Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3543Visninger
AA

16. Kapitel 15

 


Jeg forlader Alex med en undskyldning om, at jeg skal finde Curtis. Han er sikkert oprørt, siger jeg, og han kan sikkert finde på at myrde en uskyldig. Alex kniber min hånd en enkelt gang og holder fast, før jeg siger, at nu må jeg virkelig gå og skynder mig ud af biblioteket.

   Jeg har også travlt. Og jeg skal også virkelig finde Curtis. Men det er fordi, jeg ved, at der kun er et sted, jeg vil kunne finde ham ovenpå de bekymrende nyheder. Og det er lige præcis det sted, jeg har et begær for at komme ind i.

   Tunnelerne er fulde med mennesker. De er af alle aldre, og det virker foruroligende. Normalt er her næsten tomt. Nu kan jeg se ængsteligheden malet i deres ansigter.

   Det er svært for mig at huske vejen hen til zooen. Det er der, de må opbevare spionen, bag lås og slå så han ikke slipper væk, og så ingen unødige hører hans skrig.

   Jeg tror først, at jeg er faret vild. At jeg er kommet ud på dybe vande, hvor jeg er meget langt fra at kunne bunde, for der er uendelige tunneller i undergrunden, som jeg ikke kan finde vej i. Så er det, jeg ser den massive dør i den anden ende af tunnelen, der er så mørk, at den næsten blender i ét med klippevæggen.

   Det er her. Jeg husker det meget tydeligt. Hvordan jeg sidste gang på dette klippeunderlag styrtede frem med kvalme på tungen og sved på panden, og hvordan jeg lige havde set et væsen med sorte øjne, der nær havde skræmt livet direkte ud af mig.

   Jeg halvløber over til døren og hamrer min knytnæve mod den. Jeg kan høre stemmer bag væggen af klippe og metal, og de forstummer øjeblikkeligt.

   Det er Curtis, der åbner døren. Hans ansigt ligger sig i skuffede folder, da han ser mig på dørtrinnet.

   ”North. Hej.” Hans blik scanner mig kort. ”Gå hjem.”

   Curtis forsøger at lukke døren i, men jeg stopper ham med en hånd, før den smækker lige i panden på mig.

   ”Luk mig ind,” siger jeg. ”Jeg har brug for at høre med. Se hvem han er og hvad, han har med at gøre.”

   ”Kan jeg ikke bare fortælle dig det senere?”

   ”Bestemt ikke.”

   ”Hør, North. Det er ikke så nemt. Det er hårde sager herinde. Du kan ikke klare at se på sådan noget. Det har du aldrig kunne.”

   Min halsåre er begyndt at pulsere hårdt.

   ”Kom ikke her og fortæl mig, at jeg er en pivskid. Du har set mig i aktion. Du ved, at jeg har ændret mig. Det er en tosidet, der sidder lige derinde, og hvis du virkelig står her og fortæller mig, at jeg ikke har lyst til at se ham lide, så er der noget, du ikke har forstået.”

   Curtis’ blik vurderer mig igen.

   ”Okay,” siger han og åbner døren.

   Da der bliver lukket til efter mig, bliver alt med det samme dystert. Luften er lummer af fugtigheden, der driver ned af væggene i lange linjer lidt lige som blod. Jeg ser kun et lys i lokalet, og det hænger i loftet over en stol. Det skinner lige ned på hovedet af en mand. Hans tykke legemer er bundet fast til stolen. Den ene sko er blevet sparket af hans fødder og ligger sørgeligt i en pøl af det blod, der løber ned fra hans underarm.

   Men min medlidenhed blegner så snart jeg ser hans sorte øjne.

   Manuel står i rummet med en skarp, glinsende genstand hængende fra sin hånd. Han værdiger mig ikke et blik, da jeg træder indenfor, men han tiltaler mig kort med et ”goddag, Oceans,” som om vi står i en helt ordinær hverdagssituation.

   Manuel holder stadig blikket på den tosidede, der ikke så meget som blinker af blodet der forlader dens krop. Men der ligger noget på kanten i dens øjne som kunne true med at flyde over. Det er jeg ikke den eneste som ser.

   ”Hvis ikke du er samarbejdsvillig, har vi ikke noget valg,” siger Manuel.

   ”Det kan være ligegyldigt,” snerrer den tosidede. ”I dræber mig uanset om jeg vælger at tie eller ej.”

   ”Vi kan bruge to dage på at dræbe dig, eller vi kan bruge to sekunder. Det er dit valg. Skal det være hurtigt, eller skal vi flå små dele af din hud af, indtil du ikke har en plet tilbage på kroppen, og derefter skære bid for bid af dit kød af, indtil du langsomt forbløder?”

   Den tosidede blinker ikke, men jeg kan se dens underlæbe skælve. De er tæt på at skubbe den ud over rælingen.

   Jeg lister over mod Manuel og spørger, om jeg skal begynde for ham. Men han ryster let på hovedet. Han hæver kniven og lader den løbe hårdt ned langs siden på den tosidedes hoved. Den skriger for sine lunger fulde kræft, da blodet vælder frem fra såret og forvilder sig ind i dens øjne. Den kniber øjnene sammen, men nu skælver hele dens krop. De har ham næsten.

  Manuels mund er knebet sammen til en tynd linje. Han kører kniven hele vejen ned over halsen, undgår pulsåren, men borer den dybere ind ved kanten af brystet. Det får den tosidede til at vride sig så meget, at stolen vipper. Manuel borer kniven lidt længere ind, før han læner sit ansigt helt tæt op mod den tosidedes øre.

   ”Har du så noget på hjerte?” hvæser han.

   ”Jeg kan ikke…”

   ”Vi kan blive ved i dagevis. Jeg kender teknikker, der kan holde dig i live så længe, at du ville ønske, du var død.”

   Nu flyder det hele over i øjnene på den tosidede. Tårerne får frit løb, og han jamrer sig.

   ”Det hele er alligevel ligegyldigt. Om to dage kan det være, at det her sted er ryddet jorden.”

   Manuel træder tilbage.

   ”Hvad sagde du?” Hans stemme er knapt en hvisken.

   ”Det kan godt være, at jeg ikke nåede at flygte med bud tilbage til mit folk. Men jeg var ikke den eneste, der sneg mig ind på jeres modstandsgruppe. Vi var to spioner, og min makker nåede at flygte. I er for sent ude nu. Han er væk, og han har sikkert allerede givet ledelsen besked.”

   Manuel kan se, hvordan den tosidedes øjne er drænet for liv allerede – og information. Han bevæger sig frem med kniven og skærer i et rent, dybt snit halsen åben på den tosidede.

   Manuel lader en hånd løbe igennem sit ikkeeksisterende hår. Han sætter sig ned på hug, kaster kniven fra sig på gulvet. Den klinger tungt, så blodet på dens knivsæg smitter af i en klam pøl mod klippefragmenterne.

   Jeg står tilbage helt ensom og tom indeni. Måske var jeg alligevel ikke klar til at se Manuel indtage en sådan rolle som han gjorde. Hvis vi taler og torturer på denne måde, er vi ikke meget bedre end Regeringen selv.

   Men jeg har uden rigtig at vide det for længst indset, at det her er mit folk. Min familie. Jeg må kæmpe for at beskytte dem, også selv om det er uetisk. Regeringen tog vores liv og gjorde dem til deres. De tog vores minder og destruerede dem. Det er ikke en gerning, der er tilgivelig.

   Det går samtidig op for mig med en øredøvende tung fornemmelse i maven, at Ravnen er så godt som uddød.

   Curtis kommer op bag mig. Han lægger en arm om mig, giver min skulder et klem. Det føles rart og beroligende, men han tager fejl, når han tror, at jeg ikke kan klare at se blodpølen på gulvet. Jeg er ligeglad med den tosidede. Jeg er bare ikke ligeglad med Reden, og jeg indser nu alt for sent, at den er mit hjem.

   ”Er du okay, mand?” spørger Curtis.

   Jeg svarer ham ikke. Min krop føles så hul, at jeg knapt kan trække vejret.

   Ravnen er færdig.

   Det er min skyld.

 

Jeg vandrer rundt i Redens tunneller så længe, at mine ben bliver helt stive. Jeg vil indtage alle indtrykkene igen. De fylder min krop og pumper min hjerne op som et medicinsk stof, indtil jeg bliver helt træt og beslutter mig for at gå hjem.

   Alex sidder på min seng, da jeg åbner min værelsesdør. Hendes ben er trukket op under hende i skrædderstilling. Jeg har ingen anelse om, hvor længe hun har siddet her.

   ”Hej, du.” Hun vender hovedet mod mig, idet ordene flyver over hendes læber, og jeg ved det med det samme. Hun ved det hele. At der var en anden spion som undslap, og at Ravnen ligeså godt kunne være dødsdømt.

   Nogen har fortalt hende det. Min mund presser sig sammen. Det er helt sikkert Curtis. Det var Alex, han håbede at se til tortursessionen ­– ikke mig.

   Mit ansigt blødner op næsten for hurtigt, da mine øjne fokuserer tilbage på Alex’. Grebet, hun har om mig, er så ubeskriveligt frygtindgydende og fortryllende på samme tid, at det stadig gør min vejrtrækning uregelmæssig.

   ”Vil du snakke om det?” spørger jeg hende. Alex ryster på hovedet.

   ”Kan vi ikke bare ligge lidt?”

   Jeg vurderer hendes ansigt, da jeg sætter mig ned ved siden af hende. Det minder mig lidt om det, jeg selv føler.

   Jeg ligger mig ned på sengen, hun putter sig ind mod mit bryst. Der er næsten ikke plads til os begge, men det prøver jeg ikke at lægge mærke til.

   ”Hvor mange dage tror du, vi har tilbage?” spørger jeg.

   Alex tysser stille på mig.

   ”Lad os ikke snakke om det. Vi bliver bare deprimerede. Lig her med mig i stedet og bare vær i øjeblikket. Tro mig når jeg siger, at jeg ved, det vil hjælpe.”

  Så det gør vi. Hendes varme hånd finder min, og vi trækker vejret dybere og dybere, indtil vores åndedræt bliver til et, og vi begge forvilder os ind i en lydløs og plaget søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...