Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3523Visninger
AA

12. Kapitel 11

 


Noget er galt med hende. Det sker bare nogle gange efter en mission. Jeg kan ikke forklare det.” Curtis snakker hurtigt og langer ud efter et salatblad fra Ritas tallerken. Han har ikke lyst til at udforske emnet nærmere.

   Alex har haft en underlig tordensky hængende over sig på det seneste, og jeg kan nærmest høre den buldre. Det er som om, hun bare venter på, at lynene skal slå ned i hende. Man kan se det på hendes stive skuldre og hvide ansigt, der får det til at ligne, hun har sygelig kvalme. 

   ”Burde jeg spørge hende? Om hun er okay?” siger jeg. Det har jeg lyst til. Men Curtis ryster meget bestemt og afvisende på hovedet og siger, at jeg skal lade være. Så jeg tager en beslutning og vælger at ignorere den grimme følelse i min mave – selv om det strider imod alt andet, min intuition siger mig.

   Det er næsten ironisk, hvordan Alex kommer gående ned mod vores bord med sin frokostbakke, akkurat som jeg sidder i mine egne tanker og forestiller mig hendes plagede ansigt. Hvordan kan jeg ikke spørge hende, om hvad der er galt? Hun er tydeligvis ikke sig selv, helt stille og fuldkommen besat af at træne, altid træne hårdere på skydebanen.

   Alex sætter sig ned ved siden af Curtis, som hun har gjort det de sidste par dage. Måske støtter han hende igennem det mørke, som hun rander rundt med i sit hoved. Måske er det endelig gået op for hende, at jeg er kommet til Reden for at blive – jeg husker stadig alt for tydeligt den første gang, vi mødtes, under hovedtunnelens sarte lys hvor hun udspurgte mig, som om jeg var kriminel. Måske har hun lært at stole på mig?

   Jeg stoler på hende.

   Og jeg er stadig bekymret.

   Alligevel begynder jeg at snakke om alt og ingenting, som om det vil få hendes humør i top.

   ”Jeg har besluttet mig for at sætte et mål,” siger jeg mest til Curtis. ”Næste gang jeg møder en tosidet, skal jeg kunne slå dens kranie ind med mine bare næver. Jeg skal bare bokse nok og løfte flere vægte.”

   ”Øh, nej,” siger han. Tygger med åben mund. ”Det er fysisk umuligt. Specielt for dig – det kan godt være, du er muskuløs, men du er godt nok også tynd.”

   ”Jeg siger dig, at det bliver nemt! Det kan umuligt være sådan en stor udfordring, for jeg ved jo godt, at jeg kan slå dit kranie ind allerede. Det er simpelthen så blødt, dit kranie.”

   ”Mit kranie er lavet af stål.”

   ”Nej, det er det godt nok ikke. Dit hoved er ligesom en babys, stadig helt blødt og nemt at forme, fordi din hjerne ikke er helt udviklet endnu.”

   Rita ler. Alex gør ikke. Hun stirrer ned i sin mad og trækker vejret for hurtigt. Lægger en hånd på sit bryst.

   ”Jeg er svimmel,” mumler hun ud af det blå ind mod Curtis’ skulder og kollapser ind mod ham. Han når lige præcist at gribe fat om hende, før hun helt mister balancen.

   Mine fingre fryser fast. Jeg kan ikke rykke mig ud af flækken, og det dræber mig.

   Men Curtis har prøvet det før. Han ser sikker ud i sine bevægelser, da han får genet Alex væk fra frokostbakkerne og vores bord. Han taler til hende i rolige, korte sætninger, får hende til at trække vejret med ham helt langsomt. De går ud af spisesalen i tunellen.

   Noget stikker til min mave. Det skulle have været mig, der hjalp, og ikke Curtis. I stedet gik jeg i stilstand som en anden idiot og sad bare der og måbede, mens noget skete med Alex, som jeg ikke helt kan sætte min finger på.

   ”Er hun okay?” spørger jeg dumt og drejer mig mod Rita.

   Hun tøver lidt. En muskel spjætter nervøst på sig omkring hendes mundvig.

   ”Bare rolig,” siger hun. ”Curtis følger hende hen til hospitalet, er jeg sikker på. Han har erfaring med det her på en eller anden måde, vel: angstanfald.”

   ”Hvordan ved du det?”

   ”Jeg havde selv et engang. Det var ikke behageligt.”

   Min pande trækker sig sammen.

   ”Gjorde du?” siger jeg blidt.

   ”Ja. Jeg, øhm … var blevet anlagt min første mission. Men jeg blev så bekymret for hvad, der skulle ske, at jeg begynde at svede. Lige pludselig kunne jeg bare ikke trække vejret. Mine luftveje lukkede fuldstændig af. Jeg er ikke blevet udskrevet en mission siden.”

   ”Mener du det?”

   ”Ja. Jeg hjælper bare til herhjemme. Jeg kan ikke lide at være derude iblandt Regeringen, bare tanken gør mine håndflader helt klamme,” siger Rita og ser væk fra mit ansigt. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har fortalt dig det før, men jeg …”

   Hun går i stå. Jeg lader en hånd gribe fat om hendes underarm, giver den et tryk.

   ”Hvad er det, Rita?” spørger jeg.

   Hendes kinder er med det samme ferskenfarvede.

   ”Jeg er født i Reden. Jeg fik aldrig deres medicin indsprøjtet ved fødslen. Jeg har altid kunnet huske.” Hun taler meget hurtigt, og jeg forstår i et kort øjeblik ikke, hvad hun siger.

   Rita ser op på mig, bider sig hårdt i underlæben.

   ”Du er ikke vred, er du?” spørger hun.

   ”Hvorfor skulle jeg dog være det?”

   ”Du har dét udtryk i dit ansigt. Som om du er så dybt misundelig, at du kunne knalde mig i låget.”

   Jeg tvinger mit ansigt til at slappe af. Min hud kribler stadig med et dusin forskellige følelser.

   ”Jeg ville da aldrig … det må du ikke tro,” siger jeg. ”Det er bare så overraskende. At der er nogen som aldrig har oplevet, hvad de gør, på egen krop.”

   Rita skubber sig tilbage fra mig og begynder at spise, som om intet er hændt. Først flere minutters stilhed senere, hører jeg igen hendes spinkle stemme skære gennem luften.

   ”Men jeg er ikke modig. Nogle gange ønsker jeg næsten, at jeg havde oplevet deres forsøg på egen krop. Forstår du, hvad jeg mener?”

 

Papiret flås fra hinanden, idet kuglen piercer igennem det. Braget slår ekko op af væggene, indtil det til sidst dør ud, og jeg sænker armen med pistolen. Jeg giver dens top et pust for at blæse imaginær røg væk. Et fuldkomment pletskud gennem det højre hjertekammer på papirmanden i loftet.

   Jeg løfter begge arme denne gang, præciserer mit skudøje. Lige som jeg tager en forberedende dyb indånding, hører jeg nogen klappe bag mig. Jeg mister grebet om pistolen, og jeg snurrer rundt med et bankende hjerte.

   Manuel smiler til mig, klapper et sekund længere. Det føles som evigheder siden, jeg sidst så hans skaldede isse.

   ”Det går glimrende, ser jeg,” siger han. ”Og jeg forventede heller ikke mindre. Jeg har faktisk tænkt mig at forfremme dig, hvis man altså kan kalde det. Næste gang, vi finder en ny rekrut som har lært at huske, bliver det din opgave at tage sig af ham eller hende. Ligesom Rita og specielt Curtis introducerede dig til Reden, da du først kom. Vis rekrutten lidt rundt og leg tutor, ikke?”

    Jeg prøver at være professionel, men det er svært at smile kun med øjnene.

   ”Selvfølgelig! Det vil virkelig være mig en ære, Manuel.”

   ”Du har fortjent det efter de første missioner, du nu har været igennem. De har begge været lidt vovede, men dit arbejde har været bravt. Det sætter jeg pris på.” Han sænker hagen mod pistolen, jeg har tabt på gulvet. ”Ryd op efter dig og tag en pause. Klokken er næsten 11, du har trænet nok for i dag.”

   Manuels ord hænger i luften, da hans fødder lydløst marcherer ud af træningshallen. Jeg jogger 5 minutter af på løbebåndet, lægger træningspistolen tilbage på plads i sit hylster på væggen, før jeg forlader lokalet. Min krop føles øm og forslået, men alligevel summer min krop af endorfiner og overdøver trætheden.

   Hovedgangen er tom. Her er stille, indtil overfladen klækker itu ved lyden af fodtrin bag mig. De er lette og bestemte, yderst genkendelige. Jeg ser mod trappen bag mig og ser til mit held Alex stå på det øverste trin. Hun er stivnet ved synet af mig.

   Jeg bliver stående.

   ”Hey,” siger jeg.

   Alex fortsætter fremad i sit hurtige tempo. Hendes hår er en ny, dyb rød nuance, der minder mig om strandbålsflammer. Hun må have været i bad.   

   ”Hey, Alex,” siger jeg igen og følger efter. Jeg må næsten begynde at jogge, for at mine fødder kan følge op med hende. ”Er du okay? Efter tidligere i dag, mener jeg.”

   ”Jeg har det fint. Helt fint, tak.”

   ”Det tror jeg ikke på.”

   ”Hvad vil du have mig til at sige?” Hendes hage ser anspændt ud. ”At de gav mig antidepressive? At de på magisk vis helbredte mig for alt? Jeg kan ikke give dig sådan et ton lort, North.”

   ”Lad nu være,” siger jeg. Retter øjnene lynende mod hende. ”Noget er galt, og du opfører dig som om, du ikke kan betro dig til nogen. Mindst af alt mig. Hvilket jeg også forstår, du har aldrig rigtig kunne lide mig, men jeg troede alligevel, at du kunne stole på mig en lille smule, efter alt det, vi har været igennem.”

   ”Jeg stoler på dig.” Alex’ øjne ser tomt frem foran sig.

   ”Nej. Nej. Du har opført dig underligt, lige siden vi kom hjem fra den mission. Hvad skete der?”

   Hun stopper med ét op og raser så lige tilbage mod mig.

   ”Du skal altid være den store helt, skal du bare ikke? Jeg er så træt af det. Tag det nu for en gang skyld roligt og køl ned, North!”

   Hendes ånde føles bittersød mod min hals. Øjnene næsten lige ud for mine er så bragende grå og skarpe, at de får en hedensk glød.

   Alex stønner frustreret og fortsætter fremad. Jeg følger efter hende ned over trapperne, mod sovesalene.

   Hun ved nok ikke, at jeg tog psykologi, da jeg gik på universitetet. Jeg kender til forsvarsmekanismerne, og jeg ved, hvad hun har gang i. Også hvis hun ikke selv er klar over det. Og det er lige præcis det, der bliver min nøgle til at finde ud af, hvad der er galt: Alex projicerer. Det er ikke mig, hun er vred på. Det er hende selv.

   ”Det er ikke mig der er helten her, og det ved du et eller andet sted også godt selv!” kalder jeg efter hende med en stemme, det ikke helt går op for mig, hvor meget jeg har hævet.

   ”Du skal ikke prøve at få det her til at handle om mig. Det er dig der altid render rundt og insisterer på at være den modigste og mest perfekte af alle!” råber hun tilbage.

   Mit hoved begynder at pumpe blod rundt hurtigere. Hendes ord skriger stadig gennem mit hoved, og jeg vil have det til at stoppe. Nu.

   Jeg læner mig ind mod Alex’ side og trækker hende ved armen tilbage ned af gangen, videre ind af min værelsesdør. Jeg giver slip og skubber hende ind på midten af gulvet. Lyset fra lampen over os lader ikke til at virke. Jeg ser hendes øjne skinne frem mod mig og opsluge mig fuldstændigt.

   Noget over øjeblikket og rummets stille vægge får mig til at sænke stemmen. Gør min tone uhyre seriøs.

   ”Nu må du sgu tage dig sammen og fortælle mig, hvad der virkelig er galt,” siger jeg og blokerer stadig døren bag mig. ”Jeg ved godt, hvad du gør, når du beskylder mig for ting, jeg ikke har gjort. Og alt jeg siger er bare, at jeg vil vide, hvad der foregår i dit hoved.”

   Mit hjerte banker hurtigere. ”Jeg vil vide, hvad der foregår i dit hoved.”

   Alex bliver helt stiv i ansigtet. Jeg mærker noget ændre på sig i luften.

   Hun ser på mig og siger meget stille: ”Ved du, hvad mit navn betyder? Det betyder ’beskytter af menneskeheden.’ Helt direkte. Jeg tager det meget seriøst. Det ligger i mine gener at have lyst til at redde hele verden, det er ikke bare noget, som jeg går rundt og siger for sjov. Når jeg fejler, står jeg i vejen for mig selv. Det tror jeg ikke helt, du forstår hvad betyder. Du vil aldrig forstå det, North.”

   Mit problem er ikke Alex’ ansigt, der ser så skuffet på mig. Mit problem er, at jeg lige præcis ved hvad, hun mener, men at jeg ikke kan komme på noget at sige, der virker bare den mindste smule passende. For måske havde hun alligevel ret: hvad hvis jeg rent faktisk har brug for at være modigere og mere perfekt end alle andre?

   Det slår ned i mig som et lyn: jeg er en nar.

   Jeg troede, at jeg vidste lige præcis, hvor jeg havde Alex. At jeg havde regnet hende ud. Men hun regnede mig ud, før jeg selv gjorde.

   Alex bevæger sig frem. Hun standser kort ved mig, ser op på mig gennem de umådeligt lange, lyse øjenvipper, men jeg stirrer bare ud i mit eget tomrum. Hun glider forbi min arm ud af døren. Jeg lader hende.

 

Senere drømmer jeg om forræderi. Jeg er tilbage i Hyde Park, og jeg spurter ind over stierne, selv om min lungekapacitet er som forduftet. Jeg hiver efter vejret, famler rundt efter min pistol i bukseremmen. Den er væk. Mine fødder forsvinder under mig og står pludselig i vand til skinnebenet i et springvand. Nogen hvisker noget bag mig, men jeg genkender med lethed stemmen og snurrer rundt. Månen over mit hoved bliver til en sol, og jeg ser klart Alex foran mig. Bag hende former en flok væsner i rødt læder sig. Curtis står i deres front, han smiler. Alex siger noget, jeg ikke kan høre, og løfter en pistol mod mig. Min pistol. Hendes før lydløse stemme lyder nu som et råb i mit hoved: Du forlod os! Du vil aldrig forstå. Jeg hører ikke braget fra kuglen, men den borer sig gennem min skikkelse, og jeg falder tilbage gennem mørke og vand.

   Jeg sluger store mundfulde luft, da jeg vender tilbage til omverdenen. Mine lagner er halvvejs kastet af mig. Jeg har det varmt, min ryg føles glat af sved. Jeg lader mine hænder køre igennem mit hår og lægger hovedet mellem benene for at udviske drømmen fra min hukommelse.

   ”Hey, North.”

   Jeg brøler og falder tilbage mod sengens klippevæg. Rita står ved siden af min seng, forsvundet fuldkommen i mørket på nær sine blanke øjne.

   ”Er du okay?” spørger hun forsigtigt.

   Mit hjerte banker hårdt og irriterende mod mit bryst. Jeg stirrer lidt underligt på hende.

   ”Nej. Eller, jo. Bare et mareridt.”

   ”Jeg var næsten bange for, du ville begynde at græde i søvne,” siger Rita.

   ”Jeg græder sgu da aldrig.”

   ”Hmm. Det tror jeg faktisk på. Men jeg siger det bare.”

   Jeg tager en meget, meget dyb indånding.

   ”Hvad laver du i mit værelse klokken …” – jeg ser på digitaluret om mit håndled og stønner – ”… halv tre om morgenen?”

   ”Det er noget, der ligner en nødssituation,” siger hun.

   ”Ej, er det virkelig? Jeg troede bare, at du havde en eller anden fetish med at overraske mig, når jeg er halvnøgen.”

   ”Øhm, nej,” siger Rita, seriøs undertone i sin stemme. Jeg kan næsten høre hendes lyserøde kinder gennem mørket. ”Men se lige at få en trøje og nogle sko på. Vi skal op på hospitalet.”

   ”Hospitalet?”

   ”Manuel fortalte mig, at du har fået lov til at blive mentor for den næste, vi rekrutterer. Og det ser ud til, heldet har tilsmilet dig. Curtis og mig har brugt de sidste to timer på at give en mand prøverne. Han bestod, så han ligger lige nu på hospitalet. Jeg tænkte bare, at du nok godt ville vide det. Han er måske allerede vågnet?”

   Nu føles min krop lidt lettere.

   ”Er du helt seriøs?” siger jeg. Smiler. Rita gør det samme.

   ”Giv mig to minutter,” siger jeg og vælter ud af sengen.

 

Rita venter uden for min dør. Jeg går så stærkt, at gulvstøvet smyger sig op af mine jeans.

   ”Vi tror,” siger Rita lettere forpustet bag mig, ”at han husker, fordi I udslettede de computere her den anden dag. Det ser ud til, vi havde ret i vores teori om, at forbindelser mellem medicin og mennesker blev brudt. Hvis vi er heldige, kan vi måske finde frem til nye computerlaboratorier, vi kan destruere.”

   Vi når op af trapperne og går videre ned af hovedtunnelen mod hospitalet. Nu er Rita også begyndt at blive spændt. Hun smiler og fortæller mig endnu engang, at jeg skal huske at opføre mig ordentligt.

   ”Så husk nu at være betryggende. Han ved slet ikke, hvad der foregår, og hvad der er sket med ham. Han er muligvis rundforvirret, så tag dig af ham.”

   Jeg nikker, mens hun pludrer. Lader som om jeg virkelig lytter efter.

   Vi når ind på hospitalet. Her er kraftig belysning selv midt om natten. Kun en enkelt patient ligger på stuen med en væskepumpende slange stukket i sit håndled.

   ”Okay. Han er lige hernede.” Rita peger og følger mig hen til et blåt forhæng.

   ”Hvad hedder han så, min nye, ydmyge lærling?” spørger jeg.

   Rita trækker forhænget til side. Det har et sus i sig og får min mave til at slå en ubehagelig koldbøtte.

   Dér på sengen sidder en fyr på min alder. Hans hud er solbrun selv i det engelske sommervejr, og hans øjne er smalle og mandelformede, så det ligner, han ler. Det er vel også det eneste der mangler i billedet – grinet, han altid har haft gemt lige bag ved fortænderne.

   ”Han hedder Levvy,” siger Rita.

   Men hun havde ikke haft brug for at fortælle mig hans navn. Jeg ved godt allerede, hvem han er. Jeg har hørt navnet så mange gange før, at det må løbe rundt i mit nervesystem flere gange dagligt, og jeg har ladet det ligge på mine egne læber.

   Foran mig rejser min bedste ven sig op, og blodet i mine årer fryser til is.

   Så brænder det op til had.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...