Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3545Visninger
AA

17. Kapitel 16

 


Ingen ved rigtig, hvad de skal gøre af sig selv næste morgen. Skal de følge rutinen, skal de splitte op fra resten af modstandsgruppen og flygte, eller skal de bare blive siddende på deres bagdele og lade som om, intet er hændt?

   Faktisk er jeg ikke så sikker på, om andre tænker dette, eller om jeg er den eneste. Jeg ved blot, at min krop skriger efter noget at bruge sin tid på. Jeg kan ikke håndtere at gå rundt i cirkler og vente på at dø.

   Ved middagstid er mine tanker ved at gøre mig sindssyg. Jeg beslutter mig for at finde Alex i træningscenteret. Hun står ved skydebanerne og prikker kuglerne med perfekt præcision igennem papfigurerne. Jeg lader en hånd løbe ned langs hendes ryg, før hun lægger mærke til mig over den umenneskelige larm.

   ”Har du tid?” spørger jeg.

   Hun smiler, læner sig frem for at lade sine læber presse mod mine. Længe.

   Nogen hoster højlydt. Jeg hiver mig væk og ser mig omkring. Rita står bag os, og der er en vis akavet stemning, der sitrer under situationens overflade. Hendes øjne glider væk fra mig og over mod Alex.

   ”Du bør gå til hospitalet hurtigst muligt,” siger Rita.

   ”Hvad mener du?”

   ”Det var en meget åbenlys hentydning. Du bør gå til hospitalet. Nu.”

   Alex sender mig et flygtigt blik, nærmest som en undskyldning, før hun tager af sted med Rita. De to kvinder har besynderligt travlt. Deres hår svinger vildt efter dem, idet de farer ud af dørene i den anden ende af hallen.

   Jeg beslutter mig for at følge efter dem. Det er min mavefornemmelse som giver mig et ordentligt spark i mellemgulvet, og det får mig til at gå hen mod hospitalet. Jeg føler mig så rastløs.

   Meget ligesom sidste gang, jeg prøvede at finde Alex på hospitalet, er sporet hendes hævede stemme. Jeg kan høre hende råbe hele vejen gennem hospitalet.

   ”Hvem tror du, du er?”

   Men denne gang er der ingen receptionssygeplejerske, der stopper mig. Alex er så hidsig, at det får et smil frem på mine læber. Jeg følger hendes stemme, indtil jeg når til det forhæng, der er hendes. Jeg trækker det fra.

   Smilet på mine læber forsvinder med det samme. Alex har ikke tænkt sig at lægge mærke til, jeg er trådt indenfor: hun er travlt optaget med at forbande patienten i sengen foran sig.

    Der er noget over manden under lagnerne som virker bekendt. Hans ansigt er skinnende hvidt – muligvis på grund af hans tilstand ­– men hans ansigt er et skakbræt af smukke træk. Det er dynamisk på alle måder, lige fra de stålgrå øjne til hans markante kæbe. Patientens hår er rødblondt. Han har tårer i sine øjne, idet han ser på Alex.

   ”Hvordan kunne du forlade mig på den måde?” siger hun, hendes stemme nu kun en hvisken. Hendes underlæbe bævrer, øjnene er blanke, og pludselig rammer det mig som en meteor farende fra himmelen.

   Alex har ikke grædt, siden hendes far døde. Nu balancerer hun på tårernes rand.

   Det er klokkeklart, hvorfor patienten med det røde hår virker bekendt. Han er Alex’ far.

   Han lever.

   ”Du bliver nødt til at forstå, at jeg gjorde det for alles bedste,” siger patienten. Hans stemme er dyb og autoriserende. ”Hvis Regeringen havde troet, jeg stadig var live, ville jeg ikke have været her i dag.”

   Alex’ hage er løftet og hendes positur standhaftig. Men hendes øjne er stadig våde – jeg ved ikke om af gensynsglæde eller vrede. Jeg går ud fra det sidste.

   ”Jeg har været selvisk, men jeg blev nødt til at udse mulighederne. Jeg spionerede på Regeringen udenfor Londons grænser. Skat, jeg prøvede at opspore din mor. Vær sød at prøve at forstå mig. Jeg elsker dig så højt.”

   Manden har ikke mere på hjerte. Han ser på Alex med bedende øjne, og hun må tygge i sin læbe for at få den til at stoppe med at bævre. Alex styrter over til sin fars sengeside og omfavner ham.

   Min hjernes harddrive er kørt død. Jeg vender mig om mod Rita, der står gemt væk bagerst i rummet og heller ikke helt er sikker på, hvad hun skal gøre af sig selv. Hendes hænder er som tunge klumper ler langs hendes sider.

   ”Jeg troede, han var død,” siger jeg med en markant puls slående ind mod mit hoved.

   ”Han tog af sted på en mission, hvorfra ingen nogensinde vendte tilbage. Vi forventede, at hvad der var sket, nok var sket,” siger Rita.

   Alex trækker sig tilbage fra sin far. På en eller anden måde har hun stadig formået at lægge mærke til mig, for hun drejer ansigtet tilbage om mod mig. Jeg kan se sporet af en indtørret tåre på hendes kind.

   ”Hvad siger du til at møde min far?” spørger hun, smiler en smule. Det er et indbydende spørgsmål.

   Jeg bevæger mig over mod sengekanten. Hun hvisker i mit øre, før jeg sætter mig ned på hug i sengehøjden: ”Prøv nu for en gangs skyld at imponere pigens forælder.”

   Jeg ler. Hun slår mig over baghovedet.

   ”Far, det her er North. Han har været en meget god ven på det seneste,” siger Alex. ”North, det her er min far, Chris.”

   Jeg rækker min hånd frem og håber, at den ikke er gennemdrevet af sved. Det er nyt for mig bare at være så psykisk tæt på nogen af det modsatte køn, og jeg har ingen anelse om, hvordan man håndterer et første møde med en forælder af sidstnævnte.

   Det gibber ubehageligt i mig, da min hånd ikke bliver mødt af Chris’. Han sidder bare og stirrer på mig. Er pludselig endnu blegere i huden. Han har fået en maske i ansigtet, der kunne ligne

Dødens.

   ”Jeg kender dig,” siger han. Nostalgiske undertoner har grebet fat om hans stemme.

   ”Jeg må meget undskylde, men jeg er helt hundrede procent sikker på, at jeg aldrig har set Dem før,” siger jeg. Det er svært at ignorere mit hjertes hårde banken mod mit bryst. Mon Chris også kan høre det?

   Jeg ser, at hans næsebor er blevet udspillede. Næsten som om han prøver at holde tårer tilbage. Chris’ finger ryster, da han løfter den og peger lige mod mig.

   ”Jeg ved godt, hvor jeg har set dig før,” siger han og må samle sig om ordene. ”Dengang Alex var mindre, flygtede jeg med hende og hendes mor fra hus og hjem for at undgå Regeringen. Nogen stod i vores vej og begyndte at stille spørgsmål, lige da Regeringen var i hælene på os. Det var dig. Du blokerede vores vej og forsinkede os, og på grund af dig blev jeg nødt til at efterlade min kone til en forfærdelig skæbne. Det var jo dig.”

   Hospitalsgemakket er som et lighus. Ingen tør sige et ord, end trække vejret, i frygt for at det vil få alle følelserne til at bølge op til overfladen. Jeg mærker selv, hvordan en bittersød smag ruller mig hen over tungen og gør min krop helt lam.

   Chris kan ikke mene det. Han er forkert på den. Sådan noget ville jeg aldrig kunne gøre. Mod nogen som helst.

   En klump har formet sig i min hals, og den gider ikke gå væk. Jeg synker og synker, men den bliver ved med at være der indtil det gør ondt, og jeg ser sorte prikker for mit syn. Hvad nu hvis han fortæller sandheden?

   Chris kunne huske dengang. Det kunne jeg ikke.

   Hvad kunne jeg have gjort, hvis jeg gik rundt i min egen glemsel? Hvis Regeringens medicin i mine årer stadig fungerede, kunne de manipulere mit liv på måder, jeg slet ikke har lyst til at tænke på. Jeg kunne have sendt en uskyldig med information lige ind i deres kløer, hvis det var det, de ville have.

   Jeg mærker et kølig pust på min ryg. Alex’ varme har forladt min. Lyden af hendes skridt ned gennem hospitalet er allerede dæmpede.

   Jeg klemmer øjnene i og bider mig selv i kinden.

   ”Ord kan ikke beskrive, hvor ked af det jeg er,” siger jeg og åbner øjnene mod Chris’ ansigt. ”Det var aldrig min mening. Du må undskylde mig.”

   I endnu et luftpust er jeg ude af hospitalsgemakket og på vej efter Alex. Det virker som gang nummer hundrede, jeg befinder mig i denne situation. Men på mine svedige håndflader er det klart at sige, at noget har ændret sig.

   Alex går i hovedtunnelen. På vej ned mod biblioteket. Min stemme stopper hende på trappetrinnene, før hun når så langt.

   ”Alex! Vent! Vil du ikke nok høre, hvad jeg har at sige?”

  Hun vender sig langsomt om. Gløden i hendes øjne er blevet flad.

   ”Nej, jeg vil ikke,” siger hun, skælver synligt. ”Denne gang er det ikke okay, North. Hvad end vi havde, så skal du vide, at det er overstået nu. Stop med at bekymre dig om mig og tag dig af dine egne problemer i stedet.”

   Alex træder et par trin længere ned af trappen, før hun kommer i tanke om noget.

   Alex vender sig tilbage om.

   Alex’ stemme er helt lille og skrøbelig. Jeg kan næsten ikke kende den. 

   ”Og North? Jeg ved, du vil prøve at gøre det godt igen. Men du kan ikke ændre på fortiden. Du sendte min mor i døden. Jeg vil se det i dit ansigt, hver eneste gang jeg ser dig. Så vær sød ikke at prøve at tale til mig. Jeg kan ikke håndtere det.” Alex visker nu. ”Okay?”

   Måske nikker jeg.

   Alex forlader mig.

   Alex går ind i biblioteket, og jeg hører lyden af døren, der smækker dunkelt i.

   Alex fandt vejen til sit sikre sted.

   Mit problem er, at hun var mit sikre sted. Nu føler mig jeg mig mest af alt bare foret vild i en labyrint, hvis luft er forgiftende. Og nå ja – jeg har også mistet mit kort.

   Jeg siger til mig selv, at det går absolut fantastisk.

   Men jeg har ikke engang energi til brug af sarkasme.

 

Ingen i Ravnen har tænkt sig at sove i nat. Jeg møder Curtis og Rita foran cafeteriet en time senere efter at være vandret rundt i de endeløse tunneler og inderst inde have tænkt, at jeg vil have det helt fint med aldrig at finde vej tilbage.

   Curtis spørger mig, om jeg er okay. Jeg stikker ham en halv løgn og siger, at jeg bare er udkørt. Noget i hans øjne fortæller mig, at han ved, det er noget helt andet, men han vælger at ignorere det. Der er vigtigere ting at se til.

   ”Jeg har skaffet os indgang til sabotagerummet. De er ved at lægge planer. De helt store af slagsen,” siger Curtis.

   Jeg kunne spørge, hvem de er, men jeg vælger at lade være. Jeg har en god fornemmelse for, hvem det er. En klump lægger sig i min hals ved tanken.

   Rita har ikke lyst til at tage med os. Hun vil ikke lytte på planer, for hun skal i den grad ikke være en del af dem. Vi burde gemme hendes indgangsbillet til en anden. Men Curtis og mig trækker hende alligevel med indenfor i sabotagerummet. Vi er ikke særlig diskrete og opnår et par hårde blikke fra folk omkring i lokalet.

   Jeg retter mig op og glatter min blå T-shirt som om ingenting er sket.

   Det står hurtigt klart, at der ikke er brug for vores hjerner i forløbet. Vi er her kun for at overhøre og sende budskabet videre. Over bordet står fire personer og skubber til de røde og blå brikker på kortet. Manuel, Tim, Chris. Alex’ hår danner et bølgende hav ned fra hendes skulder.

   Det føles lidt som om, mine indvolde forsvinder. Det river mig fra hinanden og giver mig en forfærdelig vægtløshedsfornemmelse, så jeg næsten bukker mig forover.

   Ingen lægger mærke til det.

   Der bliver snakket hurtigt hen over det centrale bord. Chris Ontario lader til at have gjort sig meget erfaring i den håndfuld år, han har været fraværende i Ravnen. Hans stemme genlyder i lokalet, hver gang han kan fortælle om en ny position, som Regeringen opholder, eller hver gang en ny information om deres væsen kommer ud på bordet.

   Planen er næsten tilrettelagt og duelig, da en ukendt lyd borer gennem luftrummet. Jeg udstøder en lyd fra bunden af min hals og presser håndfladerne hen over mine ører.

   Pivetonen er høj og vedvarende. Den kommer fra computerne langs lokalets ene væg, og Tim løber over til dem med rystende hænder. Hans bevægelser er paniske, da han giver sig til at taste komplicerede tal og bogstaver ind. Med ét blinker skærmen ud i sort og hyletonen stopper. Tim bliver stiv i kroppen, og jeg ved med det samme, at det ikke var en handling, han selv udrettede.

   Et for et dukker bogstaver op på computerskærmene langs væggen. De lyser rødt op i lokalet som krigslys gennem natten.

 

Vi ved, hvor jeres styrker befinder sig. I vil blive skånet 24 timer, før vi sender vores bombefly ud og ofrer de af jeres medlemmer, som vi har tilfangetagne i vores hovedbygninger. Hvis ikke I træder frem og tilkendegiver jer selv inden da, er det for sent.

 

   Jeg kan ikke høre mig selv trække vejret. Ravnen vil blive bombet til glemsel.

   Det får tankerne til at strømme.

   Jeg kan lide væggenes fugt og gulvets isende kulde. Jeg kan lide undergrundssystemet, og hvordan det altid virker som en labyrint skabt af rene barndomsdrømme. Jeg kan lide biblioteket og dets enorme værdier, jeg kan lide spisesalen og den evige duft af mad og rengøringsmidler. Jeg kan lide sengelagnerne på de lidt for hårde madrasser, og hvordan de føltes lettere, dengang Alex lå der med mig. Jeg kan lide fælleskabet i vores evige blå farver og humoren på skydebanen. Jeg kan lide tanken om at være en del af noget større og kæmpe for Londons, hvis ikke hele verdens frihed.

   Alex ser ikke på mig, men jeg ser på hende. Hun var aldrig helt tabt bag en vogn.

   Det hele er slut nu.

   Og det er helt og aldeles mig alene, der står til skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...