In Love With Twins

Lily Collins på 18 år flytter fra New York til Stratford i Canada, hvor hun starter på ny skole. Allerede på førstedagen, bliver der skabt forvirring for hende, ved at hun støder ind i denne ret søde og sympatiske flotte fyr, Justin Bieber. Han har en lækker charme uden lige, er pigernes ven og måske nok en anelse uopnåelig for visse piger, men hun mærker en rigtig god kemi mellem hende og ham. I biologitimen møder hun ham igen, eller er det overhovedet ham. En skabt forvirring opstår for Lily og hun tror i første øjeblik, at hun er ved at blive skør, men sandheden er at Justin har en tvillingebror, Jason. Jason er en helt modsat type af Justin. Han svarer lærere imod, gør hvad der passer ham, lever livet stærkt og har et voldsomt overvurderet sprog - Dog overrasker det Lily, at hun finder Jason interessant på den mystiske og farlige måde. Et trekantsdrama opstår, da Lily indser, at hun er forelsket i både Justin og Jason - Er det godt eller skidt?

180Likes
343Kommentarer
73812Visninger
AA

18. "Ak, den forvirrende kærlighed!"


Lilys synsvinkel:

"Lily, spis noget mere, der er mere hvor det kommer fra!", grinte mrs Pleene.

Jeg smilte til hende og rystede på hovedet.

"Jeg er stopmæt, jeg kan bare ikke mere. Beklager mrs Pleene.", smilte jeg nervøst.

Hun rystede på hovedet, så hendes viltre krøller hoppede og rystede i takt. Hendes robuste krop og hendes runde ansigt passede ikke ligefrem med hendes brune hår og de pagekorte krøller, men jeg ville ikke nævne noget. Det var bare ikke alle, der var lige heldige at betragte. Mrs Pleene sukkede hårdt.

"Jamen barn dog, du er ikke andet end skind og ben. Du bu....."

"Lily er fin som hun er, Anette, så hvis Lily siger hun er mæt, så må det være det!", afbrød min mor mrs Pleene.

Mrs Pleene nikkede forbavsende.

"Jo selvfølgelig Francine...", svarede mrs Pleene lettere forknyt.

Jeg kunne ikke lade være med at grine indestængt over mrs Pleene og mærkede straks et puf i min højre side.

"Lily, opfør dig ordenligt...", hviskede min mor ved min side.

Jeg så flygtigt på hende og rejste mig.

"Sorry mor...", mumlede jeg med et svagt smil.

Hun smilte kærligt og nikkede og nussede min kind flygtigt.

"Må jeg gå hjem og ordne mig til Justin kommer og henter mig?", spurgte jeg stille.

Min mor nikkede.

"Selvfølgelig - Det varer ikke længe før jeg og Brandon også kommer hjem, så måske ses vi inden ham Justin kommer. Jeg havde selvfølgelig håbet lidt på at møde ham...", svarede min mor stille. Jeg smilte forlegent.

"Mor, måske nok ikke lige i dag, men en anden dag - du ved, det med forældre, ikke?", svarede jeg lettere forlegent med et svævende spørgsmål.

Min mor grinte svagt og så forundret op på mig.

"Lily, mener du virkelig det? - Du var jo henne hos ham og hans familie og spise aftensmad her forleden. Du mødte hele Justins familie på én gang!", svarede min mor med et sarkastisk smil.

Jeg sukkede hårdt og nikkede svagt.

"Sorry, du har ret... Men så må vi se, om du når og hilse på Justin?", svarede jeg med et svagt smil.

Min mor nikkede og jeg bukkede forover og fangede hende i et flygtigt tantekys.

"Vi ses min pige..."

"Ses mor!", svarede jeg glad og begav mig hjemad.

På hjemvejen tog jeg min iPhone op ad min bukselomme for at tjekke om der var kommet flere beskeder fra Justin, som jeg ikke skulle have mærket til, men nej, der var kun kommet en besked fra Jason. Jeg sukkede svagt og åbnede beskeden. Hans underlige humør fra i går gik mig stadigt på. Jeg var desværre faldet pladask for ham. Det kunne jeg nok ikke komme uden om. Jeg læste hans besked:

"Hey baby - Ville lige høre dig om noget. Skal du egentlig på date med Justin? - Jason."

Jeg sank en klump over at læse den. Jeg ville egentligt ikke bare buse ud med det, men jeg kunne nok ikke tillade mig at holde det skjult over for Jason. Han vidste jo ligesom godt, at jeg havde følelser for Justin.

"Ja, det skal jeg Jason, så jeg vil virkelig sætte pris på, at du ikke bare spolerer det hele for mig og din bror - Kan jeg stole på dig? - Lily."

Der gik ikke andet end nogle minutter, så fik jeg svar fra ham igen.

"Fuck! - Mere har jeg ikke at sige til den sag! Hyg dig! - Jason."

Jeg fnyste irriteret. Jeg mente bestemt ikke, at Jason kunne tillade sig at opføre sig på den måde over for mig. Var det ikke ligesom ham, der plejede at være flabet og hans ret så flyvske opførsel? Kunne han i det mindste ikke unde mig, at bruge lidt tid med Justin? - Han vidste ligesom godt, at jeg havde valgt at se til dem begge og lige der skulle Jason bare ikke bestemme, at jeg gerne ville se Justin ud over ham. Jeg kunne ligesom godt lide både ham og Justin. Jeg besluttede mig bare for at ringe Jason op, for han skulle vide, at han aldeles ikke kunne tillade sig, at bestemme over mig på den måde.

"Duut... du..."

"Yeah?!", kom det i en træt og irritabel tone fra ham.

"Jason, slap nu lige lidt af ikke? - Vi er jo ikke kærester os to. Du ved udmærket godt, at Justin også betyder meget for mig, så jeg synes ikke det er fair at du behandler mig på den måde - og hvad med i går? Du gik bare og efterlod mig grædende - Hvem pokker gør den slags? - Kan du svare mig på det?!"

Jeg kunne mærke en tåre presse på i øjenkrogen og mit hjerte bankede voldsomt på den ubehagelige måde. Jason var stille i flere sekunder, men jeg kunne høre hans tunge vejrtrækning.

"Sig nu noget?!", fløj det desperat ud af mig.

"Sorry - Jeg kan bare ikke gøre for det... Sådan er jeg desværre! Hvad vil du have jeg skal gøre? Kysse dine fucking fødder eller hva'?"

Jeg lukkede opgivende mine øjne i et øjeblik. Jeg følte det ret frustrerende med Jasons ret flyvske humørsvingninger.

"Nej... Det er ikke det jeg siger Jason... Hvorfor kan du ikke bare være lidt mere forstående, i stedet for at fare op det ene øjeblik og pludseligt være sød og forstående det næste øjeblik, for så pludseligt at være kold og ligeglad med mig. Hvad fanden er lige meningen med det?", svarede jeg med et spørgsmål og følte nu tårerne rende stille ned ad mine kinder.

"JEG VED DET KRAFTEDEME IKKE, OKAY?!"

"Lad mig fucking være, okay?!"

"Jam..."

"Klik!"

Jeg snøftede irriteret og valgte at slå koldt vand i blodet. Jeg magtede ikke Jasons humørsyge lige nu. Jeg løb det sidste af vejen hjem for at hoppe i badet, inden Justin ville dukke op...

~

Badet virkede kun til en vis del til at få mig til at slappe mere af, men helt ærligt, ikke? - Det var virkelig svært. - For ikke at sige det, drønsvært! Mascaraen i min hånd rystede, da jeg skulle lægge den, eller også var det min hånd, der rystede. Jeg sukkede hårdt.

"Besværligt?"

Min mors stemme fik mig til at få et lille gib i kroppen. Jeg kunne se hende bag mig i spejlet. Jeg grinte opgivende og sukkede.

"Jeg overlever ikke det her!", svarede jeg magtesløs og begyndte at græde.

Min mor smilte svagt og kom hen og omfavnede mig bagfra.

"Orh lille skat... Du skal ikke give op så let... Sæt dig på wc'et, så hjælper jeg dig med din make-up...", trøstede hun mig.

Jeg snøftede og nikkede og satte mig på wc'et og sørgede for at stramme badehåndklædet om mig, så det ikke gled ned. Hun greb ud efter en vatpind og fjernede tårerne, der med garanti var fyldt med mascara. Jeg sukkede og så op mod loftet, mens hun koncentrerede sig om mit ansigt.

"Hvad er det, der går dig sådan på, skat?", spurgte hun stille. Jeg sukkede svagt.

"Kærligheden er bare forvirrende til tider...", svarede jeg stille - inden i skreg jeg op.

Min mor smilte svagt og greb efter den brune øjenskygge, for at rette vel?

"Det er der vidst intet nyt i min pige... Kærligheden kan være noget kringlet noget til tider og det hører sig normalt i livet. Intet er let overhovedet... Forvirrer Justin dig?"

Jeg sukkede og rettede blikket mod min ret koncentreret mor, der så andetsteds på mit ansigt.

"Det er ikke Justin...", mumlede jeg og straks stoppede min mor op og så forundret på mig.

"Hvad er det du siger? Jeg troede du var vild med Justin?"

Jeg grinte svagt og nikkede og bed mig nervøst i underlæben.

"Det er jeg også, men jeg er også vild med en anden...", svarede jeg med et nervøst smil.

Min mor grinte svagt og himlede med øjnene.

"Herre bevares... Ja, jeg husker tydeligt, hvordan det var at være teenager og være forelsket til højre og venstre...", svarede hun med et smil og hun greb ud efter lipglossen.

"Jamen, hvem skal jeg vælge?", spurgte jeg med et opgivende suk.

Min mor smilte og nussede mig på min hånd på mit skød.

"Lad dit hjerte råde dig - Jeg ved godt at det kan føles svært og indviklet, men med tiden vil det gå op for dig, hvem dit hjerte virkelig tilhører...", forklarede min mor stille med et smil.

Jeg nikkede med et lille smil.

"Nå, skal vi lige klare læb...."

"Driiing!"

Min mor stoppede op og så ud af døren fra badeværelset og rettede sit blik på mig igen. Hun rejste sig med et smil og så ned på mig.

"Mon det er Justin?", spurgte hun med et lille smil. Jeg måbede.

"Jeg er ikke færdig, mor!", svarede jeg febrilsk og rejste mig fra wc'et.

Min mor grinte med et blink med øjet.

"Bare tag det roligt og gør dig færdig - Hvis det er Justin, så følger jeg ham bare ind i stuen og snakker lidt med ham..."

Jeg nikkede med et stort smil.

"Vær nu ikke pinlig, mor!", bad jeg hende nervøst.

Min mor grinte og rystede på hovedet.

"Jeg skal nok være sød min pige.", svarede hun med et smil.

"Driiing!"

Min mor grinte og hintede med hovedet mod hoveddøren.

"Han er nok ved at blive lidt utålmodig...", grinte hun.

Jeg nikkede febrilsk og gik hen og puffede på hende.

"Gå nu mor!", grinte jeg nervøst.

Hun smilte og gik ned ad gangen mod hoveddøren og jeg skyndte mig ind på mit værelse.....

~

Der kommer nok mere senere, regner jeg med! ;) Undskyld den laaaange forsinkelse <3

Nå, hvad tror i? Hvorfor reagerer Jason så voldsomt med sine humørsvingninger? Skal Lily virkelig blive ved med at satse på Jason? Hvad med Justin - Er eller bliver hendes følelser for ham lige så store, som med Jason? - Tja, det vil i jo finde ud af ;)

~

Stay tuned!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...