Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3516Visninger
AA

14. Kapitel 13

 


Min mave slår koldbøtter, da jeg træder ind i cafeteriet fredag aften. Her er fyldt med mennesker klædt i tøj, jeg slet ikke havde tænkt over kunne være gemt i vores garderobe. Tætsiddende, mørke sager der glitrer i mørket. Bassen pumper som en tung rytme gennem underjordisk vand og får min krop til at vibrere.

   Curtis stod for et øjeblik siden ved min side, men han er nu næsten forsvundet i mængden af kroppe. Det hele virker så fremmedartet. Jeg følger efter ham, før jeg mister ham ude af syne. Mine hænders bevægelser ligner, de er i slowmotion, når jeg bevæger dem gennem de blinkende blå lys omkring mig.

   Curtis er ved baren. Han beder den frivillige bartender om et glas af sin whisky, og han får det. Curtis’ tomme glas klinger, da han kort efter smækker det ned på disken. Han sukker, og jeg stirrer lidt på ham.

   ”Hvad?” spørger han anklagende. ”Er der noget galt med at bunde?”

   ”Nej, jeg er bare ked af, vores venskabs tillid lige er blevet svækket, for du bestilte kun en whisky til dig selv.”

   ”Der var aldrig noget venskab til at begynde med.” Curtis vinker bartenderen tilbage over mod sig. ”Kan jeg få to whiskys? Tak.”

   Idet bartenderen fylder de to glas med isterninger, mærker jeg to øjne fiksere sig på min nakke. Jeg vender mig om og ser Rita mase sig ud gennem menneskemængden. Hendes øjne er helt udspilede og ligner et skræmt dådyrs, da hun når frem til os og snupper barstolen ved siden af Curtis’.

   ”Jeg vidste ikke, der ville være så mange mennesker,” siger hun med panik i stemmen. ”Så mange kan vi altså ikke være i Ravnen. Jeg mener, man skulle være 18, ikke, og så er der også alle dem over 35, som ikke gider komme, fordi de bliver for ungdommelige. Det giver ikke mening. Hvad nu hvis der er tosidede her, som har sneget sig ind og prøver–”

   Curtis lægger en finger hen over Ritas læber. Hendes talestrøm stopper, men hendes ansigt fordrejer sig i væmmelse.

   ”Få din finger væk fra mig, Curtis. Please,” mumler hun.

   ”Lad nu være med at bekymre dig,” siger han. ”Det gør du altid. Her. Tag en drink i stedet. Slap af. Nyd livet.” Curtis giver hende sin drink og skubber den anden over mod mig. Jeg skåler glas med Rita og drikker af mit glas, indtil jeg kan slikke dråberne af bunden.

   Bartenderen er tilbage og ser på mig. Måske kaldte jeg efter ham uden at lægge mærke til det.

   ”Bare lav nogle flere, indtil vi siger til,” siger jeg. Bartenderens bevægelser virker mere voldsomme og irriterede, da han vender sig tilbage om for at lave drinksene, så jeg sender et højt ”tak” efter ham.

   Musikken er blevet højere. Den slår mod min trommehinde, så jeg næsten ikke kan høre, og jeg ender med at råbe hen over bardisken til Rita.

   ”Hvordan går det med Levvy?”

   ”Hvad?” råber hun tilbage.

   ”Hvordan går det med ham den nye?”

   ”Fint! Han lader til at tilpasse sig her. Helt som en kamæleon.” Rita peger over mod et bord bag mig. Da jeg vender mig om og ser hen mod det, er Levvy rykket tæt på en pige med en hånd op langs hendes lår. Præcist som jeg husker ham.

    ”Hvad fanden, Rita,” hører jeg Curtis sige. ”Hvornår har du sidst klædt dig i sådan en sag?”

   Jeg vender øjnene tilbage mod Rita. Jeg havde slet ikke set hendes kjole, men jeg ser, hvad Curtis mener. Den er stram og rød med korte ærmer og en ryg, der ser ud til at være hjemmeudskåret med en saks.

   ”Ej,” siger Rita og rødmer synligt gennem det blå-blinkende mørke. ”Nu gør du mig altså helt selvbevidst.”

   Bartenderen kommer med flere drinks, og jeg får hurtigt flere glas til at forsvinde ved tanken om Rita, der tør dukke op til en fest, men at Alex, der får alting omkring sig til at brænde op, ikke har vist sig endnu.

   Min hjerne vil hellere føles bedøvet end skuffet, så jeg bestiller en whisky mere.

   Curtis rusker min skulder og råber ind mod mit hoved.

   ”Kom så, North! Der skal danssss-es! Jeg elsker det her nummer!”

   Jeg lytter med det ene øre, men jeg kender det ikke.

   ”Kom nu!” tigger Rita mig også. Hun glider frem og tilbage på sin stol, kan slet ikke stoppe med at smile.

   ”Sagde jeg nogensinde nej?” siger jeg. Rita klapper i hænderne og hiver os begge med ud på gulvet. Musikken er bravende hurtig, og min promille hjælper mig med at bevæge kroppen. Det bliver nemmere, da jeg på en eller anden måde hører mine venners latter gennem larmen, og det er som om det hele siger klik. Beatet, varmen fra kroppene omkring mig, min krop der pumpes med euforiserende energi.

   Klik.

   Alex står foran mig. Jeg går i stå.

   Hun er klædt i en sort kjole med dyb udskæring og lange ærmer, og mit åndedræt sætter sig helt fast i halsen. Håret bølger lyst ned over hendes skuldre og fregnerne smiler til mig. Jeg kan ikke engang ånde normalt, og hun kan se det på mig.

   ”Har du bare tænkt dig at stå der og se køn ud, eller har du tænkt dig at udnytte musikken?” spørger jeg hende. Det er et lamt comeback og ændrer ikke rigtigt på min solblændede opførsel.

   Alex smiler næsten ikke, men træder frem mod mig. Hendes balance vakler, og hun snubler over sin egen fod lige ind i mine arme. Det virker til at være en latterlig sammensætning af karma og tåbeligheder, men pludselig står vi der og mærker hinandens varme åndedræt mod hinandens halse, og det gør mig en smule skør.

   Jeg griber fat om Alex’ arm, hiver hende med væk fra Rita og Curtis. Menneskemængden omkring os bevæger sig som én samlet tidevandsbølge, rolig og alligevel så voldsom, og vi finder under de næste numre os selv som en del af den. Hendes hud dufter af en blanding af kokosnød, spiritus og sved, og det gør mit hoved ørt. Der er fornemmelsen af hendes krop så tæt mod min, at begæret gør helt ondt.

   Alex er forsvundet så pludseligt, at hun kunne være blevet revet væk. Jeg ser mig omkring, prøver at lokalisere hende, men hun er ikke at se, og jeg må indse, at hun valgte at forlade mig. Mine legemer føles pludselig ufattelig tunge, og mit bryst synker i gulvet.

   Jeg slingrer tilbage mod baren. Min pande føles glohed, og jeg har brug for noget der kan køle alting ned.

   Der går et par minutter, før mine øjne ved et tilfælde strejfer over Alex. Hun står i udkanten af danseklumpen med Tim. Jeg stopper helt op, da jeg ser deres kroppe presset ind mod hinanden. Musikken får dem til at smile, rykke tættere og tættere på, indtil jeg slet ikke kan blinke.

   Jeg ved godt, at jeg ikke kan gøre krav på noget. Men deres hoveder og kroppe så tæt på hinanden trykker på mine knapper, og jeg kan mærke mine knytnæver løsnes og spændes.

   Jeg møver mig tilbage over mod dansegulvet. Alex’ øjne vokser i størrelse, da jeg løsriver hende fra Tim og trækker hende væk gennem mængden mod udgangen. Jeg råber et undskyld efter ham, som jeg egentlig ikke mener, og som han nok slet ikke hører.

   I tunnelen er loftslysene skarpe, og mit syn er først helt ødelagt fra festlokalet. Langsomt bliver alting mere defineret, og jeg ser Alex i detaljer. Hendes ansigt får mig til i et kort sekund at glemme, hvorfor vi overhovedet står her. Skønheden i det blænder mig mere end lyset i loftet. Musikken dunker i et hårdt beat ud gennem klippevæggene, akkurat ligesom knivene i hendes øjne, der nemt kunne gennempierce mit hjerte.

   ”Hvad i alverden tror du, du har gang i?” Alex skubber hårdt til mine skuldre. Jeg er ikke forberedt og træder et skridt bagud.

   ”Jeg reddede dig fra et dyrs kløer,” siger jeg.

   ”Det kan du ikke mene.” Hendes øjne slår lyn og brynene samler sig i en ond maske. Mit ansigt efterligner næsten automatisk hendes.

   ”Nej-nej, for du er jo en stærk, selvstændig kvinde som ikke har brug for en mand.”

   ”Fuck dig!” skriger hun. ”Så snart noget rammer dig, går du i forsvarsposition! Er du overhovedet klar over, hvor hårdt jeg arbejder for at være, hvem jeg er? Du kan ikke selv en skid, North. Du træner og presser og træner dig selv, indtil du får det bedre med dig selv. Du ved, at du ikke dur til noget i denne her verden, som vi har bygget op i Ravnen. Det er så ynkeligt.”

   Jeg får en pludselig lyst til at råbe højere end hende, indtil mine lunger flænser luften fra hinanden.

   ”Virkelig? Er jeg den ynkelige? Det er ikke mig, der kaster sig hovedkulds ud i farlige og dumme situationer uden at tænke sig om! Tænker du overhovedet på andre, før du gør noget? Jeg er så træt af din spydighed, af din lille forskruede måde at lukke folk ude på! Kan du ikke bare forstå, at jeg gerne vil lukke dig ind?”

   Noget siger klik. Vi har ikke mere på hjerte og står med øjne stirrende forpint ud i luften. Vores råb hænger som tunge, døde ord i luften.

   Alex ser på mig, og jeg kan ikke få mig selv til at se væk. Hendes øjne er stålgrå og magnetiserende som aldrig før, og en million tanker løber gennem mit hoved.

   Jeg træder tættere mod Alex, griber fat om hendes hånd. Hun gisper lavmælt, og jeg kan mærke hvordan hendes håndflade er hed mod min. Mit hjerte får hele min krop til at dunke. Det nedbryder mig at stå så tæt på hende, men jeg vil alligevel tættere, tættere på. Jeg trækker vejret dybere og hviler min pande mod hendes.

   ”Hvis du har tænkt dig at gå, så er det nu,” hvisker jeg.

   Men Alex bliver stående, og kort efter mærker jeg hendes mund presse sig ind mod min.

   Noget indeni mig bliver vakt til live af et mentalt jordskælv. Det ryster og sprækker alting fra hinanden og bringer noget op til overfladen, som jeg aldrig har kunnet forestille mig. Alex’ læber er hårde men alligevel så meget blødere, da de åbner sig under mine. En anderledes varme fylder mit blod og bringer mig til en hel ny rus.

 

Senere lægger Alex sit hoved ind mod min skulder og får smilet til at sprede sig over mine læber. Vi går tilbage indenfor iblandt de blå lys, hvor ingen ser ud til at lægge mærke til vores lidt for rodede hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...