In Love With Twins

Lily Collins på 18 år flytter fra New York til Stratford i Canada, hvor hun starter på ny skole. Allerede på førstedagen, bliver der skabt forvirring for hende, ved at hun støder ind i denne ret søde og sympatiske flotte fyr, Justin Bieber. Han har en lækker charme uden lige, er pigernes ven og måske nok en anelse uopnåelig for visse piger, men hun mærker en rigtig god kemi mellem hende og ham. I biologitimen møder hun ham igen, eller er det overhovedet ham. En skabt forvirring opstår for Lily og hun tror i første øjeblik, at hun er ved at blive skør, men sandheden er at Justin har en tvillingebror, Jason. Jason er en helt modsat type af Justin. Han svarer lærere imod, gør hvad der passer ham, lever livet stærkt og har et voldsomt overvurderet sprog - Dog overrasker det Lily, at hun finder Jason interessant på den mystiske og farlige måde. Et trekantsdrama opstår, da Lily indser, at hun er forelsket i både Justin og Jason - Er det godt eller skidt?

180Likes
343Kommentarer
73803Visninger
AA

31. "Don't leave me.."


Justins synsvinkel:

"Bella; Hvor gammel er du?
Edward; Sytten.
Bella; Hvor længe har du været sytten?
Han så at han ikke kunne skjule det længere. Ærlighed var en enorm risiko, men han havde det, til at tage det.
Edward;
... Et stykke tid.
Hun inhalerede. Hun vidste det, men det var stadigt chokerende.
Bella;
Jeg ved, hvad de kolde dem er, og jeg ved hvad du er.          
Edward; Sig det. Højt. Sig det.
Al lyd falder pludseligt ud og man hører kun hendes hvisken ...
Bella; ... Vampyr...
De syntes at svæve i stilhed, ham hun aldeles var udsat for, hendes virkelighed blev fuldstændig rystet.
Edward; Er du bange?
Bella; Nej
Edward; (ser vred ud) Så svar mig på det mest basale spørgsmål: Hvad spiser vi?
Bella; Du vil ikke såre mig. Du er anderledes.
Edward; Tror du, du kender mig?
Han stirrede på hende. Hun stillede sig bestemt på jorden. Pludselig tog han hendes hånd. De begyndte at gå.
Bella; Hvor skal vi hen?
Edward; Op ad bjerget. Ud af skyggen fra skoven. Du er nødt til at se, hvad jeg egentlig er. Hvordan jeg ser ud i det skarpe lys fra solen...
"

"Duk duk duk!"

Jeg sukkede og lagde min bog med siderne åbent og vendt modsat vej i sengen. Jeg så over mod min dør.

"Ja!", svarede jeg højt og straks åbnede døren og jeg så min mors svagt smilende ansigt.

"Justin, du har besøg...", kom det stille fra min mor.

Jeg nikkede og rettede mig ordenligt op at sidde i sengen.

"Okay, bare lad vedkommende komme ind...", svarede jeg med et suk.

Min mor nikkede og forsvandt fra døråbningen og pludseligt kom Beth ind. Jeg gloede undrende. Hendes lårkorte pink kjole og sorte streger ned ad kinderne, fik hende til at syne som et sørgeligt syn. En stank af røg og alkohol mødte min lugtesans. Jeg undrede mig meget over hvad pokker en pige som hende, lavede her og så hos mig? Jeg rejste mig fra sengen og smilte skævt.

"Eh... Jason er ikke her. Han er ude, af hvad jeg ved af?", sagde jeg med et skævt smil.

Beth nikkede og prøvede at stå nogenlunde normalt på hendes tårnhøje hvide stiletter.

"Jeg ved det godt - Jeg kommer lige fra den fest jeg var til. Han var der også...", snøvlede Beth, men jeg forstod hvad hun sagde.

Jeg nikkede og var stadigt uforstående om hvorfor pokker hun var her?

"Så eh, hvis Jason er der til festen, hvad pokker laver du så her?", spurgte jeg lettere forvirret.

Beth smilte svagt og stavrede hen til min kontorstol og satte sig med et lettere bump.

"Kæft, jeg er stiv...", mumlede hun og hun lænede sig mod sin hånd op ad mit skrivebord.

Jeg grinte sarkastisk og satte mig på hug foran hende.

"Burde du ikke bare tage hjem og sove den ud i stedet? - Hvem pokker fester også på en mandag aften?", spurgte jeg undrende.

Beth så på mig med et sejlende blik og hun begyndte at grine overstadigt.

"Hihi, er i pludseligt blevet til trillinger?", grinte hun overstadigt. Jeg sukkede opgivende.

"Herre Gud, hvor er du dog fordrukken. Skal jeg køre dig hjem, så du kan komme hjem og sove den ud?", spurgte jeg igen.

Beth stoppede sit grin og prøvede at fokusere på mig.

"Det er Veronica, der har sendt mig...", snøvlede hun.

Jeg så med et løftet øjenbryn på Beth.

"Hvad mener du?", spurgte jeg undrende.

Beth sukkede og virkede meget ukoncentreret.

"Lily er...", snøvlede hun.

Jeg så forundret på hende.

"Lily er hvad?", spurgte jeg pludseligt ret interesseret.

Beth sagde ingenting, men sad som i sin egen verden. Jeg lagde mine hænder om hendes hoved og fik hende til at fokusere.

"Lily er hvad?!", hævede jeg stemmen og tvang Beth til at se mig i øjnene. Beth grinte svagt.

"Sorry, jeg er så stiv...", snøvlede hun.

Jeg sukkede utålmodigt men slap ikke hendes blik.

"BETH?! Tag sig sammen! Hvad er Lily?!", halvråbte jeg hende i hovedet.

Hendes øjne sejlede og hun så med irritation på mig.

"Lily er... på hospitalet til udpump.....", hun stoppede sig selv og forsvandt.

Jeg følte mig underlig over det Beth havde påstået. Jeg løftede hende op i mine arme og lagde hende i min seng og lagde sengetæppet over hende og trak hendes stiletter af hende. Det hun havde prøvet at sige til mig, lød langtfra lovende, særligt hvis det var sandt. Jeg gik hen og tog mine sorte vans på og greb efter mine bilnøgler på mit skrivebord. Så var jeg den der var smuttet....

~

Kort efter jeg var nået ned ad trappen, mødte jeg både min far og mor stående i entreen. De gloede forundret på mig.

"Hvad ville hende pigen?", spurgte min far undrende.

"Det er Beth, en af Jasons veninder eller bekendte om man vil kalde det? Hun ligger i min seng og sover sin brandert ud, da hun åbenbart har været til fest? Jeg skal nok sørge for at køre hende hjem, da jeg ved hvor hun bor, men det bliver ikke nu, for jeg skal lige hen på hospitalet. Beth påstod, at Lily var endt der, så jeg skal lige tjekke om det er rigtigt?", forklarede jeg med et suk.

Min mor tog sig chokeret til munden.

"Åh nej, hvad er der dog sket?", spurgte hun med rystende stemme.

Jeg rystede på hovedet.

"Ved jeg virkelig ikke?", løj jeg.

Ja, jeg ville helst ikke gøre min mor mere nervøs end hun allerede virkede til at være. Min far trådte frem mod mig og klappede mig på skulderen.

"Kan du ikke skrive Beths adresse ned, så skal jeg nok køre hende hjem i stedet?", spurgte min far med et lille smil. Jeg nikkede taknemmelig.

"Jo tak, meget gerne far..."

~

Tanker fløj gennem mit hoved over hvad pokker, der var sket med Lily? Kendte jeg hende virkelig så dårligt, at Lily kunne finde på at drikke sig fra sans og samling på den måde, at hun ligefrem skulle til udpumpning på hospitalet?

Jeg var ikke ligefrem rolig, da jeg endelig fandt en ledig parkeringsbås på hospitalets parkeringsplads. Jeg steg ud af bilen og løb mod akutmodtagelsen. Ja, jeg vidste seriøst ikke, hvor pokker jeg skulle løbe hen. Jeg smuttede ind foran køen, som nok generede en del ventende pårørende og patienter, men jeg skulle bare vide, om Lily var at finde her?

"Altså, unge mand, du må venligst vente til det bliver din tur.", forklarede sygeplejersken bag skranken.

Mit hjerte galoperede voldsomt i brystet.

"Kan du ikke bare være så venlig at svare mig, om Lily Collins er blevet indlagt her? Det påstås, at hun skulle til udpumpning efter en fest!", udbrød jeg febrilsk.

Sygeplejersken så træt op på mig.

"Hvilken relation har du til denne Lily? Er du familie?", spurgte sygeplejersken.

Jeg sukkede og rystede på hovedet.

"Nej, hun er min kæreste!", svarede jeg og fik næsten sommerfugle i maven over at sige ordet kæreste. Hun så opmærksomt på mig.

"Vi lader helst ikke andet end familie komme ind.", forklarede sygeplejersken.

Jeg sukkede opgivende.

"For helvede... Så svært kan det seriøst ikke være? Hun er min kæreste for pokker! Må jeg ikke godt se hende?", bad jeg med et frustreret blik.

Sygeplejersken så anstrengt på mig og løftede pludseligt et telefonrør og tastede på nogle knapper og begyndte at snakke så lavt, at jeg ikke kunne høre det, eftersom hun vendte ryggen til.

"Giv nu bare knægten lov til at se hans kæreste!", var der pludseligt en mandestemme et stykke bag mig i køen, der udbrød.

Jeg så mig flygtigt tilbage med et svagt smil og nikkede taknemmelig. Jeg vendte min opmærksomhed frem mod sygeplejersken bag skranken, der lagde telefonrøret på igen. Hun nikkede med et stramt smil.

"Godt, du kan besøge hende. Hun ligger på opvågningen på tredje sal, afdeling 3 på stue 12.", forklarede sygeplejersken.

Jeg følte en glæde af ren lettelse i mig og rakte mine hænder mod hendes ene hånd.

"Tusind tak, gud velsigne dig! - Det glemmer jeg aldrig!", svarede jeg glad og forlod hende og alle de andre i akutmodtagelsen.

Jeg magtede ikke at vente på elevatoren, så jeg tog bagtrappen op til tredje sal....

~

Jeg hadede stanken af sygehuse og bare synet af en masse syge omkring. Heldigvis, var det ikke så slemt her på denne afdeling. En sygeplejerske kom gående mod mig og standsede mig.

"Hvad skal du her?", spurgte hun. Jeg smilte svagt.

"Jeg skal besøge Lily Collins - Hun skulle gerne ligge på stue 12...", svarede jeg stille, blot for ikke at genere de andre patienter for meget.

Klokken var jo næsten halv et om natten. Sygeplejersken nikkede med et stramt smil.

"Du er hendes kæreste, hvad jeg kan forstå af?", spurgte hun bestemt.

Jeg nikkede med et svagt smil. Hun nikkede og pegede ned ad gangen.

"Hun ligger på stue 12 og hun er i forbedring, men meget træt...", forklarede hun stille.

Jeg nikkede med et svagt smil og begav mig mod stuen. Flere sekunder efter nåede jeg endelig døren og åbnede stille døren og blev mødt af en skrivebordslampe, der ikke lyste så skarpt i det dunkle værelse. Jeg lukkede straks døren og opdagede Lily liggende stille i sengen. Hendes vejrtrækning var meget rolig. Jeg gik stille hen til hende og trak stolen hen til hendes seng og betragtede hende. Hun lå roligt med lukkede øjne. Ja, jeg var ret sikker på, at hun faktisk lå og sov. Jeg greb forsigtigt fat om hendes hånd, der var fri. Den anden lå i drop. Jeg kunne forestille mig, at det var sukkervand eller noget, der skulle hjælpe hende til at komme ovenpå igen. Hun virkede helt slap, men sekunder efter bevægede hun sin hånd under min. Jeg så op mod hendes ansigt. Hun åbnede øjnene svagt.

"Jus...", hviskede hun hæst.

Jeg nikkede og smilte svagt. Jeg rejste mig og gav hende et blidt kys på hendes pande og satte mig igen på stolen.


"Bare sørg for at sove, baby...", svarede jeg stille med et bedrøvet smil.

Hun stønnede svagt, som virkede meget opgivende.

"Bliver du hos mig?", mumlede hun hæst.

Jeg nikkede med et svagt smil og strammede mit greb om hendes hånd.

"Jeg skal nok blive her hele natten igennem... Det lover jeg...", svarede jeg stille.

Lily smilte svagt og fugtede med sin tunge på sine tørre læber.

"Mit hoved gør ondt...", mumlede hun med et knæk i stemmen.

Jeg nikkede med et lille forsigtigt smil og kærtegnede hende i håret.

"Luk øjnene, baby... Jeg skal nok blive hos dig...", svarede jeg stille og sekunder efter lukkede hun øjnene og hendes åndedræt blev tungere og tungere.

Jeg sad bare og holdte hende i hånden og betragtede hende, til jeg blev træt, hvorefter jeg puttede mig akavet over på hendes dyne. Jeg sad ad helvede til, men for en nat med hende og for at passe på hende, så gjorde jeg det frivilligt......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...