Ildens Datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2016
  • Status: Igang
Lily er en helt almindelig pige, der bor i hovedstaden Refrell. Hendes verden omhandler slaveri og beskidte gader. Indtil der en dag, kommer en udenbys ridder til byen og samler hende op. Derefter bliver livet aldrig det samme for hende. Venskab, fjendskab og kræfter hun aldrig kunne drømme om! Ildens Datter. Læsning på eget ansvar. Anbefaler du er omkring 15.

16Likes
25Kommentarer
1971Visninger
AA

14. Faretruende magi

Det var et par dage siden at James og Lily begyndte at ride mod Dracones område, mod hovedstaden Ardentes. Men det vidste Lily dog ikke på det tidspunkt, det fandt hun først ud af i dag. Da de først var reddet væk fra det brændende hus, havde James ikke sagt hvor de skulle hen, og han sagde det heller ikke da han hoppede af sin egen hest og bad Lily om at gøre plads til ham på Caspian. I starten havde Lily styret Caspian væk fra James, fordi hun ikke brød sig om ideen. Hun kunne ikke se hvorfor de ikke kunne have deres egen hest. James fortalte hende at dem der fulgte efter dem vidste at de var to, og at det ville forvirre dem hvis de kun red på en hest fra nu af.

Lily havde stadig ikke brudt sig om ideen, og hun havde ikke lagt skjul på det.

"Caspian kan altså ikke bære os begge! Du vejer for meget, det er han slet ikke van til! " havde Lily protesteret, men straks fortrudt det da hun så hvordan James havde taget hendes protest.

"Jeg mente ikke, at du var tyk! " fumlede hun med ordene, med et nervøst udtryk. Der fulgte en stilhed, før James brød ud i latter. Det vidste han godt, og det skulle hun ikke tage så tungt.
Det endte alligevel med at han hoppede om bag på Caspian. Derefter sagde han ikke så meget, på det punkt mindede han om Daniel. Altså den Daniel hun havde kendt i starten.

James svarede når hun spurgte om noget, men spurgte ikke selv ind og virkede også lidt ligeglad. Ofte ville Lily kigge bag hende og se James kigge ud i horisonten, det var tydeligt at han var i sit eget univers. Et univers fyldt med tanker som Lily ikke var en del af og nok aldrig ville. Hun prøvede selv at lukke sig inde i sin egen boble, men ikke særlig længe af gangen. Lily følte at hendes hoved var en stor bunke af rod. Hun kunne ikke finde rundt i det, og det hele blev ligesom mikset sammen. Når hun prøvede at tænke på en bestemt ting, så kom der bare 7 andre billeder der ikke havde noget med det at gøre, og hvor halvdelen gav hende brækfornemmelse eller et sug i maven efterfulgt af sviende øjne. Til sidst gav hun op og fokuserede udelukkende på stien foran hende. Nogle gange prøvede hun at distrahere hendes tanker med magi. Hun kunne lave små vindpust her og der, ikke noget stort og ikke noget som James ville ligge mærke til. Hun vidste godt, at lukke tankerne ude og spærre dem inde var en dum ting og at det en dag ville bide hende bagi. Men hun kunne ikke styre det endnu, og hun prøvede inderligt at udskyde det til en anden dag.

 

Den første nat havde været forfærdelig, for i mod sætning til Daniel havde han ikke pakket ind til at overnatte i skoven, og Lily havde ikke selv noget. Han bad hende om at blive sammen med hesten imens han gik ud og fandt nogle ting, så Lily bandt saddel af Caspian og lagde den lille taske foran sig efter at hun havde sat sig besværet på det mudrede græs. Det gjorde lidt ondt i hendes lår men hun gennemsøgte tasken uden at skære ansigter. Der var gryden hun havde taget fra soldaten, dolken havde hun dog gemt under sit bælte. Papiret var der også men det havde hun ingen ide hvad hun skulle bruge til så hun lagde det nederest i tasken. Lily tænkte kort: hvor mon han er nu? Slap han fri eller sidder han og sulter lige nu? Mere tid skænkede hun ham ikke, hun var bedøvende ligeglad. Det var hans egen skyld, han kunne bare lade hende være. Det kunne de alle sammen.
Ud over de ting hun havde taget fra soldaten, lå der en overtrøje af en slags og nogle urter James havde stoppet hende for, tidligere på dagen. Trøjen var nok hans, Lily frøs men hun ville ikke tage den på. Det var bare ikke hende, og hun var ikke sikker på hvordan han ville reagere på at hun bare brugte hans tøj som det passede hende.

 

Lidt efter kom James tilbage. Han havde en masse sten med, og nogle grene under hans venstre arm. Oven på stenene havde han et stift blad som han prøvede at styre med hans hage.

"Hvad i alverden...? " Spurgte Lily forbavset og løb kort efter hen til ham for at tage nogle af tingene. Han smilede og lød hende tage bladet, som hun løftede forsigtigt da hun så der lå vand i den. Hun stirrede først ned i vandet som på en underlig måde så frosset ud, også kiggede hun hen mod James som var gået hen til Caspian og var begyndt at ligge stenene på græsset. Lily fulgte efter ham og satte sig på sine knæ foran ham med bladet i hendes hænder. Da James lagde mærke til at Lily sad stift med bladet foran sig smilede han og sagde at hun kunne hælde vandet i gryden. Hun nikkede kort og kiggede ned i bladet igen, hun spærrede øjne. Det var nu meget mere flydende og hun kunne nærmest ikke bevæge sig.

"Hvorfor bruger du ikke dine evner i stedet for? Du behøver ikke at skjule det for mig, jeg har kunne se din magi hele vejen herhen, " Smilede han kort og fortsatte med at placere stenene. Lily rødmede lidt og lod bladet svæve op i hendes øjne højde. Hun placerede hendes hænder mellem hendes lår og kiggede over på gryden, hvorefter at bladet fløj nænsomt hen mod den. Imens vandet blev hældt ned i gryden sagde hun:

" Måske spørge jeg dumt, men hvordan har du kunne se det? Det var så små vindpust at jeg ikke selv ville have set det, hvis altså ikke det var mig selv der havde lavet dem? " James var færdig med at placere stenene, selvom Lily ikke kunne forstå hvorfor de skulle ligges på den måde. Det var en cirkel, hvor alle stenene pegede ind mod midten, men der var en smule mellemrum mellem hver sten. I midten der lå et par sten oven på hinanden. Der var en masse små sten der lavede nogle ulige streger inde fra midten og næsten helt ud til cirklen. I mørket var det svært at se, men det lignede at der var små linjer der forbandt cirklen.

" Jeg kan nogle ting andre ikke kan, nogle ting som du nok vil se igen. Andre, som at se på folk når de bruger magi, som du nok ikke vil se igen før du er gammel og grå... Fryser du? " Spurgte han efter at ha' holdt en pause. Hun nikkede en smule genert. Han smilede varmt over til hende, og begyndte at stikke grenene ned i jorden. Da han havde lavet en lille cirkel, hev han en smule stof af hans hætte og bandt grenene sammen oppe i toppen. Lily så nysgerigt til, da han bøjede toppen af de tørre grene og lavede en slags platform, hvor han så bagefter tog bladet i hånden. Han rystede det kort ud i luften og lænede sig frem mod cirklen af grene. James lavede stille det før stive blad på platformen. Lily rynkede brynene og hun kunne ikke lade være med at stirre. Bladet var nu helt fladt og blødt som om det var af silke. Hun kunne ikke lade være, så hun skyndte sig at røre ved bladet før han satte gryden oven på det. Det var så fint og skrøbeligt. Hun havde aldrig været i kontakt med silke, men det måtte føles sådan der, tænkte hun.

"Hvem er du? Og hvad er det her for noget sort magi?! " Lily var ny til magi, men dette var helt absurd, det var større end magi. Han lavede ikke sit eget, han modificerede det der var skabt af guderne. Lily var ikke troende, men hun vidste at man ikke måtte pille ved gudernes værk. Også midt i det hele, uden at svare, startede han sin egen ild under grenene. Det var et varmt og stabilt bål som bare var der. Det nærmest svævede over mudderet. Det var som om at Lily slappede mere af efter at hun havde kiggede på ilden i et stykke tid, men det skræmte hende alligevel at han kunne ting som ikke burde være muligt.
Det var som om han ikke helt opfattede hendes nervøsitet og hendes spændte muskler, som var hun en kat der kunne angribe når som helt. Eller også valgte han at ignorere det. Lige meget hvilken, valgte han at klappe så højt i hans hænder at Lily fløj 2 meter op i luften. Han grinede af hende da hun mumlede "Prima duo red mig! " og tog sig til hjertet. Han rakte ud efter hendes hånd og gesturede mod hans sten cirkel.

" Nå, skal vi så se til det ben? "

 

Efter at de havde sovet på jorden den nat, fortsatte de fremad. Lily kunne ikke huske særlig meget fra aftenen før. Hun kunne huske at James begyndte at tale, men på et sprog Lily ikke kendte. Imens han sagde ordene kom der en slags røg ud af hans mund. Det var en tyk røg som langsomt bevægede sig over mod Lily. James lukkede hans øjne og røgen fik en smule farve. Blå som himlen, rød som ilden, den samme lilla farve som nogle af de kapper Lugos bar, orange som når solen står op. Der var hundredvis af farver som skiftede konstant. Røgen samlede sig først om Lilys krop, den rørte hende ikke endnu men da den endelig gjorde, var det som om den eksploderede med rødlige farver, og midt i det hele sort. Lily så forbavset på røgen, hun havde aldrig set noget så smukt og hun grinede, men hendes grin forsvandt da hun så at James rystede og at han havde sved på panden.

"Er du okay? " begyndte Lily og lænede sig frem for at røre ved hans skuldre, men røgen stoppede hende og den fløj febrilsk rundt om hende for at få hende til at sidde stille, så det gjorde hun.

Efter noget tid bevægede røgen sig ned til hendes lår, det var nu mere stille og det svævede et lille stykke over hendes ben. Første gang at røgen rørte ved hendes ben, blev hendes syn tåget. Anden gang blev hun svimmel. Efter tredje berøring var hun bevidstløs.

 

Næste morgen var hun veludhvilet, og hun mærkede slet ikke nogle smerte i hverken ryggen eller i benet. Hun havde ikke prøvet at se hvordan såret så ud, men hun var også ligeglad så længe det ikke gjorde ondt mere. Selvom hun var frisk og klar i hovedet, så var James ikke. Han så udmattet ud og havde røde poset øjne som om han slet ikke havde sovet. Da Lily spurgte ham hvordan han havde sovet, havde han kun svaret med et skuldretræk. Så Lily og James red i stilhed i et par timer. Selvom han på mange måder mindede om Daniel, så var han ikke meget for spørgsmål. Lily var ikke sikker på om det var fordi han ikke ville svare eller om han var for træt. Men han lyttede til hende, dog uden at selv sige så meget. Så hele dagen, der snakkede Lily. Hun fortalte ham om hendes liv før Daniel havde taget hende med for at rejse til Dracones området. Hun sparrede ham ikke for detaljerne. Hun begyndte først at blive mere påpasselig med de informationer da hun kom til hendes rejse efter at hun havde forladt Daniel. Det var tydeligt, men James sagde ikke noget til det, han forstod det vist godt. Man skulle ikke stole på alle, og i da slet ikke med visse ting. Om James var en hun kunne fortælle tingene til senere, vidste Lily ikke endnu men hun håbede. Det var rart at kunne få lov til at snakke uafbrudt om fortiden, som om at fremtiden var lys og at hun var sikker nu. Det vidste hun godt inderst inde at hun ikke var, og at alt kun ville blive værre fra nu af. Men hun kunne godt lide at lade det passere for bare en enkel dag.

 

Da Lily og James endelig søgte efter ly, var Lilys hals så tør at James var nød til at varme noget vand til hende, så at hun ikke ville blive syg eller få ondt dagen efter. Så da han havde lavet den samme gren cirkel, hældt vandet over i gryden og lavet hans flamme, bad han Lily om at holde øje med det. James gik hen mod floden og kom ikke tilbage i lang tid. Lily sad og kiggede ind mod hans flamme og varmede sig selv. Hun havde fået lov til at tage hans trøje på, så det var ikke så koldt. Hun begyndte så småt at kede sig, så hun prøvede at finde på noget andet at lave. Først fik hun bare bladene til at flyve og fumle rundt mellem hinanden. Det var efterår, så der var massere af blade der bare lå på den hårde jord. 'Der var ikke langt igen', havde James sagt tidligere.
Lily sad lidt og betragtede skoven. Den lignede selvfølgelig en hver anden skov, men der var nogle træer hun ikke havde set før. Selv de træer som hun allerede kendte, var anderledes. De var større her, bladene og stammen var mørkere og så ligesom meget sundere ud. Efter lidt tid begyndte hun at ændre med James ild, men så snart hun prøvede at pille ved flammen, blusede den op over gryden. Lily blev så forskrækket, at hun veg bagud. Det var først efter, at hun var veget tilbage at ilden faldt til ro igen. Det føltes nærmest som om at ilden havde afstødt hendes magi og derefter var blevet fornærmet. Lily havde ligesom også følt noget andet i ilden. Som om der var en anden inden i den, en der mærkede hende. Hun kunne ikke sætte fingre på hvad følelsen var før James kom tilbage med en masse urter. Og derefter gik der ikke lang tid før han havde lavet hende en speciel, og meget stærk, te. Han sagde, at det var ren botanik, men Lily kunne godt mærke, at han også brugte lidt magi imens hun drak. Selvom teen var varm, og den smurte halsen, kunne hun godt mærke, at han varmede hendes hals og gav hende en varm følelse i maven. Det var rart, og det virkede ikke nær så skræmmende som dagen før. Lily var sikker på, at James havde bemærket at hans magi havde skræmt hende, og nu prøvede, at gøre det mere amatørvenligt. Eller nærmere børnevenligt. På den måde virkede han som en god fadertype, han vidste hvordan han kunne snyde på en god måde. Lily havde aldrig haft en far, men hun kunne godt lide ideen om, at han var en slags faderfigur.

 

Lily lå om aftenen og tænkte. Hun tænkte på hendes liv, og hvor meget mere enkelt det ville have været hvis bare hun var blevet solgt til den soldat der arbejde for Humani prinsen. Lily kendte ikke prinsen, men det var heller ikke det hun ville sku' bekymre sig om hvis de bare havde købt hende. Et kort øjeblik forbandede hun Lugos for ikke at lære hende noget andet. Alle de timer hun havde brugt på at lære på at blive tjenestepige var spildte. Hun ville aldrig få brug for det nu. Hun ønskede inderligt, at hun havde deltaget i Marys træning som spion. Hvis nu hun havde været nærer venner med hende, kunne hun måske have lært noget. Men i stedet havde hun holdt sig til Drake, som ikke måtte vise hende noget, og nok hellere ikke kunne lære hende det alligevel. En tåre faldt fra hendes kind og faldt ned på jorden. Hun snøftede så lydløst hun kunne, men inden kort tid var hendes øjne fyldt med de tåre hun havde prøvet at jage væk i ugevis. Hun klemmede hendes øjne sammen så tårerne faldt hurtigere og prøvede at sende billederne der kørte i hendes hoved. Lily lå ikke alene for James lå kun lige på den anden side af bålet, men hun havde aldrig følt sig så tom og ensom før. Hun manglede en ordentlig ven, hun manglede Drake. Hun tog hendes ben og til hendes mave og krammede sig selv. Hun havde brug for ham, hun ville have at han skulle holde om hende. Det behøvede ikke at være fordi han godt kunne lide hende på den samme måde som hun kunne lide ham, men hun ville bare gerne føle sig sikker og hun kendte ikke andre steder end i Drakes arme. Lily snøftede igen og prøvede at kvæle den gråd som hobede sig op i hendes hals.

 

 

Næste morgen sveg Lilys øjne kraftigt og hendes øjne var knaldrøde, da de stod op for at gøre sig klar. James spurgte flere gange om hun havde sovet overhovedet. ”Du ser ud som om du aldrig har sovet før, det ser hæsligt ud” havde han sagt til hende som det første om morgenen. Selvom Lily overhovedet ikke havde syntes det var sjovt, og mest af alt havde lyst til at råbe af ham fordi han ikke vidste en skid, rullede hun bare tunge af ham og gik hen til Caspian. Det var ligesom bare for meget for hende, og det bemærkede James ret hurtigt. Kort efter hun havde forladt James ved bålet, kom han hen til hende med noget at drikke til hende og noget brød. Han smilede varmt til hende og bad hende om at få samlet nogle kræfter før de tog afsted. Lily tog imod det men sagde ikke noget. Han begyndte at pakke sammen som Lily stod op af Caspian og spiste. Hvorfor skal han også gøre det så svært, at være sur på han? Tænke Lily for sig selv og sukkede dybt.

James tog en af de tæpper han havde købt på vejen og var på vej over mod Caspian med det. Han skulle til at lægge det over hingsten, da Lily tog fat i det.

”Lad mig gøre det, ” hun tog tæppet og lagde det nænsomt op på Caspian og gik derefter over for at samle hans saddel op. Imens Lily stod og spændte den fast, kiggede James på hende.  

”Du er virkelig god sammen med ham, i virker til at kende hinanden ret godt. ” sagde James og krydsede sine arme over sit bryst. Lily smilede kort over sin skulder og sagde så.

”Vi har også været gennem en del sammen. Du var der jo selv da jeg flygtede på ryggen af Caspian ved Monsta. Jeg har nok reddet og levet sammen med ham i næsten 4 måneder. ” James så næsten imponeret ud.

”Hvor fandt du ham henne? Jeg kunne ikke forestille mig, at du ville have råd til sådan en fin hest, ikke for at fornærme dig” pointerede han.

”Nej, det har du nok ret i. Jeg svømmer ikke ligefrem i penge… Jeg fik ham af en ven. ” Lily var færdig med at sadle Caspian op og var ivrig efter at komme afsted. Hun kunne godt mærke hvor samtalen var på vej hen. James nikkede kort og så på Lily der var halv på vej op på hesten. Hun kunne tydeligt se på ham at han havde forstået hendes hensigt og begyndte at spænde taskerne fast til Caspian før han svang sig op ved siden af Lily.

Hun sparkede Caspian let i siden to gange og han satte i fuld galop. Som de red gennem skoven i et hurtigt tempo, begyndte Lily at smile. James havde ret, hende og Caspian passede godt sammen. Hun smilede, fordi hun var stolt, stolt over den måde hende og Caspians forhold var. Godt nok var Caspian mere majestætisk end Lily nogen sinde ville blive, men når hun red på ham, følte hun sig uovervindelig. Det var ligesom en effekt han havde på hende. En effekt som kunne være farlig, men det bed Lily ikke meget mærke til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...