In Love With Twins

Lily Collins på 18 år flytter fra New York til Stratford i Canada, hvor hun starter på ny skole. Allerede på førstedagen, bliver der skabt forvirring for hende, ved at hun støder ind i denne ret søde og sympatiske flotte fyr, Justin Bieber. Han har en lækker charme uden lige, er pigernes ven og måske nok en anelse uopnåelig for visse piger, men hun mærker en rigtig god kemi mellem hende og ham. I biologitimen møder hun ham igen, eller er det overhovedet ham. En skabt forvirring opstår for Lily og hun tror i første øjeblik, at hun er ved at blive skør, men sandheden er at Justin har en tvillingebror, Jason. Jason er en helt modsat type af Justin. Han svarer lærere imod, gør hvad der passer ham, lever livet stærkt og har et voldsomt overvurderet sprog - Dog overrasker det Lily, at hun finder Jason interessant på den mystiske og farlige måde. Et trekantsdrama opstår, da Lily indser, at hun er forelsket i både Justin og Jason - Er det godt eller skidt?

180Likes
343Kommentarer
73803Visninger
AA

34. Ondsindet sladder!

Jasons synsvinkel:


Der var heldigvis til min fordel kommet ro omkring os, efter Justin havde forladt os. Jeg syntes, at han havde fortjent den knytnæve i fjæset. Længe havde jeg ønsket at komme til at smadre ham. Han havde altid fremført som et fucking fjols og alle hans hellige måder at være på. Jeg kunne brække mig over ham - ALTID! Længe havde jeg følt, at jeg havde stået på den uvelkomne side af ham. Altid, skulle Justin overskygge mig med hans klamme og perfekte opførsel. Ja, jeg ville fandeme ikke være som ham, det var sgu da kun derfor jeg agtede at være oprørsk i min opførsel. Jeg ønskede at alle de andre lærte at acceptere mig, som den jeg nu var. Jeg ønskede fandeme ikke, at jeg skulle blive sammenlignet med Justin, for jeg var fucking ikke ham. Kunne alle bare ikke tage og lære det i stedet for at komme med deres evige klamme bemærkning:


"Hvorfor kan du ikke være ligesom Justin? Hvornår lærer du, at man når længst med ansvarlighed og respekt - ligesom Justin..."
 

Justin mig her og Justin mig der, Justin allevegne. Jeg hadede ham, mere end noget andet. Jeg hadede, at være hans fucking tvilling. Jeg ville fandeme ikke ønske at have ham som bror. Kunne han fandeme ikke bare fucke af og lade mig være i fred? Ja, jeg ville rent ud sagt være fucking kold, hvis han døde. Mig ville det slet ikke genere, men så skulle jeg fandeme høre på min families flæben over, at Justin ikke var her. Ja, den slags gad jeg seriøst heller ikke. Yup, jeg stod helt sikkert i et dilemma. Jeg var tvunget til at skulle se på min klamme bror, resten af mit liv.
 

"Det var måske ikke ligefrem det bedste, at du slog Justin på den måde?", afbrød Lily mine flyvske tanker.

Jeg sukkede svagt og så hende ikke i øjnene.
 

"Han fortjente det...", mumlede jeg ved hendes side af sengen. Jeg kunne høre hende sukke.
 

"Hvordan kunne Justin fortjene det? - Han ønskede bare, at du for en gang skyld kunne lære at opføre dig ordenligt. Du tirrede ham på det groveste og jeg tror egentligt bare, at han ønskede at snakke ud om tingene andetsteds, men alt du gjorde, var at give ham en knytnæve og en brækket næse - synes du selv det ligefrem var fair?", spurgte hun pludseligt og fik mig til at kigge op på hende.

Jeg sukkede svagt og rystede på hovedet.
 

"Måske ikke, men jeg hader ham virkelig... Han er kun ude på at få dig over på hans fucking side. Han ønsker at udstille mig, som den slemme her...", forklarede jeg med et fnys.
 

"Jason... Som jeg kan se på det, så gør du heller ikke noget for at opføre dig pænt... Ingen har fortjent at blive svinet til nærmest uden skyld. Du kom og ødelagde et følsomt øjeblik for Justin og jeg. Vi snakkede faktisk alvorligt og så kommer du bare og rakker din egen bror ned. Justin har intet galt gjort her. Det var faktisk ham, jeg vågnede og så efter min barske oplevelse i nat. Det var Justin, som var blevet hos mig hele natten. Han sad seriøst i den der hårde stol hele natten, bare for at være ved min side og holde mig i hånden, men Jason, det burde have været dig! Det var dig jeg var til fest med, men du svigtede mig. Hvor fanden var du pludseligt henne? Jeg har mistet så meget for dig og du skal endelig ikke prøve at påstå, at det er Justins skyld, for det tror jeg virkelig ikke på...", forklarede hun olmt.
 

Jeg så målløs på hende.
 

"Så du vover ligefrem at påstå, at jeg svigter dig, bare fordi jeg blev så fucking fuld? Men ved du hvad Lily? Det er fandeme ikke mig, der svigter dig - For ved du hvad du er?", svarede jeg med et spørgsmål og rejste mig og nærmede mig hendes ansigt.
 

Hun sagde ikke noget med stirrede bare stramt på mig.
 

"Du er en fucking lille møgluder - Du tror bare at du kan lege med andres følelser, men du kan fandeme godt tro om - Bare vent og se... Du finder tids nok ud af, at det er dig den er gal med og fandeme ikke mig...", hviskede jeg med et smørret smil og rettede mig op.
 

Lily så chokeret på mig, men jeg var ligeglad. Hun skulle fandeme ikke tro, at hun kunne få skovlen under mig, så let.
 

"Hyg dig! Jeg er den der er skredet!", tilføjede jeg olmt og begav mig ud fra hendes stue.
 

Jeg hørte et skrig fra hende indefra.
 

"Jason! Du er modbydelig, du er!", kunne jeg høre hende skrige, men jeg var fucking kold.
 

Jeg var ikke færdig med hende, men jeg var virkelig bare kold over for hende. Hun skulle fandeme ikke tro, at hun kunne lege så let med mig. Mine planer var langtfra overstået. Kunne jeg ikke få hende, så skulle min fucking bror heller ikke have hende....

~

Jeg kom ned til skadestuen og så Justin siddende på én af stolene, ventende på, at det blev hans tur. Det frydede mig enormt at se ham sidde og lide på den måde. Jeg kunne ikke lade være at føle en sejr over ham. Indtil videre stod den 1:0 til mig, men jeg kunne ikke lade være med at gnide salt i såret. Jeg var langtfra færdig her. Jeg begav mig hen mod Justin, der sad som i sin egen verden, lige indtil jeg satte mig ved siden af ham. Han blev tydeligvis ret overrasket over, at jeg satte mig ved siden af ham. I princippet, kunne jeg bare have ignoreret ham og så bare skride min vej, men jeg var ikke færdig med ham.
 

"Hvad vil du?", spurgte han irritabelt, mens han sad og holdte en klud godt på hans næse.
 

Jeg havde øjensynligt ramt plet, den var stensikker.
Jeg kunne sgu ikke lade være med, at grine over ham. Kæft, han så godt ud med flækket næse.

- Arh, flækket var den jo ikke, men brækket og et fedt syn for mig, for så faldt en del af hans ellers åh så kønne ansigt.
 

"Tja, jeg vil sgu bare sludre lidt, må jeg ikke det? - det sgu et frit land...", svarede jeg med et smørret smil.
 

Han fnyste svagt og så væk fra mig.
 

"Kan du ikke bare skride... Jeg synes bestemt ikke jeg har lyst til at se yderligere på dit grimme fjæs, Jason...", svarede han med et fnys.
 

Jeg kunne sgu ikke lade være med at grine over ham. Kæft, han var dum at høre på. det var dog helt vildt.
 

"Desværre for dig, så ligner du mig desværre!", grinte jeg smørret.
 

Han fnyste på en irriteret måde.
 

"For helvede Jason, kan du ikke bare fatte, at du skal lade mig og Lily være? Er det så fucking svært at forstå?", spurgte Justin med et olmt ansigt.
 

Ja, nok kunne jeg ikke se andet end hans øjne, men hans kolde blik sagde ALT, og hvor fucking kold var jeg selv over for det? Jeg syntes fandeme, at det var på tide, at han kom ned med nakken - og IKKE jeg!
 

"Apropos Lily, jeg synes der er noget du burde vide omkring hende...", begyndte jeg med et frydefuldt smil. Justin så straks på mig.
 

"Hvad?", spurgte han febrilsk.

Jeg fugtede mine læber i et smørret smil.
 

"Der er helt sikkert en forståelse for, at hun siger, at hun intet husker fra festen i aftes, for jeg ved sgu godt hvad hun har lavet. Hun vil bare ikke indrømme det...", grinte jeg flabet.

Justin så med løftet øjenbryn på mig.
 

"Jason, du er seriøst det klammeste at høre på lige nu... Du var ligesom stangbacardi selv i aftes, så hvordan fanden kan du seriøst få dig selv til at udtale dig om den slags?", kom det olmt fra Justin.

Jeg blinkede med øjet.
 

"Well, fordi jeg var omgivet af mine venner, så de vidste ligesom hvad der havde været foregået - så enkelt, kære bror!", forklarede jeg med et skævt smil.

Justin så skulende på mig, for der efter at se væk.
 

"Ja dig, kan man virkelig ikke blive klog på... Jeg tør vædde med, at halvdelen af det lort du lukker ud, bare er lort i sidste ende...", svarede Justin med et skulende blik og så væk fra mig igen. Jeg grinte tørt.
 

"Og hvad nu, hvis det ikke er det? Hvad så?", svarede jeg med et spørgsmål.

Justin så med et kvalmt udtryk på mig.
 

"Så sig det dog, som det er, i stedet for at trække det så langt ud - Kan det virkelig være så svært?", svarede Justin med spørgsmål. Jeg grinte skævt.
 

"Godt, du har selv bedt om det... Jeg kneppede Lily i aftes, tilfreds?!", svarede jeg med et spørgsmål. Justin prustede vredt.
 

"Fuck, hvor du lyver Jason, det var dog helt vildt!", fnyste han.

Jeg smilte ikke og så koldt på ham.
 

"Hvorfor i alverden skulle jeg lyve?", svarede jeg med et skævt smil og armene over kors.

Jeg nærmede mig hans ansigt.
 

"Hun er en rigtig skriger...", hviskede jeg.

Justin blev mere og mere rød i hovedet.
 

"DU LYVER, JASON!", skreg han op og straks smed han sin klud og sekunder efter stod han over mig med vreden tegnet markant i hans ansigt. Jeg grinte smørret.
 

"Sådan Justin! Er det ikke bare fedt at komme af med en masse indestængt vrede? Sikke en befriende følelse.", grinte jeg til trods for at Justins hænder havde godt fat om mit hår.
 

"Du holder bare kæft, du gør! - Alt hvad du er ude på, er at ødelægge alt for Lily og jeg, ikke en skid andet! Du er så fucking jaloux, at det står ud af dig!", råbte han mig i hovedet.
 

"Hov hov! Stop så i to!", hørte vi nogle mænd bag Justin.
 

"Hun er en formidabel lille luder... Helt perfekt...", tilføjede jeg lavt.
 

"HOLD DIN KÆFT!", skreg ham mig i hovedet og pludseligt føltes sekunderne hurtige, eftersom Justin åbenbart havde tyret en knytnæve tæt på mit øje og sekunder efter, blev han revet væk at en robust mand fra afdelingen.
 

"Så stopper i to altså... Meget skal man finde sig i på en skadestue, men det her er altså at gå langt over stregen!", råbte manden.

Jeg grinte smørret og rejste mig.
 

"Jeg er færdig her...", svarede jeg med et blink med øjet til Justin, der stod og prustede voldsomt mens manden stadigt havde armene om ham bag fra.
 

"Pas på blodtrykket, brormand!", svarede jeg flabet, med en øm kind og endnu et blink med øjet.
"Vi ses!", tilføjede jeg yderligere og forlod derved hospitalet.

 

"JEG HADER DIG JASON! HØRER DU MIG?! JEG HADER DIG!", kunne jeg høre Justin råbe voldsomt inde fra, inden glasdørene lukkede sig i.
 

Første del af missionen fuldført, og jeg var slet ikke færdig endnu!....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...