3 weeks ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2015
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
Når der er en man hader, gør man som regelt alt for at undgå den person. - Men sådan går det ikke for Noah og Harry, da de bliver tvunget til at være sammen 24/7 i 3 uger. Årsagen er, at de begge bliver udfordret, og da ingen af dem har lyst til at udstå som det svage køn, tager de begge imod udfordringen. Noah og Harry gør alt for at få hinanden til at bukke under, så én af dem vinder udfordringen, men eftersom dagene går i strandhuset, begynder Harry og Noah at opføre sig mere som voksne mennesker, istedet for et par børn. Men en dag bliver de begge "for" voksne, og nogle ting leder til andre, og pludselig sker der noget, som de aldrig havde troet ville ske.

221Likes
104Kommentarer
68282Visninger
AA

9. 9

'So let me go, I don't wanna be your hero'

Jeg slog langsomt øjnene op. Det hele var sløret. Jeg lyttede til sangen, der spillede lavt.

'I don't wanna be a big man. I just wanna fight like everyone else'

Efter at have blinket gentagne gange, fandt jeg ud af, at jeg sad i en bil, med hovedet lænet op ad bilruden. Jeg rettede mig op, og så over på førersædet, hvor den person jeg hadede mest i verden sad. 

"Hvad fanden laver du?" råbte jeg, hvor Harry i samme øjeblik drejede sit hoved om mod mig. "Noah," "Hvorfor fanden sidder jeg her?!" råbte jeg så højt, at han denne gang blev helt overrasket. "Sæt mig af!" befalede jeg og slog ham på skulderen, med begge mine hænder. I samme øjeblik stoppede han bilen, og jeg kunne se, at vi var hjemme. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvor sur jeg var. Hvorfor fanden havde han taget mig med sig? Og hvad med Josh?

"Noah vent nu," befalede Harry og løb efter mig, da jeg åbnede døren ind til huset, og smækkede den hårdt i efter mig. En mærkelig lyd, som ikke plejede at være der, lød nu pludselig, og noget sagde mig, at jeg havde ødelagt et eller andet.

Men jeg var fanme ligeglad. Intet betød noget nu. 

"Hvad fanden tror du, at du har gang i?!" skreg jeg, da Harry kom til syne. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og lidt efter, gjorde de det samme på Harry. "Hvad fanden går der galt for dig?!"

Uden varsel, kom han gående over mod mig, og før jeg vidste af det, kyssede han mig. Mine løber mod hans, føltes dejligt, men stadig helt forkert, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at gøre mig fri. Men istedet gik han frem ad, i takt med, at han så tvang mig til at gå bagud, ved at holde om mine overarme. Pludselig skubbede han mig op mod muren, og endelig fik jeg nu mulighed for at komme fri, ved at sparke ham. 

Og det gjorde jeg så.

Harry bukkede i samme øjeblik sammen af smerte, hvilket gav mig tid til at få luft. Lidt efter rejste han sig op, og så på mig. I frygt for at han skulle gøre det samme som før, begyndte jeg at kaste ting efter ham. Først keramik vasen der stod på spisebordet, og derefter et billede i en glasramme, der han på væggen. Begge ting gik i en masse små stykker, da de ramte gulvet, og fløj ud til alle sider. 

"Noah," råbte Harry, og holdt hænderne op foran hovedet, for at beskytte sig. Jeg stoppede ikke, og kastede denne gang en bog efter ham. "Hvad fanden laver du?" skreg jeg. "Hvad fanden har du gang i?" skreg jeg af mine lungers kraft. "Du kan ikke bare kysse mig, og så tro at alt er helt fint!" 

Harrys øjne var røde og hævede, idet han kom hen mod mig. Igen tog jeg en bog op fra kommoden, for at kaste den på ham, og selvom den ramte ham, stoppede han ikke. Da han endelig stod foran mig og så mig i øjnene, slog jeg ham igen. Men ikke et almindeligt slag.

Jeg gav ham en lussing. Så hårdt, at hans højre kind blev blodrød og hævet, og min hånd gjorde ondt. Min vejrtrækning blev hurtigere, og pludselig begyndt jeg at skrige. Jeg skreg, og begyndte at gå bagud, og selvom Harry kom hen og lagde armene om mig, holdt jeg ikke op. "Lad mig fucking være!" skreg jeg, og slog ham igen, både i hovedet og på brystet, men han gav ikke slip på mig. 

Og så gav jeg op. Min krop blev langsomt svagere, og til sidst faldt jeg sammen, også selvom Harrys stærke arme holdt om mig. Imens jeg sad der op ad ham på gulvet, kom jeg til at bide mig i læben, og mit blod blev nu blandet med mine tårer, og landede til sidst på Harrys hvide skjorte. 

Men han sagde ingenting. Heller ikke jeg. Vi sad bare op ad hinanden på gulvet, og så ned mod stranden. Jeg var ligeglad med at jeg hadede Harry lige nu, og jeg var også ligeglad med han sad og aede min overarm, og forsikrede mig om, at alt nok skulle blive okay, og at han var ked af det der var sket. 

"Noah, jeg, jeg," sagde Harry med en grødet stemme, og stammede mellem ordene. Langsomt satte jeg mig op, og så på ham. Han drejede sit hoved ned mod mig, og så på mig i lang tid. Hans grønne øjne lyste pludselig op i mørket. "Noah jeg er forelsket i dig." 

Hans ord kom helt bag på mig, og måden han sagde det på, gav mig gåsehud. Og så gik det op for mig, at jeg havde været forelsket i Harry hele tiden. Det var det, der hele tiden havde været grunden til det her. Vi var forelskede i hinanden. 

"Harry," sagde jeg lavt og satte mig op. Langsomt lænede jeg mit hoved ind mod hans, og lagde mine læber på hans. Mine hænder søgte efter hans hår, og begyndte at hive blidt i det. Harrys læber fandt nu vej ned mod min hals, og i takt med at jeg lænede mig bagover, kyssede han blidt mit bryst. Han lænede sig ind over mig, og trak min kjole over hovedet, og havde nu et perfekt udsyn, til min krop. Jeg begyndte straks at knappe hans skjorte op, og trække ned i hans bukser.

Harrys vejrtrækning mod mit øre, blev hurtigere, da han trængte ind i mig. Et støn forlod mine læber, og jeg lukkede mine øjne i, af nydelse. Blidt borede jeg mine negle ind i hans ryg, hvilket fik ham til at tage en dyb indånding.

Den person jeg ellers hadede mere end noget andet før, elskede jeg nu, og at have Harry ved mig på denne måde, gjorde mig glad.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...