Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3539Visninger
AA

18. Kapitel 17

 


Pistoler, knive og rationer ligger på rad og række i cafeteriet tidligt næste morgen. Bordene er fuldt tildækkede. Det eneste, der kunne mangle, er stabler af tøj i normale farver. Men det vil der ikke være noget af at se denne gang. Det er vores sidste mission nogensinde, og vi vil vise det håb, der får vores kroppe til at fungere, ved at gå i vores sande blå uniformer.

   Jeg har grebet en pose med brød og vand og fæstnet den i min bæltestrop. Jeg har hængt en kniv på længde med min underarm ved min hofte og skjult Glocken hvor den altid plejer i bagkanten af mine jeans.

   Nu er min eneste opgave bare at overleve.

   Alle fysisk raske medlemmer af Ravnen over 16 er blevet underlagt obligatoriske betingelser for at tage med på den endelige mission. Børn og ældre står i kø til forsyninger, før de flygter ud over markerne væk fra London mod et sted, der vil kunne give dem noget bedre: sikkerhed. Ved aftenstide vil alle tilbageværende trække i arbejdstøjet og bevæge sig mod Buckingham Palace.

   Det er næsten morsomt. Hvis jorden først skal besættes af sorte, ondsindede dæmoner, skal de selvfølgelig placere deres hovedkvarterer midt i Englands ældste magthovedstad.

   En finger trykker mig insisterende på skulderen. Noget miniskopisk gnister i mig, og jeg holder vejret, da jeg vender mig om. Men i stedet for grå øjne, jeg kan drukne i, og hår der dufter af kokos, ser jeg Ritas runde ansigt og mørkeblonde frisure. Hendes pande bærer tegn på dybe furer.

   Jeg ånder tilbage ud.

   ”Jeg kan ikke det her, North. Jeg kan virkelig ikke,” siger Rita. Hendes stemme vifter strømme af panik over mod mig.

   ”Start med at trække vejret dybt og fortæl mig, hvad der er galt.”

   ”De tvinger mig med på missionen. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke affyre en pistol mod et virkeligt menneske, om det så gjaldt mit liv.”

   Jeg ser hende i øjnene og er omhyggelig med at udtrykke mig klart.

   ”Rita. De er ikke rigtige mennesker. Det er dæmoner.”

   ”Det er dæmoner i menneskelig forklædning! Jeg vil have det som om, jeg har dræbt en uskyldig.”

   ”Hør, tænk over alle de ting, de har gjort ved os. Måske har du altid kunnet huske, men det har vi andre ikke. De dræbte nær Curtis. To gange. De tog Alex’ mor og har tilfangetaget jeg ved ikke hvor mange andre bare fra Ravnen. De prøvede at torturere information ud af mig ved at sende strøm gennem min krop …”

   Jeg går ud af det blå i stå. Min hjerne har limet sig fast til mindet om det hvide rum og højtalerne mellem mig og Regeringen, måden deres stemmer skrattede ud over højtalerne, mens jeg lå lammet på gulvet.

   Der er noget vigtigt, jeg har glemt.

   ”North?” Ritas stemme lyder spørgende efter mig, da jeg skubber mig forbi hendes skulder, traver  over mod bordet et par rækker længere væk.

   ”Undskyld, men der er noget, jeg må gøre. Tænk over hvad jeg har sagt, indtil jeg kommer tilbage,” skynder jeg mig at kalde efter hende.

   Manuel står fordybet i en samtale med Chris, da jeg nærmer mig. Hjertet pumper i mit bryst, mest fordi jeg er nervøs. Jeg har dummet mig endnu en gang.

   Ravnens leder giver mig et blik, da han ser mig stå urørligt i baggrunden. Løfter et øjenbryn.

   ”Hvad så, Oceans?”

   ”Der er noget, jeg har glemt at fortælle, og jeg er desværre bange for, at det kan være vital information,” siger jeg, slikker mig om læberne. ”Den nat Alex, Curtis og mig destruerede Regeringens computere, skilte de mig først ad fra de andre og prøvede at hive information ud af mig. De udspurgte mig, om hvilken modstandsgruppe jeg var medlem af. De hentydede til, at der fandtes flere modstandsgrupper end bare Ravnen.”

   Manuel er stille et øjeblik.

   ”Hvad er din pointe?” spørger han så.

   ”Hvis vi fulgtes med resten af Ravnen ud over markerne, kunne vi regruppere og tage ud for at prøve at finde andre modstandsgrupper. Forestil vores sammenlagte tal mod Regeringens, hvis bare vi fandt et par andre grupper på størrelse med vores. Vi ville være sikre på sejr.”

   Manuel og Chris udveksler et sigende blik. Jeg kan fornemme i luften, hvad der er på vej.

   ”Jeg støtter dig i idéen,” siger Manuel med sin mest sympatiske stemme, ”men det vil ikke kunne fungere. Ikke nu. Hele Ravnen vil ikke kunne gemme sig ude i det åbne, og vi har ikke nok tid. Regeringen neutraliserer deres fanger – vores folk – hvis ikke vi handler indenfor det næste døgn. Det håber jeg, du forstår.”

   Jeg nikker. Måske lidt for stift.

   ”Selvfølgelig.”

   Jeg siger tak og forsvinder ind i mængden af skarpe genstande og andre våben. Min mave føles tung af noget nyt. Jeg tror godt, det kan være skuffelse.

 

Sommersolen hviler i horisonten og kaster skygger over facaden på Buckingham Palace. Bladguldet på portene skinner os i møde som et løfte om sejr.

   Vi ligger gemt i buskene i udmundingen af St. James Park. Det giver mig deja-vu at ligge mast ud på jorden med min kind presset ned i det dugvåde græs. Jeg har befundet mig i en sådan en situation før, men denne gang er anderledes. Det er den sidste mission. Vores sidste forsøg på at destruere det onde. Hvis vi fejler, er vi døde.

   Når først vi træder frem fra vores skjul, vil Regeringen vide, at vi er her. Det vil gælde om at bryde først gennem portene og nå ind i slotsgården, hvis vi vil undgå blodbadet.

   Det lyder egentlig som en meget smart idé.

   Mit hjerte hopper i mit bryst. Jeg ser over på Rita ved siden af mig, hvis skælvende krop nærmest synker i et med jorden. Jeg har lyst til at række ud, give hendes skulder et klem, men jeg kan ikke. Mine hænder er fysisk bundet af våbnet i mine hænder.

   Vores gruppe er den forreste og vigtigste. Bag mig ligger Curtis, Tim, Manuel, Alex og Chris og gemmer sig i skidtet. Om lidt vil vi fare frem.

   Jeg folder mine hænder og beder en stille bøn, før jeg giver tegnet. Kyst klar.

   Jeg rejser mig op i fuld højde og løber frem over slotspladsen. Støvler tramper mod brosten bag mig, beviser at de andre følger med. De gigantiske metalporte træder mere og mere frem i karakter, og jeg sigter mod deres guldbelagte låsemekanisme. Jeg affyrer en skudsalve. Kuglerne rammer perfekt, og jeg hører et klink, da mekanismens vragdele falder fra hinanden.

   Curtis og Chris bruger deres fælles styrke til at skubbe portene åbne. Vi bevæger os ind gennem åbningen.

   Jeg hører et fjernt råb. Så piercer et skud gennem luften.

   ”Lort!” Jeg ser hen mod den enorme slotsgårds indgang. En gruppe på mindst tre gange vores størrelse nærmer sig os. De er klædt i åbenlyst røde læderjakker. Og de er alle udstyret med maskingeværer.

   Jeg dukker mig under skudregnen. Mine øjne er udspilede, jeg kaster mig væk fra skyderækkevidde og håber på ikke at blive ramt.

   Ritas skygge står pludselig over mig. Hendes Glock er sigtet mod gruppen af tosidede, og jeg ser hendes kugler ramme dem uskadeligt i benet en for en.

   Jeg formår på mystisk vis at have nok overskud til at se op på hende i en blanding af ærefrygt og stolthed. Rita lægger mærke til det, da hun sænker sit våben.

   ”Jeg må vel se det i øjnene,” siger hun, trækker på skuldrene. ”Jeg er medlem af en modstandsbevægelse. Jeg har ikke andre valg end at kæmpe for friheden fra disse pokkers tyranner.”

   Chris er på vej væk fra scenen. Hans ansigt er hvidmalet og bekymret.

   ”Nej!” råber han til os. ”Vent med at skyde dem, der er for mange af dem. Lad os finde personalebagindgangen.”

   Rita griber fat om min hånd og trækker mig op på fode igen. Vi løber efter Chris og danner bagtroppen. Skuddene bag os toner langsomt ud, og først flere minutter senere når vi hen til et afsnit i de gule vægge, hvor vi kan bevæge os igennem. Chris ved, hvad han har gang i. Han bryder let gennem døren og vinker os indenfor med sikre håndbevægelser. Mit våben er hævet og mit hjerte slår i en sammenhængende rytme, som om min frygt helt forsvinder.

   Vi bevæger os gennem små personalegange, indtil de munder ud i noget åbent og langt mere kompliceret. En sal med et loft så højt, at det er flere etagers luftrum, og et maleri med så mageløs karakteristika, at jeg glemmer at trække vejret. Væggene er som dyppet i guld og gulvet det blankeste polerede træ, jeg nogensinde har set. Luften her føles kongelig. Menneskeskabt. Ikke ondsindet og uforstående som de tosidede.

   Det går videre opad. Først trapper, så på listetær ned gennem majestætiske rødbeklædte korridorer. Statuer og vaser dekorerer alle vegne. Intet ligner noget, Regeringen har sat sit præg på.

   Det undrer mig, at vi ikke har set en eneste tosidet siden slotsgården. Forventede de, at vi var på vej?

   Chris markerer med sin hånd.

   ”Det er her,” hvisker han, slikker sig om læberne. Han ser på os alle, en for en, indtil vi helt stopper med at tænke.

   ”Er I klar?” spørger han.

   Vi nikker.

   Låsen er nem at klikke åben med hårnålen, Alex havde gemt i sit hår. Jeg ser hende glide den tilbage på plads bag sit øre med en ren håndbevægelse. Så skubber hun døren åben og bevæger sig ind gennem døren først.

   Jeg følger lige efter hende.

   Rummet får blodtilførselen i mit hoved til at stige. Her er malet klinisk hvide vægge, og et fremmedlignede skrivebord ser ud til at svæve uden hjul i midten af rummet. Der er en dør i højre side af rummet, men vi får ikke brug for at bryde igennem den også: vores mål er lige bag skrivebordet, synligt bag lås og slå i en aflang glasboks hægtet på væggen. Et våben, der kunne ligne en elegant pistol, ligger i den.

   Jeg bevæger mig forbi Alex og prøver ikke at gnide min skulder op af hendes på vejen. Jeg går om bag skrivebordet til boksen og føler på dens overflade. Stabil, åleglat.

   ”Jeg tror, det er plexiglas,” konstaterer jeg og vender mig halvt om. De andre er kommet ind af døren og har klumpet sig sammen foran skrivebordet. Skuffelse skærer igennem Curtis’ ansigt, og han sænker sit gevær.

   ”Lad mig prøve noget,” siger Tim og skubber mig mildt til side. Han griber fast på undersiden af boksen, lade sine fingre føle sig frem langs glasset. En underlig tikkende lyd opstår, som lyden af et modul. Tim læner sig tilbage med en antydning af håb i sine øjne. Efter et par øjeblikke begynder en plade med cifre at tone frem på toppen af glasboksen.

   En kodelås.

   Jeg kan mærke de andres blikke på Tims ryg.

   Jeg spørger ham om det åbenlyse: ”Kan du knække den?”

   Han synker en klump. Trækker en hånd hen over sin pande.

   ”Jeg må vel prøve,” siger han og tager hånd om opgaven.

   Minutterne forsvinder mellem vores hænder. For hvert sekund kan jeg se en tydeligere og tydeligere plamage af sved lægge sig over Tims øjenbryn. Mine egne håndflader bliver fugtige, og jeg begynder at marchere stivbenet frem og tilbage i kontoret.

   Chris bryder til sidst den kvælende stilhed i et enkelt åndedræt.

   ”Prøv med tallene 685636.”

   Tim ser ikke op på ham.

   ”Kan du gentage det langsommere?” Hans stemme er så tør, den næsten knækker midt over.

   ”6-8-5-6-3-6.”

   Låsen klikker åben, og glasset over boksen ser ud til at glide tilbageover ind gennem væggen. Chris langer sin hånd frem og ned i boksen, griber godt fast om våbenet og trækker det op i den frie luft.

   Jeg ved ikke, hvordan dette våben er blevet fremstillet. Det eneste, der adskiller det fra en normal pistol, er den grønne hinde, der dækker pistolens munding. Våbnet eksisterer, og Regeringen havde gemt det væk et sted, hvor menneskeheden aldrig ville kunne nå det. Vi gjorde det alligevel.

   Nu skal dens formål endelig komme verden til nytte. Den vil frakoble hver eneste tosidede på Jorden fra hinanden.

   I det samme Chris har fået fat om våbenet, er det som om en alarm sættes i gang. Tosidede banker døren til kontoret ind, og en flok af dem strømmer ind og presser os sammen til en lille klump på midten af gulvet, indtil vi er helt omringede.

   De tosidede stirrer på os og vedholder os inden for kontrol. Jeg kan mærke nogen sitre bag mig. Det får stråler af varm vrede til at bølge over mod mig. Før jeg ved af det er Alex sprunget frem fra klumpens tætte mængde og faret i kødet på det første tosidede, hun ser. Det er nærkamp på højt niveau, men Alex får den tosidedes krop smidt slapt ned mod gulvet kort efter. Hendes hår er løst og flyver omkring hende gejstligt som ild, idet hun kaster sin krop rundt for at ramme den næste tosidede, hvor det er mest fatalt.

   Det bliver startskuddet. Curtis trækker en kniv op fra sin sok og hugger ind i mængden. Blod pletter hans ansigt som regndråber. Tim og mig støder mod gruppen foran os, mens Rita følger tæt efter. Jeg langer ud efter den første tosidedes hoved, griber fat om hans ører og suser hans ansigt ned mod mit knæ. En knasende lyd slår op mod mig, men jeg banker min næve en ekstra gang ind mod hans hals, før jeg lader ham falde til jorden.

   ”Stop! Jeg kan ende det her lige nu og her!” lyder et råb pludselig.

   Noget over det monotone, uhyggelige stemmeleje, får alle til at standse op. Selv de tosidede, vi står indviklet med, og dem som ligger for vores nåde på gulvet, der er blevet rødt.

   Chris står i midten af vores tidligere klump som den eneste tilbageværende. Hans hænder er presset fast om det hævede våben, og han peger den grønne hinde lige mod en tosidet, der står overfor ham og smiler emaptisk.

   ”Det kommer ikke til at virke,” siger den, som om den rent faktisk har ondt af os.

   Chris’ finger bevæger sig. Han trykker aftrækkeren i bund. Men intet sker. Ikke en eneste lyd springer frem i lokalet andet end Ravnens pludselige stilhed.

   Våbnet forlader Chris’ hænder og brager mod gulvet.

   Den tosidede, der lader til at være gruppens leder, læner sig en smule fremad mod Chris. Et smil spiller i dens mundvig.

   ”Jeg vil nødig lyde spydig, men … hvad sagde jeg?”

   Mine tanker kan ikke forbinde sig eller samle tingene på en måde, så jeg forstår dem. Men det er i virkeligheden enkelt: Vi har fejlet. Vores plan er faldet fra hinanden, og vi er omringet af fjenden endnu engang.

   Det er på det tidspunkt, at jeg får en idé. Den skræmmer mig. Men hvis ikke jeg prøver, er det med sikkerhed, at en ende vil blive gjort på Ravnen. For evigt. Og hvis Ravnen kan overleve, så er min tanke dét værd.

   Jeg tager chancen og træder frem mod de tosidedes leder. Jeg holder mit ansigt stift og prøver ikke at tænke.

   ”North Oceans, sir. Regeringsspion til din tjeneste,” meddeler jeg højt og tydeligt.

   Den tosidedes ansigt bliver lagt lidt på skrå.

   ”Så det?” siger dens mandlige skikkelse.

   ”Jeg fik til opgave at spionere på denne modstandsgruppe for 11 uger siden, sir. Jeg fandt en vej igennem deres sikkerhedsprøvelser og har spioneret på dem lige siden.” Jeg har brug for at tage en dyb indånding, men jeg har ikke råd til at virke nervøs.

   ”Modstandsgruppen hedder Ravnen, sir,” siger jeg og holder min krop standhaftig og høj i stedet for at skælve. ”Det var mig, der hjalp vores tredje spion med at flygte fra deres tilholdssted her den anden dag, sir. Han bragte mine meget vigtige informationer her til vores hovedkvarterer, så vi kunne få gjort noget ved situationen hurtigst muligt, sir.”

   Jeg tier. Venter ulideligt. Håber på at mit skuespil er bæredygtigt.

   Den tosidedes ansigt har været udtryksløst. Der går et par øjeblikke, før det fordrejer sig i anerkendelse.

   ”Jeg sætter pris på din indsats, North Oceans. Du vil blive belønnet.”

   Jeg smiler lidt, ryster belejligt på hovedet.

   ”Jeg har ikke brug for nogen belønning, sir. Men jeg har et forslag. Hvis De vil have mig undskyldt, må jeg så fremlægge det?”

   ”Det må du. Vi vil prøve at følge det, såfremt det giver mening. Dine informationer har været essentielle. Du har været til stor hjælp.”

   ”Sir,” siger jeg, ”vi har brug for at analysere situationen, før vi handler. Der er intet, Ravnen kan gøre. Deres hovedkvarterer vil være udslettet om få timer. Våben, medicin og alle andre forsvarsmidler vil blive destrueret. Det eneste, de nu vil kunne gøre, er at flygte. Og de ved, at vi før eller senere vil finde dem. Lad disse mennesker gå, og lad os fokusere på vores næste træk under roligere forhold.”

   Jeg stirrer ind i øjnene på Lederen og afventer dens beslutning, om Ravnen skal leve eller dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...