In Love With Twins

Lily Collins på 18 år flytter fra New York til Stratford i Canada, hvor hun starter på ny skole. Allerede på førstedagen, bliver der skabt forvirring for hende, ved at hun støder ind i denne ret søde og sympatiske flotte fyr, Justin Bieber. Han har en lækker charme uden lige, er pigernes ven og måske nok en anelse uopnåelig for visse piger, men hun mærker en rigtig god kemi mellem hende og ham. I biologitimen møder hun ham igen, eller er det overhovedet ham. En skabt forvirring opstår for Lily og hun tror i første øjeblik, at hun er ved at blive skør, men sandheden er at Justin har en tvillingebror, Jason. Jason er en helt modsat type af Justin. Han svarer lærere imod, gør hvad der passer ham, lever livet stærkt og har et voldsomt overvurderet sprog - Dog overrasker det Lily, at hun finder Jason interessant på den mystiske og farlige måde. Et trekantsdrama opstår, da Lily indser, at hun er forelsket i både Justin og Jason - Er det godt eller skidt?

180Likes
343Kommentarer
73560Visninger
AA

11. Irritabel bror!


Justins synsvinkel:

"Biip biip biip!"

Jeg sprang energisk ud af sengen og slukkede for alarmen. Nok var jeg lidt træt, men jeg var rent faktisk glad. Jeg kunne stadigt ikke forstå, at jeg faktisk havde en kæreste nu. Ja okay, vi havde ikke sagt noget om at være kærester, men altså, var man ikke ligesom kærester, når man havde kysset med hinanden? Og så ligefrem tre gange? Ja, det var ud over min forstand, at jeg havde formået at score sådan en fantastisk sød og ret smuk pige. Det var hun i alt fald i mine øjne. Hun var i alt fald vildt dejlig. Jeg satte mig hen på min kontorstol og greb ud efter min iPhone. Opdagede straks en besked fra Lily, som bare fik min mundvige op i et stort smil.

"Hey Jus... Tusind tak for en hyggelig dag og aften i går. Jeg nød det faktisk - Har dårligt sovet i nat, fordi jeg bare har tænkt på dig ;) Glæder mig til at se dig i skolen på mandag - Jeg tager min guitar med mig, så tag din med, så kan vi jamme lidt sammen. Kys fra mig. - Lily."

Jeg grinte lidt, fordi hun gav mig seriøst sommerfugle i maven. Jeg besluttede mig for at svare hende inden badet kaldte.

"Hey smukke (Wow, håber ikke det gør noget jeg kalder dig det? - For du er virkelig smuk) Never mind, selv tak for i går, dog kunne jeg godt have undværet min brors irriterende tilstedeværelse. Håber ikke han ødelagde for meget, men ham kan vi desværre ikke komme helt uden om, da han ligesom er min bror og stadigt bor hjemme. Jeg har dog allerede planer om at flytte snart, da jeg har været ud og se på flere lejligheder omkring i byen. Bliver fedt med mit eget.  Nå, det kan vi jo altid snakke om på et andet tidspunkt smukke. Jeg skal nok tage min guitar med, så kan vi få spillet lidt sammen. Du skal måske noget her i dag og i morgen, siden du først snakker om at ses på mandag? - Justin."

Jeg sukkede svagt, da jeg sendte den af sted. Jeg havde nu håbet lidt på, eller okay jeg havde håbet meget på, at kunne ses lidt med hende i løbet af weekenden. Jeg sukkede og så på uret på min iPhone. Kvart over ni. Ja, der var ligesom en grund til, at jeg havde sat vækkeuret til vækning på en lørdag morgen. Simpelthen, fordi jeg ønskede at få noget ud af dagen. Jeg betragtede lidt min iPhone, om Lily svarede, men der kom ikke noget svar lige i øjeblikket.

Jeg sukkede og rejste mig fra kontorstolen og gik ud ad mit værelse. Jeg kunne høre min mors stemme nedefra og en liflig duft af kaffe og bacon. Den var stensikker - Min mor lavede morgenmad. Jeg rettede lidt på mine hvide boxershorts, eftersom de var kravlet en anelse op i røven. Jeg gik hen mod badeværelset og opdagede Jaxon siddende på gulvet i gangen og fuldt optaget i at bygge racerbane op fra hans værelse og ud i gangen. Jeg grinte lidt ad det og han så op med et stort smil.

"Justiiiin!", jublede han og rejste sig på alle fire og løb hen til mig og sprang op, som om han ikke havde set mig i evigheder.

Ja, han var nok en lille skør kugle, men han var min skøre kugle. Jeg stod lidt med ham i armene.

"Har du sovet godt skat?", spurgte jeg i et smil.

Han nikkede voldsomt og gav mig et kram.

"Kan du lege videre, for jeg skal i bad...", sagde jeg stille og satte ham ned på gulvet.

"Jason er der ude...", svarede han med et stort charmerende smil og vendte sig omkring i bare hans små gule Bart Simpson boxershorts og satte sig på gulvet og legede videre.

"Jason?", mumlede jeg forbløffet.

Det lignede da ikke ham at være oppe så tidligt en lørdag formiddag. Han plejede gerne at sove til en 11-12 stykker - nogen gange et par timer længere. Ja, han var som regel et typisk b menneske, modsat jeg. Altså, jeg kunne da sagtens sove længe nogen gange, men jeg havde det nu bedst med at få en masse ud af dagen. Jeg besluttede mig for at banke på døren.

"Duk duk duk!"

"Hvad?!"

"Er du snart færdig?!", råbte jeg med morgenstemme.

"Skrid din abe!"

"Hallo, jeg spurgte dig pænt om noget, altså!"

"Har du jord i ørerne bror lort? - Jeg sagde skrid!"

"Bang bang bang!", jeg hamrede irriteret på døren.

"SKRID NU FOR HELVEDE, DIN SPASSER!"

"Du kommer så meget til at fortryde, Jason! Så let slipper du ikke!", råbte jeg vredt og min indre vrede tog over i sekunder, hvorved jeg sparkede hårdt til døren, så det buldrede i huset.

"Hov hov hov! Hvad foregår her?!", hørte jeg pludseligt min fars røst og hans skridt småløbende op ad trappen.

Jeg skyndte mig ind på mit værelse og smækkede døren i. Øv, hvor jeg fortrød lige nu. Jeg satte mig fnysende på sengen med benene oppe under mig.

"Duk duk duk!"

Jeg sukkede og så over mod døren.

"Kom ind!", sagde jeg halvhøjt og straks åbnede døren sig.

Jeg så ikke på ham, men jeg kunne fornemme hans tatoverede overkrop og hans hvide omvendte cap i dørkarmen. Ja, selvfølgelig var det ikke lige Jason jeg snakkede om her.

"Justin, hvad foregår her?", kom det i en lettere streng tone fra min far.

Jeg så ikke på ham, men stirrede blot ind i den modsatte væg.

"Justin! - Både din mor og jeg hørte noget larm her oppefra, som om huset var under jordskælv, men der var intet jordskælv på richterskalaen, ergo må det betyde kontroverser mellem dig og Jason? - Vil du venligst forklare hvad pokker der foregår?"

Jeg vendte pludseligt min opmærksomhed hen mod min far og fnyste irriteret.

"Det var Jasons skyld! Jeg spurgte ham bare om hvornår han ville være færdig ude på badeværelset, fordi jeg også selv skal til, men jeg fik ikke andet end klamme og ubehøvlede svar igen fra ham. Han kunne ikke engang sige pænt, hvornår han for eksempel skulle være færdig derude, men han behandler mig som skidt hele tiden og det er bare altid far! Jeg ved det er tarveligt sagt, men jeg hader at være hans tvilling! Jeg ville bare ønske at han aldrig havde været født!", fnyste jeg irriteret.

Min far så bare træt på mig og og sukkede hårdt og kom hen og satte sig på kanten af min seng. Han foldede hænderne foran sig.

"Justin... Jeg ved godt at Jason har sine dårlige sider og sine sære luner, men Gud tolererer ikke had til andre mennesker og det ved du godt, Justin..."

"Men han hader mig endnu mere end jeg tillader mig, at hade ham. Han siger grimme ting til mig og om mig. Han spreder ondsindede rygter om mig på skolen og hvis han kunne få lov til det, så havde han garanteret banket mig gul og blå op til flere gange! - Jeg siger dig far, Jason er seriøst ikke rask i hans hoved, han er psykisk ustabil og han behandler næsten alle svinsk mere eller mindre!", afbrød jeg igen.

Min far sukkede og nikkede.

"Jeg ved det godt Justin, men Gud må have en plan med ham..."

"I ser alt for meget gennem fingrene med hvad han foretager sig, far! Og det gælder også mor! I er alt for overbærende over for ham! Jeg ved godt, at Gud ikke tolererer straffe og vold, men jeg tror seriøst, at han trænger til den største endefuld af alle og det er han ikke for gammel til!", afbrød jeg yderligere.

Min far sukkede yderligere og så slet ikke på mig.

"Justin, jeg tror nu nok at jeg og din mor klarer opdragelsen bedre... Pas du hellere dit eget, så tager jeg en snak med Jason...", svarede min far stille og klappede mig et par gange på mit knæ. Jeg fnyste svagt.

"Snakker...", mumlede jeg irriteret og straks sendte min far et svagt smil og nikkede.

Han gik ud fra mit værelse igen. Jeg sukkede hårdt og rejste mig fra sengen og gik hen til mit tøjskab og rev en random rød t-shirt ud og tog på, der efter et par grå afslappende joggingbukser.

Jeg gad ikke gøre noget ud af mig selv, så længe jeg ikke kunne komme til på det skide badeværelse, så jeg begav mig neden under i stedet, for at indtage morgenmaden først. Jeg kunne ikke fordrage, når Jason fik det sidste ord indført. Jeg hadede det faktum, at han havde alt for frie tøjler, hvis det stod til mig. Jason var fuldkommen ude af kontrol....

~

"Justin, skal du have flere pandekager?"

Jeg havde godt hørt hendes spørgsmål, men mine tanker svirrede i mit hoved hele tiden. Jeg sad nærmest bare og stak til mit røreæg på tallerkenen, der nok for længst nok var blevet kedeligt lunkent eller rettere koldt. Jeg sukkede hårdt og stirrede som en blind hen på juicedunken, der stod midt på spisebordet. Jeg kunne fornemme Jazmyn et sted bag den skide juicedunk.

"Justin? Vågn nu lidt op?!"

Jeg sukkede og glippede med øjnene ned i maden på tallerkenen.

"Justin, mor snakker til dig!"

Jeg flyttede blikket op fra tallerkenen og så hen på Jazmyn med et smil og nikkede. Jeg sukkede hårdt og vendte min opmærksomhed til venstre for mig og så vores mor stående i køkkenet, mens hun betragtede mig med et typisk bekymrende blik.

"Er der noget galt, min skat?", spurgte hun med bekymring i stemmen.

Jeg sukkede svagt og rystede på hovedet og flyttede mit blik væk fra hende igen og så lige ud og betragtede den dybe grønne baghave bag vinduet. Alt så så stille og uberørt ud her om formiddagen.

"Skal du have flere pandekager, Justin?", hørte jeg vores mor spørge igen.

Jeg sukkede og stak videre til den kolde røreæg og lagde gaflen med et lille smæld på tallerkenkanten.

"Nej tak... Jeg er ikke mere sulten...", mumlede jeg trist.

"Jeg kan godt æde nogle stykker, mor!"

Jeg sukkede hårdt over hans irriterende og flabede stemme, der gennemtrængte køkkenet og et irriterende og flabet grin fra ham.

"Jason, det hedder det altså ikke!", hørte jeg Jazmyn svare på en lettere flabet måde, men jeg vidste at Jazmyn mente det af god opdragelse.

"Det er rigtigt, prinsesse...", kom det fra vores mor og jeg så Jason sætte sig midt ved bordet og vores mor stående ved hans venstre side og øse pandekager op på hans rene tallerken.

Jason så op på hende med et smørret smil og klappede hende ved gud på røven.

"Tak mor!", grinte Jason smørret, så vores mor hvinede op.

"Jason altså, du er styg!", grinte hun  og rystede på hovedet.

Jeg kunne dog ikke lade være med at trække på smilebåndet over det. Lidt morsomt var det da og typisk Jasons små uventede morsomheder. Jeg kunne ikke lade være med et betragte ham yderligere. Han så faktisk okay ud i sit tøj og duftede, som et helt parfumeri og havde han seriøst raget sit lille overskæg af? Han opdagede mit blik på ham og han skulede som sædvanlig.

"Hvad fanden glor du på?", kom det flabet fra ham.

"Jason! Ingen bandeord her i huset!", kom det i en olm tone fra vores mor.

Jason så ud til at sukke irriteret.

"Sorry!", svarede han mens han stak sin gaffel hårdt i pandekagen og tog en ordenlig bid.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over hvad pokker han skulle, siden han var sådan stadset ud?

"Hvem skal du mødes med, siden du er stadset så meget ud?", spurgte jeg ligeud.

Han så skulende hen på mig.

"Det rager ligesom ikke dig, Justin - Så eh, pas dit eget, get it?!", svarede han irritabelt.

Jeg fnyste sarkastisk.

"Seriøst, man kan da heller aldrig have en skide lille pis-samtale med dig...", mumlede jeg irritabelt og lyden af en gaffel ramte Jasons tallerken og alle blev stille.

"Sig mig, bander du nu også, Justin?", spurgte vores mor og hun stod pludseligt ved min side og så ned på mig med chokeret blik.

Jeg sukkede hårdt og så væk fra hende og rejste mig fra stolen.

"Undskyld mor...", mumlede jeg og tog min brugte tallerken og glas og gik hen mod køkkenet, for at skylle det af og sætte det i opvaskemaskinen.

"Haha, det bliver seriøst bedre og bedre det her! Min fucking bror er sgu ikke så røvkedelig alligevel!"

"JASON! SÅ STOPPER DU DIT GRIMME SPROG!", fløj det arrigt ud af vores mor.

Jeg sukkede og så flygtigt på dem og besluttede mig for at gå ovenpå og i bad. Jeg magtede ikke mere af hans klamme grin lige nu....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...