Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3516Visninger
AA

15. Kapitel 14

 


London har haft et tydeligt regnfald, da vi endelig kommer op fra metrostationen. Vandpytterne driver i strømme ned over gaden og fordamper. Morgensolen titter frem, og får de stadig våde bygninger til at skinne om kap.

   Alex kommer gående op bag mig.

   ”Jeg vil ned til Themsen,” siger hun. Jeg nikker, lader min hånd finde hendes. Den er ikke helt lige så stor som min og spreder varme i mit bryst, når hun klemmer den fast om min.

   ”Er du sikker på, det her ikke er farligt?” spørger jeg hende, idet vi følger grusstierne ned mod kanalkanten.

   ”Du er så bange, North,” siger Alex.

   Jeg ruller med øjnene. Det er svært ikke at være paranoid, når man bevæger sig ud i offentligheden. Her er virkelige mennesker. Og her er tosidede. Men Alex mener ikke, at folk vil stirre. Vi er bare to helt almindelige unge mennesker på date. Så besynderligt er det ikke.

   Alex stopper op med et smil i ansigtet.

   ”Du må altså stoppe det der. Ret ryggen. Slap af i skuldrene. Se på mig.” Det gør jeg. ”Hvordan har du det?”

   ”Jeg har det helt glimrende,” siger jeg, pludselig mener jeg det. Alle de nervøse vibrationer lader til at flyde ud gennem mine fingerspidser og forsvinde.

   Vi når ned til kanalen og hopper op på stenkanten, følger den med varsomme skridt. Alex griner, da jeg nær mister balancen og i et kort sekund svæver ud over vandet, før jeg trækker mig selv tilbage ind på plads. Vinden slår saltskum på flodens bølgetoppe og myldrer sig ind omkring os, får Alex’ lange hår til at fare vildt rundt omkring. Jeg griber ud efter det og samler det bag hendes hoved, kysser hende på hovedet.

   ”Tænker du nogensinde over, at vi er de eneste, der kender til historien bag et sted som det her?” spørger hun mig næsten lydløst, så kun vinden bærer hendes stemme over mod mig.

   Jeg ser mig omkring. Vi står tæt ved London Bridge. Den ser hel blå ud i krontast med Themsen, der er grumset og kedelig.

   ”Nej,” siger jeg og rynker nu panden. ”Nej, det har jeg aldrig tænkt over.”

   Alex læner sig ind mod mig. Hendes skuldre vibrerer ind mod mine, da hun ler.

   ”Alle de mennesker som går over den,” siger hun og peger på strømmen af fodgængere på vej over broen. ”De ved ikke engang, at der lige deroppe plejede at hænge forræderes hoveder spiddet på pinde.”

   ”Og de ved ikke, at de går lige oveni Tudortidens mest bygningsbefæstede bro. Sikkert også deres skeletter,” siger jeg. ”Det er sgu da underligt.”

   Alex ler igen, jeg smiler over hendes håbløst mørke humor. Vinden begynder at hive i os for meget, og vi bevæger os ind mod byen og mere læ. Alex stopper op, lige da vi når til trapperne op mod broen. Der går et par sekunder, før jeg opdager, jeg har mistet hende. Hun skuler ud mod noget ubestemt ved Themsen.

   ”Er der noget?” spørger jeg.

   Alex vender sig om. Ser på mig med øjne så dybe og hule som Redens tunneller.

   ”Nej. Lad os bare gå.”

 

Toget slingrer og kører uhyggeligt lydløst, som det altid har gjort det. Min mave er fuld efter at have købt vaffelen med flødeskum i boden ved Westminister, og toget giver mig ærlig talt kvalme. Alex ser ud til at have det på samme måde: hun bidder negle og kan ikke sidde stille. Hun bliver ved med at kigge sig over ryggen og har gjort det, siden vi steg på toget.

   ”Jeg ville gøre det igen, hvis jeg fik muligheden. Helt seriøst, hvis jeg blev tilbudt en vaffel på så enorm en størrelse, ville det altså være svært at sige nej. Hvad med – Alex?”

   Hun har rejst sig op af sædet og er begyndt at vandre uroligt frem og tilbage.

   ”Vi skal ud, vi skal ud, vi skal ud…” mumler hun så stille, at jeg knapt kan tyde ordene.

   Jeg rejser mig også op. Jeg går over til Alex og griber fat om hendes håndled, så hun stopper, før hun når længere.

   ”Hvad er der galt?”

   I det samme glider toget ind på en ny perron. Dørene åbner, og hun giver min hånd et hårdt træk for at få mig med ud. Det er ikke vores station. Jeg standser op med et hjerte, der pumper nervøst mod min hud.

   Ingen af os siger noget, før toget forlader perronen. Jeg ser på Alex, venter på hendes forhåbentlig yderst gode forklaring.

   ”Vi kunne ikke blive derinde,” siger hun, da hun ser mit blik. ”Der var nogen derinde.”

   ”Selvfølgelig var der nogen derinde! Det er et tog i det centrale London!”

   ”Du forstår ikke. Nogen fulgte efter os. Jeg så dem nede ved Themsen, og nu var de også i toget, og de havde sorte jakker og hatte på, og de fulgte efter os –”

   ”Shhhh, Alex,” siger jeg for at stoppe talestrømmen. ”Træk vejret og tænk tingene igennem. Var det ikke dig, der sagde, at vi ikke burde være bange? Det bør vi ikke. Vi har brugt en hel dag i det åbne, og jeg har ikke set en eneste tosidet. Det er positivt, ikke? Ikke?”

   ”Jo,” hvisker hun.

   ”Der er ingen, der følger efter os. Se bare på vores civile tøj og hør på min rolige stemme. Det skal nok gå. Jeg lover det.”

   Alex nikker længe og lukker øjnene.

   ”Jo. Jo, du har ret,” siger hun i et toneleje, der virker normaliseret.

   Jeg lader min arm gribe fat om hendes talje og trækker hende tættere ind mod mig, da vi stiger ind i det næste tog.

 

Den nat drømmer jeg om Alex’ fingre i mit hår. Hendes hænder er voldsomme og huden blød, og jeg fornemmer vores indre brænde fra hinanden.

   Drømmen smuldrer væk foran mit indvendige øje, da nogen hiver puden under mit hoved væk og pisker den ned over min kind. Jeg blinker søvndrukkent op mod Curtis, der står foran mig. Hænderne er boret ind i hans hofter. Hvor brutalt.

   ”Der er møde i spisesalen om 5 minutter. Hvis ikke du er der, er det bare synd,” siger han. Curtis styrter ud af mit soveværelse på et hastighedsniveau, der kunne ligne en hvirvelvinds.

   Jeg kan høre skridt udenfor min dør. Mange skridt. Jeg bevæger mig over mod døråbningen, idet jeg trækker i mine jeans. En næsten konstant strøm af mennesker bevæger sig igennem sovegemakkerne op mod trapperne og hovedtunnellen. Mod spisesalen, og de lader til at have uhyggelig travlt.

   Jeg griber min T-shirt og vrider den over hovedet, mens jeg jogger ud i tunnelen og følger menneskeflokken ovenpå. Mine øjne kan ikke lade være med at fare bekymret frem og tilbage. Det er som om en blinkende rød alarm hyler over vores hoveder – men den eksisterer slet ikke, for ingen kan høre den.

   Da jeg endelig når ind i cafeteriet, virker det dobbelt så fyldt som normalt. Folk sætter sig tilsyneladende ikke ned på stole og borde, de står op, og det fanger folk ind imellem hinanden. Nogle af ansigterne i befolkningen er fordrejede i en blanding af frygt og utålmodighed. Først nu er det ved at gå op for dem, at meddelelsen som venter dem muligvis står til at være alvorlig.

   Jeg spejder over hovederne efter Alex. Der går næsten et helt minut, før jeg får øje på hende. Hun har allerede set mig og presser sig ud gennem mængden for at nå mig. Alex bryder fri og omfavner mig. På en måde formår det at gøre mig mere nervøs. Gåsehuden spreder sig over min hud, selv om jeg prøver at modstå, og jeg presser mine arme ind omkring hende. Jeg ved, at hun kan mærke nervøsiteten på mig, men hun siger ikke noget. Hun kærtegner huden der, hvor gåsehuden er værst, indtil den til sidst forsvinder under hendes håndflades varme.

   Det går op for mig, at Alex ikke har makeup på, da hun ser hen på mig. Hendes fregner er pludselig at se; de pletter hendes kinder og næse som stjerner på en lys sommernat. Jeg ser også de sorte skygger under hendes øjne, og hvordan det nemt kunne ligne, at de har været der i årevis.

   Jeg synker en klump. Denne gang på grund af bekymring.

   Al larm og stemmer forstummer, da Manuel rejser sig op i sin fulde højde på et bord i midten af cafeteriet. Hans ansigt er rynket, lamperne over hans hoved får sveden til at skinne på hans isse.

   ”Her til aften er noget højst uheldigt sket,” begynder han og udtaler sig selv meget tydeligt. ”En spion er blevet fanget i gangene her i nat. Det lader til, han har været her i et stykke tid–”

   Roen bliver brudt af høje råb og hvisken på samme tid. Men Manuel råber højere end dem alle. Han klapper sine hænder sammen, indtil alle lytter. Det får ikke hans øjne til at lyne mindre.

   ”I øjeblikket kan jeg forsikre jer om, at denne spion er i vores varetægt. Han vil blive forhørt, og vi vil prøve at presse så meget mulig information ud af ham, som vi muligvis kan. Det er naturligvis også et faktum, at denne spion er fra Regeringen, hvilket kan vise sig at være … fatalt. Vi har skjult os her i Reden i mange år. Måske er det alligevel på tide for os at finde et nyt sted, vi kan bosætte os i.

   Men til at starte med vil vi forhøre væsnet og se, hvad han har at sige. Højst sandsynligt nåede han aldrig at få sendt informationer ud til sin overordnede. Det vigtigste er, at roen bliver vedholdt.”

   Men roen er ikke vedvarende. Så snart Manuel er trådt ned fra sin talerstol, begynder folk at bevæge uroligt på sig. Selv om de er en del af en modstandsbevægelse, betyder det ikke, at de ikke kan miste modet.

   Alex vender sig om i mine arme. Hun stirrer på mit ansigt, men jeg er tom for ord. Jeg ser hendes overlæbe løfte sig i vrede, og i næste øjeblik vrider hun sig ud af mit greb og løber ud af lokalet.

   Jeg bander højlydt. En kvinde i nærheden ser på mig med høgeøjne, men jeg er ligeglad. Jeg er allerede i gang med at sno mig vej frem gennem menneskemængden, der er som gået i stå ved den alt for lille døråbning. Jeg presser og presser og presser, før jeg endelig snubler fremover ud i hovedtunnelen.

   Og der er det. I den anden ende af tunnelen, så langt væk at jeg næsten ikke når at se det, før det er væk. Et glimt af glødende rødt hår under loftslamperne.

   Jeg løber efter Alex med et hjerte, der pumper gennem hele min krop. Jeg er ikke forpustet. Jeg er bare fandens skræmt over hvad, jeg har gjort.

   Jeg bliver ved med at løbe ned af gangen uden at se Alex. Jeg ser kun trapperne, der går længere ned under jorden. Det er nemt at indikere, hvilken retning hendes ben har båret hende. Biblioteket.

   Da jeg skubber den tunge dør op, omringer duften af gammelt papir mig med det samme. Men jeg dufter også tydeligt kokosnøddeduften på Alex’ hud.

   Hun er i sit hjørne af biblioteket. Det med chaiselongen og tæpperne og en enorm stabel bøger. Da jeg finder hende, træder mine fodsåler hårdt ned mod gulvet, og hun snurrer rundt.

   ”Du skal kraftedme ikke følge efter mig nogen steder! Det her er mit sted,” snerrer hun og farer hen mod mig. Hendes bevægelser er så skarpe, at hun næsten ikke kan holde sig tilbage fra at kaste sine knyttede næver ind mod min kæbe.

   ”Det var jo ikke med vilje,” siger jeg, selv om jeg ved det er uhjælpeligt. ”Jeg kunne aldrig have vidst det, Alex. Jeg havde brug for at berolige dig og så ingen mistænkelig bag os. Jeg sværger.”

   ”Prøv ikke på at bortforklare noget,” siger Alex med øjne der stirrer direkte ind i mine. De er rasende og blinker ikke. ”Det er din skyld, at den spion fandt vej frem til Ravnen. Jeg havde fornemmet nogen, der fulgte efter os så længe. Og hvad gjorde du? Du ledte ham lige hen til skattekammeret. Det er din skyld, ved du godt det, North?”

   Noget i mit bryst sprækker i to. Min værdighed, der før var så vigtig, virker pludselig ligegyldig. Det gør ondt på min stolthed at indrømme, at det hele er min skyld. Men det er sandt, og det gør også ondt at se Alex så oprørt.

   ”Undskyld,” siger jeg. ”Jeg skulle have stolet på dig og undersøgt, om der virkelig var nogen, der fulgte efter os. Undskyld. Det er min fejl.”

   Alex bliver stum. Hun ryster på hovedet af mig. Hun bliver ved, indtil jeg får nok og tager hendes ansigt i mine hænder og kysser hende.

   ”Nej …” siger hun og hiver sig væk. Men ikke helt. Jeg trækker hende tættere på, langsommere, indtil vores pander er presset op mod hinanden, og indtil jeg kan mærke hendes puls under mine fingerspidse banke i takt med min. Roligt og uforstyrret.

   Alex giver op og læner sit hoved ind mod min hals.

  ”Hvad skal der nu ske?” siger hun.

   Det er ikke ment som et spørgsmål, men jeg har alligevel allerede fremstillet et svar i mit hoved. Det er ganske dueligt. Jeg ledte de tosidede til Ravnens dørtrin ­– derfor må jeg være den som kæmper hårdest for vores frihed. Selv hvis jeg når til det punkt, hvor jeg brister.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...