Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3543Visninger
AA

13. Kapitel 12

 


Min første reaktion er mine knytnæver som spændes. Jeg klemmer dem sammen, prøver at holde dem i ro, så de ikke rammer lige mod Levvys fjæs.

   ”Hvad laver du her?” spørger jeg ham. Min stemme fryser varmen, der havde eksisteret i hans øjne.

   ”Det ved jeg ikke engang selv, faktisk,” siger Levvy. ”Kan du hjælpe mig, eller hvad er det helt præcist, du er her for?”

   Jeg kan mærke mine tænder skære min underlæbe til blods. Levvy ser på mig som om, jeg er dum, og det trykker lige præcis på de knapper, der gør alting dunkende rødt og irriterende.

   Så er det som om, jeg pludselig ser klart.

   Levvy tror kun, at jeg er dum, fordi jeg virkelig er dum. Hans øjne er så fraværende. Hans tone så fremmedartet. Set fra hans øjne er jeg bare endnu en skræmmende og ekstremt mærkelig fyr klædt i solidt blåt tøj. Han kan ikke huske, hvem jeg er. Jeg er en slettet datainformation i hans hjerne.

  Selv om det uden tvivl er Regeringen, der står bag, kan jeg ikke synke vreden på min tunge.

   Jeg tænker på Rita, der stadig står bag mig.

   ”Kan jeg tale med dig et øjeblik?” siger jeg sammenbidt og fjerner ikke mine øjne fra Levvy. Jeg ser Rita nikke ud af min øjenkrog, så jeg skubber hende tilbage. Trækker det blå forhæng lidt for hårdt for imellem os og Levvy.

   ”Jeg kan ikke være hans mentor,” siger jeg fladt.

   Rita sukker.

   ”Giv ham lige en chance. Du var præcis på sammen måde, da du kom. Bare mere … voldlig. Meget mere voldlig.”

   ”Hvad?” Jeg blinker, ryster på hovedet. ”Nej, jeg siger dig, jeg kan ikke være omkring ham. Jeg ender med at slå ham ned eller noget.”

   ”Det mener du ikke. Du kender ham jo ikke engang endnu. Måske han … måske er han en rigtig fin fyr.”

   ”Du fatter det ikke,” snerrer jeg af hende. ”Jeg kender ham allerede. Fra derude. Og gæt hvad – hvis ikke det var for ham, ville jeg stadig kunne gå på arbejde og gøre lige som det passede mig. Det var ham, der fortalte Regeringen, at jeg havde set en dæmon, da min hukommelse for længst burde have været udvisket. Så jo, Rita, jeg er dybt seriøs, når jeg siger, at jeg ikke kan være hans mentor. Jeg kan med garanti ikke holde mine nerver i ro og ender med at såre ham. Er det forstået?”

   Rita nikker stift. Hendes hoved virker kluntet.

   ”Godt. Tag dig af ham,” siger jeg og skynder mig ud af hospitalet, alt imens jeg prøver at overse kuldegysningerne af vrede, der bølger ned langs min rygrad.

 

Ved aftenstide dufter jeg hendes bodylotion, før jeg ser hende. Kokosnød. Det hænger i luften efter hende, som om hun med vilje går tæt nok på til at lade mig opfatte hende dér, men ikke tæt nok på til at lade mig se hende. Det er lige før, det er typisk. For jeg havde ret: Alex har igen valgt at ignorere mig over noget, jeg ikke helt rigtigt forstår. Hun tager ikke engang notits af Curtis, da han vinker efter hende.

   Han sænker hånden og prøver at afværge den akavede situation med humor.

   ”Hun er så kold en kælling, at jeg nogen gange får lyst til at købe hende en Express billet til Nordskotland.”

   ”Hmm,” siger jeg, da vi tager vores bakker og sætter os ned ved et bord. ”Jeg tror, det er noget, jeg sagde til hende i går. Måske synes hun, jeg fremstod som lidt af en idiot.”

   ”Hvad sagde du til hende?”

   ”At man aldrig kan blive forelsket. At forhold mellem to mennesker kun er fysisk. Det hele gælder om sex, ikke? Du kan ikke sige, at du ikke er enig med mig.”

   Curtis stirrer lidt på mig.

   ”Altså … jeg forstår godt, hvis hun er sur på dig. Familiekærlighed og alt det virker til at være vigtigt for hende. Hun voksede sikkert op i en af de der kernefamilier og får helt ondt i hjertet, hvis nogen siger, at den familie er bygget på et grundlag, der ikke er kærlighed.”

   ”Curtis for helvede,” sukker jeg. ”Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvordan hun er vokset op. Det vigtigste er, at du støtter mig i min sag. For du er enig, ikke? Det hele handler om passion og forbindelser og sex, at have noget fysisk.”

   ”Jojo,” siger han ligegyldigt og slubrer sin kartoffel-porresuppe. ”Mjomjo.”

   Jeg kigger op mod Alex. Hun har sat sig i den anden ende af lokalet sammen med en gruppe unge piger, jeg ikke kender. Jeg ser hendes skuldre ryste af den latter, der er så sjælden. Håret svinger og glinser rødt op under loftslamperne, får det til at ligne varm og mørk ild.

   Jeg sidder lidt og tænker pludselig over, hvor lidt jeg egentlig forstår mig på Alex. Hun virker for det meste spydig, så snart bare ét ord forlader min mund, og det er dybt utiltrækkende. Når hun altid skal blive så sur og følelsesladet, er det nær umuligt at holde sig selv til ilden og prøve at score hende. Hun brænder mine fingre, hvis jeg rækker for langt ud efter hende.

   Men jeg kan ikke overse måden hvorpå hendes krops struktur er så afrundet, og byggestenene i hendes ansigt så skarpe og majestætiske. Det er måden hvorpå, jeg helt direkte føler min krop tiltrækkes af hendes som atomer. Elektroner og protoner der farer rundt, indtil det næsten får mig til at eksplodere.

   Jeg sukker, undertrykker min frustration.

   Jeg opdager noget sort foran mit ansigt. En vinkende hånd.

   ”Hey, mand. Er du her stadig?” spørger Curtis med ekko i sin stemme.

   ”Ja da.” Jeg blinker hurtigt med øjnene.

   Min suppe smager stærkt af peber og gør mine øjne våde, men jeg når ikke engang at blive færdig, før et postyr oppisker stemningen i midten af lokalet. Folk begynder at klinge deres knive og gafler mod glas, råbe det samme navn højere og højere for at overdøve hinandens stemmer.

   Manuels skaldede hoved rejser sig op i mængden. Hans smil glimter om kap med hans øjne, da han gør tegn til alle om at tie. Larmen dør øjeblikkeligt hen.

   ”Vi har ting at fejre,” siger Manuel, mens han ser på forsamlingen. ”Vi har i de seneste par måneder haft flere sejre over Regeringen, end de har haft over os. Det er gode tegn. Vi lærer mere hver dag, og vi kommer tættere og tættere på at udvikle den endelige destruktionsplan. Det er noget, vi bør fejre. Og fordi vi er, hvem vi er, gør vi det på bedste manér. På fredag skal alle i Reden over 18 være velkommen til at komme til vores komsammen lige her i dette lokale. Det bliver fedt. Og legendarisk.”

   Applaus og pift bryder ud over alt i spisesalen. Folk hujer så meget, at Curtis slet ikke hører mig, første gang jeg kalder på ham. Jeg prøver igen, denne gang højere og med rynket pande.

   ”Hvad er de så glade for?”

   Curtis klapper allerede med, han laver et sidste hyænehyl, før han griber fat om mine skuldre over bordet.

   ”’Komsammen’ betyder fest, North! Vi skal have fest!” skriger han ind i mit øre.

   ”Hvad?”

   ”Sprut, anlæg til elektromusik, barstole, neonlys ­– alt det lort! Hvis vi kan købe det, kan vi få det!”

   Mit hjerte galoperer i takt med stemningsmomentet, hvor alt med ét lader til at være lidt mere som et tivoli. Både lysere og hurtigere, indtil jeg bliver helt svimmel. Jeg smiler.

   ”Hvad siger du til,” siger Curtis, ”at vi to melder os som frivillige til at tage med ud og hente alkohollet?”

   ”Ikke i aften. Jeg har pligter efter maden. Hvad siger du til i overmorgen?”

   Curtis smiler og lover, at han nok skal sige det til Manuel med det samme efter maden. Han griner og begynder at snakke om den sidste gang, han drak. Dengang han stadig var 18, og han foran alles øjne endte med at udføre en orm på dansegulvet, der desværre gik i stå midtvejs.

 

En time senere er køkkenrengøringensteamet troppet op. Levvy og Rita er inkluderet. Imens jeg skurrer bordene for suppepletter og brødkrummer, kommer ingen af dem nærmere. Tværtimod bevæger de sig langsomt længere og længere væk, som om jeg er en grim sygdom. Det er naturligt for mig, at jeg ikke kan tage mine øjne af Levvy, men pludselig stikker mit bryst også, da det går op for mig, at Rita med vilje holder sit blik langt væk fra mig. Hun bliver helt stivnakket, idet hun prøver at undgå mig.

   Jeg ender med at smide min karklud fra mig og skynde mig ned på mit værelse. Jeg er helt stakåndet, da jeg kaster mig ned på klippemadrassen. Der går mange minutter, før jeg kan fraskille rodet i mit hoved. Jeg kan nærmest høre beboerne i de andre værelser ånde, men jeg føler mig stadig som et ene lys i mørket, og flammen kan nemt slukkes.

   Jeg lægger mig til at sove tidligt og gemmer ensomheden i mit hoved bag udmattelse.

 

Onsdag er jeg overrasket over, hvor nemt det går at købe alkohol. Curtis var ved at dø for en god whisky, og han fik den og en hel kasse mere uden videre besvær med et smil og 700 pund. Vi forlod butikken sammen med Manuel og to fyre, jeg ikke kendte, med to vogne alkohol og barsnacks. Ingen i karakteristisk ensfarvet tøj havde givet os lange blikke, og vi følte os som konger, der var kommet af sted med at begå en forbrydelse.

   Jeg løfter langsomt vægtstangen over mit hoved. Mit bryst føles oppustet, mine blodårer synes at tegne et tydeligt mønster ned langs mine arme. Jeg giver slip på stangen og lægger den tilbage på metalbarren over mig, før jeg pustende sætter mig tilbage op.

   Akkurat som min krop er begyndt at køle ned, bliver den omfavnet af endnu en ulidelig hedebølge. Levvy er trådt ind i træningslokalet. Han er iklædt vores blå farver, der egentlig ikke klæder ham, og hans mørke hår er blevet klippet kortere. Rita kommer gående ind bag ham, hun sætter noget af sit mørkeblonde hår om bag øret, før hun forsigtigt viser ham vej hen mod skydeskiverne.

   De passerer mig på vejen. Jeg kan ikke lade være med at skule lige ind mellem Levvys skulderblade.

   Han må have lagt mærke til det, for han drejer rundt på hælen og marcherer tilbage mod mig.

  ”Hør, makker, hvad er dit problem?” siger han, så jeg ser hidsigheden i hans øjne. ”Hvad har jeg gjort for, du skal være sådan et røvhul mod mig?”

   Vreden, der har fyldt min krop, siver langsomt ud og dræner mig fuldkommen for energi. Det var ikke faldet mig ind, at jeg kunne have såret Levvy – det er en helt anden sag end at gemme sit had dybt inde i sig selv, som jeg troede, jeg havde gjort.

   Jeg tog fejl.

   ”Vi plejede bare at være bedste venner,” mumler jeg.

   Levvys øjne bliver mindre og mindre i tydelig forvirring. Jeg rejser mig op, giver ham et klap på skulderen.

   ”Undskyld,” siger jeg. ”Det er min skyld. Glem det.”

   Rita står bag Levvy. Hun er helt stille, da jeg fanger hendes øjne.

   ”Undskyld,” siger jeg.

   Hun nikker. Siger så tak med det mindste smil gemt i den ene mundvig.

   I det samme genlyder en højst besynderlig lyd gennem træningslokalet. Gummisko som glider, noget tungt og metallisk som vælter, og et skingert råb af frustration snarere end smerte. Noget over lyden virker genkendelig, og Rita og mig ser samtidig over mod dens oprindelse.

   Alex ligger ved foden af et stadig kørende løbebånd, med vægte fra det væltede metalstativ ved siden af hende spredt omkring sig. Hun griber hårdt fat om sin læg med begge hænder og virker yderst arrig, da en mand kommer over for at se, om hun er okay.

   ”Det var da fandens,” siger Rita, og jeg ser på hende med latter i stemmen, for det er første gang, jeg har hørt hende bande.

 

Det viser sig at være let at finde Alex’ stue på hospitalet, selv da sygeplejersken beder mig om venligst at vente med at se hende og ikke oplyser mig hendes værelsesnummer. Jeg sniger mig bare væk under disken, mens hun ikke kigger, og følger lyden af Alex’ på grænsen til irriterede stemme ned af den ene, lange hospitalsgang.

   ”Nej, jeg sværger ved mit eget hjertes banken på, at jeg ikke skal have noget! Jeg har det fint. Bare lad mig være lidt, så går det altså helt udmærket. Okay? Ingen piller. Mange tak.”

   En sygeplejerske småløber ud fra et forhæng til venstre for mig. Hendes øjne er vidt opspilede, som hun fejer direkte forbi mig med kurs mod receptionen.

   Jeg smutter indenfor forhænget, hun forlod, og trækker det hurtigt for.

   Alex sidder på en tynd hospitalsmadras med sit ben hvilende overskævs på den og en bandage om læggen. Hun sidder og kradser i en halvblodig skrammes plaster, men ser op ved lyden af forhænget.

   ”Du kan ikke dræbe mig, som du næsten gjorde det med hende sygeplejersken. Jeg har en stjålen fredsgave med,” siger jeg og viser hende isposen i min hånd. Jeg lader den dingle lidt, så hun kan se bøtten med mynteis iblandt isterningerne, før jeg sætter den på hendes sengebord.

   Alex siger ikke tak. Det havde jeg heller ikke forventet. Hun lægger bare hovedet på skrå og kommenterer i stedet på det med sygeplejersken.

   ”Det er en principsag. Smerte gør mig menneskelig.”

   Hun får et underligt udtryk i ansigtet.

   ”Kom,” beder hun stille. ”Sæt dig ved siden af mig.”

   Min mund bliver helt tør. Og så gør jeg, hvad Alex siger. Madrassen knirker under vægten af os begge, og hun sætter sig i skrædderstilling over for mig. Kommer lidt tættere på og griber fat om mynteisen og den tilhørende ske på bordet. Hun sidder og spiser, og vi sidder bare lidt. Ånder fornemmelsen af hinandens nærvær ind. Til sidst bliver det behageligt nok til, at en af os tør tale.

   ”Jeg spurgte dig aldrig om, hvordan du kom hertil,” siger hun. Det forbavser mig, at det er det første, der falder hende ind.

   Alex stikker til sin is og tilbyder mig en bid. Jeg siger nej tak.

   ”Regeringen kom til mit hus,” siger jeg og vejer ordene i min mund. ”Jeg flygtede, men slap ikke uden skudsår gennem både ben og skulder. Jeg løb så langt, jeg kunne, før jeg besvimede. Da jeg vågnede op, var jeg i Reden.”

   ”Det lyder så simpelt,” siger hun stille.

   Noget i luften fortæller mig, at hun har mere at sige, og jeg venter, indtil hun selv kommer op med ordene.

   ”Min far begyndte at huske, før jeg gjorde,” siger hun et par skefulde is senere. Hun kigger fast ned i bøtten. ”Jeg var 14, da det endelig skete. Vi prøvede at overbevise min mor om, at noget var uhyggeligt galt med samfundet, men du ved, hvordan det er. Hun kunne ikke rigtig tro på det, når hun havde glemt alt den næste morgen. Til sidst stoppede vi bare med at prøve at få hende til at forstå. Far og mig blev enige om, at det var bedst at holde dét hemmeligt, som vi allerede vidste.

   ”Men vi var ikke forberedt på, at verden måske var bedre til at afdække hemmeligheder, end vi var til at holde på dem. En dag blev min far forfulgt af en kvinde med tilsyneladende sorte øjne på vej hjem fra arbejde. Han bad mig om at pakke en taske. Så tog han både min mor og mig ved hånden, og vi begyndte at løbe.

   ”Men det er besværgeligt at flygte med nogen, som ikke husker og ikke forstår, hvad der foregår. Min mor sinkede os. Så da en ung fyr trådte i vores vej og spurgte, hvor vi var på vej hen, og hvorfor vi skyndte os sådan, var der ikke meget at gøre. Vi kunne nærmest høre Regeringen løbe omkring hjørnet bag os, og fyren kombineret med min mor var bare for stor en forhindring. Så vi efterlod hende med ham, lige dér ved rendestenen hvor Regeringen kunne snuppe hende nemmest.”

   Alex er blevet færdig med sin is og sidder og skraber de smeltede rester op på sin ske.

   ”Hun vendte aldrig hjem, tror jeg,” siger hun. ”Der bor i hvert fald en anden familie i vores hus nu.”

   Jeg prøver at være forsigtig, med hvor jeg sætter mine fødder.

   ”Men jeg har aldrig mødt din far. Hvor er han?” spørger jeg.

   ”Hvor min mor er. Et bedre sted.” Alex stirrer ned i sin tomme skål. ”Er der mere mynteis?”

   ”Nej,” siger jeg.

   ”Okay.” Hun læner sig en anelse frem og presser sin pande ind mod min skulder.

   Jeg har lyst til at lægge min hånd på hendes ryg og lade hende vide, at jeg er her, men jeg er bange for, at hun vil ryste den af.

   Jeg tager chancen. Min hånd føles pludselig ikke så rolig længere, da jeg blidt presser den ind mod hendes ryg. Men Alex skubber mig ikke væk. Hun trækker vejret dybt og gemmer sin pande dybere i min skulder.

   Det er det tætteste, vi nogensinde har været. Min arm om hende, hendes hoved så tæt mod mig, at jeg kan mærke blodet pulsere i hendes årer. Noget uventet former sig i mit bryst, og jeg får pludselig svært ved at håndtere situationen.

   Jeg kan lide Alex på en måde som ikke bare er fysisk. Hun er ikke en fangst, jeg bare vil være stolt over. Hun er noget personligt.

   Den pokkers fornemmelse af sårbarhed, som jeg altid har hadet, er pludselig tilbage. Jeg ser ned på Alex og hendes bølgende røde hår, hvordan hun har sat det op i en perfekt rodet og uduelig knold på sit hoved. Hele øjeblikket føles ømmere og varmere, end jeg nogensinde ville have troet.

   Det skræmmer livet af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...