In Love With Twins

Lily Collins på 18 år flytter fra New York til Stratford i Canada, hvor hun starter på ny skole. Allerede på førstedagen, bliver der skabt forvirring for hende, ved at hun støder ind i denne ret søde og sympatiske flotte fyr, Justin Bieber. Han har en lækker charme uden lige, er pigernes ven og måske nok en anelse uopnåelig for visse piger, men hun mærker en rigtig god kemi mellem hende og ham. I biologitimen møder hun ham igen, eller er det overhovedet ham. En skabt forvirring opstår for Lily og hun tror i første øjeblik, at hun er ved at blive skør, men sandheden er at Justin har en tvillingebror, Jason. Jason er en helt modsat type af Justin. Han svarer lærere imod, gør hvad der passer ham, lever livet stærkt og har et voldsomt overvurderet sprog - Dog overrasker det Lily, at hun finder Jason interessant på den mystiske og farlige måde. Et trekantsdrama opstår, da Lily indser, at hun er forelsket i både Justin og Jason - Er det godt eller skidt?

180Likes
343Kommentarer
73816Visninger
AA

16. En skræk i livet.


Lilys synsvinkel:

"Okay, cool down - der er absolut ingen grund til at gå i panik... Du klarer det her, Lily! - Du klarer det! Fat det!", tænkte jeg med hjertet siddende i halsen.

"Grrrrrooaaahhh!"

Jeg havde lyst til at lukke øjnene, men turde ikke. Bjørnen stod godt nok kun på alle fire, godt og vel tre meter fra mig, men den var stor - Virkelig stor! Jeg havde lyst til at græde, men vidste ikke om jeg turde.

Jeg trak forsigtigt mine bikinitrusser og shorts op for at lukke dem efter tisseturen i skoven, som jeg allerede nu faktisk havde fortrudt til fulde. Jeg kunne dårligt få blikket fra den skide bjørn, der stod og stampede lidt med forpoterne. Jeg vidste ikke om jeg skulle løbe, men hvad hvis den kunne indhente mig? - Jeg anede intet om hvor hurtigt en fuldvoksen bjørn kunne løbe. Jeg prøvede at tage et skridt til siden, hvor ved en gren knak, så det rungede i skoven.

"Grrrrrrroooaaaauuuhhh!"

Det isnede ned ad min ryg. Den ville absolut ikke lade mig slippe. Jeg begyndte at hulke, men opdagede pludseligt Jason længere væk. Han sagde ikke noget men viftede min hænderne og armene ned mod jorden. Jeg rystede på hovedet og anede intet om hvad pokker han mente eller foretog sig?

Jeg stod som en forvirret og betragtede hans fagter. Okay, at lege gæt og grimasser? Han stod og pegede på mig og derefter sig selv og pludseligt lagde han sig bare ned - i fosterstilling?

"What the fuck?", mumlede jeg målløs.

Han rejste sig igen så anstrengt ud i ansigtet og pegede på mig og så på jorden og lagde sig ned i fosterstilling igen. Okay! Jeg tog en dyb indånding og pustede hårdt ud. Jason ville åbenbart have lille mig til at ligge mig ned i fosterstilling - på jorden! Han måtte da være vanvittig?! Men okay, jeg gjorde meget modvilligt, som han viste mig, hvad jeg skulle gøre.

Jeg satte mig forsigtigt på hug, men fjernede ikke mit skrækslagne blik fra den store brune bjørn. Jeg havde kraftedeme lige tisset i skoven og nu følte jeg, at jeg kunne tisse i bukserne af skræk.

"Grrrrrooooaaaahh!"

Mit hjerte ræsede af sted og mine hænder svedte. Jeg græd stille og havde slet ikke lyst til at se på den. Jeg krummede mig sammen i fosterstilling og lukkede øjnene, mens jeg græd stille. Jeg følte at jeg kunne dø, særligt da jeg kunne høre knækkende grene komme nærmere og nærmere og jeg kunne høre dens prustende åndedræt.

Jeg havde lyst til at skrige af gråd, da jeg følte en varm og fugtig snude og pustende varm ånden i mit hår og ansigt. Den flyttede snuden hen mod min mave og begyndte at puffe til mig, så jeg rykkede mig en anelse ved de knækkede grene. Jeg hulkede voldsomt af skræk, til jeg pludseligt hørte et knald af en art længere inde i skoven, så jeg kunne fornemme bjørnen fjerne sig og løbe væk.

Jeg lå og hulkede på jorden, til der var én der trak mig op fra jorden og jeg troede aldrig, at jeg skulle blive så lykkelig for at se Jasons ansigt igen. Jeg sprang hulkende om nakken på ham. Jeg kunne dårligt slappe af i kroppen.

"Rolig baby... Der er ikke sket noget... Lad os se at komme væk herfra, inden den har tænkt sig at komme tilbage...", hviskede han i knuset.

"Jeg... troed....", hulkede jeg voldsomt.

Jeg var gennemboret af skræk og følte verden forsvinde omkring mig.

"Rolig baby... Du er i sikkerhed nu...", svarede han stille og jeg følte mine ben lette omkring mig.

Jeg svang benene omkring hans hofter og puttede mit hoved på hans skulder, mens han bar mig tilbage mod skovstien. Han satte mig forsigtigt ned på jorden igen, men jeg havde ikke lyst til at slippe ham om nakken endnu. Han nussede mig på ryggen og i nakken.

"Jeg troede, at jeg skulle dø... Hvad hvis du ikke havde dukket op?", græd jeg stille ved hans skulder.

Vi stod og rokkede stille fra side til side.

"Det skal du ikke tænke på, baby... Hovedsagen er at du ikke er kommet noget til, det er det vigtigste...", trøstede han stille.

Jeg snøftede og tørrede mine våde kinder og slap ham stille og fandt hans øjne. Han smilte ikke, men så oprigtig ud med bekymring i blikket. Han hjalp mig med at tørre min ene våde kind.

"Klarer du den?", spurgte han stille.

Jeg tog en dyb indånding og nikkede svagt.

"Det tror jeg...", svarede jeg stille.

Jason nikkede og overraskede mig ved at ligge hans bløde læber over mine i et lille blidt tungekys, der for mig viste en masse følelser. Jeg sukkede stille og han slap forsigtigt mine læber. Jeg glippede mine øjne op og fik intens øjenkontakt med ham. Vi sagde ingenting, men lige her var jeg også sikker på, at vores blikke sagde mere en 1000 ord.

Jeg lagde mine arme om hans nakke og trak ham ind i endnu et sultent tungekys. Jeg følte mig sikker hos ham. Det gik nærmest først op for mig nu, at Jason faktisk havde redet mig fra et stort vildt dyr, der med lethed havde kunnet overmande mig og have dræbt mig. Jeg stoppede stille vores dejlige tungekys, men fjernede mig ikke fra hans ansigt. Jeg smilte lettet og kærtegnede ham i hans viltre badehår.

"Du redede mig faktisk - Du er min helt...", hviskede jeg taknemmelig.

Jason grinte svagt og kærtegnede mig på lænden og mine hofter.

"Ingen årsag baby... Skal vi prøve igen?", hviskede han med et lille smil.

Jeg nikkede med et lille fnis.

"Hellere end gerne... Følger du mig hjem?", spurgte jeg stille.

Jason smilte kærligt og nikkede.

"Selvfølgelig baby...", svarede han med et smil og vi slap hinanden og greb ud efter vores cykler.

Vi kørte stille hjemad. Jeg vidste nu, at jeg nok aldrig ville glemme denne dag....

~

Vi nåede langt om længe hjem til mit hus. Jason smilte og betragtede vores hus.

"Så det er altså her du bor?", spurgte han med et skævt smil.

Jeg nikkede med et lille smil.

"Må jeg godt se hvordan du bor, baby?", spurgte han med et charmerende smil.

Jeg grinte lettere akavet.

"Du mener, at du godt kunne tænke dig at se mit værelse, eller?", grinte jeg akavet.

Jason nikkede med et smørret smil mens han stod ret op ad husmuren med armene over kors.

"Ja, altså hvis jeg må?", grinte han smørret. Jeg fniste forlegent.

"Der er altså temmelig rodet derinde på grund af flytterod. Vi er langt fra kommet rigtigt på plads.", svarede jeg med et smil. Jason grinte svagt.

"Altså, det generer sgu ikke mig.", svarede han med et blink med øjet.

Jeg grinte svagt og nikkede.

"Okay!", svarede jeg glad.

Jason smilte charmerende og jeg trådte til siden i hoveddøren og lod ham komme ind. Jeg lukkede døren efter os. Jeg betragtede ham i gangen, hvor han var ved at gå ind i stuen med sko på.

"Aaahreeem!", afbrød jeg og han standsede op og så undrende hen på mig.

Jeg grinte svagt og pegede hen mod alle skoene.

"Min mor ville nok sætte meget pris på at du satte skoene, særligt efter vi har været i skoven.", forklarede jeg bestemt og tog selv mine ballerinaer af.

Jason grinte akavet og nikkede og smed sine røde supras hen til de andre sko. Han gik ind mod stuen igen og jeg fulgte efter ham og betragtede ham sætte sig ned i sofaen, hvor ved han betragtede stuen.

"Hvor er dine forældre?"

Hans spørgsmål overraskede mig virkelig. Havde Jason ikke sagt, at han ikke var typen, der snakkede som sådan? Jeg rystede på hovedet og satte mig ned ved siden af ham i sofaen.

"Min mor er nok ude og handle stort ind til grill-festen i morgen, sammen med Brandon...", svarede jeg stille. Jason smilte smørret.

"Er Brandon, din mors kæreste eller mand eller noget?", spurgte han og jeg begyndte at grine overstadigt.

"Haha nej, Brandon er min lillebror på fem år.", grinte jeg. Jason grinte indestængt.

"Haha sorry, den var jeg så ikke lige klar over.", svarede han med svagt røde kinder. Jeg fniste og nikkede.

"Det er okay...", svarede jeg stille. Han nikkede med et smil.

"Hvor er din far så?", spurgte han yderligere.

Jeg sukkede og smilte ikke og så ned i skødet.

"Har jeg sagt noget forkert?", spurgte han yderligere og jeg mærkede en arm om ryggen på mig.

Jeg så op på ham med et meget svagt smil.

"Jeg husker ham ikke rigtigt... Han døde da jeg var tre år...", forklarede jeg stille.

Jason så målløs på mig.

"Ej undskyld, det gør mig ondt. Jeg an...."

"Det gør ikke noget, Jason.", afbrød jeg ham med et lille smil.

Han nikkede med et skævt smil.

"Var det en ulykke, eller?", spurgte han forsigtigt.

Jeg rystede på hovedet og sukkede hårdt. Jeg så ned i skødet på mig selv igen.

"Min far døde af en overdosis på sprøjten... Han døde som femogtyveårig...", mumlede jeg og så slet ikke på ham.

Jeg mærkede at han trak mig hen til ham, så jeg endte med at ligge op ad hans brystkasse i sofaen.

"Fucking idiotisk...", mumlede jeg yderligere.

"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige?", kom det stille fra ham.

Jeg så op mod hans ansigt og fandt hans blik.

"Det skal du slet ikke tænke på... Min far levet et stærkt og hårdt liv som guitarist i et rockband... Han tænkte sig slet ikke om. Han var vidst ret ligeglad med, at han skubbede min mor væk og han tog sig ikke særligt meget af mig, fordi hans vilde liv tog over...", forklarede jeg stille og puttede mig til rette på hans brystkasse.

Jasons vejrtrækning var beroligende.

"Jeg tror da, at han elskede mig, trods alt? Han lærte mig at spille på hans guitar og jeg mindes da, at der var stunder, hvor han opførte sig nogenlunde normalt over for mig, men de minder er som drømme - Drømme, som jeg ikke aner har været virkelighed?", forklarede jeg stille.

Jason sagde ikke noget og jeg løftede mig lidt op fra ham og betragtede ham.

"Undskyld, hvis det er lidt for personligt?", sagde jeg i et svævende spørgsmål.

Jason nikkede svagt med et mystisk blik. Han smilte slet ikke og rejste sig pludseligt. Jeg så op på ham.

"Hvad skal du?", spurgte jeg undrende. Han smilte svagt.

"Jeg havde glemt, at jeg faktisk skulle hjem og ordne noget vigtigt...", svarede han stille.

Jeg nikkede blot med en klump i halsen.

"Klarer du den?", spurgte han med et svagt smil. Jeg nikkede.

"Ja, selvfølgelig...", løj jeg.

For at være ærlig, så havde en blanding af gamle minder, jeg helst ville glemme, chokket efter oplevelsen med bjørnen i dag og Jasons temmelig heftige humørskift efterladt tydelige spor hos mig. Jeg var snot forvirret over det hele og jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.

"Nå men... Vi ses...", mumlede han.

Jeg nikkede og kunne mærke maven knude sig sammen. Jason forsvandt fra stuen og lidt efter hørte jeg hoveddøren gå. Den stille gråd overvandt mig. Jeg vidste ikke hvor jeg havde ham. Jeg havde vidst forelsket mig i ham, men han forvirrede mig godt og grundigt.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...