Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3516Visninger
AA

3. Kapitel 2

 


Jeg har stadig min hukommelse i behold. Minderne fra i går står tydeligere frem, end jeg husker dem: Bag mine øjenlåg kan jeg se billederne af manden, som trådte ud af skyggerne og så på mig med sorte øjne.

   Jeg husker ham.

   Hvorfor husker jeg ham?

   Folk siger altid, at man kan vække sig selv op af dagdrømme ved at knibe sig selv i armen. Men det virker selv ikke, da jeg har knebet min hud lyserød.

   Mor har lavet aspargesomelet med bacon. Igen. Hun skærer mig et stykke på størrelse med hele min tallerken og skænker mig en ekstra stor kop kaffe.

   ”Når man skal til møde med Tobias, er det altså okay at tilstoppe sin mave,” siger hun til mig og sætter sig ned overfor mig.

   Jeg får maden galt i halsen og hoster. Min mor kniber øjnene sammen og ser bekymret på mig.

   ”Er du okay, skat? Her, drik noget vand.”

   ”Nej tak. Jeg har det fint. Tal endelig videre.”

   Det gør hun. Og mens hun fortæller, prøver jeg at fortælle mig selv, at jeg i nat blot har haft uhyggelige drømme og nu er en smule paranoid. Intet ved i dag er anderledes fra alle de andre dage. Jeg vil tage på arbejde, og jeg vil have nye udfordringer at tage mig af, nye mennesker at mødes og udvikle kreative reklameplaner med.

   Intet ved i dag er anderledes fra alle de andre dage.

    Hvilket måske i virkeligheden er problemet. Hvorfor har min mor lavet mig den præcis samme omelet med præcis den samme dosis persille på toppen som i går morges? Hvorfor har hun bedt mig om at spise mere, kun fordi jeg har et vigtigt møde senere?

   Min far kører mig på arbejde. Han taler om biler og teknik som sædvanlig. Jeg forholder mig i dag stille for ikke at vise, hvor syrede tankerne som galoperer rundt i mit hoved egentlig er.

   I indgangshallen hos Management og Annoncering sender sekretæren mig det søde smil, som hun også gjorde i går. Men i dag kan jeg ikke bringe smilet frem på mine læber og går stift forbi hende og den kop kaffe, hun i sin hånd holder udstrakt mod mig.

   Noget fortæller mig, at disse småting ikke bare er tilfælde. Min far satte mig af foran den samme lygtepæl som i går. Jeg trykker på knappen til elevatoren klokken tre minutter i otte, og jeg kan høre kablerne bevæge sig ned mod mig kort efter. Jeg tæller inden i mit hoved ned til det øjeblik, hvor dørene vil åbne og Levvy vil—

   Et pling klinger skarpt i morgentravlheden, og elevatordørene glider op. Bag mig hører jeg Levvys skridt, og han træder samtidig med mig ind i den rektangulære boks.

   Jeg prøver at tage det roligt, så godt som jeg kan. Det er bare endnu en dag på arbejdet. Alt er ved det samme. Jeg overreagerer, jeg overreagerer.

   Levvy rømmer sigende på sig.

   ”Jeg så Brittneigh tidligere. Hun ser godt ud,” siger han.

   Jeg trækker vejret hurtigere i panik. Min bevidsthedsfornemmelse fortæller mig efterhånden på flere planer, at noget er grueligt galt. Hvorfor er det som om, at alting gentager sig selv?

   ”Hey, mand, er der noget galt?” hører jeg Levvy spørge i et pludseligt forandret tonefald. ”Vi kan tale om det, hvis det er det, du vil.”

   Slipset under min krave strammer mere, end jeg husker, og jeg ser mig nervøst omkring i elevatoren. Det er kun os to.

   ”Jeg så noget i går,” siger jeg så. ”Det var forfærdeligt. Et monster med sorte øjne. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

   Levvy slår en latter op, men jeg ser på ham med skarpe øjne, hvilket hurtigt lukker munden på ham. Hans ansigt bliver en smule mere seriøst, men tonefaldet i hans stemme er stadig det samme.

   ”Hvad mener du med det? Der findes ikke monstre.”

   ”Det kan jeg forsikre dig, at de gør nu. Jeg så det med mine egne øjne, og du ved, at du er den person af alle, jeg aldrig ville lyve over for. Det var meningen, at jeg skulle glemme det hele.” Jeg væder mine læber, sænker stemmen så kun jeg kan høre den. ”Hvorfor glemte jeg det ikke?”

   Jeg har forvirret ham nu. Levvy mumler noget, jeg ikke helt kan tyde.

   ”Vent, North. Jeg kan ikke følge med,” siger han efterfølgende.

   ”Jeg var nedenunder med …”

   Elevatoren når niveau 11, og dørene åbner sig foran os. Jeg får et kort glimt af tætsiddende sort nederdel og lakrød taske i den ende af glasgangen. Jeg træder ud af elevatoren og går med hurtige, faste skridt.

   ”Brittneigh!” råber jeg efter kvinden, men hun vender sig ikke om. Hun har travlt med at kigge ned i sin telefon og hører mig ikke, før hun er passeret omkring det næste hjørne.

   Jeg vender mig tilbage om mod Levvy. Han er standset op midt i den menneskefyldte gang og ser på mig med vantro i sit blik.

   ”Du burde tage hjem,” siger han, idet han bevæger sig tættere på mig. ”Jeg er rimelig sikker på, at du er syg med hallucinationer. Jeg har hørt, at folk får vilde øjne, når det sker. Dine kunne godt minde om det lige nu.”

   ”Levvy, jeg har et møde at nå.”

   ”Og du er syg. Du burde tage hjem, hvis ikke direkte til lægehuset for at få noget medicin.”

   Jeg trækker vejret i et par dybe indåndinger.

   ”Jeg har det fint. Lad mig nu bare komme af sted til det møde.”

   ”Er du sikker? En mand kan se, når hans bedste ven er helt ude af den.”

   ”Jeg har det fint, Levvy,” siger jeg, selv om det langt fra er den tanke, der gentager sig selv om og om igen i mit hoved.

 

Klokken er tretten minutter over tre, da jeg mærker Brittneighs første prik på min skulder. Jeg er ved at genopfylde min tomme kaffekop og kan høre hendes stemme lige ud for mit øre.

   ”Jeg hører, at du solgte Ford-planen. Flot klaret,” siger hun og får kuldegysningerne til at krybe frem på min hud – men det er delvist fordi jeg husker, hvordan hun fortalte mig det næsten præcist samme i går.

   Jeg vender mig om og fjerner forsigtigt hendes hænder fra mig.

   ”Brittneigh. Hør. Vi har brug for at tale om det, vi … så. I går, i parkeringskælderen.”

   Hun lægger sit hoved på skrå og ser på mig med et uforstående blik.

   ”Vi var ikke i parkeringskælderen i går. Bortset fra lige den enkelte gang i frokostpausen så jeg dig slet ikke.”

   Min mund bliver langsomt tør.

   ”Vi var i parkeringskælderen,” siger jeg. ”Der var noget dernede, husker du ikke det?”

   Jeg behøver ikke længere at holde hendes fingre væk fra mig. Brittneigh sætter en hånd på sin ene hofte og skubber sig væk fra mig.

   ”Hvorfor opfører du dig så fandens underligt?” sukker hun opgivende. ”Jeg ville bare invitere dig over til vin i aften, og det her er alt du giver mig. Wow, North. Flot arbejde. Du forstår virkelig at forvirre mig.”

   Brittneigh er ikke den eneste, der har det på den måde. For mens hun snurrer rundt på sin stilethæl og tripper tilbage ud i glasgangen, er jeg forvirret og fuldkommen perpleks over, at hendes hukommelse er blevet tilsyneladende blank. Mens jeg husker i går tydeligere end noget andet, er hun ikke engang klar over, at episoden i parkeringskælderen overhovedet fandt sted.

   Hendes hukommelse er blevet udslettet – i modsætning til min.

   I bund og grund ved jeg ikke meget om mig selv: Mit navn er North Oceans. Jeg har forældre. Jeg har en bedste ven og en veninde med frynsegoder. Jeg er ung og holder af at feste og  ”leve livet, mens jeg har det, for det er mottoet, jeg altid bedst har kunne lide.

   Jeg har aldrig rigtigt tænkt over, at alle de mindre detaljer i mit liv ikke er nogen, jeg husker yderligere. Og først nu går det op for mig, hvor dybt mit begær for at vide disse ting egentlig er: For hvorfor valgte jeg overhovedet at arbejde som marketingsdirektør? Hvor tog jeg denne uddannelse og med hvem? Hvem var min første skolelærer? Hvornår kørte jeg første gang på cykel uden støttehjul? Hvor gammel var jeg, da jeg mistede min første mælketand? Hvem var den første pige jeg kyssede?

   Alle disse ting skulle være med til at danne mig som en person og definere hvem jeg er. Hvis ikke jeg husker dem … hvem er jeg så?

 

Mørket har lagt sig over byen. Alt virker så stille, men jeg har svært ved at se det rolige over det hele. Jeg har det som om, min krop ikke vil stoppe med at ryste; måske har de seneste 24 timer klistret sig fast til den del af min hjerne, der kan give mig et trauma.

   Jeg hader at være skræmt. Det får mig til at føle mig så barnlig og håbløs, og jeg får det som om, at jeg langsomt skrumper i størrelse. Jeg hader at være skræmt.

   Men jeg er det alligevel.

   Levvy skriver til mig efter aftensmaden med mine forældre er overstået, og jeg er tilbage på mit på værelse. Tv’et kører dødt i baggrunden, uden at jeg rigtig lytter efter.

 

LevvyJordan: Jeg bliver ved med at tænke over det, du sagde tidligere. Det virker underligt, at du ville sige sådan noget

 

Oceanz: Gør mig en tjeneste og glem det bare. Der er ingen, der tror mig, og det forstår jeg helt fint. Jeg ved ikke engang selv længere ... måske er jeg virkelig ved at blive sindssyg

 

LevvyJordan: Mand, du er langt fra at være sindssyg, okay? Du må ikke sige, du er sindssyg. Bare SYG

LevvyJordan: For resten tror jeg ikke, at du er eneste som tror på de monstre

 

Oceanz: Hvad snakker du om?

 

LevvyJordan: Der var en fyr i frokostpausen i dag som hørte mig fortælle om, hvorfor jeg var bekymret

 

Oceanz: Bekymret?

 

LevvyJordan: Du ved godt, jeg taler om dig her

 

Oceanz: … hvad fortalte du helt præcist?

 

LevvyJordan: At du havde "set" et monster i P-kælderen og ikke forstod, hvorfor du ikke kunne glemme det. Og så sagde jeg, at du nok var en smule skør i knoppen

LevvyJordan: Haha jeg laver bare sjov

LevvyJordan: ;)

LevvyJordan: North? Er du derude?

 

Oceanz: Gav du ham manden mit navn?

 

LevvyJordan: Ja

 

Oceanz: Tak. Det var vel nok en betryggende nyhed

 

LevvyJordan: Hvorfor i alverden gør det mig til en idiot, at jeg har åbnet mig op om mine dybeste, mest hjertenære bekymringer til et par af mine medarbejdere?

 

Oceanz skriver…

Jeg kan ikke tale om det –

 

   Jeg når aldrig til det punkt, hvor jeg rent faktisk får lyst til at sende den sidste besked af sted. Mine vejrtrækninger er blevet urolige, og jeg kan mærke, at mine håndflader er klamme af sved. Der er nogen derude et sted som ved, at jeg husker, og ved hvad jeg så.

   Jeg ved ikke mere end så mange andre, når det gælder den monstrøse verden, som ingen ser ud til at huske – men jeg er sikker på, at jeg ikke vil forvilde mig ud i et rod med manden, som trådte ud af skyggerne.

   Jeg sparker i frustration til lampen ved siden af mit skrivebord. Det gør ikke engang ondt.

   Pokkers Levvy. Han kunne ikke holde sin mund. Jeg ved ikke engang, hvad det kan betyde, men det giver mig en lyst til at rive mit hår ud fra rødderne, og i et splitsekund er jeg tæt på rent faktisk at gøre det.

   Så er det, at jeg hører bilen.

   Den kommer trillende ned gennem nabolaget, der er ordinært og stille og kedeligt. Motoren kan høres på en kilometers afstand. Bilen er så sort og kører med så forsigtig en hastighed, at den næsten forsvinder i natten. Jeg ser den stoppe foran vores hus og tre personer stige ud. De to af dem er mænd, mens den sidste er en kvinde klædt i brændende rødt. Hendes hår er sort, og jeg tør vædde med, at hendes øjne er det samme. Jeg synker en klump, da jeg genkender hende som kvinden fra parkeringskælderen.

   De er her.

   De har fundet mig.

   Jeg tænker mig ikke om og styrter direkte ud af mit værelse ind i entréen. Ringeklokken kimer stadig svagt i baggrunden over tv-støjen. Min mor står foran døren. Hendes hånd er på dørgrebet. Før hun kan nå at dreje det om, slår jeg hendes hånd væk.

   ”Mor. Du åbner ikke den dør,” hvisker jeg skarpt.

   ”Hvad er det dog for noget at sige til sin mor?” lyder det forarget.

   ”Der er nogen derude. Du kan ikke åbne den dør, hører du mig? Det leder ikke til noget godt.”

   Hun ruller blot med øjnene.

   ”North, lad mig komme til.”

   Min mor bryder forbi min forsvarsposition om dørgrebet og åbner døren på klem. Jeg glider om på den anden side af døren og skjuler mig selv, før nogen når at se mig. Kun min mor ved, hvor jeg er. Hvis hun stoler på mig, vil hun beslutte sig for, at disse mennesker umuligt er nogle af dem, hun bør tilbyde aftenkaffe.

   Jeg fryser fast mod døren, da jeg hører en sprød stemme tale mildt fra døråbningen.

   ”Vi forlanger at se Deres søn. Det kan ikke vente.”

   ”Åh. Et øjeblik, så skal jeg få ham herom. Skat? Disse mennesker vil gerne tale …”

   Jeg griber min chance før det er for sent og vrider mig ud fra bag døren. Jeg springer ud i køkkenet og videre ud af bagdøren, nærmest før jeg hører dem følge efter.

   Udenfor er det koldt, og jeg glider nær i det dugstænkede græs. Jeg løber tværs over plænen uden at sætte farten ned og stopper først, da jeg ser havehækken tårne sig op foran mig. Den er omkring to meter høj. Grenene er tætte men tynde. Hvis jeg er forsigtig, kan jeg muligvis undgå at falde igennem. Hvis ikke ...

   Jeg ser bag mig. Deres skikkelser kan næsten allerede ses gennem mørket.

   Jeg stikker en fod ind i dybet af blade og begynder at klatre.

   Mit hoved er ved at koge over af tanker og hede. Jeg tager et forkert skridt og synker en halv snes centimeter længere ned i hækken. Grenene presser sig op af mig og kvæler min luft, men jeg presser mig med en kraftanstrengelse længere opad.

   Jeg hører de tunge skridt og lyden af metal, før jeg mærker smerten. Da den først jager igennem mig, er jeg på toppen af hækken. Jeg brøler noget i min pine, som jeg ikke kan huske. Men det værste er hurtigt overstået. Skuddet vælter mig ned på den anden side af hækken, og jeg har nok styrke til at rejse mig op på alle fire. Jeg tager en hånd til det sted på min venstre skulder, hvor det gør mest ondt. Mine fingre er fugtige og glatte, da jeg igen fjerner dem.

   Jeg hører utydelige stemmer på den anden side af hækken. Kort efter kan jeg høre grene knække og efterårsblade knase. Jeg hiver efter vejret og får rejst mig op.

   Den første gade, jeg løber ned af, er tom. Den næste er så stille, at jeg kun kan høre lyden af mit eget hyperventilerende åndedræt. Så tager jeg afkørselen mod vest og drejer ud mod landevejen.

   Jeg ved, at dette var en fejl, så snart jeg træder ud på den åbne grussti. Foran mig ligger kornmarker og skovplantage, men en mindre gruppe mennesker blokerer min vej. Jeg har aldrig set dem før. En af dem har en pistol sigtet mod midten af mit bryst.

   Jeg vender rundt og spurter i den anden retning. Jeg forventer at mærke en smerte lig den fra tidligere. Men den kommer aldrig, og i et kort sekund er jeg sikker på, at de lod mig slippe væk.

   Jeg ser en klump af mennesker forme sig i mørket foran mig og spærre min flugtvej. Jeg vender mig om og opdager, at den anden gruppe er fulgt efter mig. Der er omkring otte skikkelser i alt. Og jeg har aldrig været mere alene.

   Gruppen af sortklædte blander sig med de røde, og det eneste, jeg snart kan se, er deres mørke skygger. Alle mine flanker er dækkede. Jeg er omringet som et dumt dyr på savannen, der er løbet væk fra sin flok. Og nu får løverne frygten til at banke rundt i mine årer.

   ”Hænderne bag hovedet eller et skud til at følge op på det i din skulder,” hører jeg en dyb stemme sige gennem mørket. Jeg følger dens råd med skælvende bevægelser.

   Jeg bliver sparket i ryggen bagfra og ramler mod jorden. Min tunge føltes opsvulmet og smager af støv. Nogen hiver mig op på knæ.

   ”Jeg forstår ikke! Hvem er I? Hvad vil I med mig?” råber jeg for mine lungers fulde kraft. Jeg bilder mig ind, at det skræmmer dem en smule væk, selv om jeg ved bedre.

   ”Du er kriminel,” hører jeg mandestemmen svare.

   ”For hvilken forbrydelse?”

   ”Du husker.”

   Jeg kan knapt se hans mørke hud gennem natten – men jeg hører klikket fra pistolen. Han presser den ind mod min pande. Metallet er så koldt, at det bedøver min hud. Min puls dunker så hårdt, at jeg kan smage jern i min mund.

   Det går op for mig, at det er min tid nu. Det hele er ovre. Jeg skal dø.

   Min krop ryster ikke længere. Mine parader er nede, og jeg kan mærke følelserne bryde overfladen gennem tårer. Det er ikke sådan, mit liv skal ende. Ikke på denne måde; på en øde landevej mens jeg ved bedre end nogen anden, at ingen vil huske mig. Jeg vil være glemt i fortiden.

   En mekanisme indeni mig slår klik. Mine trætte legemer fyldes på ny med styrke, og jeg mærker blodet pumpe hårdere rundt i mine årer.

   Jeg vipper mit hoved frem i en så voldsom bevægelse, at det slår pistolen ud af hånden på manden. Han står forbløffet tilbage. Det bliver min chance, og jeg griber fat om den tabte pistol på gruset ved siden af mig. Så halvt falder jeg bagover og tumler videre ud i natten. Formationen af mennesker er opløst. Banen er fri.

   Jeg ved ikke, hvor langt jeg når at løbe; måske er det over bakken ned af landevejen, måske er det kun et par meter. Noget kryber sig op bag mig med et bang. Det eksploderer i mine muskler, og jeg skriger. Jeg ramler ud i den næste mark og lader mig selv forsvinde i kornet.

   Jeg er ramt. Denne gang er smerten uoverskuelig. Mit syn bliver rødt, og jeg mister min balance. Kuglerne har gennemboret mit lår og ramt et sted i kødet over min hofte. Hvert et skridt bliver mig en pinsel. Jeg ved ikke, hvordan jeg gør det, men jeg formår at forholde mig lydløs. Indvendigt skriger jeg.

   Jeg bliver ved med at løbe. Jeg pruster, men det udvikler sig til et host, og jeg mærker blod trille ned af min hage.

   Verden kan ende hvert et øjeblik, hvis jeg standser op. De vil forsøge at finde mig, og når først de får fat på mig, vil de dræbe mig.

   Så selv når min krop skriger efter ilt, og mine lunger er ved at brænde op, løber jeg videre og beder til, at de ikke allerede er efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...