Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3528Visninger
AA

19. Kapitel 18

 


Jer derovre. Eskorter oprørerne væk fra slottet. Så må I overlade dem til deres egen skæbne derfra.” Lederens menneskelignende øjne ser på mig. De smiler.

   ”Er du tilfredsstillet?” spørger den mig.

   ”Ja, sir.”

   Størstedelen af de tosidede i rummet gemmer deres våben væk. To og to går de sammen om et medlem af Ravnen og griber fat om deres arme, låser dem fast bag deres ryg.

   Først nu opbygger jeg modet til at vende mit blik væk fra Lederen og tilbage mod mine venner.

   Jeg får øjenkontakt med Alex, og for første gang i hvad der føles som evigheder, holder vi den.

   Det er første gang, siden jeg først så hende for enden af den tunnel i Reden, at jeg har lyst til at se væk fra hendes øjne. Det er ikke fordi, de ikke længere er magnetiserede. Det er bare mig, som mest af alt får lyst til at krybe ind i mig selv, når jeg ser det hjerteskærende blik af sorg i hendes øjne.

   Alex tror, hun forelskede sig i en tosidet. En spion, en løgner, og en som altid har husket – selv den episode så mange år tilbage i tiden, hvor en ung fyr blokerede hendes families vej og begyndte at stille spørgsmål, så hendes mor kunne blive efterladt, taget og senere dræbt af Regeringen.

   Hun forelskede sig i alt det, hun hader. Og jeg kan se det i hendes øjne.

   Hendes hjerte er ikke det eneste, der i det øjebliks øjenkontakt spændes til bristepunktet og knuses. Mit gør også.

   Alex bliver trækket ud af rummet. Det samme gør Curtis, Tim, Rita, Chris og Manuel. Ingen af dem gør modstand. De kigger efter mig med tomme ansigter, og det giver mig lyst til at flå håret ud af mit hoved. Påføre mig selv den smerte jeg gjorde dem.

   Døren går i. Kun fire personer er tilbageværende. Lederen, hans to håndlangere. Mig.

   Men jeg er ikke helt dum. Jeg ved godt, at de vil teste mig. De er Regeringen. Selvfølgelig vil de det.

   Har jeg sorte øjne? Hvad ved jeg om de tekniske og medicinske systemer, som Ravnen aldrig ville kunne kende til? Men jeg er ikke helt dum. Jeg ved godt, at jeg vil teste negativ i alle de ovenstående kategorier.

   ”Må jeg låne toilettet?” spørger jeg.

   Lederen viser mig sit kæbeparti, idet han vurderer mig. Øjnene er skarpe. Så smiler han tørt. Anviser mig til døren i forlængelse af rummet.

   ”Selvfølgelig. Du skal blive fulgt derud og passet godt på.”

   De to Regeringsmedlemmer, der har befundet sig i rummet, omringer mig diskret og går mig i retning over mod toilettet. Jeg kommer til at se ind i øjnene på den ene og nikker til ham, før jeg lukker mig inde på badeværelset. Mine hænder er helt glatte og klamme på håndtaget.

   Jeg åbner munden og skriger lydløst ud i luften, indtil mine lunger visner. Badeværelset er roligt, men det er jeg ikke. Jeg har stukket mine venner med en kniv midt mellem skulderbladene, og det er lige før jeg kaster mig selv ned på gulvet i vrede. Men jeg holder mig i skindet. Holder mig opretstående og forsøger at trække vejret. Der er vagter uden for døren. Jeg har begrænset tid.

   Tiden. Den er ved at løbe ud.

   Min vrede vendes med et og bliver til panik. Jeg kan mærke den optage mine blodceller og bevæge sig rundt i mit system, indtil jeg begynder at ryste og koldsvede.

   De slår mig ihjel så snart, de finder ud af, at jeg ikke er en af dem. At jeg har ladet de andre undslippe deres kløer, og at jeg har snydt dem på det værste. Der er intet håb i sigte. Jeg er en død mand. Dødt kød.

   Jeg stiller mig hen foran håndvasken og ser ind i spejlet. Mine kindben er for markante og min hud bleg. Jeg lader hanen løbe. Plasker noget vand i ansigtet.

   Det er svært at lægge de sidste brikker sammen. Mit hoved gengiver automatisk det øjeblik, hvor Chris affyrede våbnet, og ingenting lod til at virke – kunne noget være gået galt? I næste øjeblik er det som om mit minde zoomer ind på aftrækkeren på våbnet, og noget går op for mig. Der var en anden knap på våbnet som slet ikke blev berørt.

   Jeg har været dum og ikke set det før nu. Den var der konsekvent under aftrækkeren og ventede på mig. Knappen må være min løsning – og hvis ikke, må det være min død.

   Før jeg træder tilbage ud fra badeværelset, skyller jeg ud i det tomme toilet og tager en sidste dyb indånding. Det er på tide at stoppe med at skælve. Glemme frygten.

   ”Undskyld ventetiden,” siger jeg til den ene tosidede, da jeg lukker døren i bag mig. Hans ansigt forbliver en stengrimasse. De fører mig tilbage ind i kontoret.

   Jeg venter ikke at se ham, da jeg træder ind i rummet. Derfor krøller min mave sig sammen til en lille klump, da han står foran mig. Chris. Skuldrene er rette, hænderne foldet bag ryggen.

   ”Goddag, North Oceans.” Han viser mig sit hvide tandsæt. Noget over dets stivhed får hårene på min ryg til at krible.

   ”Jeg var betaget over at høre, du har været vores spion så længe,” siger Chris. ”Men der er naturligvis visse sikkerhedsforanstaltninger, vi må gennemgå. Det håber jeg, du forstår. Men det kommer vi til senere.”

   ”Du er en …” Jeg fanger det næste ord på min tunge, lige før det flyver af sted. Tosidet. Jeg kan næsten allerede se mistænksomheden folde sig i hans pande.

   ”Jeg er en hvad?” Chris hæver et øjenbryn.

   ”En spion. Ligesom mig,” siger jeg og redder den lige knapt.

   ”Selvfølgelig er jeg det. Er det ikke klokkeklart? Ved at indsætte mig i Chris’ krop opnåede jeg en helt ny status. Jeg kunne vende tilbage til modstandsgruppen, så snart vi fandt frem til de rigtige koordinater, og de ville stole på mig blindt. Spionage var en åbenlys løsning på vores problemer med denne gruppe lige fra begyndelsen.”

   ”Hvor længe har du været i Chris Ontarios krop?”

   ”Et stykke tid. Siden han forsvandt.”

   ”Mener du, at…”

   ”Jeg hev ham væk fra gruppen, før de andre blev neutraliserede. Han strittede næsten ikke imod.”

   Denne gang mærker jeg virkelig kulden bølge op gennem min rygsøjle.

   ”Det kan ikke passe,” siger jeg.

   ”Hvad mener du?” spørger Chris. Hans ansigt gennemborer mit.

   ”Jeg mener, at Chris Ontario ville stritte imod. Så meget har jeg forstået af mit liv under overfladen i Ravnen. Noget her hænger ikke sammen.” Mine øjne søger gennem rummet, indtil de finder Lederen. Den sidder stadig bag kontordisken. Hænderne er foldet om knæet i ren afslappelse.

   ”Er du sikker på, at denne mand er en rigtig tosidet?” spørger jeg.

   Et smil falder den om munden.

   ”Se dog på ham. Han er svær at anklage.”

   Mit blik vender sig tilbage mod Chris Ontario.

   Manden med Alex’ øjne blinker. Da de åbner sig igen, er de blevet til en dæmons sorte huller.

   Hjertet hopper i mit bryst. De tosidede kan se det på mig, og jeg tager min chance: overdrivelse. Jeg falder ned på gulvet, hamrer ryggen ind mod overfladen. Jeg sikrer mig, at der ikke vises smerte i mit ansigt, men kun udspillede pupiller og ren forskrækkelse.

   Hvis de tror mig, kan jeg langsomt krybe på albuer tilbage mod kontorets hjørne. Jeg så våbnet med den underlige grønne hinde ligge gemt væk i dets skygger, lige før jeg først lagde mærke til Chris.

   Min hjerne er tørlagt for idéer, og det er blevet for sent at flygte.

   Jeg er stadig et par meter væk fra våbnet. Det er muligt, det ikke ligger gemt i skygger længere, nu hvor solen har bevæget sig næsten helt ned over horisonten. Jeg har travlt.

   ”Jeg forstår stadig ikke,” siger jeg.

   ”Jeg er helt ligesom dig! Det er nemt at forstå,” hvæser Chris.

  Perfekt. Dens udbrud er en undskyldning. Jeg synker en synlig klump, rykker mig i et langt ryk bagover.

   ”Nej, det er det faktisk ikke,” siger jeg.

   ”Nu er det mig, der ikke forstår. Hvorfor er du så skræmt? Hvad så, hvis jeg råber? Du ved, jeg ikke ville såre dig. Vi er familie, er vi ikke?” Chris blinker pludseligt og hårdt. ”Medmindre … at du slet ikke er det.”

   Hjælp mig.

   Mine bevægelser bliver mindre febrilske, mere diskrete. En arm tilbage, træk dig forsigtigt tilbage. Ikke en lyd. En arm tilbage …

   ”Du er ikke vores familie, er du?”

    Hjørnet er så tæt på, jeg næsten kan mærke dets kanter. Så tæt …

   ”Oceans!”

   Jeg skubber mig med ét tilbage på gulvet og får lynhurtigt fat om våbnet. Mine reflekser fra Ravnen er nytrænede, og våbnets grønne spids peger i næste sekund mod tosidede Chris’ bryst. Dens sorte huller brænder så intenst, at de næsten smelter pistolåbningen fra hinanden.

   Det er som en kemisk reaktion. Udtrykket i alle de tosidedes ansigter viser mig, at noget vil ske, hvis jeg bruger våbnet rigtigt – det får dem til at fare frem mod mig. Jeg har millisekunder. Mine fingre er svedige, de fumler. Jeg finder knappen under aftrækkeren. Den blinker rødt gennem min hud. Jeg presser den i bund samtidig med aftrækkeren.

   Den grønne hinde over pistolmundingen brister som en svulmet glaskolbe. Ingen kugle piercer luften fra hinanden. Det er ikke, hvad jeg har forventet, men jeg ser igen dét lille puds i de tosidedes ansigter: Noget fatalt, som aldrig burde være sket, er sket.

   Chris’ løber stadig hen mod mig, armene udstrakte og parate til nedfældning, men det er som om hans ben sætter sig fast i luftbåren cement. De fryser fast. Derefter følger hans arme, overkrop, hans ansigt. Jeg ser bag ham. Vagterne og Lederen ser ud på samme måde. Statuer i den frie luft.

   Det eneste, der bevæger sig, er deres munde. Læberne skilles fra hinanden. Sort røg strømmer ud fra deres kanaler, deres sorte øjne bliver langsomt mere blanke og gennemsigtige. Det er som om det mørke i dem drænes og trækkes ud gennem deres munde.

   Jeg ser tilbage på Chris. Øjnene er grå som vinterhimmelen. En tro kopi af Alex’.

   Den sorte røg har samlet sig i en stor sky over de tosidedes hoveder. Den pakker sig sammen til en tæt masse, før den farer direkte op gennem loftet, ser ud til at forsvinde langt væk.

   Jeg hører pludselige høje brag. Min hjerne kan knap følge med. Jeg står foran et vindue for at se, hvad der sker.

   Nattehimmelen er et maleri af farver. Fyrværkeri. De springer op fra alle steder i London og mere til. Giver alt det sorte en kulør som et tusind regnbuer ved daggry.

   Dæmonerne. De er endelig væk.

   Da jeg ser mig om tilbage i kontoret, ser jeg mennesker. De kroppe, som Regeringen besatte, er blevet frigivet. De er renvaskede, virkelige.

   Menneskerne ser på deres hænder med våde øjne, mærker musklerne i dem. Det må være første gang i årtier. Deres ansigter er uforstående og knuste af glæde, da de ser op mod mig. Læberne skælver, former kun akkurat fremmede ord på deres læber.

   ”Hvad er de brag?”

   Jeg gener dem over mod vinduet med en klump i halsen. Min stemme er tung og grødet, da jeg endelig for taget mig sammen til at tale. For første gang i mit liv skammer jeg mig ikke over, at mine kinder er våde.

   ”Ser I det derude? Det hele er for jer. I er jer selv igen nu. I kan få jeres liv tilbage. Og så kan I huske – ligesom mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...