Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3523Visninger
AA

11. Kapitel 10

 


Det første, jeg gør, er at se på Alex. Hendes hånd i rygsækken, hendes pupiller der hurtigt vokser i størrelse.

   Min første tanke er: Jamen, lort.

   Jeg trækker ikke vejret, da jeg ser mig omkring. De står bag os. En gruppe på mindst ti og alle klædt i rødt. De har meget bestemte maskingeværer peget mod vores baghoveder og pander.

   Jeg tror ikke, vi har narret dem med vores sorte beklædning.

   ”Overgiv jeres våben, tak.”

   Forbløffet over deres høflighed fumler jeg rundt med pistolen i mit bælte og spejderkniven i min strømpekant. Jeg glider det hen over gulvet. Curtis og Alex gør det samme. Jeg ser Alex skubbe noget op under sit bluseærme, idet hun overgiver vores rygsæk.

   Jeg ved med det samme, at jeg er den eneste, der har set det: Ingen af os har en kugle i hovedet endnu.

   Min opmærksomhed falder tilbage på de tosidede. Det er første gang, jeg står overfor så mange af dem på samme tid. Mine øjne flakker frem og tilbage mellem dem, og det står med ét klart for mig, at det er meget muligt, det her er enden. På det hele, og denne gang er det ikke for sjov.

   De har ikke tænkt sig at spilde tiden. De siger intet. Vi ved, hvem de er, de ved, hvem vi er.

   ”Ham,” siger en mand forrest i gruppen. Hans ansigt minder mig om min fars, venligt og lagt i bløde folder. Selv nu, da han løfter en åbenlys finger mod mig.

   Jeg ved godt, hvad de mener. Jeg er den mest sårbare at se på. Jeg er nemmest at lokke informationer ud af. Min fantasi bliver i det sekund meget livlig, og det er ikke svært at forestille sig de lokkemetoder, de har tænkt sig at bruge mod mig. Jeg har det som om, jeg bør hyperventilere.

   Alex ved også, hvad de mener. Hendes hånd kryber usynligt hen over gulvet bag mig, fanger min. Hendes hud er varm, men det er ikke den, jeg lægger mest mærke til. Hun trykker noget småt ind i min håndflade, videre op under mit eget bluseærme. Hun hvisker næsten lydløst ind i mit øre.

   ”Vent til du hører skud. Ikke et sekund senere trykker du den ned og løber.”

   En lille halvdel af gruppen hopper fremad og river mig op fra gulvet. Mine hæle sætter automatisk i jorden, prøver at stoppe min fremgang, men der er for mange af dem. Jeg bliver ført væk ud af lokalet og når kun at få et sidste glimt af mine venner.

   Jeg ser det i deres blikke: ulykkeligheden. En af deres egne står foran tortur og må stirre den blindt i øjnene. Det værste er tanken om, at der er absolut intet, de kan gøre. Jeg er alene, og sådan hænger planen bare sammen, fortæller jeg mig selv. Det er nu, jeg må ofre mig. Vise at jeg ikke er den kæphøje nar, som alle regner mig for at være.

   Mens Regeringsmedlemmerne trækker mig op af trapper og ned tilbage af den lange korridor, kan jeg ikke lade være med at svede af bekymring. For Curtis.

   Han kan umuligt være vant til direkte sammenstød med Regeringen og det med at blive tilfangetaget. Han virkede ikke vant til situationen, som han sad der fuldkommen stille ved siden af Alex, helt stiv i kroppen. Hvis baghold var hverdag på missioner, så ville jeg have hørt om det for længst.

   Vi slentrede på søndagstur lige ind i fælden, da vi brød ind.

   Mindst af alt kan jeg lide tanken om, at Alex er i fare. Det forundrer mig.

   Jeg kniber mine øjne næsten helt i, da jeg bliver skubbet ind i et rum som direkte lyser op. Alt er hvidt og blændende, og jeg kan ikke se andet end glasvæggen foran mig. Jeg ved, at de sidder derude et sted. Holder øje med mig, indtil de har krammet på mig.

   En stemme fylder rummet fra alle vegne. Den sniger sig ind under vægsprækker og hvide fliseåbninger, under lukkede døre og siver ud gennem panelerne: ”Vi har kontrol over en elektrochokmaskine. Du vil svare på vores spørgsmål. Hvis ikke vi er tilfredse, vil rummet give dig en specifik dosis volt. Er det forstået?”

   Jeg ler. De lyder så kolde, ligeglade, og alligevel tager de sig ulejligheden ikke at sige ordet, som det er: stød. Vi giver dig stød, hvis ikke vi kan lide, hvad du har at sige.

   ”Ja, det er forstået,” siger jeg. For det har jeg. Men jeg sagde aldrig, at jeg ville svare dem ærligt. I det mindste er jeg forberedt på strømmen, når den engang kommer. For de vil ikke vil finde mine svar værdige. Selvfølgelig vil de ikke det.

   ”Hvorfor prøvede I at destruere vores computere?” spørger stemmen.

   ”Vi kan bare godt lide at springe ting i luften. Det er vores hobby,” siger jeg.

   Jeg dirrer næsten af forventning for elektrochokket. Jeg kan mærke, at det vil komme og prøver forgæves at forberede mig selv.

   Jeg ser ikke strømmen. Overhovedet. Med ét ryster alt bare, og mine knæ bævrer under mig. Smertesensationen er så kort, at jeg næsten ikke mærker den, men min krop går i komplet baglås, indtil jeg falder forover og rammer gulvet med panden først. Mit hoved føles så let, at jeg ikke kan trække vejret, og jeg er bange for, det flyver væk fra mig. Jeg skriger for mine lungers fulde kraft.

   ”Hvad ved I om vores computere og medicinen? Hvor meget ved I?” spørger stemmen mekanisk. Den er irriteret.

   Det er jeg også.

   Jeg tvinger mine læber, der er ulideligt stive, til at forme ord: ”Jeres computere er de mindst funktionelle i hele England, men jeg må sige, at jeres medicin er de bedste stoffer, jeg nogensinde er blevet høj på.”

   Det næste elektrochok mærker jeg slet ikke. Det føles som en knytnæve, der prøver at slå igennem mit kranie, og alt bliver mørkt.

   Jeg genvinder min bevidsthed hvad der føles som en håndfuld minutter senere. Jeg kan spjætte med kroppen nu og mærke, hvordan styrken hurtigere og hurtigere fylder min krop op; brandfarlig benzin i mine årer.

   Jeg kryber over mod den nærmeste væg. Bruger den til støtte som jeg rejser mig op. Min krop vakler.

   ”Ved I hvad,” siger jeg forpustet. ”Jeg er faktisk træt af den måde, I leger med maden på. Mit hår ligner ikke Einsteins endnu, gør det? Kom dog i gang.”

   Jeg kan næsten høre dem sukke af frustration. Mikrofonen skratter og en ny stemme ånder ud over de usynlige højtalere.

   ”Vi er godt klar over, du er del af endnu en modstandsgruppe. Hvilken?” spørger de.

   Jeg tøver et sekund for længe. Endnu en modstandsgruppe. Hørte jeg rigtigt?

   Jeg troede, vi var de eneste.

   I det samme hører jeg pistolskuddene.

   Højtaleren skratter. Stole på hjul bliver skubbet tilbage og døre skvulper åbne. Jeg løber over mod døren, jeg blev smidt ind af. Min forventning om, at den er låst, mindsker, da jeg mærker håndtaget glide ned under mine svedige fingre. Jeg tumler forover ud af døren.

   Jeg når knap at rette mig op, før de er på mig. To vagter klædt i tøj, der kunne være farvet rødt af mine venners blod. Den ene har en bred næse og en pistol i hånden, som han løfter over sit hoved, prøver at støde hårdt ind mod min tinding. Jeg dukker mig i tide, men den rammer min skulder på vejen ned. Jeg grynter, griber fat om hans håndled og drejer det om bag hans ryg, indtil han vrider sig. Jeg tager hans pistol og slår den op under hans hage. Han falder til jorden med et dunkelt bump.

   Den sidste vagt bag mig står stille og stirrer på mig i et kort sekund. Så blinker han. Noget er gået op for ham. Han farer mod mig, og det er næsten for nemt. Jeg griber fast om hans krave, bruger min højde til at læne mig ned og knalde min næve ind mod hans hoved. Vagten bliver tung og falder bevidstløs til gulvet ved siden af sin partner.

   Min krop svirrer for meget til at være virkelig. Korridoren, jeg står i, tipper næsten på hovedet, da jeg ser mig fra side til side. Pistolskuddene er kommet nærmere, skridtene falder hurtigere mod de glatpolerede fliser. Så styrter Alex omkring hjørnet med Curtis bag sig. Hun spurter fremad med et ansigt af granit, han skyder bag sig og lufter højlydte fornærmelser til højre og venstre.

   Der er ikke tid til, ikke at kunne begribe situationen rigtigt og miste besindelsen. Mine impulser holder mig aktivt kørende gennem strømmens efterskælv. Så jeg hiver bombeaftrækkeren ud fra under mit stramme bluseærme og trykker på dens eneste knap, som jeg har fået besked på.

   Jeg begynder at løbe akkurat før, Alex når mig. Jeg råber, om bomben stadig er i computerkælderen. Hun svarer med et: ”Løb, for fanden!”, så jeg går ud fra, at det er den.

  Vi spurter omkring hjørnet hen mod udgangen. Hoveddøren sparker vi op, og vi flyver ned over trappetrinnene mod gaden. Natteluften er frisk og kold og blæser mig næsten omkuld. Den gør også mit hoved klart.

   Jeg griber fat om Alex’ skulder, før hun spurter lige forbi mig. Skyderiet har lagt sig.

   ”Curtis,” hvisker jeg forpustet. Vinden bærer mine ord frem som en skæbnesvanger forudsigelse.

   Alex ser på mig med flygtig forvirring, der al for snart bliver til forståelse. Vi vender os forurolige om.

   Curtis står på bygningens øverste trappetrin med sin pistol presset ind under sin hage af et Regeringsmedlem.

   ”Vi har lige under tredive sekunder, før alt sprænger fra hinanden,” siger Alex. Hun står tæt på mig, lader næsten ikke til at turde ånde. ”Han står i farezonen.”

   Jeg mærker hende skælve. Så løfter hun en fod og træder omkring mig op mod trapperne.

   ”Nej,” siger jeg fast og griber fast om hendes arm, prøver at trække hende tilbage. Det er ikke den rigtige beslutning, hun har i tankerne. Hun vil være lige i den tosidedes skudlinje.

   Alex’ mod gør hende kort for hovedet, og hun river sig løs og løber direkte tilbage mod trapperne.

    Jeg trækker vejret dybt og står selv stille. Det er som om, jeg ser alle mulighederne udfolde sig foran mig: Curtis på trapperne, pistol ved hans puls, Regeringsmedlemmet bag ham.

   Jeg træder et par skridt fremad og prøver at bevare roen i min stemme.

   ”Jeg synes, vi bør forhandle,” siger jeg højt og lader bombeaftrækkeren dingle fra min finger. Mine ord skærer igennem alt i den stille natteluft. Alex stivner ved foden af trappetrinnene, den tosidede bag Curtis ser ud til at blive seriøs. Dens øjne er blæksorte, idet de ser indgående på mig.

   ”Skub ham fremad, og så kaster jeg den til dig,” siger jeg og vedholder øjenkontakten. Den nikker stift og måske en anelse desperat, slikker sig om læberne.

   Pistolen forlader Curtis’ hals, og han spæner ned over trapperne. Bombeaftrækkeren flyver allerede gennem luften, og Regeringsmedlemmet griber den i sin ene hånd med et smørret smil om munden.

   Det bliver en kort triumf.

   Bygningen eksploderer i et inferno af rødgullige skyer. Alex og Curtis ramler ind i hinanden og falder til jorden akkurat lige uden for gasflammerne. Fæstningen er et mylder af røg og enorme ildtunger, og igennem alle flammerne løfter Alex hovedet og ser tilbage op mod mig med den samme vilde varme i sine øjne.

   Bygningen på hjørnet foran parken står i rygende ruiner.

   Vores mission er fuldført.

 

Matthew er Ravnens hovedkok, og jeg kan lide ham af flere forskellige grunde. For det første smiler han altid og hilser, når han ser dig. En anden ting han kan finde ud af, er at lave en chili con carne, der rent faktisk ser og smager ganske præsentabelt. Han har også holdt sig vågen to timer længere end normalt for at bage os pizzaer, som vi spiser til natmad, da vi kommer hjem fra det vestlige London.

   Mit hoved føles tungt og ruller rundt på mine skuldre, hvis ikke jeg er streng med min koncentration og virkelig holder mine øjne åbne.

   Pizzaen brænder varmt igennem paptallerkenen ned på mine hænder, da jeg balancerer ud af spisesalen med den. Mit værelse er ikke langt væk, og jeg vakler ned af gangen. Tanken om en madras og lagner, man kan trække langt op over hovedet, virker slet ikke så slem.

   Ved trapperne ned til sovegemakkerne ser jeg hendes hår skinne mørkerødt op i alle de tunnel-grumsede nuancer.

   Jeg prøver en sidste gang at skubbe trætheden væk og går hen mod Alex, sætter mig ned på trinnet ved siden af hende.

   ”Hej, langsomme,” siger hun og ser næsten ikke op fra sit stykke pizza. Det ser lidt ensomt ud på den store tallerken, lidt ligesom hende.

   ”Lad være. Jeg elsker at være doven. Det er en af mine bedste kvaliteter.”

   Hun er lidt for dybt inde i sin hule til at kunne smile. Men så ud af det blå siger hun: ”Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det her, men vi var faktisk et okay team i dag.”

   ”Er du helt seriøs? Jeg synes slet ikke, at vi fungerede sammen,” siger jeg og smiler.

   ”Du burde droppe sarkasmen.” Alex ruller med øjnene.

   Jeg ved ikke, hvad det er, men noget er anderledes. Hendes øjne er den samme grå, hendes tone uhøflig og hudløst ærlig som jeg altid har kendt den. Det er nok hendes ansigtsudtryk, der virker lidt for stift. Eller det kan være faktummet, at hun sikkert føler sig døden nær. Af udmattelse, håber jeg.

   Det går op for mig, at jeg gerne vil se hende smile.

   ”Nu må du ikke afbryde mig, men helt ærligt, så var det altså dig, der var superhelt nummer et i nat. Hvordan fanden tænker du stærk nok til at komme op med en flugtplan på så kort tid, som du gjorde? Jeg fatter det ikke.”

   Alex stirrer tomsindet op i luften gennem lysebrune øjenvipper.

   ”Jeg er helt forelsket i tanken om at redde verden,” siger hun drømmende. ”Har du det ikke sådan nogle gange?”

   Jeg ryster på hovedet. Sådan har jeg endnu ikke haft det. Det er mere den slags følelse af sommerfugle i maven, du får, når du tænker over, hvad du kan få lov til at udrette med Ravnens hjælp.

   ”Du må gerne grine af mig,” siger jeg i stedet for at svare hende. ”Men det her er noget, jeg er dybt seriøs omkring.”

   Alex’ øjne er på mig næsten forventningsfuldt. Luftrummet omkring os føles intimt på en måde, der er svær at begribe.

   ”Jeg har en teori om, at der ikke findes en sådan ting som forelskelse. Men der findes utallige fysiske og seksuelle forbindelser imellem manden og kvinden, eller manden og manden, kvinden og kvinden. Hvad end man er til. I bund og grund mener jeg bare ikke, at det er andet end det. Forbindelser.”

   ”Minsandten. Det er en interessant teori,” siger hun.

   ”Meget. Og den er rent faktisk ikke bare opdigtet, den er sand. Jeg har selv bevist den.”

   ”Hvordan?”

   ”Kvinder. Når man har været sammen med nok af dem, går det op for dig, at teorien er sand. Det hele er fysisk.”

   Hendes øjenbryn rykker sig arrigt sammen.

   ”Dit hoved er så ensporet nogle gange, North.”

   ”Det er ensporet i den rigtige retning.”

   Jeg har ikke gjort det bedre. Hendes læber skilles en anelse, som om hun prøver at sige noget: sikkert en fornærmelse. Men så presser hun dem sammen igen og smiler en anelse, før hun rejser sig op med sin paptallerken. Det ensomme stykke pizza ligger stadig urørt på den.

   ”Er du ikke sulten?” spørger jeg.

   ”Næ. Jeg har mistet appetitten.”

   Da Alex lister ned over trapperne og forlader mig, spekulerer jeg på, om hun mon vil ignorere mig igen og først vende tilbage om tre uger, som hun har gjort det før.

  

Da jeg senere ligger i min seng med legemer, der direkte summer efter alting, der er sket i aften, går noget op for mig. Alex’ spørgsmål: har du nogensinde været forelsket i tanken om at redde verden? Mit svar havde været nej. Men jeg har vendt situationen i mit hoved om og om igen. Jeg har ændret mening.

   Jeg vil redde verden. Selvfølgelig vil jeg det. Jeg kan mærke det helt ind i kroppen, hvordan en nærende ild brænder mine knogler op med et formål.

   Før i nat havde jeg aldrig haft et sammenstød med Regeringen, hvor jeg virkelig forstod, hvorfor de ville dræbe mig. I nat så jeg deres sande væsen. I nat oplevede jeg deres usympatiske væremåde, hvordan de kunne true og torturere og med nemhed dræbe de mennesker, som de allivel har ladet opbygge et samfund.

   Det har aldrig stået mig klarere end nu, at de tosidede ikke er menneskelige. De kender ikke empati. Det vil de aldrig gøre.

   Så jeg har fundet et formål, der er virkeligere end noget andet, jeg før har oplevet.

   Jeg hader Regeringen til det punkt, hvor jeg ikke kan finde de rigtige ord til at beskrive følelsen. Jeg vil gøre alt, der skal til, for at de bliver udslettet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...