-The Love-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Igang
Mød pigen Chanel. Hendes forældre blev skilt da hun var 5 år, og nu er hun 17 år. Hun skulle på ferie med sin far og hendes nye kæreste og hendes to børn på ferie til London. -Men da hun skulle ud og shoppe skete der noget som ikke skulle ske.

1Likes
0Kommentarer
231Visninger
AA

1. Kapitel 1

(Chanel's synsvinkel)

Jeg fik tidlig fri fra skole, fordi vi skulle køre til lufthavnen, der lå 3 timer fra hvor vi boede. Vi skal være på flyven Kl 17:30. Fordi vi skulle til London i en helt månede. Der var langt at køre når man havde sine to halv brødre ved siden af. Som larmede helt vildt. Nå men vi kom der ud og fik vores takser ombord på flyt. Vi kunne nu gå ind og finde vores pladser.

10 timer senere.

Vi var næsten fremme. Vi skulle sidde i flyt en time eller to mere. Jeg høret ikke helt damen der snakkede i højtalere sagde. Alle de andre i flyt sad og sov, jeg var næsten den eneste der sad vågne udover et kæreste par der sad og snavede og kramme heleturen igennem. Det var så belastende at se på. Men heldigvis var vi der snart. Og jeg kunne lade min ferie begynde. Vi fik taget vores tasker og gik ud mod den bil vi havde lejet hele ferien. Vi skulle kører en time inden vi var ved hotellet.

Ups glemte og sige, Vi havde fløjet hele natten.

**

 

Vi ankom til hotellet( Hotel Hilton)

Vi var nu ankommet til hotellet, det var en pool og spa, det hele. Jeg var jo så heldig at få mit eget værelse fordi vi alle kunne jo ikke være i det værelse min forældre og to brødre skulle sove i. Jeg kunne høre min far råbe for det andet værelse.

Faren: Chanel?

Chanel: Ja far? Hvad er der?

Faren: Kom lige her ind!

Jeg gik der ind.

Hvad har du af planer imorgen?. Jeg stod og tænkte lidt. "Øm tager ud og shopper" sagde jeg og kiggede væk imens. "Jamen Chanel kan du godt finde rundt der ude?". "Ja far, jeg var her for 1år siden." Så det burde jeg, tror jeg nok. Kom det irriterende for mig. Jeg gik tilbage på mit værelse, hvor jeg faktisk var igang med at pakke ud. Jeg havde lidt travlt for jeg skulle i bad, ligge makeup og finde tøj. Klokken var lidt over 12, jeg var snart færdig, de andre var taget afsted, kunne ikke huske hvor de skulle hen.

Jeg var endelig færdig og kunne afsted. Jeg gik ned i lobby og ud af døren som gik ud til gaden. Jeg fik øjne på på only og mange flere butikker. Men jeg gik ind i en efter en. Fik købt lidt meget tøj. Men så har jeg da til hele ferien. Men klokken var mange og jeg skulle hjem af med hotellet igen. Min far skrev om jeg ikke kom hjem og spist frokost,

Far: " Kommer du hjem og spiser frokost med os?"

Chanel: " Nej, jeg finder en et sted og spiser"

Jeg gik videre ned at nogle gader som jeg aldrig har været på før. Men jeg tænke jeg kunne godt finde hjem, men nej. Da jeg var færdig med at spise skulle jeg finde hjem igen. Jeg kunne ikke huske vejen, jeg må åbenbart havde siddet i min verden. Jeg havde kigget så meget på Twitter så jeg have glemt vejen hjem.. Hvad skulle jeg så gøre. Jeg skrev en opslag på Twitter " I forget The Way home too My hotel? What i gonna do?"

Jeg fik mange retweets på kort minut. Men inden jeg så mig om, står dig en folk drenge som havde set min Twitter opdatering. Jeg kiggede op på dem " Hvem er i?" Spurgte jeg og kiggede ned igen. " Øhm, vi er one direction, et drenge bandt" kom de fra drenge, der nærmeste stod i ring om mig. "Hvorfor sidder du her" kom det fra den ene som havde brunt krøllet hår. Jeg kiggede væk et par sekunder. " jeg ved ikke hvor jeg er, jeg har aldrig været i dette område før" sagde jeg med en stille stemme.

Der var pinlig tavshed længe før han med det brune hår sagde noget, " øhm. Vi kan godt følge dig hjem? Hvis det er?." Min mobil bibbede, det var min far der sendte mig en besked " Er du på vej hjem? -Far" jeg kiggede hurtig på mobilen men jeg slukkede den hurtig igen.

Jeg skulle til at svare på den brunehåret spørgsmål " Skal vi følge dig hjem" jeg kiggede op på dem, " Ja det må i gerne men kan i godt finde til hotel Hilton herfra?" Ham med det sorte hår kiggede efter hvad for en vej vi skulle gå.

Det var blevet aften og klokken var mange. Hvad vil min far sige? Vil han blive sur? Men ej, jeg var 17 år nu, så jeg må godt være længe oppe. Mit i mine tanker blev jeg afbrudt en af drenge .. " Nå! Hvad hedder du så" spurte han med det lyse hår. " jeg hedder Chanel, hvad hedder i så?" " Vi hedder Zayn sagde Ham med det sorte hår, Harry med det brune krølle hår, Niall med det lyse hår, Liam med det leverpostej hår og den sidste Louis med det brune hår." Vi snakkede på hele turen hjem, men endelig var vi kommet til hotellet, men drenge borede på det samme hotel som mig. Jeg boede åbenbart på samme etages som dem.

Da jeg kom ind på lobby stod min far der og så bekymrede ud. " hvor har du været henne?" Sagde han med en lidt irriterende stemme, " jeg farende vild. Jeg kom til nogle gade som jeg ikke har været på før." Jeg gik hen mod elevatoren, hvor min far gik efter mig. " Chanel? Jeg skal en forklaring på det!" Jeg gik bare videre. Jeg gad ikke og hører på ham, når han bar sådan der. Jeg kom op på 4 etages. Jeg gik hen mod min dør hvor der hang en sedl, gad vide hvem det er fra. Jeg tog den og åbnede døren. Stillede mine sko og hang min jakke op på knagen, jeg lagde mig ind i sengen for at læse brevet, men der var bankede på min dør. Jeg gik der hen for at se hvem det var. " Arr det var jo bare min far som vil sige godnat." Godnat Chanel" " godnat far"

Han gik ud igen. Så endelig kunne jeg få lov til at læse det brev som jeg har fået.

 

Hej Chanel:)

Møde mig nede i lobby Kl 18:00. Du er en helt vildt sød pige. PS du ser også godt ud❤️

Hilsen Xxxxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...