3 weeks ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2015
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
Når der er en man hader, gør man som regelt alt for at undgå den person. - Men sådan går det ikke for Noah og Harry, da de bliver tvunget til at være sammen 24/7 i 3 uger. Årsagen er, at de begge bliver udfordret, og da ingen af dem har lyst til at udstå som det svage køn, tager de begge imod udfordringen. Noah og Harry gør alt for at få hinanden til at bukke under, så én af dem vinder udfordringen, men eftersom dagene går i strandhuset, begynder Harry og Noah at opføre sig mere som voksne mennesker, istedet for et par børn. Men en dag bliver de begge "for" voksne, og nogle ting leder til andre, og pludselig sker der noget, som de aldrig havde troet ville ske.

221Likes
104Kommentarer
68269Visninger
AA

14. 14

Ordene lægen sagde, kørte stadig rundt i mit hoved. Jeg kunne ikke fatte det, og jeg følte mig så mærkeligt til mode, hver gang jeg tænkte på det.

"Der står nogle unge mænd udenfor, som gerne vil snakke med dig. Må de komme ind?" 

I en hurtig bevægelse, så jeg på den kvindelige læge, som stod ved døren, og smilede venligt til mig. Jeg nikkede, og et øjeblik efter, kom drengene ind.

"Hej Noah," "Hvordan har du det?" "Går det bedre?" 

Jeg smilede til dem alle sammen, på nær Harry, som også var den eneste, der ikke sagde noget. Jeg kunne se alvoren i hans øjne. Han var bekymret for mig.

"Hvad skete der?" spurgte Niall, og satte sig på en stol ved siden af min seng. Det samme gjorde de andre, og så alle spændt på mig. Jeg tog en dyb indånding.

"Jeg,"

Ordene var så svære at sige, og jeg følte, at de sad i min hals og bed mig. Igen fyldte jeg mine lunger med luft, og pustede ud.

"Jeg har tabt et barn." 

Selvom jeg så ned i dynen, kunne jeg mærke drengenes blikke på mig. De var garanteret ligeså chokerede, som jeg. Jeg kunne ikke fatte, at jeg faktisk have været gravid. Det første ansigt jeg så, da jeg kiggede op, var Harrys. Skyldfølelsen bredte sig hurtigt ud i min krop. 

Det var jo Harrys og mit barn. 

"Noah," sagde Niall og trak mig ind i et kram, da jeg begyndte at græde. Jeg kunne mærke en hånd ae min arm, på den anden side af sengen, da Niall trak sig tilbage. "Du skal ikke være ked af det. Det er den slags der sker," sagde Liam, og smilede beroligende til mig. "Og desuden, så siger man, at man kun taber disse børn, fordi at de ikke ville kunne overleve alligevel." Jeg så på Louis, som lige havde beroliget mig endnu mere, med de ord. Jeg trak en smule på smilebåndet. "Er det rigtigt?" Louis nikkede.

Jeg kunne mærke en lettende følelse brede sig ud i min krop. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på det barn. Hvordan det ville have set ud, hvordan dets..

"Hvad med Josh?" spurgte Harry pludselig. Jeg så mærkeligt på ham, mens han sad der, og så på mig med alvorlige øjne. 

"Josh?" spurgte jeg, og rynkede med øjenbrynene. Hvad havde han gang i?

"Josh var jo faren til barnet." 

Hvad fanden?

Nårh jo, forhelved. De måtte jo ikke vide, at det var Harrys og mit.

Jeg nikkede. "Jeg bliver vidst nødt til at snakke med ham." 

Jeg så på Harry, som havde haft det samme ansigtudtryk hele tiden; alvorligt. 

"Hvornår må du komme hjem?" spurgte Louis, og så rundt i værelset, som vi var i. "Så snart jeg føler mig klar til det." sagde jeg og rejste mig fra sengen. Vi havde været her i et par timer efterhånden. "Så det vil sige nu."

Niall rejste sig op fra sin stol, og hjalp mig over til døren. Jeg grinede af ham. "Jeg kan sagtens gå, Niall." Niall smilede, og slap mig langsomt. "Undskyld," 

Igen grinede jeg, og åbnede døren ud til hospitalsgangen, for at finde en elevator, så vi kunne komme ned på parkeringspladsen.

"Hvordan har du det?" spurgte Niall og satte sig på sædet ved siden af mig, da vi var nede ved bilen. Jeg trak på skuldrene, og så ud af vinduet, mens vi forlod hospitalet. "Jeg ved det ikke," sagde jeg lavt, og så ud af vinduet. En stjernehimmel var langsomt ved at dække himlen. "Jeg er bare træt." 

Niall nikkede og smilede. Jeg smilede tilbage til ham, og lænede mig tilbage i sædet. 

 

 

~

 

 

"Tænk nu ikke for meget over det, vel?" 

Jeg rystede på hovedet og smilede til Niall, før jeg åbnede døren til vores hus. "Godnat." Niall aede min ryg, og gik over mod deres hus. Jeg stillede mine sko i gangen, og gik derefter ind i stuen, hvor Harry stod midt på gulvet, og så ud af de store vinduer, ned mod havet. Jeg gik lydløst hen mod ham, men stoppede da jeg igen tænkte på barnet. 

Uden varsel, kom tårerne igen. "Undskyld," mumlede jeg, og så ned i gulvet, hvor mine tårer dannede nogle små pytter. Pludselig blev mit hoved løftet op mod Harrys, ved hjælp af hans hænder, der befandt sig, på hver sin side, af mit hoved. 

"Hvorfor siger du undskyld?" spurgte han, og så mig i øjnene. Jeg rystede på hovedet, og lukkede øjnene. "Det her ville aldrig være sket, hvis jeg havde passet bedre på." sagde jeg og snøftede. Harry tørrede et par tårer væk med sine hænder, og trak mig derefter ind i et kram. Jeg følte mig tryg i hans arme. "Det var barnet der var noget galt med - ikke dig." sagde Harry, og kyssede mig på håret. 

Jeg rystede på hovedet. "Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på det. Hvordan det ville have set ud, dets personlighed," "Ik' tænk på sådan noget, Noah. Det gør dig bare mere ked af det." sagde Harry med en grødet stemme. Græd han også nu?

Jeg snøftede og trak mig fra ham. Han så på mig med røde og hævede øjne, mens tårer løb ned af hans kinder. At se ham græde, gjorde mig endnu mere ked af det. Denne gang så meget, at blev nødt til at sætte mg ned på gulvet, og begrave mit hoved i min hænder mens jeg hulkede. "Noah se på mig," befalede Harry, og satte sig ned på gulvet foran mig. Han hev mine hænder fra mig, og lagde dem i sine i stedet. Jeg så på ham, og kunne igen mærke tårerne presse på. 

"Jeg ved godt, at det var et barn. Og jeg ved godt, at det var vores barn, men der er intet vi kan gøre ved det nu, og vi bliver nødt til at give slip på tanken om det. Er du med?" sagde han, og klemte mine hænder hårdt. Selvom det gjorde ondt, vidste jeg, at han gjorde det med god vilje. Han ville ikke se mig ked af det, og prøvede jo bare på at hjælpe. 

Jeg nikkede og så ned mod gulvet. Min grå top, havde mørkegrå pletter, foran, fra alle mine tårer. Jeg gjorde mit bedste for at stoppe med at græde, og endelig hjalp det. Harry hjalp mig op at stå, og gik med mig ind på værelset, hvor vi klædte om, og lagde os i sengen. Jeg faldt hurtigt i søvn. 

Den nat havde jeg mit livs værste mareridt.

En pige. En lille pige med lange brune krøller, og funklende grønne øjne, stod midt på en græsplæne, men hver gang hun råbte 'mor' og så på mig, forsvandt en del af hende. Til sidst var hun hel væk. 

"Nej!" skreg jeg, og satte mig op i sengen. Jeg knugede dynen ind til mig, som om den beskyttede mig. "Nej," hviskede jeg, og mærkede hvordan et par stærke arme forsigtigt hev mig tilbage, og trak mig ind til sig. Harry sagde ingenting, men vuggede mig stille frem og tilbage. 

Jeg faldt langsomt i søvn igen, i Harrys arme. Jeg følte, at han beskyttede mig, og at ingen kunne tage mig fra ham.

 

___________________________________

Over 100 likes - YAY <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...