Ildens Datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2016
  • Status: Igang
Lily er en helt almindelig pige, der bor i hovedstaden Refrell. Hendes verden omhandler slaveri og beskidte gader. Indtil der en dag, kommer en udenbys ridder til byen og samler hende op. Derefter bliver livet aldrig det samme for hende. Venskab, fjendskab og kræfter hun aldrig kunne drømme om! Ildens Datter. Læsning på eget ansvar. Anbefaler du er omkring 15.

16Likes
25Kommentarer
1958Visninger
AA

2. Ilden

(Jeg Ehm yeah. var i "det" humør... Overvejer at tegne et kort over det her, go oder no-go?)

 

Ilden

 

 

Daniel Mukkas og Lily Summer red sammen i dagevis. De red gennem marker, skove over flodområder og sletter. Pratis, Aborigines land er stort, havde han sagt da hun spurgte hvor de var. De havde passeret Infrell, Humanies land for længe siden. Og nu havde de reddet i det samme land i lang tid, selvom klimaet og naturen var vidt forskellige. Gennem turen havde hun stillet så mange spørgsmål hun kunne finde på, og han svarede med et smil hver gang.

”Hvor gammel er du?”

”28…”

Hun vidste stadig ikke hvor de var på vej hen. Og hun havde ingen ide hvor mange dage der var gået, de havde slået lejr et par gange, men nogle nætter havde han sagt det var for farligt, og de havde reddet hele natten.

”Hvad er en Lucem?”  

”En Lucem… Jo de er meget smukke, de fleste ligner lidt dig. Kønne, Lyst hår og lyseblå øjne. De ejer det meste af jorden nede syd på.”

Han smilede altid når hun spurgte om noget nyt. Han var som en lærer, lærte hende hvad der skete udenfor hendes gamle hjem.

“Hvad er  dragesten?”

“Det er drageblod som er blevet forvandlet til en hård sten .Man laver kun sten ud af blodet for at sælge, og det er for det meste Lucem folk som lader deres drage bløde for at lave stenene.  Til forskel til Lucem folket, bruger vores slags blodet til at helbrede drager. Ser du, den eneste måde man kan heale dragernes sår er ved at bruge deres eget blod. I realiteten, kan du bruge alle dragers blod til din egen men det virker bare lidt mere barbarisk…”

Han kaldte hende altid beskidt når hun spurgte til hendes slags. Daniel beskrev dem altid som lyse, de lignede engle sagde han. Lys i huden, næsten helt hvidt hår og de klareste og lyseste øjne. Men Lily, hun var beskidt og hendes hår var langt fra hvidt. Hendes hud var heller ikke særlig lys, den var næsten lysebrun efter for mange år i de beskidte gader.

”Hvad kan de der... Lucem folk?”

”De kongelige og dem fra rådet kan styre tiden. Man ser også nogle gange at almindelig borger kan, men de bliver ofte dræbt i løbet af barndom…”

Han hadede Lucem racen, det lød hvert fald sådan når han snakkede om dem. De stjal drager fra hans hjemland, Virisum, og holdt dem indespærret, til nogle andre købte dem. Når de så blev købt, blev de låst nede i ejerens kælder og holdt fanget der resten af deres liv. De holdte deres huse varme, sagde han.

”Lucems normale borgere kan styre vinden, ligesom os fra Dracones kan styre ilden.”

Han snakkede altid om de fire elementer når han nævnte racerne. Dracones, hans egen race, de blev forbundet med ilden og drager. Deres våbenskjold var rødt og sort med en drage der skyd ild. Han havde lovet  at vise hende hans skjold når de kom til Dracones hovedstad. Mens Dracones havde Ilden, havde Lucem Luften, Bellator Vandet og Aborigines Jorden.

”Hvad er pointen med mærket? Du ved U.A.U?”

”Alle ser det som en skændsel, hvert fald de rige gør. Føder du et barn, der har anderledes kræfter end resten af landet er det en straf. De fleste ofrer dem til deres guder, men der er også nogle der bliver sendt til slavehandlere. Ligesom du blev…”

Der er 5 racer i verden.  Dracones, Humani, Aborigines, Lucem og til sidst Umbra Bellator. Daniel fortalte hende os hovedstadens navne; Monsta, Ardentes, Refrell og Amnerod.  Racerne havde altid eksisteret. I hvert fald i 1851 år, der er ingen der ved noget  før det, sagde han.

”Hvad for nogle guder er der?”

”Hver race har deres egen gud Lily. Jeg ved ikke særlig meget om de andres udover  vores og Humanis. Humanis to guder hedder Prima Duo, det betyder De To Første. De er forældre til alle vores andres guder og gudinder, moderen og faderen af guderne .Dracones gudinde bliver kaldt for Filia Ignis. Det betyder datter på Latinsk… Datter af Ild.”

***

Efter ca. Fem ugers rejse

”Lily gider du godt lade vær med at lave den der lyd?” Mumlede Daniel fra hans pude. Det var nat, fuldmånen var oppe, men det var helt kulsort rundt omkring dem. Lily lå på den anden side af det lille bål og sov. Hun lavede ingen lyde, for hun var i hendes eget univers. Hun drømte om en pige, hun var lavet af lys og hun oplyste mørket som hun var omgivet af.Hun snakkede til Lily, men det var et ældgammelt sprog. Men i drømmen forstod Lily sproget, pigen fortalte hende at hun var speciel. At hun var mægtigt, men at hun ikke måtte lade det tage over. For hvis hun gjorde, ville en mørk kraft der boede inde i hende tage over. Kraften kunne ikke fjernes, kun undgås. Pigen smilede så. Det sidste hun sagde inden Lily vågnede var: “Du er alt hvad jeg ikke var”

”Lily stop så!” Daniel smed en lille sten hen mod hende og vækkede hende. Hun satte sig op med et sæt og kiggede rundt omkring sig. Hun kunne ikke se andet end træer og fuldkommen mørke.

”Hvad snakker du om?” Daniel vendte sig om og mumlede noget igen, men Lily kunne ikke høre det. Hun skulle lige til at lægge sig til at sove igen, -det var flere dage siden de havde holdt lejr. Daniel havde ikke lyst til at slå lejr der hvor de var nu, men han havde intet valg. Det var også derfor han havde sit sværd liggende lige ved siden af ham- Men et knæk lyd fra højre fik hende til at sætte sig op igen. Med et var hun lysvågen.

”Daniel?” Lyden kom nærmere, den kom fra venstre og bevægede sig langsomt mod hende. Daniel vendte sig om mod Lily og sukkede. Han åbnede så sine øjne og så op på Lily som sad stiv som et bræt.

”Hvad har du gang i?” Spurgte Daniel og satte sig halvt op. Lily vendte langsomt hoved over på ham og stirrede på ham. Hun mimede ordene: ”DER ER NOGET DERUDE” Først forstod Daniel ikke noget, kiggede bare på hende med søvnige øjne. Lidt efter spærrede han øjnene op, han så ikke længere på Lily men bag hende.  

Stille rakte han ud efter hans sværd, som lå ved siden af ham. Med en enkel bevægelse havde han sat sig på hug og sad med sværdet i hans højre hånd, parat til at angribe. Daniel vinkede Lily frem til sig med sin venstre hånd, men stirrede stadig ud i mørket.

Lily kravlede forsigtig hen til Daniel og satte sig ned bag ved ham. Først der så hun hvad han stirrede på. Et par røde øjne stirrede direkte på dem fra mørket.

”Daniel hvad er det?” Hviskede Lily og klemte sig tæt til ham. Hun var bange. Han svarede ikke, stirrede bare på øjnene og prøvede at opfange enhver lyd og bevægelse. Lily begyndte stille at pibe, hun var rædselsslagen. Hun blev ved med at tro hun skulle dø, om at Drakes offer var nytteløs.

”Ti stille!” Snerrede Daniel og trak sig lidt væk fra hende. Lily satte sig ned på jorden og prøvede at stoppe sig selv fra at pibe, ved at holde sig selv for munden. Pludselig forsvandt øjnene, de var helt væk og natten blev igen helt mørk. Der var ingen tegn på skikkelsen med de røde øjne mere, så Daniel slappede af i skuldrene og sukkede. Han vendte sig om mod Lily og så ned på hende med et undskyldende blik.

”Det må du undskylde…” Lily rystede på hoved men svarede ikke. Uden en lyd kastede hun sig ind i Daniels favn og klemte til. Først tøvede han og stod helt stille, lidt efter løsnede han sig og krammede hende tilbage. Han klemte hende ind mod sig selv og tog armene om hendes hofter. Han var dejlig varm, tænkte Lily.

”Undskyld jeg forskrækkede jer. Jeg troede i var flere spioner,” Sagde en mørk stemme fra mørket. Både Daniel og Lily blev så forskrækkede at de var ved at falde ned på den hårde jord. Daniel gav slip fra Lily og vendte sig om mod manden der havde talt. Da han havde trukket sig væk, lagde Lily mærke til han var helt rød i hovedet.

Manden foran dem var helt brun i huden. Hans hår var pjusket og mørkebrunt. Hans øjne var helt samme farve som…

”DRAKE!” Råbte Lily og løb hen mod ham og krammede ham med det samme. Men han krammede ikke tilbage, blev bare stående uden at bevæge sig. Lily slap grebet om ham og kiggede op på ham, han så forvirret ud. Lily trak sig hurtigt tilbage og bakkede hen ved siden af Daniel. Manden lignede Drake, helt vildt meget, men det var ikke ham.

”Hvor kender du Drake fra? Har du set ham?!” Hans stemme var helt fuld af håb og hans øjne lyste op med det samme. Han smilede stift hen til Lily og så forventningsfuld ud.

”Jeg har kendt ham i 4 år? Hvem er du?” Spurgte Lily og kiggede igen på ham. Daniel sagde ikke et ord, han stod helt stiv ved siden af Lily.

”Drake er min søn. Altså hvis vi taler om den samme ´Drake´, men vi ligner hinanden rigtig meget så det tror jeg,” Han smilede kort til Lily før han tog Daniel i øjesyn.

”Og hvem er ham her? Din kæreste?” Daniels øjne spærrede op ved mandens ord. Lily smilte op til ham og holdte et grin inde. ”Han er bare en ven. Mit navn er Lily, og du er?” Spurgte Lily og vendte blikket mod manden. Han smilede igen varmt, ligesom Drake altid gjorde…

”Rart at møde dig Lily, mit navn er Aidan. ”

***



 

”Også, efter at Drake flygtede, blev jeg solgt til Daniel…” Sluttede Lily af og tog den sidst slurk af hendes urtete. Koppen var varm, og hun følte sig godt tilpas. Den kolde nat virkede fjern inde fra Aidans brune stue, hvor Lily sad på en træstol.

Da Lily havde afsluttet hendes historie, stilede hun sin kop på det mørkebrune bord, og så op på den anspændte stilling Aidan sad i. Gennem hele hendes fortælling havde han siddet helt stille og stirret på hende. Han virkede fraværende, som om han prøvede at huske noget.  Noget vigtigt.

”Så du har ingen ide hvor han er nu…” Spurgte Aidan, og tog sine hænder op til sin mund for at bide i dem. Lily rystede stille på hovedet og kiggede skamfuldt over mod Aidan. Drake var hans søn, forsvundet søn, og det var hendes skyld at Drake var forsvundet. Igen.

”Jeg beklager meget Aidan, det gør jeg virkelig… Jeg har ingen ide hvor han er.”

“Har Drake nogensinde fortalt dig hvordan han endte hos dig, for 4 år siden…” Sagde Aidan med blikket ned i bordet. Lily rystede på hovedet og Aidan fortsatte.

“Hans mor var utrolig syg, så en nat sneg han sig ud af huset og solgte sig selv til Lugos. Lugos del af aftalen var at sikre sig hun overlevede…” han holdte en pause, en ret lang pause.

“Hun døde for to år siden, og jeg har ledt efter Drake lige siden... Han skal ikke være slave hos den mide, ikke efter han ikke holdte hans del af aftalen...”Lily vidste ikke hvad hun skulle sige og valgte bare at tie stille, imens hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at græde. Han havde os ofret sig for hendes sikkerhed. Men til forskel for hans mor, ville hans ofre ikke være forgæves, de ville mødes igen og hun ville ikke dø! Hun skulle overleve, for hans skyld. Lily vendte blikket over mod Daniel, som havde sat sig ved pejsen og pillede ved hans sværd.  Daniel vendte hovedet om, som om han kunne mærke hun stirrede på ham, og så hende direkte i øjnene. Hans mørkegrønne øjne stirrende ind i hendes. Han rejste sig, stillede sig bagved Lily og lænede sig op af stolens ryg.

”Jeg sætter pris på at vi måtte opholde os her Hr. Turner… Men vi må videre,” Daniel tog hårdt fat i Lilys jakke, rev hende op fra stolen og hen mod døren. Lily fik sådan et stort chok over hans reaktion at hun slet ikke gjorde modstand. Hun lod ham bare hive hende hen til døren uden at sige farvel. Han åbnede den brutalt og skubbede Lily ud.

”Hvad er dit problem?” Lily fjernede hans greb på hendes jakke og vendte sig vredt om få at se på ham. Hun stirrede ind i hans øjne, hun var ret irriteret. Ikke nok med at han havde revet hende ud af Aidans stue, men havde os opført sig uhøflig over for ham. Daniel gik vredt hen mod hans hest og sad op.

”Du har humørsvinger som en 14-årig dreng! Opfør dig dog voksent og fortæl mig hvad der er i vejen!” Råbte Lily som hun stormede hen til hesten og greb tøjlerne. Hun holdt hesten stille og så op på Daniel med stor utilfredshed. Han kiggede frem for sig og bed i sin underlæbe. Lily smilede kort, han så nuttet ud når han var sur.

”Kan vi ikke bare komme af sted? Du har fået varmen og det…” Daniel så uskyldig ned på hende som om han slet ikke havde revet hende ud af døren for mindre end 1 minut siden. Han tilbød hende en hånd. Lily rullede med øjne, men hun tog imod hans hjælp og svang sig elegant om bag ham. Hesten satte i galop og Lily tog fat om Daniels liv og klemte sig ind til ham.

***


 

Daniels sorte hest red langsomt gennem den mørkegrønne skov. Daniel sad og halvsov med Lily hængende bag ham. Lily lod hendes hoved støtte mod Daniels ryg. De var begge to ved at falde i søvn, da hesten stoppede brat op. Daniel satte sig straks op, og Lily faldt ned fra hesten af forskrækkelse. Daniel kiggede frem for sig, en sort beklædt skikkelse. Det var en pige, og hun spærrede vejen for dem. Han tog fat i tøjlerne og holdte hesten i ro, med hans blik fastlåst på den kutteklædte pige.

”Lily er du okay?” Spurgte Daniel. Han vendte ikke blikket mod Lily. Han fjernede ikke blikket fra pigen en eneste gang. Pigen stod med hendes sorte hætte over hendes hoved og kiggede ned i jorden. Den sorte kappe klamrede sig til hendes krop, som den kolde vind slog omkring dem.

”Jeg har det fint…” Lily rejste sig op og børstede jorden af sine bukser. Lily gik hen ved siden af hesten og klappede den stille. Den kutteklædte pige løftede så sit hoved og så direkte hen mod Lily. Hendes helt sorte øjne stirrede på hende. Hun smilte.

Det der skete derefter gik alt for hurtigt. I en enkel bevægelse rakte pigen ind under hendes jakke, tog en lille hvid kniv frem og kastede den frem for sig. Før Lily så hvor kniven fløj hen, var pigen hoppet op i et træ og var væk. Lily så forgæves op mod trætoppene efter pigen, så rettede hun blikket mod Daniel.

”Daniel!” Lily støttede ham som han var ved at falde ned fra hesten. Hun hjalp ham ned på jorden og fik frit udsyn til kniven der havde boret sig ind i hans skuldre.  Kniven var hvid i natten og på skaftet var der et symbol. Daniel rystede over hele hans krop og prøvede at fjerne kniven med sin højre hånd. Lily tog hurtig fat i hans hånd og trak den væk fra kniven, hun lagde sin ene hånd mod hans kind og prøvede at få øjenkontakt med ham.

”Har nogen nogensinde fortalt dig at du ligner en engel?” Daniels øjne valkede rundt, men han så på hende da han talte. Lily tyssede stille på ham og fjernede hendes hånd fra hans kind. ”Du skal nok klare den…” Hun tog godt fat i kniven og talte til tre i hendes hoved.

1…2…3!

Daniel skreg lige så snart Lily begyndte at hive. Hun sad med den blodige kniv i hænderne og kiggede ned på Daniel som tog sig til skulderen. ”Lily…” Sagde han og løftede hans ene hånd få at røre ved hende, men lod den stille falde igen. Lily gav slip fra kniven og tog fat i hans hånd. Hun førte den op til hendes kind og smilede. ”Daniel du skal nok klare den! Kan du høre mig?!” Daniels blik blev fjernt og hans hånd kold. Lily gik i panik, fjernede hans hånd fra hendes kind og lagde hendes hænder mod hans sår. ”Daniel, du kan ikke forlade mig!” Råbte Lily og hun satte sig på ham få at ryste i ham. Han havde ingen reaktion så Lily rystede ham endnu mere.

”Daniel?! DANIEL!” Råbte Lily endnu højere og tog hendes hånd op få at mærke hans puls. Hun fumlede lidt med den, hun havde aldrig kunne finde ud af det, så hun gav op. Hun tog igen fat i hans hoved og så ham direkte i øjnene. Hans mørkegrønne øjne var livløse, hans gnist var forsvundet. Han var død…



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...