Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3529Visninger
AA

2. Kapitel 1

 


Da jeg onsdag morgen slår øjnene op, er mit syn uskarpt efter søvnen. Mit hoved føltes let på mine skuldre, og min tunge smager bittersødt af citron og chokolade. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har bare ingen synderlig anelse om, hvad min tilstedeværelse egentlig går ud på.

   Men det er vel intet ud over det sædvanelige.

   Mine tindinger banker, som jeg står op. Jeg hopper i skoene, knapper skjorten på vej ud i køkkenet.

   Mor har lavet aspargesomelet med bacon. Jeg kan dufte det på afstand og lader hende skære mig et ekstra stort stykke.

   ”Når man skal til møde med Peter, er det altså okay at tilstoppe sin mave,” siger hun og smiler.

   ”Når man skal til møde med Peter, er det meget muligt, at man lader det hele komme op igen,” siger jeg.

   Hun purer op i mit hår, og jeg ser hendes øjne glimte. Så kysser hun mig på hovedet og forsvinder ud på badeværelset.

   Omeletten er hurtigt væk. Jeg vil savne fornemmelsen af den i min mave, når jeg engang får taget mig sammen og finder mit eget sted. Jeg er for længst fyldt 18, og det er næsten pinligt at tale om det med mine venner.

   Far kører mig på arbejde. Han taler om biler og teknik, og jeg forsøger at følge med. Det er ikke det område, jeg har lært mest om. Jeg har styr på marketing og reklamer – det er omtrent det. Han stopper foran Management & Annoncering, og jeg holder min kuffert tættere mod kroppen, idet jeg bevæger mig ind gennem bygningens døre.

   Sekretæren stikker mig en kop varm kaffe i hånden i lobbyen. Hun smiler lidt og hilser godmorgen. Jeg smiler tilbage et sekund for længe, før jeg træder ind i elevatoren og trykker nummer 11.

   Nogen hoster anstrengt ved siden af mig.

   ”Jeg så Brittneigh tidligere. Hun ser godt ud,” siger en genkendelig stemme.

   ”Mhmm. Det kan sgu være ligegyldigt,” siger jeg, nipper til mit papkrus. ”Jeg har andre ting at bekymre mig om, Levvy.”

   Min ven klapper mig på skulderen. Han har egentlig altid været der, og noget fortæller mig, at han altid vil være det. Måske er det noget ved smilet i hans mundvig, når han giver mig en lammer hver dag ved frokost for at stjæle hans halve sandwich.

   ”Det er skam også sandt, siger han. Men hun er mere end tiltrukket af dig, mand. Og hun er hot.”

   ”Wow. Er der piger derude, som synes jeg er tiltrækkende? Hvor overraskende.”

   Levvy ler den mexicanske latter, som jeg hver dag hører på klokkeslaget otte.

   ”Held og lykke derinde,” siger han, idet elevatordørene glider op, og glaslokalerne åbner sig pletfrit foran mig. Jeg beder ham om at mødes til frokost og forsvinder så ind i rum 1107.

   Der er bragende lyst, og mit hoved pumper varme, som jeg organiserer mine papirer og forbereder mit møde.

 

Klokken er tretten minutter over tre. Jeg genopfylder mit behov for koffein, da jeg pludselig mærker hendes varme mynteånde mod min hals.

   ”Jeg hører, at du solgte Patterson-planen. Flot klaret.”

   Jeg sniger mig et halvt blik tilbage over min skulder og skjuler ikke min interesse for synet. Brittneigh er klædt i den sædvanelige tætsiddende nederdel og en sort silketrøje. Hun har ændret noget ved sine øjne. Omkranset dem med en smule mere eyeliner end hun plejer.

   ”Jeg takker,” siger jeg og griber fat om min kop kaffe fra maskinen. Da jeg vender mig om, står hun mig nærmere med et lille smil om de røde læber. Jeg kan dufte hendes parfume i mit tøj.

   ”Jeg har pause,” siger hun. ”Kom med ned.”

   ’Nedenunder’ er i parkeringskælderen. Det er også det eneste sted på arbejdspladsen, hvor det er tilladt at ryge. Så nok om det med kaffen; jeg tager imod Brittneighs cigaret, da hun tilbyder mig den.

   Jeg synes ikke selv, at jeg ryger ofte. Nikotinen får mig blot til at slappe en smule mere af, og det kan der vel ikke være noget galt i. Jo mindre bekymringer, jo bedre.

   Brittneighs lighter slår gnister ud over vores cigaretter, og vi tager begge sug. Mit bryst føles lettere nu, og jeg lader duften af røg kræse omkring min hjerne i et par lange øjeblikke.

   ”Hvad skal du senere?” hører jeg Brittneigh spørge. Der er en sensuel kant over hendes stemme. Jeg har ikke noget imod den.

   ”Hmm,” siger jeg. ”Hjem tror jeg nok, arbejde lidt mere. Spise. Sove. Og så må jeg vel se, hvad sker.” Jeg skodder min halvrøgede cigaret under min støvlesnude.

   ”Så du ville ikke have noget imod … at tage bilen med hjem til mig? Jeg har en ny vin, som skal åbnes.” Brittneighs fingre hægter sig fast i mine buksestropper. Jeg smiler ikke, men fortryder heller ikke det øjeblik, hvor jeg læner mit ansigt tættere ned mod hendes.

   ”Nej,” siger jeg.

   Hendes læber smager af aske og kaffedråber. Efter et par sekunder begynder lyset fra loftslamperne omkring os at svinde ud. De slukker, glimter, de tænder igen, og så springer glaspærerne på en og samme tid.

   Et niv af smerte jager igennem mig. Jeg træder tilbage fra Brittneigh med blod på læben og bander.

   ”Jamen tak,” mumler jeg sarkastisk med et koldt blik i øjet.

   ”Undskyld, vel. Men jeg er ret interesseret i at vide, hvad der skete med de lamper.”

   Lyset tænder. En lyd, som minder mig om gåsehud på en vinternat, slår op mod parkeringskælderens vægge.

   Mit hjerte springer et slag over. Glaspærerne i loftet sprang blot øjeblikke tidligere, og kælderen var blevet mørk. Men nu er her bragende lyst. Mit syn er tilbage, og noget over mit hoved, som jeg ikke kan se, belyser den anden ende af parkeringskælderen. Det er som om, jeg kan se en sort masse materialisere sig selv – partikler af mørke, som kobler sig sammen og danner en person.

   En mands krop står foran mig. Skuldrene er brede, og ansigtet smalt. Huden er lysebrun, som kom han fra en anden verdensdel. Hans næse er så lig med min nabo Patricks, at han kunne være min nabo.

   Men det er ikke et menneske som står foran mig. Det ligner kun et. Læberne er samme farve som efterårsorme i muldjord. Øjnene som hæfter sig direkte på min skikkelse tværs over rummet er kulsorte.

   Væsnet ser ud til at rynke på næsen, det tætteste det kan komme på et smil, men det opfatter jeg næsten ikke. Jeg er allerede løbet ud af døren bag mig i Brittneighs fodspor.

   Hun er på trappen foran mig, og jeg styrter fremad op af trinnene. Mit hjerte banker så hårdt, at jeg ikke kan koncentrere mig om mit åndedræt. Det løber løbsk. Jeg kan mærke mig selv gå i panik.

   Jeg når ikke engang omkring den første drejning af trappen, før noget hiver fat i min ankel og vælter mig bagover. Mit hoved lander tungt mod cement, og jeg har det som om, mit kranie vil splintre. Det er svært at se det mindste frem for sig. Jeg kan mærke grus mod min kind, og hvordan det presser sig sammen til en blodig masse. Mine øjne blinker langsomt og smertefuldt, men efter et par lange sekunder lader det to personer træde i fokus under lamperne, der egentlig ikke lyser.

   Den ene af de to personer er en kvinde klædt i rødt. Hendes sidemand er væsnet med de sorte øjne. Det ligner en virkelig mand nu; hvilket måske kun gør det mere frygtindgydende. Mandens sorte tunneller af et par øjne blinker. Da han igen åbner dem, er de ganske normale grå. Jeg har det som om, koffeinen i min mave og cigaretterne er på vej tilbage op.

   ”Hvad så I?” spørger kvinden.

   Først nu indser jeg, at jeg ikke er alene: Brittneigh er krøbet op af trappetrinnet bag mig. Hendes arme er presset fast i en metallås omkring hendes overkrop, som om hun kan gemme sig.

   Stilheden trygger sig ned over os og maser mit hoved. Paranoide tanker begynder at krybe frem fra sprækkerne i mit sind: Hvad hvis jeg aldrig når tilbage op på kontoret? Hvad hvis jeg aldrig når ud fra så meget som denne trappeopgang? 

   Jeg er sikker på, at manden med de sorte øjne konstant stirrer på mig med mere grådighed end raseri i blikket. Og jeg har det som om, at jeg kan læse kvindens tanker: Hun vil dræbe os. For det vi . For det vi vælger ikke at fortælle hende om.

    Men jeg kan ikke engang mærke mine egne læber. Jeg er lammet.

  Brittneighs krop ryster ved siden af mig.

   ”Det kan være ligegyldigt,” hører jeg til sidst kvinden i den røde dragt sige. Hendes stemme er rolig. ”Lad dem gå. De vil alligevel have glemt alt dette om otte timer.”

   Det er som om en usynlig kæde bliver løsnet fra mine fødder. Jeg kan mærke min krop blive lettere, og jeg rejser mig op fra min smertefulde position, før jeg rigtig opfatter det. I et kort sekund tøver jeg ved synet af de to besynderlige mennesker foran mig. En i rødt. En med sorte øjne. Så raser jeg op af trappetrinnene bag mig.

   Først da jeg ser min refleksion i vinduet ved den næste trappeopgang, går det op for mig, at min blodige kind er god som ny.

 

I elevatoren på vej tilbage op mod vores etage taler vi ikke. Mit efterchok er så heftigt, at jeg ikke kan finde ordene. Brittneigh står stiv ved siden af mig. Så snart vi når niveau 11, går vi hvert til sit uden et yderligere ord.

   Det har jeg det egentlig fint med.

 

Den dag tager jeg to timer tidligere hjem fra arbejde, end jeg har planlagt. Jeg har glemt alt om vinflasken i Brittneighs lejlighed. Min hjerne kan kun få mig til at gøre en ting, og det er at tælle. Ned.

   Klokken var fire om eftermiddagen, da episoden i parkeringskælderen forstyrrede min kaffepause. Og ifølge kvinden klædt i rødt vil noget ske om otte timer, som betyder at min hukommelse ville blive blank for det minde, den akkurat lige har skabt. Jeg fortæller min ængstelige hjerne, at sådan en ting ikke er mulig. Jeg har nok logik og kendskab til biologi til at vide, når noget er rationelt.

    Dette er langt fra rationelt.

   Tiden går alligevel. Selv om sveden drypper ned af min ryg på vej hjem fra arbejde, og jeg vrider mine hænder ind i hinanden, da jeg træder ind i min mors køkken til aftensmad, så kan jeg ikke stoppe sekunderne fra at løbe ud mellem mine fingre.

   Der er en foruroligende rolighed over min aften. Mine forældre ser tv; jeg er indvendigt ved at rive mit sind fra hinanden.

   Klokken bliver otte. Senere bliver den ti. Og da klokken slår 11, får trætheden i min krop mig til at falde i søvn foran tv’et i mit værelse, selv om jeg har nægtet at sove før efter midnat.

 

Da jeg næste gang vågner, ved jeg med det samme, at denne torsdag morgen ikke er som de foregående.

   Denne morgen sparker panikken mig i maven, da det går op for mig, at jeg husker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...