Ildens Datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2016
  • Status: Igang
Lily er en helt almindelig pige, der bor i hovedstaden Refrell. Hendes verden omhandler slaveri og beskidte gader. Indtil der en dag, kommer en udenbys ridder til byen og samler hende op. Derefter bliver livet aldrig det samme for hende. Venskab, fjendskab og kræfter hun aldrig kunne drømme om! Ildens Datter. Læsning på eget ansvar. Anbefaler du er omkring 15.

16Likes
25Kommentarer
1961Visninger
AA

3. Uønsket

 

Uønsket

 

”Kom så Caspian! Vi skal af sted!” Lily tørrede tårerne væk. Hun gik stille hen til hesten for at finde et tæppe. Forsigtigt lagde hun det over liget. Hun forlod så liget og vendte sig om få at spænde hestens sadel og tjekke resterne af forsyningerne. Hun havde brugt næsten alt medicinen, og hun havde ingen bandager mere. Ligesom hun skulle til at stige op på hesten, så hun den lille hvide kniv som pigen havde efterladt. Hun slap grebet på hesten og gik hen efter den. Den lille kniv var kold og mørkerød i spidsen. Blod.


Lily lagde hurtigt kniven ned i hendes sko og tog et sidste kig på liget. Hun havde siddet ved siden af ham hele natten. Hun havde grædt og forgæves forsøgt at ordne hans sår. Hendes hænder var blodige, men hun tog sig ikke af det. Nu lå han helt kold på jorden med et beskidt tæppe over ham. Hun var nødt til at efterlade ham. Solen var begyndt at stå op og han havde altid sagt at hun altid skulle fortsætte fremad. Hans stemme sad stadig fast i hendes hoved. ”Ligner en engel…”Hun satte sig op på den kulsorte hest og red væk fra ham. 

Nu hvor hun styrede hesten, følte hun sig bedre tilpas. Hun elskede følelsen af at kunne styre dette store dyr med ét ryk. Det var en fantastisk følelse tænkte hun. Et øjeblik der, smilede hun. Hun smilede rent faktisk. En stor bølge af skyld og skam væltede over hende som en tsunami. Hvor vovede hun at smile nu. Nu hvor Daniel var død, og det var hendes skyld. Ligesom Drake.Tårnene hobede sig op i hendes øjne, men hun blinkede dem arrigt væk.  Hun nægtede at græde, ikke mere. Hun havde grædt i timevis. Det var slut nu, tænkte hun for sig selv. Hun dukkede sig for ikke at blive ramt af en gren. Hun ville ikke græde. Hun ville vise hvor stærk hun var. Over for dem alle sammen.


                                                                                  ***
“Vi må hellere stoppe for Idag,” Lily trak lidt i tøjlerne så Caspian satte farten ned, hvorefter hun sprang ned på jorden. Den sorte hingst vrinskede utilfredst og hoppede utålmodigt hen ved siden af hende. Han elskede at ride og hadede pauserne. Lily grinede og aede hans mule. Han var helt unik, Caspian var en drømmehest. Sort som kul, stærk og udholdende, men det var hans personlighed der var bedst.
 Han var opmærksomhedskrævende på den gode måde. "Er du sulten?” Caspian skrabede i jorden tre gange og slog med hoved. Hun grinede igen og tog et æble frem fra Daniels lædertaske. Det lagde hun på jorden så hingsten kunne spise. Hun vidste godt at han ville spise af hendes hånd, men hun brød sig ikke om det. Det kildede. "Det ser ud som om der er en flod længere fremme, "Lily pegede frem for sig, og sandt nok. Lidt længere henne var der en stor lyseblå flod.
Selvom hun vidste hesten ikke ville se hvor hun pegede hen, gjorde hun det alligevel. Lily tog fat i Caspians tøjler og trak ham det sidste stykke hen til floden. Hun aede ham hele vejen, hans pels glimtede i solskinnet og den var dejlig blød. Da de nåede hen til floden tog hun Caspians sadel af og lod ham græsse i nærheden af hende. Han gik aldrig for langt væk. Han opholdte sig altid i nærheden af hende. Han forlod aldrig hendes side. Ikke rigtigt. 

Imens hingsten græssede i stilhed, gik Lily ned til floden for at vaske sig. Hun tog hendes alt for store trøje af og smed den ned i vandet. Hun vaskede jorden af den, og kort efter var den helt hvid igen. Så hang hun den op på en gren og gik hen til tasken få at hente en klud, til at vaske sit ansigt med. En dreng kom frem fra den anden side af floden. Han var klædt i en hvid uniform og med en creme farvet kappe om halsen. Hans hår var næsten helt hvidt og var kortklippet. Lily stormede hen til grenen med hendes trøje og tog den hurtigt på. Da hun vendte sig om få at se på drengen havde han et smørret smil plantet over hele hans fjæs. Han virkede arrogant og utrolig selvoptaget. Det var hele hans måde at gå på, se ud på ja, alt ved ham. Han strålede af selvtillid, og Lily brød sig bestemt ikke om ham.


“Du burde passe bedre på med den slags. Nogle kunne få et forkert indtryk af dig,”  han stoppede op da han nåede hen til floden. Han stod helt rankt og så utrolig arrogant ud. Lily skiftede med at kigge på hans fødder og hans øjne. Hans fødder var præcis lige bag floden, lige nok til at hans skospids rørte vandkanten. “Er du bange for vand eller sådan noget?” Hans smil forsvandt ikke, men det var tydeligt at han blev små irriteret over hendes bemærkning. 

“Ved du hvem du snakker til?” Lily ignorerede hans spørgsmål, vendte ryggen til ham og samlede hendes lædertaske op. Så sagde hun: “Jeg siger bare, det ser ikke ud som om dit forhold til floden er særligt godt… Ikke andet.” Han lavede en lille forvirret lyd med munden men sagde ikke noget. Lily fløjtede i en høj og klar tone. Kort efter dukkede Caspian op. Han travede hen til hende og stod klar til at blive sadlet.“Fin hest du har der,” sagde han og trådte ned i floden og over på den anden side. Det virkede som om at han kun gjorde det pga hendes bemærkning. Hun tog den dyre sadel op på hestens ryg og spændte den til. “Dyr sadel du har dig…” Lily satte tasken fast til sadlen og vendte sig om for at se på drengen. Hendes udtryk var træt og irriteret. “ Kan jeg hjælpe dig?” Drengen fnyste og trippede lidt på hans tæer. Med hoved ned i jorden Spurgte han: “Hvor er du på vej hen?”Lily lænede sig lidt op af Caspian og så overrasket over mod ham. 


“Hvad skal du bruge det til?” Han rettede hans blik op på hende og så ind i hendes blå øjne. Han smilede kort og tog et par skridt nærmede. “Vi kunne følges? Lily grinede kort og så mistroisk over mod ham. “Og hvorfor helt præcis skulle vi det? Du kunne være en voldtægtsmand eller noget…” Han smilede venligt for første gang og rodede rundt i hans lomme. Han trak så en blå pose frem. Den havde samme størrelse som Daniels. Han kastede den hen til hende. Den landede lige foran hendes fødder, men hun tog den ikke.
“Tag den bare, det er okay.” Lily så ned på posen og så op på drengen. Hun stolede ikke på ham og hans blå øjne. Sidste gang hun havde set en pose som den, indeholdte den en nymfe og Lugos havde faldt om. “Mit navn er Matt, jeg vil hjælpe dig…” Han tog endnu et skridt hen mod hende, men før han kunne nå at tage det sidste skridt hen mod hende, sad hun oppe på Caspian.
“Jeg har ikke brug for din hjælp!” Snappede hun af ham, hvorefter hun vendte Caspian med fronten til ham. Matt tog et skridt tilbage. Han var vist lidt bange få den store hingst. Lily grinede. “Måske er du ikke bange for vand, men du er vidst ikke så glad for heste,” Uden at vente på hans svar, satte hun Caspian i galop. Han hoppede elegant over floden og red videre gennem skoven i et godt tempo. Lily indåndede den friske luft og så sig tilbage. Hun kunne ikke se Matts ansigtsudtryk, men han kiggede helt sikkert efter hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...