Ildens Datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2016
  • Status: Igang
Lily er en helt almindelig pige, der bor i hovedstaden Refrell. Hendes verden omhandler slaveri og beskidte gader. Indtil der en dag, kommer en udenbys ridder til byen og samler hende op. Derefter bliver livet aldrig det samme for hende. Venskab, fjendskab og kræfter hun aldrig kunne drømme om! Ildens Datter. Læsning på eget ansvar. Anbefaler du er omkring 15.

16Likes
25Kommentarer
1964Visninger
AA

6. ***

Lily gik ind imellem den store folkesamling. Gaderne var propfyldte og der var folk i hver eneste krog af den. Tre drenge kom løbende hen imod hende, i fuld gang med at lege med en ballon. Lily hoppede elegant til siden og kiggede efter dem. De var lyshåret og de var meget blege. Faktisk var der meget få i byen hun havde set der ikke havde lyst hår.

Lily smilede for sig selv og tog et skridt bagud. Hun stødte ind i en mur og var lige ved at falde. En stærk arm tog hurtigt fat i hende og trak hende op så hun ikke ville lande på jorden. Som refleks havde hun lukket øjnene, nu havde hånden fat i hende og holdte hende op men hun åbnede ikke øjnene. Hun blev trukket lidt længere op og hun kom op på benene.Hvis han gav slip på hende, ville hun med garanti miste balancen og falde ned på de hårde sten.
“Se dig dog for!” Sagde manden som stod lige foran hende. Hun blinkede et par gange før hun så ham ordentligt.
“Un-undskyld…” Han havde et seriøst udtryk og han så meget voksen ud. Hans hår var nærmest hvidt og han havde grå øjne. Han var høj og så bestemt ikke særlig rar ud. “Som om det rør mig,” Spyttede han kort og gav slip på hende. Han gik hurtigt væk uden at kigge tilbage. Som han gav slip på hende var hun ved at falde igen, men heldigvis fik hun balancen tilbage igen og undgik faldet,“Nar…” Lily tog sig til sit håndled og skar ansigt, der hvor han havde holdt fast var nu helt ildrødt og det sved. 

Lily gik rundt i byen Mannae. Hun havde intet formål, hun havde bare følt det var der hun skulle være. Hun gik rundt mellem de mange folk og holdte sig i hendes egne tanker. Hun var født et sted som dette, omringet af folk som disse. Folk hvis bedste ven var luften, men hendes ven var bedre. Hun var ilden, og ilden var hende. Uden luft kan ild ikke eksistere,tænkte hun for sig selv og smilede.  Hun følte det som om det var meningen at hun var født ind i en Lucem familie. Et øjeblik, følte hun at der var en årsag, en grund til hele hendes liv foregik som det gjorde. En årsag til at hun måtte flygte hele tiden, at hun ikke havde en familie og at hun havde været slave hele hendes liv. Nu var hun fri og selvom hun aldrig kunne blive et sted i ret lang tid, var hun fri. Og hun havde syntes det var okay. Men hun rystede hurtigt tanken af sig og glemte alt om den.

“AFSKUM!!” Som dette blev råbt, løb adskillige folk på gaden hen mod lyden. Lily så til som den før propfyldte gade blev tømt, og kort efter var Lily den eneste tilbage på gaden. Hun gik stille samme vej som de andre, det var et torv og de stod alle sammen i klumper rundt om midten. På midten var der en scene, men hun kunne ikke se hvad der var på scenen. Torvet, pladsen, lignede den samme slags som den Lugos altid slæbte hende med til.

“Brænd barnet!” Folk råbte i mund på hinanden imens en kvinde skreg højlydt. Lily gik frem til den store flok af mennesker, og klemte sig imellem de mange blondiner. I løbet af kort tid, havde Lily klemt sig så meget frem, at hun nu stod foran alle de andre. Midt på torvet stod der en mand, måske i 30'erne, med et spædbarn i armene. Hans udtryk var skræmmende kold og hans øjne så helt forkerte ud. På jorden lå der en kvinde, dækket i blod og skreg efter barnet med tåre trillende ned af hendes kind. Til højre for scenen, var der et mennesketomt område. Hun så forvirret derhen, og mærkede noget i hendes mave. Det summede, og som en refleks kiggede hun op. Bygningen var halvt brændt ned og der fløj sorte stykker af træ og genstande i luften.
Lily gispede. Hun vidste hvad der foregik, og det gav mening. Lily kiggede skræmt over på faderen igen, og så for første gang mærket på barnet. Hendes mærke. Til forskel for hendes eget, var barnets malet på dens mave i dobbel størrelse. Barnet havde U.A.U mærket på dens blege mave, og den skreg. Den skreg højt og Lily blev nød til at bide sig selv i læben for ikke at skrige stop. 
Det forklarede hvorfor moderen var smurt ind i blod. Hun havde lige født og barnet var blevet taget fra hende, af faderen. En tanke strejfede hende hurtigt: måske ville hendes egen mor heller ikke af med hende. Måske havde hun os kæmpet for hende. Lily mærkede et håb, måske kunne hun finde hendes mor og så ville  hun få en familie igen. Hun ville finde hendes mor og far, de ville måske tage hende til sig igen. Hvis hendes far altså ikke ville brænde hende ligesom den her mand var igang med, Lily gøs.

“Deus Lucem! Tag dette barn som en gave, vi forære vores dæmon til dig åh Deus Lucem. Tilgiv os for at synde og tag imod vores offergave som vores tegn på evig tro. Oh Deus Lucem, vores beskytter og herre!”  Råbte faderen. Moderen skreg stadig “Stop” og “Lad være” men han lyttede ikke. Hans ansigtsudtryk forblev koldt, det virkede utroligt unaturligt.  Manden sagde bønnen færdig og hævede barnet op over hans hoved .De forreste grupper af folk stirrede på faderen og sagde ikke en lyd, imens dem bagerst bare sænkede deres hvisken. Stille blev barnet omgivet af et smukt hvidt lys, der lidt efter lidt forvandlede sig til en gul kugle, som omringede ham, mens den blev større og større. Lily kiggede forskræmt på ham, men alle de andre smilede og så næsten stolte op på ham. På det tidspunkt, var moderen stoppet med at skrige og så nærmest fortabt ud på jorden imens tårerne strømmede ned på de kolde sten.

“Deus Lucem!” Råbte hele byens befolkning på samme tid med at kuglen med barnet indeni sprængte. Lily dækkede sit hoved. Hun troede at barnets indvolde ville ramme hende. Men hun mærkede intet og da hun åbnede hendes øjne igen, faldt der små hvide lys ned fra himlen. 
Et lys fløj lige foran Lily, hun fulgte det med øjnene og da den faldt ned på jorden spredte lyset sig i flere små streger som flød videre nede på jorden. Lily trådte til side for lyset og så forbløffet på de tusindvis af streger som næsten svømmede op mod scenen. Alle stregerne samlede sig så rundt om moderen i en ring. Ringen af lys skød op i luften og helt op til skyerne. 
Kvinden rejste sig stille op, hun havde stoppet hendes gråd og var nu helt helt stille. Med et undrende blik førte hun hendes hænder op over hoved og foldede dem sammen. Lily stod helt mundlam da hun hviskede ”Deus Lucem.”
 
Ringen af lys forsvandt og tilbage stod kvinden med hendes hænder foldet over hovedet. Folk vendte straks deres blik på hendes hænder, deriblandt Lily. Hun så måbende til imens manden gik stille hen til hans kone og omfavnede hende tilgivende. Hans blik var forandret, det var varmt og han smilede nærmest venligt. Hun smilede tilbage til den mand hun tidligere havde skreget af og tog imod hans omfavn, hvorefter hun stille førte hendes foldede hænder i øjenhøjde. Hun holdt vejret, manden holdt vejret, selv Lily holdt vejret. Alle på pladsen holdt vejret som hun åbnede hendes hænder.
Folk gispede da de så hvad der lå i hendes hånd. Lily bakkede en smule bagud. I kvindens hånd lå der en skinnende hvid sten, kugle eller hvad folk nu ville kalde den. Den lignede en sten, og så alligevel ikke. Lily ville mere kalde det en kugle af lys energi, for det lignede det. Om det var en sten eller energi fandt Lily ikke ud af, for folk skyndte sig hen til parret for at lykønske deres fund, og Lily kunne ikke se kuglen mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...