre prøver,” siger Curtis. ”Du må bestå dem alle, hvis du vil vide, hvad der foregår. Hvis ikke – ja, så ved du nok, hvad der efterfølgende vil ske.”

   Jeg ser, at Rita ikke er i lokalet med os. Jeg skammer mig over, at det gør mig usikker – hun ville ikke kunne have beskyttet mig i sidste ende.

   Curtis er stille et øjeblik. Jeg gemmer min frygt under mit skjorteærme.

   ”Har du også været igennem ritualet?” spørger jeg.

   ”Selvfølgelig har jeg det,” siger han.

   Curtis sniger noget op af sin bukselomme. Det ligner en mindre udgave af en injektionssprøjte. Han finder pulsen på min hals, og jeg når akkurat at slappe af, før nålen glider ind i mit kød. Et par sekunder senere mærker jeg en varme prikke under min hud.

   ”Løgnedetektor,” hører jeg ham mumle. ”Bare bid det i dig.”

   Han marcherer tilbage omkring bordet.

   ”Jeg har en række spørgsmål. Du vil blive bedt om at svare dem ærligt og i så konkrete detaljer, som du muligvis kan. Er det forstået?”

   ”Ja,” siger jeg. ”Forstået.”

   ”Hvem var Christopher Columbus?”

   Mit hoved føles gråt og tomt. Navnet virker fremmedartet, men Curtis sagde det i en dybere seriøs tone. Han forventer, jeg ved, hvem denne mand er. Jeg mærker virkeligheden, idet den braser ned mod mig og slår mig itu. Jeg vil fejle. Mine prøver vil være forgæves. Jeg vil fejle

   ”Jeg ved det ikke,” hører jeg mig selv sige.

   Curtis’ ansigt forandrer sig ikke.

   ”Hvem var George Washington?” spørger han mig.

   ”Jeg ved det ikke.”

   ”Hvem var Adolf Hitler?”

   ”Jeg ved det ikke,” siger jeg og mærker mit ansigt blive varmt af frustration. Når jeg ser på Curtis, får jeg lyst til at slå ham. Han får mig til at lyde, som om jeg er dum. Som om jeg rent faktisk burde kende disse navne. Men jeg har haft ti års skolegang uden nogensinde at have overhørt et navn som Adolf Hitler – Curtis må tage fejl. Hvad er Adolf for et navn alligevel? Curtis tager fejl.

   ”Hvem var Mao?” spørger han.

   ”Jeg ved det ikke.” Mine næver er knyttet så hårdt bag min ryg, at de er følelsesløse.

   ”Hvem var Martin Luther King Jr.?”

   ”Jeg ved det ikke!”

   Curtis træder et skridt tilbage.

   ”Hmm. Godt klaret, stump,” siger han. Jeg hører et fnys gemme sig i hans stemme. ”Du har bestået den første prøve.”

   ”Umuligt. Jeg kendte ingen af de navne, du bad mig beskrive.”

   ”Det er derfor, du bestod.”

   ”Hvad mener du?”

   Curtis ser på mig med et tomt glimt i øjet.

   ”Bare fordi du kom igennem første del, betyder det ikke, du ikke stadig kan være fra Regeringen,” siger han. ”Så lad os evaluere igen senere, skal vi? Bare rolig, denne del bliver den letteste.”

   Han river min skjorte halvt åben. Knapperne flyver af og lander klingende på bordoverfladen. Kun et par gange før er min skjorte blevet destruereret på en sådan måde, men denne gang ved jeg, at der ikke venter mig noget seksuelt i en nær fremtid. Bare billederne i mit hoved af Brittneigh og min skjorte giver mig nu kvalme. Fortiden giver mig kvalme.

   Det hele går så stærkt, at jeg ikke opfatter det, før det er ovre. Curtis griber fat om dolken i hans bælte og snitter en kort men dyb flænge over mit bryst. Det er næsten ikke noget, jeg mærker. Blodet pibler frem fra det nye sår, mens han står på den anden side af bordet og overvåger det – såret.

   Jeg tæller sekunder. Efter næsten to minutter tørrer han lidt af blodet væk fra mit bryst og prøver kejtet at lukke min skjorte, så godt som han kan. Det hjælper ikke meget.

   ”Hvad fanden skulle det til for?” spørger jeg.

   ”Vi optager dig stadig,” informerer han mig. ”Pas på med hvad du siger.”

   Jeg ser mig omkring. Her er ingen skjulte kameraer.

   ”For denne sidste del af prøven bedes du svare på mine spørgsmål med så mange detaljer, du muligvis kan huske,” siger Curtis. Han spadserer tværs over gulvet, frem og tilbage, tunge skridt. Det lyder som fandens fodtrin.

   ”Hvor voksede du op?” spørger han og står stille. Venter på mit svar. Jeg er så overrasket, jeg næsten glemmer at svare.

   ”East Finchley,” siger jeg.

   ”Hvad arbejder du som?”

   ”Jeg er i marketingsbranchen.”

   ”Hvad arbejder dine forældre som?”

   ”Min far er mekaniker og min mor er rengøringsdame.”

   ”Hvorfor blev du den første i din familie, der tog en universitetsuddannelse?”

   ”Det … ved jeg ikke.”

   ”Virkelig?”

   ”Jeg … nej, det ved jeg ikke.”

   ”Hvad var navnet på din bedste ven i barndommen?”

   ”Det ved jeg ikke. Jeg er sikker på, jeg havde en.”

   ”Hvad var navnet på din bedste ven i universitetetstiden?”

   ”Levvy.”

   ”Hvad hedder Levvys forældre?”

   ”Det ved jeg ikke.”

   ”Hvornår var han født?”

   ”Året før mig.”

   ”Hvilken dato?”

   ”Jeg ved det ikke.”

   ”Hvad er dit bedste minde fra din barndom?”

   ”Nok dengang min far gav mig en legetøjstraktor i julegave.”

   ”Virkelig?”

   ”Ja.

   ”Lærte han dig aldrig at cykle? Tog han dig aldrig med til fodboldkampe?”

   ”Nej. Det tror jeg ikke.”

   ”Tror du ikke?”

   ”Nej.”

   ”Godt så,” siger Curtis. ”Lige en sidste ting.”

   Han smider sin dolk på bordet foran mig. Den er stadig plettet mørk af mit blod.

   ”Det her kommer til at gøre ondt,” fortsætter han. ”Så du kan tage den lette eller smertefulde udvej. Jeg kan slå dig ud lige nu og lige her, og du kan undgå smerten. Eller du kan vælge at sidde igennem den og forsøge ikke at skrige for meget. Mine ører er menneskelige og har også brug for ro.”

   Jeg svarer ikke. Men han kan se beslutningen i mine øjne: jeg ville aldrig lade ham slå mig ud. Jeg kan hverken lide frygt eller smerte, men jeg er ikke en kujon. Jeg vil ikke lade ham forvandle mig til en kludedukke uden håb.

   Han samler dolken op, piercer den tæt mod flængen i mit bryst. Den er stadig åben og blødende og varm. Ud af min øjenkrog ser jeg Curtis’ hånd tøve.

   ”Undskyld, Oceans, men mine ører er trætte,” hører jeg ham sige akkurat før mit hoved banker mod kanten af bordpladen, og jeg falder igennem et bittersødt slør af mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...