Ildens Datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2016
  • Status: Igang
Lily er en helt almindelig pige, der bor i hovedstaden Refrell. Hendes verden omhandler slaveri og beskidte gader. Indtil der en dag, kommer en udenbys ridder til byen og samler hende op. Derefter bliver livet aldrig det samme for hende. Venskab, fjendskab og kræfter hun aldrig kunne drømme om! Ildens Datter. Læsning på eget ansvar. Anbefaler du er omkring 15.

16Likes
25Kommentarer
1956Visninger
AA

8. Rådet

 

 

~~Hele den kongelige familie var taget til deres sommerslot i Mannae for at holde en lille ferie sammen. Mannae lå i den sydvestlige del af øen Urtinem, en ø som alle racerne delte. Kongen og dronningen var altid i gang med noget, så de efterlod ofte deres 10-årig datter med deres 17-årige søn. Lacy, var den smukke lille prinsesses navn. Hun var hele landets lille pige, hun var artig og sød, hun var bare alt det som forældre kunne ønske sig. Og når hun voksede op ville hun blive en smuk ung pige som folk over hele verden ville fri til. Lacy og Mathias, børnene af Nicolas og Elizabeth d. 3, var ude imens Rådet blev samlet i spisesalen. For enden af bordet sad Kong Nicolas og dronning Elizabeth. På deres højre side sad Cara, Samuel og Toby Lathiel, den rigeste familie i hele landet ud over selve kongefamilien.
Toby Lathiel var blevet udvalgt specielt ud over alle børnene af medlemmerne af Rådet. Der var 5 andre familier i rådet ud over Lathiel og kongefamilien. Han ville ikke blive konge, men han ville lede Rådet ved siden af kongen og han ville have næsten lige så meget magt som kongen selv. Til venstre sad Brody Everett som den eneste af Everett familien. Han var ikke nær så vigtig som Samuel, han var mere med for folkets skyld. Hans søn og kone var jo elsket af folket, så det var en god investering.
”Er der nogen der har nogle indvendinger mod den nye kontrakt? ” Spurgte Kongen imens han skrev ned på papiret. De fleste i Rådet turde ikke at sige ham imod, de var som nikkedukker og han hadede dukker. Men Lathiel familien, de var ikke bange og det var derfor deres eneste søn var blevet udvalgt. En dreng med sådan en opdragelse, han kom fra en familie uden fejl.

”Far! ” Dørene til salen gik op og Jack Everett kom løbende hen mod kongens venstre side, hvor hans far sad. Han bukkede kort for kongen før han gav hans far sin fulde opmærksomhed.
”Der var en pige nede på torvet der slap et par drager fri, ” De virkede alle uinteresseret. ”Hun satte ild til metal buret og brændte dragernes rev over uden at røre ved dem. ” Kongen knipsede med fingrene og Jack vendte sig om mod ham for at fortsætte med at fortælle sin historie. ”Dragesælgeren brændte op lidt senere, det tog ikke engang 10 sekunder før han var aske… ” Kongen så kort over på Samuel Lathiel, men sagde ingenting.

”Hvor henne dreng? ” Spurgte Samuel. Jack vendte sig om mod Lathiel familien, og lagde hurtigt mærke til den arrogante dreng Toby. Selvom Toby var 17 og Jack kun var 15, ville Toby aldrig vinde i en kamp mod Jack.
”Midt på Sol-pladsen Hr. Der var masser af vidner… ” Jack blev hurtigt skubbet væk og de voksne tog sagen i egen hånd. Tjenestefolk blev kaldt ind og nogle fra Rådet gik ud af salen. 3 andre satte sig i en cirkel på gulvet og brugte deres tids evner. Rådet havde altid haft en særlig evne, den var dog begrænset. De kunne gå tilbage i tiden, ændre den eller bare se på den. Men for at lave ændringer måtte alle i Rådet, også dem der engang var med, være enige, for alle deres kræfter er krævet til at ændre på fortiden. Rådet skulle danne sig et billede af denne pige før de kunne sende en efterlysning ud og få fat i hende.

Jack stilede sig i hjørnet af rummet og undersøgte pigens amulet igen. Den var af guld og der var et snurret L på bagsiden. På forsiden var der et lille nøglehul, så amulet kunne åbnes. Jack prøvede at åbne den med en hårnål, men det virkede ikke. Han havde altid hårnåle på sig, for han kom altid ud i problemer og nogle gange var nyttigt med en nål.

***


”Vi har et billede af hende nu deres nåde! ” Råbte de tre der havde dannet en cirkel på gulvet. Alle fra Rådet var kommet tilbage og gik nu hen til cirklen. Jack gik os hen til cirklen. Et hologram af en pige kom så frem i midten af cirklen. Hun havde langt lysebrunt hår og smukke blå øjne…
Det var pigen med amuletten tænkte Jack for sig selv og strammede grebet om amuletten i hånden. Alle fra Rådet nikkede. ”Vi sætter en efterlysning i gang. Få fat i Kong Markus og sig at vi skal have pigen, han skylder mig en tjeneste! ” Råbte kongen ud i rummet, han var rasende. Samuel Lathiel sagde så: ”Død eller levende! ” Han vendte sig så om mod Jack, så Jack kunne se hans familieskjold. Det var af guld og der var et snurret L på bagsiden. Alle fra Rådet gik mod døren, undtagen Samuel og Cara Lathiel. Jack skyndte sig straks hen til dem.
”Samuel… ” De to vendte blikket mod Jack og smilede koldt. Han tog så amuletten frem og lod den svinge frem og tilbage foran dem. Cara Lathiel tog fat i den og studerede den, det gik hurtigt op for hende at det var deres skjold.
”Pigen der satte ild til dragesælgeren… Hun bar den her, er hun er jeres datter? … ” Samuel snuppede hurtigt amuletten fra Jack og snerrede så af ham:
”Har du sagt det til nogen? Har du dreng!?”
”Nej Sir! Jeg fandt først ud af det lige nu… ” Samuels reaktion kom bag på Jack, men han lod som ingenting. Jack kunne nemlig tydeligt se vreden i hans kropssprog. Cara lagde en hånd på Samuels skuldre og prøvede at berolige ham. ”Det her er din skyld! Vi skulle have dræbt hende fra fødsel! ” Cara blev forbløffet, men skjulte det øjeblikkeligt.
”Hvis folk havde set vores sten af lys, ville de vide hvad for en skændsel vi havde født! ” Snerrede hun af ham.
”DU! Du havde født! ” Råbte Samuel. Cara bakkede fornærmet bagud.  Imens de to stod og skændes, havde Jack bakket lidt bagud. Han var en smule skræmt, og lignede et forvirret lille dådyr. Hans øjne flakkede mellem Samuel og Cara, denne snak blev lidt for personlig for ham.

”Vi må sætte efter hende, personligt! Vi må gøre det af med hende personligt! ” sagde hun så. Samuel sukkede opgivende, men nikkede så tavst og de gik mod døren. Jack blev stående et stykke tid og så helt forbavset efter dem. Samtalen havde været kort, og han havde regnet med en anderledes reaktion. De havde ikke rigtigt bidt mærke i at det var deres forsvundne datter som kongen havde sat efter. Jack fik en ide, og skyndte sig at indhente dem.
”Jeg tager med jer! ” Råbte Jack og gik med dem ud af døren for at sætte ud efter Pigen Med Ilden.

***


Kongen og dronningen stod i haven og på deres søn Mathias lege med Lacy. De sad nede på jorden og legede med blomsterne. Mathias så glad ud, men lige så snart Lacy kiggede væk mistede han smilet og så utrolig utilfreds ud. ”Mathias… Kom lige her” Sagde Dronningen stille og smilede til Lacy, der så hen mod hende. Han rejste sig og gik hen til sine forældre. Nicolas vidste billedet frem af pigen med ilden til ham. ”Hvis nogle vagter ser hende, så fortæller du det til mig! ” Der gik ikke særlig lang tid før Mathias lyste op.
”Jeg har set hende! Hun passede grænsen tidligt i morges, vi tog hendes hest som betaling… ” Mathias smilede op til sin far. Kongen nikkede kort og sagde så:

”Bring mig hesten og vagterne du var sammen med, nu! ” Mathias puttede billedet i inderlommen og gik hen til Lacy. Han satte sig på hug ved siden af hende og aede hendes hår. ”Jeg bliver nødt til at gå nu Lacy… ” Pigen kiggede op på ham med sørgmodige øjne. ”Skal du? ” Han nikkede og hun forstod. Hun omfavnede ham og de sad sammen i et stykke tid.

Da Mathias forlod haven kunne han høre sin lillesøster spørge sine forældre: ”Vil i lege med mig? ” Mathias knyttede sine næver men fortsatte ligeud. ”Nej søde, vi har nogle ting vi skal lave lige nu .” Det var utroligt at han kunne høre Lacy svare. ”Det siger i altid… ” Mathias drejede rundt om hjørnet og gik ind i et bord. Af rent raseri, sparkede han brutalt til bordet med vasen og fortsatte uden en mine. Vasen med blomsterne lå knust på gulvet langt fra hvor de havde stået, og bordet havde ramt væggen og efterladt et hul i et portræt af hans forfædre.

***


Lily løb forpustet videre gennem den grønne skov. De fire drager som havde fulgt hende i starten, var fløjet i forvejen, de ville ikke vente på hende. Så nu var hun alene igen. Da hun passerede et stort træ, hørte hun nogle stemmer. Som en refleks smed hun sig ned på jorden og gemte sig i det høje græs. Hendes lysebrune hår gik næsten i et med græsset, hendes brune bukser som sad tæt til hende ville ligne jorden hvis der var nogen fra luften der kiggede og hendes tynde halvkorte trøje som matchede bukserne i farven, var os usynlig. Stemmerne flyttede sig ikke, konstaterede hun lidt efter og løftede hoved for at kigge nærmere.

Lidt til højre fra hendes position, sad der to mænd på en træstub. Der var også en hest, en sort majestætisk hest tøjlet fast til et træ, lidt væk fra dem. Det var Caspian, og de to mænd var dem der havde taget ham fra hende, sammen med Mathias og den anden ridder. Men den arrogante prins var ikke til at se, heller ej den tredje ridder. Lily stak hendes hånd ned i hendes støvle og fik fat i den lige hvide kniv. Symbolet på skaftet trykkede hun ind mod hendes håndflade, og så begyndte hun at kravle hen til Caspians træ.

Da hun kom tæt nok på, kunne hun se at hendes taske stadig hang fast i Caspians sadel, det eneste hun skulle gøre nu var at binde ham fri også flygte. Lily stillede sig bag træet, som Caspian var bundet fast til og ventede på det rigtige tidspunkt. Lily sikrede sig at de ikke havde hørt hende stille sig bag træet før hun vendte sig om og begyndte at skære rebet over med den lille hvide kniv.

”Tænk at Kongen vil have den ustyrlige hest, den er umulig, ” Lily smilede for sig selv. Caspian måtte havde kæmpet imod dem, uden at skade dem tydeligvis. Hun var nu halvvejs gennem rebet.
”Dit fjols! Han vil ikke have hesten, men oplysningerne han kan få om pigen der ejede den! ”
Lily stivnede. Hun rørte ikke en muskel som de fortsatte deres samtale. ”Og når han har fanget hende, vil han garanteret brænde hende. Uretfærdighed nogle steder, er til fare for retfærdig alle steder/Et øje for et øje/… ” Lily tog et skridt tilbage i chok, men faldt over en stor kæp. De to mænd rejste sig straks og fik hurtigt øje på hende. Den ene nærmede sig hende, ham der prøvede at slå hende sidste gang de havde set hinanden. Han kom hurtigt hen til hendes ben, selvom hun febrilsk prøvede at kravle væk. Hun indså hurtigt at hun ikke kunne ”kravle” fra ham, så hun vendte sig mod manden og stak ham i låret med den lille kniv. Manden så ned på det lille sår han havde fået og smilede. ”Ja, ja, du er meget farlig, stop så med de små lege! ” Lily svingede hendes ben ind mod hans og det fik ham til at vælte ned på jorden. Hun skyndte sig så at rejse sig op og styrtede hen imod Caspian imens han stadig var på jorden.

Den anden mand tog hårdt fat i hendes håndled, som hun prøvede at svinge sig op på hingsten. En gammel skade jog gennem hendes arm og hun skreg. Det var nøjagtig samme sted den idiotiske dreng fra Monsta havde holdt hende, selv efter så lang tid gjorde det stadig ondt. Manden smilede tilfreds og trak hende ned i jorden. Som han prøvede at række ud efter hende, snittede Lily ham med den hvide kniv og bakkede tilbage på jorden. Han så ned på den lille rift og smilede, præcis ligesom den anden havde gjort da Lily havde stukket kniven ind i hans lår.

Han tog et skridt mod hende og hun førte hendes hænder op foran hendes hoved som beskyttelse. Pludselig kunne hun høre en hvirvel lige over hendes hoved, præcis som lyden af en pil. Lily vendte blikket mod manden der var foran hende, og han havde en pil i skulderen. Som refleks, svang hun kniven foran sig. Uden at tjekke hvor hun havde ramt, sprang hun hen til Caspian og svang sig elegant op på den ranke hest. Hun tog et hurtigt kig fra hvor pilen var kommet fra, før hun satte i galop. Lidt foran hende stod der en kutteklædt mand med en helt sort bue og han havde den næste pil parat, han sigtede. Lily dukkede sig så godt hun kunne og Caspian satte i galop. Endnu en pil blev affyret, lige imod hende. Lily mærkede en uro som hun hørte pilen blive afskudt, men hun mærkede ikke pilen nogen steder, og hesten mærkede heller ikke noget. Caspian havde lavet et spring eller noget i den stil, som Lily ikke kunne sætte sin finger på, men det var lige meget. Hvad end han havde gjort, havde det garanteret reddet hendes liv. ”Hvad skal vi gøre Caspian! Kongen har sat en efterforskning i gang og nu jagter folk os! ” Han sprang over en træstub og de fortsatte gennem skoven uden yderligere problemer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...