In Love With Twins

Lily Collins på 18 år flytter fra New York til Stratford i Canada, hvor hun starter på ny skole. Allerede på førstedagen, bliver der skabt forvirring for hende, ved at hun støder ind i denne ret søde og sympatiske flotte fyr, Justin Bieber. Han har en lækker charme uden lige, er pigernes ven og måske nok en anelse uopnåelig for visse piger, men hun mærker en rigtig god kemi mellem hende og ham. I biologitimen møder hun ham igen, eller er det overhovedet ham. En skabt forvirring opstår for Lily og hun tror i første øjeblik, at hun er ved at blive skør, men sandheden er at Justin har en tvillingebror, Jason. Jason er en helt modsat type af Justin. Han svarer lærere imod, gør hvad der passer ham, lever livet stærkt og har et voldsomt overvurderet sprog - Dog overrasker det Lily, at hun finder Jason interessant på den mystiske og farlige måde. Et trekantsdrama opstår, da Lily indser, at hun er forelsket i både Justin og Jason - Er det godt eller skidt?

180Likes
343Kommentarer
73596Visninger
AA

33. Slagbrødre...


Justins synsvinkel:
 

Bare synet af ham, gav mig kvalme. Hvorfor skulle han absolut stille sig op nu, og så lige her på hospitalet, hvor Lily med garanti havde haft godt af, at være alene med mig og få noget ro omkring sig efter den hæslige aften. Han kom hen mod os med et flabet smil om munden og stilte sig på den anden side af hvor jeg sad på hendes seng. Jeg kunne fornemme hans kolde blik på mig.

"Hva' så baby? Du forskrækkede os alle i nat.", fløj det ud af Jason.

Jeg skulede til ham og så på skift mellem ham og Lily.

"Ja, hvor pokker var du lige henne i nat? Hun var i livsfare, Jason. Sådan behandler man fandeme ikke dem man elsker!", udbrød jeg olmt og rejste mig fra Lilys seng.

Jason fnyste ad mig.

"Jeg var fuld, okay? Hvor fanden skulle jeg vide, at nogen havde drugget hende? - Hvad fanden vil du have jeg skal gøre?", snerrede Jason.

Jeg sukkede opgivende.

"Ja, måske en undskyldning ville være på sin plads, Jason? - Det var trods alt dig hun var fulgtes til fest med. Hun prøver ligesom at skabe en god kontakt til dig, og alt du gør Jason, er at opføre dig latterligt og uforskammet. Du er så fucking selvvisk, at det ligefrem gør ondt et vis sted på mig.", skældte jeg olmt.

Jason begyndte at grine smørret med armene over kors.

"Damn, er søde lille nuttede Justin langt om længe kommet ud af den skal, som han har gemt sig i så mange år? Tænk, jeg anede ikke, at du kunne vise klør på den måde?", svarede Jason med et flabet smil.

"Drenge - Stop så! Jeg gider ikke at i diskuterer på..."

"Vi diskuterer ikke, vi skændes!", afbrød Jason Lily, med et dræbende blik på mig.

Lily sukkede hårdt og jeg kunne se, at det hele trættede hende. Jeg fnyste og gik over på den anden side og greb fat i Jasons arm.

"Hvad fanden laver du main?! Slip mig for helvede!", halvråbte Jason olmt og før jeg kunne nå og registrere af det, så lå jeg på gulvet med en blodtud.

Ja, min "elskede" bror havde seriøst givet mig en knytnæve i snotten på mig.

"HVAD I ALVERDEN LAVER DU, JASON?!", skreg Lily op.

Jason fnyste og jeg kæmpede mig op fra gulvet.

"Nu lader du mig og Justin om det her, baby! Det vedrører slet ikke dig!", svarede Jason bestemt til Lily.

Han vendte sig om og fandt blikket på mig. Jeg holdte min hånd for min blødende næse og kunne faktisk mærke at den var brækket.

"Din kraftidiot! Du har brækket min næse!", snøvlede jeg på grund alt blodet.

Jason grinte svagt.

"Haha, så er det sgu godt vi er på hospitalet, hva'? Smut du bare ned på skadestuen så skal jeg nok passe på Lily imens.", svarede Jason koldt.

Jeg fnyste og følte vreden boble op i mig.

"Din.... din DJÆVEL!", skreg jeg i vrede og var ret ligeglad med min brækket og blødende næse.

Jeg kastede mig over Jason og selv om jeg ikke rigtigt havde langet tæsk ud nogensinde før som sådan, så følte jeg et kæmpe had i mig og jeg slog løs på Jason. Hans sleske grin stoppede og sekunder efter lå vi begge på gulvet og sloges.

"STOP DET! STOOOOOP!", skreg Lily i baggrunden, men lige lidt hjalp det.
 

"Hov hov, hvad sker der her?", kom det pludseligt fra en sygeplejerske, der åbenbart havde opdaget Jasons og min slåskamp.

Det var måske heller ikke det fedeste sted at slås, men Jason havde virkelig fået mit blod i kog. Han gjorde mig vred, så vred, at jeg aldrig havde troet, at jeg nogensinde ville komme til at hidse mig op på den måde.

"STOP SÅ DIN IDIOT!", skreg han mig i hovedet, mens han lå nederst på gulvet, med sin højre hånd knyttet om min trøje i halsen, blot for, at han kunne holde mig på en vis afstand, men så let gav jeg ikke op.

"VAGTER! ELLER EN ELLER ANDEN?!", kunne jeg høre sygeplejersken råbe i baggrunden.

Sekunderne syntes flygtige, da to arme greb fat om mig bagfra.
 

"Så stopper festen, drenge! Dette er et hospital, ikke en boksering!", kom det med en streng stemme, fra en mand, kunne jeg høre.
 

Jeg kom op og stå og så nu en læge i hvid kittel på omkring de fyrre år, ville jeg skyde på. Jason kom også op og stå og jeg kunne dårligt se på ham, fordi jeg på en måde skammede mig over, at jeg havde gået så meget amok på ham og så foran Lily og ligefrem på et hospital. Det var ikke specielt fedt.


"Hvad får jer til at tro, at i kan tillade jer at opføre jer på den uansvarlige måde og så lige netop her?", spurgte lægen.
 

Jeg sank en klump og så flygtigt over på Lily, der sad og græd stille. Jeg rystede på hovedet.
 

"Min bror fik mig til at flippe ud - Jeg undskylder virkelig min opførsel...", mumlede jeg med et suk.
 

En kraftig og kølig hånd greb fat om min hage og jeg blev tvunget til at se ind i et par grøn-brune øjne. Lægen var tydeligvis af en eller anden etnisk afstamning. Han lignede en inder.
 

"Burde du ikke smutte til skadestuen med den næse, min fine ven? Den ser ikke ligefrem lovende ud.", konstaterede lægen.
 

Jeg nikkede, men noget i mig ville bare ikke forlade Lily nu og efterlade hende med Jason ved sin side.
 

"Jeg kan desværre ikke bare gå...", snøvlede jeg med blodet rendende ned ad hagen.
 

Ja, alt det blod der stammede fra min næse. Det var vanvittigt. En sygeplejerske kom hen og lagde en kold klud om min næse.
 

"Lad mig hjælpe dig ned til skadestuen... Hvad er dit navn?", spurgte hun forsigtigt.
 

"Justin, men...", protesterede jeg, men mod min vilje trak sygeplejersken mig væk fra Lilys stue.
 

"Jeg er straks tilbage...", snøvlede jeg højt og kunne høre stemmerne forstumme, fra Lilys stue.
 

Jeg frygtede det værste ved at efterlade hende med Jason. Der var bare et eller andet i mig, der sagde at man slet ikke kunne stole på ham i øjeblikket. Jeg var næsten sikker på, at han gemte på noget, som vi andre ikke måtte vide og jeg var vis på, at jeg tids nok skulle finde ud af det....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...