In Love With Twins

Lily Collins på 18 år flytter fra New York til Stratford i Canada, hvor hun starter på ny skole. Allerede på førstedagen, bliver der skabt forvirring for hende, ved at hun støder ind i denne ret søde og sympatiske flotte fyr, Justin Bieber. Han har en lækker charme uden lige, er pigernes ven og måske nok en anelse uopnåelig for visse piger, men hun mærker en rigtig god kemi mellem hende og ham. I biologitimen møder hun ham igen, eller er det overhovedet ham. En skabt forvirring opstår for Lily og hun tror i første øjeblik, at hun er ved at blive skør, men sandheden er at Justin har en tvillingebror, Jason. Jason er en helt modsat type af Justin. Han svarer lærere imod, gør hvad der passer ham, lever livet stærkt og har et voldsomt overvurderet sprog - Dog overrasker det Lily, at hun finder Jason interessant på den mystiske og farlige måde. Et trekantsdrama opstår, da Lily indser, at hun er forelsket i både Justin og Jason - Er det godt eller skidt?

180Likes
343Kommentarer
73808Visninger
AA

23. Big difference!


Jasons synsvinkel:

Jeg kunne næsten ikke holde det ud. En pige havde formået at vække tanker og følelser i mig, mere end jeg havde troet muligt. Det gik mig på, at Lily også så til Justin og jeg blev blot bekræftet i, at deres date havde været vellykket. Justin strålede som en hel æske solskin da han var kommet hjem og det havde slet ikke ændret sig til morgen. Det var kvalmende at se på. Jeg havde selv lyst til at opføre mig, som en forelsket, men jeg følte ikke, at jeg kunne give mig selv lov til det, netop fordi Justin virkede pokkers ramt i Lily. Det var forfærdeligt! Legede Lily bare med mine følelser, eller hvad?

Jeg sukkede hårdt og sad bare og stak til min morgenmad. Jeg følte mig så meget ved siden af mig selv nu. Jeg vidste ikke om jeg bare skulle opgive Lily og lade Justin få hende, men et sted inden i mig ville ikke give slip på hende. Jeg ønskede hende - Virkelig!

Okay, noget sagde mig, at jeg havde startet en krig mod min bror, jeg gav ikke op så let!

Jeg skulede hen på Justin, der sad og spiste cornflakes, mens han åbenbart sad og lavede lektier. 

"Wtf?", mumlede jeg i undren over, at han ligefrem sad og gjorde det ved morgenmaden.

Det lignede ham ellers ikke, eftersom han altid sørgede for at ordne dem efter skolen. Justin så pludseligt op på mig og han gav mig et kvalmende smil.

"Hvad så brormand?!", spurgte han på en kvalmende kæk måde.

Yup, det lignede slet ikke ham - Overhovedet! Jeg fnyste surt.

"Aww Jason, nu ikke så gnaven fra morgenstunden vel? Solen skinner, pipperne fløjter og en skøn mandag kalder!", udbrød han overstadigt.

Jeg så mærkeligt på ham.

"Wtf?!", svarede jeg med et flabet og undrende udtryk.

Justin grinte bare fornøjeligt og fortsatte med sine opgaver med små irriterende grin.

"Sikke et fantastisk humør du er i skat!", kom det pludseligt glædeligt fra vores mor, der stilte sig bag Justin og gav ham et flygtigt knus.

Justin grinte bare videre.

"Yup, sådan er det at være forelsket mor!", grinte Justin yderligere.

Jeg fnyste irriteret og så ned på min mad.

"Du skulle tag og prøve det kære bror, livet er fantastisk , når man er forelsket!", udbrød Justin yderligere og jeg så op fra min mad og hen på ham på en olm måde.

"Jeg brækker mig...", svarede jeg lavt.

Justin smilte bare skævt og så ned på sine lektier igen.

Jeg mærkede pludseligt en hånd på min skulder og jeg så op og fangede hendes bekymrede blå øjne.

"Er du syg skat?", spurgte min mor bekymret. Jeg fnyste træt.

"Nej mor!", svarede jeg irritabelt og rejste mig og greb min tallerken med en del morgenmad tilbage på og gik ud i køkkenet og stilte irriteret tallerkenen på køkkenbordet uden at rydde op efter mig.

Jeg gad seriøst ikke at se på de kvalmende morgenmennesker og særligt ikke på Justins klamme forelskede smil. Bvadr!

Jeg åbnede køleskabet og greb ud efter dunken med appelsinjuicen og smækkede køleskabslågen i og fandt mig et glas i et af skabene og hældte irriteret op i det.

"Hvorfor laver du lektier nu, Justin?", kunne jeg høre min mor spørge i baggrunden.

"Jeg har bare ikke rigtigt haft tid tidligere..."

"Det ligner dig altså ikke Justin? - Du plejer at have styr på den slags jo?"

"Mor altså, det går jo nok, ikk'? - Lektier er jo ligesom ikke det vigtigste her i livet, vel?"

Jeg var ved at få juicen i den gale hals over Justins svar. Hvad pokker gik der af min bror? Han var nærmest helt forandret siden i går. Irriterende nok, så overraskede han mig på den irriterende positive måde og det gav mig kvalme, sjovt nok! Ja tænk, jeg ønskede bare, at han skulle vedblive med at være den kvalmende og pokkers ærbare lorte-Justin, så han ikke skulle minde om mig overhovedet, men desværre var det ikke sådan nu. Det virkede som om han begyndte at være mindre modtagelig over for min flabethed over for ham. Det prellede mere og mere af ham.

"Nå, jeg når ikke mere!", udbrød Justin pludseligt og afbrød mine tanker.

Han rejste sig fra bordet og fangede mit blik på ham. Han smilte stort.

"Jamen, jeg kunne da se at du manglede mindst tre opgaver mere Justin? Hvad hvis det trækker i dine karakterer?", udbrød vores mor som en fortabt.

Justin grinte - Han kraftedeme grinte bare af det? What the fuck! Og mere fuck til!

"Jamen, så får jeg vel bare et B eller et C+? Det kan vel ikke skade?", svarede Justin med et lille smørret grin.

Jeg var sikker på, at jeg var i et mareridt nu. Justin - Ligeglad med at han ikke fik sine evindelig kvalmende A'er? Hva' fucked skete der for ham? Vores mor rejste sig med et skramlen med stolen. Hun så mindre chokeret ud.

"Justin, du må ikke være ligeglad med dine ellers fine karakterer, de er vigtige for dig!", udbrød vores mor og hun gik hen og knugede ham ind i et inderligt knus.

Justin grinte bare svagt og tvang sig væk.

"Rolig mor, det skader jo ikke med en lavere karakter en gang i mellem."

Og med den sætning, pakkede han sine bøger sammen og tog bøgerne under armen og gik forbi mig og sendte mig et smørret smil.

"Hvad så? Skal du have et lift med til skolen?", spurgte han med et smørret smil.

Jeg så mærkeligt på ham.

"Nej, hvad fucked tror du?!", svarede jeg irriteret.

Justin grinte bare. Fuck, hvor havde han bare en flabet attitude nu og det irriterede mig grænseløst. Det var ikke ham der skulle være flabet, men mig - Mig, mig, mig! Forstår du det?! Yup, altså mig! Jeg følte mig lille, så lille! Justin smilte bare skævt.

"Nå, men så har jeg spurgt dig brormand - vi ses i skolen!", grinte han smørret og han forsvandt ud af køkkenet.

"Aaarrgh!", skreg jeg irritabelt og stilte glasset med et dunk i køkkenbordet.

"Er du okay?", var der en sød lillepige-stemme, der brød ind.

Jeg så straks ned på Jazmyn, der stod og fniste svagt. Jeg sukkede og kølede ned og nikkede og satte mig på hug og bredte mine arme ud for hende, så hun kom hen til min favn.

"Justin opfører sig sjovt...", sagde hun stille.

Jeg sukkede hårdt og nikkede.

"Tja, det gør han vel?", svarede jeg med et svagt smil.

"Vil du ikke følge mig i børnehaveklassen i dag, Jason?", bad hun med et lille smil.

Jeg nikkede og gav hende et kys på hendes kind.

"Det skal jeg nok skat... Sørg for, at mor har pakket det hele for dig, så går vi om lidt, er det en aftale?", spurgte jeg med et lille smil.

Jazmyn nikkede med et stort smil og omfavnede mig i et knugende kram og jeg nussede hende på ryggen og hun slap og løb ud af køkkenet. Jeg gik selv ud i gangen og greb ud efter mine pink sneakers og tog på, mens jeg sad på trappen. Justin kom selvfølgelig ned ad trappen og han var tydeligvis allerede klar til at tage af sted. Han stilte sig på næstsidste trin og så ned på mig.

"Er du sikker på, at du ikke vil have et lift? Sidste chance?", smilte han smørret.

Jeg smilte stramt og rystede på hovedet. Justin trak på skuldrene.

"Fint nok, ingen tvang!", svarede han med et smil og rettede sit blik op ad trappen.

"Jazzy, skal jeg køre dig i børnehaveklassen?!", råbte han pludseligt.

Jeg grinte tørt.

"Nope, jeg følger hende i dag!", indvendte jeg med et smørret smil og rejste mig fra trappen.

Justin så straks målløs på mig.

"Gør du?!", fløj det målløst ud af ham.

Jeg nikkede med et flabet smil.

"Yeah! Tro nu endelig ikke, at jeg ikke elsker mine søskende, altså bortset fra dig!", svarede jeg sarkastisk.

Justin nikkede med et stramt smil.

"Jeg elsker også dig!", svarede han tørt og han svang sin rygsæk om sin ene skulder og begav sig ud af hoveddøren.

"Ses mor!", råbte han med den åbne hoveddør ind mod stuen.

"Vi ses Justin!", kunne vi høre vores mor råbe tilbage og Justin smilte smørret til mig i flygtige sekunder, inden han gik ud og lukkede hoveddøren efter sig.

Sommetider kunne det virkelig undre mig, at vores mor ligefrem kunne høre forskel på jeg og Justin? Var det vores toneleje hun kunne høre det på? Jeg sukkede og begav mig hen til entréspejlet og greb efter min sorte NY cap, der lå på hattehylden over spejlet og jeg satte cap'en omvendt på mit hoved.

"Husk Jazmyns madpakke, skat!", kom det bag mig og jeg vendte mig om og så pludseligt min mor stående i dørkarmen til køkkenet med en pink madkasse og pink drikkedunk i hænderne, som hun rakte mod mig.

Jeg nikkede med et smil og gik hen og gav min mor et kys på hendes kind. Hun smilte kærligt og nussede mig på kinden.

"Du er en god dreng, skat - En mor ved bare den slags...", sagde hun stille.

Jeg grinte svagt. Jeg ville nu ikke modsige hende. Jeg elskede trods alt min familie, selv om jeg ikke viste det så tit. Justin hadede jeg seriøst, men jeg måtte desværre nok elske ham en lille smule, som var så godt gemt væk normalt. For vi havde da tidspunkter, hvor vi ligefrem kunne more os i hinandens selvskab, men det var som sagt en sjældenhed. Jeg hørte pludseligt en bumlen ned ad trappen og Jazmyn kom i højt humør ned ad trappen. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hun var sgu bare det mest søde ved siden af Jaxon. Mine to skønne guldklumper.

"Jason, grib mig!", udbrød hun og sprang bare fra det fjerdesidste trappetrin og jeg skyndte mig at stille mig i gribeposition og nåede da også lige at gribe hende, så hun endte i min favn.

Hun knugede sig ind til mig i et hårdt knus.

"Jeg vidste, at du ville gribe mig.", grinte hun.

Jeg grinte svagt og gav hende et trutkys på hendes hals, så hun skreg op i grin. Min mor samlede min rygsæk op og gav mig den om ryggen mens jeg stadigt havde Jazmyn i min favn.

"Jeg har lagt hendes madpakke i din taske...", sagde min mor stille. Jeg nikkede.

"Kan min prinsesse have en god dag... Så kommer jeg og henter dig senere...", tilføjede min mor og gav Jazmyn et kys på hendes mund.

"Ses moar!", grinte Jazmyn.

"Vi ses mor...", sagde jeg og jeg åbnede døren og satte Jazmyn ned og hun løb ud på indkørslen. .....

~

Der kommer mere senere - Promise!

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...