Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3529Visninger
AA

20. Kapitel 19

 


Luften finder mine lunger. Jeg ser ned mod pladsen. Ved det gyldne mindemonument står Alex, Curtis, Rita, Tim og Manuel iblandt en enorm gruppe mennesker. De sidste rester af Ravnens aktion. Men mine venner står tydeligt frem i mængden. Jublende munde, jeg næsten kan høre igennem slottets mure, og hud der glinser af glæde.

   Fremmede mænd og kvinder står med deres nakker bøjede og ser op på fyrværkeriet, der stadig pletter himmelen svagt. De er iklædt røde og sorte farver. Var engang tosidede. Nu er deres dæmoner sprunget bort.

   Jeg river mig væk fra vinduet og styrter ned af gangen udenfor lokalet. Tæppet glider under mine fødder. Jeg genvinder balancen, løber videre ned af de brede marmortrapper. Lokalerne er storartede. Jeg fortsætter igennem dem, indtil den friske natteluft pisker mod mit ansigt, og jeg står i slotsgårdens udmunding.

   Et godt stykke fra mig kan jeg se flokken af mennesker vokse i størrelse. Jeg løber hen mod dem. Råber af dem af mine lungers fulde kraft. Jeg er ikke sikker på hvad. Bare noget det er hørligt.

   Nogle af menneskerne vender sig om. De stirrer. Mine lange skridt dør hen.

   Alex træder frem fra mængden. Hendes øjne vurderer mig varsomt. Så tager vildskaben, jeg kender, overhånd: Hun suser hen over brostenene, tager mig ved skjorten og kaster mig ind mod det piggede slotshegn. Jeg grynter.

   ”Hvordan kunne du? En spion? Du forrådte os! Du manipulerede med vores følelser, indtil de også fulgte med vores hoveder! Du–” Alex har opbrugt sin luft.

   Jeg ser lidt på hende. Ånder.

   ”Jeg tror, at dæmonen på nuværende tidspunkt ville have forladt min krop, hvis jeg rent faktisk var en tosidet.”

   Alex løfter sit hoved op mod himmelen. Den er blank og kun lyst op af månen. Der er ingen larm at høre længere i luften andet end mit hjerteslag.

   Jeg ser noget ændre sig i hendes øjne.

   ”Du løj,” konstaterer hun.

   ”Ja,” siger jeg. ”Jeg løj.”

   ”Du var aldrig en spion.”

   ”Nej.”

   ”Du fik våbnet til at virke.”

   ”Ja.”

   Alex ser på mit ansigt i et øjebliks forvirring, før hendes varme læner sig længere ind mod min, og hun kysser mig.

   ”Du gør mig skør. Du må aldrig lyve sådan igen,” siger hun. ”Lov mig det.”

   ”Det bliver der ikke brug for. De er væk nu. Der er kun os tilbage.”

   Alex smiler som en anden smuk idiot og presser sin mund mod min igen. Mit hjerte sukker af lettelse, glæde, noget jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal forklare.

   ”Du er godt klar over, du har reddet menneskeheden, ikke?” siger hun med latter i stemmen, da hun læner sig tilbage, slænger armene om min hals.

   ”Det troede jeg da egentlig var dit job, med din vigtige navnebetydning og alt det der,” siger jeg.

   Alex giver mig en nådesløs lammer mod brystet.

   ”stopper du. Jeg har større muskler end dig og løber langt stærkere.”

   ”Er du sikker på det?” spørger jeg. Løfter et øjenbryn.

   ”Helt hundrede.”

   ”Lad os teste det. Hvem kommer først hen til St. James Park?”

   Hendes krop forlader min. Jeg sætter efter hende i en spurt, indtil jeg lægger mig op af hendes side. Jeg presser mig fremad og hører Ravnens tilråb, da vi lægger slottet bag os og nærmer os parken.

   Alex støder ind i min skulder lige før målstregen. Det giver hende sejren. En bitter smag på min tunge tvinger mig til at standse op. Men så ser jeg hende ud af øjenkrogen løfte armene over sit hoved, hoverende og smilende helt ind til øjnene. Det rammer mig.

   Der er gået evigheder siden, hun sidst kunne være så fri.

   Hun løber tilbage mod Ravnen og giver mig et klap bagi på vejen. Jeg smiler.

   Der går et par minutter, før jeg opsnuser Curtis og Rita. De står med tørret sved på panderne og et par skrammer på armene midt i mængden af mennesker. Deres mundvige løfter sig, og jeg ved, at de har samlet brikkerne i mit puslespil. De forstår. Jeg omfavner dem for første gang i mit liv.

   ”Du er så fandens klog nogen gange, North,” siger Curtis. Slår mig på skulderen.

   ”Hæderlig er et bedre ord,” siger Rita. Hendes krop ryster. ”For du er ikke specielt klog, North. Men du er her i live. Det er det vigtigste.”

   ”Plus: du sørgede for jeg ikke blev skudt. Det har jeg det faktisk okay med,” siger Curtis. ”Men forvent ikke at jeg giver dig noget tilbage. Du kan nok gætte, at jeg ikke er tilbøjelig til at give dig gavekort på personlige fodmassager.”

   Noget i luften når sit klimaks. Smilene bliver bredere, øjnene omkring mig lysere.

   Lykken. Jeg kan mærke den bruse rundt i mine årer. Det overrumpler mig helt. Ravnen har givet mig interne og eksterne sår, og den har givet mig en ny familie. Den har vist mig, hvem jeg er. Det er blevet okay at være ramt af frygt, for jeg kan bruge det til min egen fordel. Nedbryde den med mod og sparke livet ud af min udfordring.

   Min teori om mænd og kvinder og forbindelser er blevet modbevist. Alex hjalp mig med den del.

   Himmelen over mig strækker sig milevidt og er mørkere end aldrig før. Jeg tænker, om det mon er de tosidede, der har givet den ny farve.

   Vi gjorde det. Os i Ravnen. Noget over den dæmonfarvede nattehimmel får mig til at indse det, jeg egentlig hele tiden har vidst. At jeg aldrig ville kunne bytte mit liv i Ravnen med det kedsommelige liv, jeg havde før. Marketing og vinaftaler med Brittneigh og Levvy, der var hans bedste ven, bare fordi han var. Kontrasten mod underjordiske kamptræningscentre og adrenalinpumpende missioner er tydelig.

   Jeg vil til enhver tid hellere være en af dem som huskede. Nu er det vores ansvar at skrive historiebøgerne.

    Rigtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...