Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3525Visninger
AA

4. Kapitel 3

 


Jeg løber så længe, at min tidsfornemmelse gradvist forsvinder. Min krop dunker så hårdt, at det gør ondt at træde på mine fodsåler. Sårene kan jeg ikke engang mærke længere. Hvis jeg blinker en anelse for længe, lægger røde og sorte plamager sig over mine øjne.

   På et tidspunkt hen mod daggry falder jeg over en sten i kornmarken. Jeg ramler mod jorden uden rigtigt at mærke den. Jeg bliver liggende, fordi jeg ikke kan bevæge mig.

   Solen skimter op over bakketoppene nøjagtigt som det hele forsvinder og med ét bliver mørkt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første, jeg ser, er mere mørke. Min vejrtrækning bliver hurtigere. Luften i min mund er tør af jord, og jeg kommer til den skrækkelige forestilling om, at jeg er blevet begravet levende. Det føltes som om, jeg er blevet låst væk fra omverdenen; som om jeg er blevet glemt.

   Det er i det øjeblik lyset i loftet over mig blinker, og et par fremmede stemmer høres hviske febrilsk til hinanden. Jeg kan knapt antyde deres skikkelser. Der går et par lange øjeblikke, hvor jeg kun hører deres bidske stemmer og må gyse mod min egen vilje.

   Hvor er jeg?

   Da den ene af de to personer først træder hen mod mig, forventer jeg det værste. Jeg forsøger uhjælpeligt at presse mig selv tilbage ind i sengepuderne. Men da en ung kvindes ansigt træder frem i den svage belysning, ser jeg hverken et våben i hendes hænder eller de dæmoniske sorte øjne, der før har hjemsøgt mig i sveddryppende mareridt.

   Kvinden smiler. Venligt.

   ”Jeg undskylder. Hvad er dit navn?”

   Jeg fumler efter ordene.

   ”North … m-mit navn er North Oceans.”

   ”Hører du, Curtis,” siger hun over sin skulder. ”Han husker sit navn.”

   ”De husker alle sammen deres navne. Vi forventer en smule mere.”

   En mand træder længere frem i lyset. Hans ansigt får mig til at synke en klump; et ar svinger sig tværs ned over hans ansigt i en forfærdelig flænge. Over hans ene øje er en klap fæstnet med en elastik. Hvor den under normale omstændigheder ville have fået bæreren til at ligne en forvokset pirat, fik den ham til at se frygtindgydende ud.

   ”Godt så, North Oceans,” siger han. ”Velkommen til Reden.”

   ”Du har været her i to dage, fem timer og tolv minutter. En af vores spioner fandt dig i midten af en kornmark, da du var døden nær. Vi har taget os af dig,” fortæller kvinden mig. Jeg åbner min mund, prøver at spytte nogen af mine tanker ud, men hun stopper mig hurtigt: ”Alt, du siger inden for de næste minutter, vil blive optaget og brugt mod dig. Tag dig i agt og vælg dine ord med omhu.”

   Jeg blinker ikke.

   ”Hvem er I?”

   ”Vi vil hellere diskutere dine omstændigheder,” siger Curtis. Hans blik falder hårdt på mig. ”Hvor meget husker du?”

   Jeg kan se noget metallisk glimte i hans bælte: Muligvis en pistol. Jeg ser tilbage op på ham og beslutter mig for at holde mig til sandheden.

   ”Jeg flygtede hjemmefra. Nogen var efter mig.”

   ”Hvem?”

   ”Det ved jeg ikke. De var alle klædt i sort og rødt.”

   ”Hvor mange var der?”

   ”Et dusin eller mere. Jeg mistede et sikkert antal, da de omringede mig.”

   ”Hvorfor var de efter dig?”

   ”D-det … jeg har ingen anelse. Dagen før alt begyndte at accelerere mod kaos, havde jeg set noget i en parkeringskælder. Jeg ved ikke engang længere, om jeg er skør i hovedet; jeg indbilder mig selv, at jeg så et monster med sorte øjne.”

   Curtis og kvinden udveksler et langt blik. Jeg sidder stivnet i sengen, de har placeret mig i. Mine hænder ryster på sig, uden at jeg helt kan forklare hvorfor.

   De vender sig om og vandrer tilbage ind i skyggerne, begynder endnu en lydløs diskussion. Mit hoved føltes ørt, men ordene ligger akkurat på min tunge; jeg hæver min stemme:

   ”Hør, jeg ved ikke, hvor jeg er. Jeg ved hverken, hvem I er, eller hvad I har med mig at gøre. Jeg er ærlig talt hunderæd og tættere end som så på at gå ned med et panikanfald. Giv mig svar – jeg beder jer.”

   Curtis ser på kvinden. Han tøver en smule, før han træder hen til min sengekant og folder sine hænder bag ryggen. Jeg lægger mærke til hans uniform; den er besat med et enkelt guldemblem.

   ”Før vi kan fortælle dig bare den mindste smule mere, må du igennem prøverne,” siger Curtis.

   ”Prøverne?”

   ”Du må bestå dem fejlfrit.”

   Blodet bruser hurtigere rundt i mine årer.

   ”Hvad sker der, hvis jeg ikke kan?”

   ”Så er du ikke menneskelig. Så er du fra Regeringen. Og så vil vi ikke have andre valg end at henrette dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...