Marauders|story goes on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Så altså jeg skrev A Marauder Story|how they met , og her kommer en efterfølger. Jeg lover ikke den bliver god, eller at den kommer op til dine forventninger. Jeg har ikke skrevet så mange, men du er velkommen til at læse dem. Den handler om det 5. år på Hogwarts med lidt jily-drama, og varulve-drama. Den følge ikke rigtig bøgerne, men det er jo også fanfiction...

6Likes
15Kommentarer
1111Visninger
AA

8. Lily's Problemer

Kære Dagbog,

Han kiggede på mig i dag<3, men det gør han egentlig tit... 

Jeg savner at snakke med ham, og jeg prøver så tit som muligt at starte samtaler, og jeg har endda kastet en besværgelse over min blyant, til at falde ud af min hånd når han er i nærheden, bare så han kan samle den op for mig... Det lyder sært, og skræmmende, men hvad kan jeg gøre? Jeg har sagt nej  mange gange, jeg kan ikke bare sige 'ja'... Men hvor i al verden skulle han også vide fra, at jeg har kunne lide ham i et år nu?

Der er bare så lang tid til jul! Hvorfor?! Marlene har Sirius, Peter har Annabell, Remus har (han ved det dog ikke endnu) Emmeline Vance. James... James burde have mig. Han ved det heller ikke, men det har han! Han har haft mig hele tiden, men jeg har været for dum til at indse det. Jeg elsker ham, og det har jeg gjort længe. Emmie fortalte mig, at Remus troede at jeg hader James. Jeg hader ham ikke. Det har jeg aldrig gjort. -Ikke rigtigt ihvertfald. Jeg har ladet som om. Virkelig mange gange.

Jeg må hellere gå i seng nu. Jeg drømmer bedre, når jeg lige har skrevet om James.<3

~Lily<3

Lily lagde bogen fra sig, og gik i seng. 

 

"Lily?" "Mm." "Lily Evans vågn op, du har time om ti minutter, hvad har du lavet så sent om aftenen, at du ikke bliver vækket af det vækkeur, der bipper  højt, at James Potter har forsøgt at gå op af trappen, bare for at slukke det?!" "Mm." "TI MINUTTER, LILY!!" "Jep, to minutter, så er jeg klar." Lily satte sig op. Hun kom aldrig forsent. Hun rejste sig straks og gik ud på badeværelset. Hun kom ud igen 3 minutter senere. "Tæt på, Lils," sagde Mary, der kiggede på sit ur. "Lad os nu bare gå," sukkede Lily. 

"Ms Evans, lige til tiden, sæt jer venligst, så begynder vi," sagde professor Schnobbevom med et smil. Lily og Mary satte sig ved det eneste bord med pladser; "God morgen Evans, god morgen Mary. Hvor er det skønt i sætter jeg her," sagde Sirius Black med et skævt smil, og James Potter trak Lily's stol ud for hende. Lily smilede stramt, og satte sig på stolen. "Tak Potter," sagde hun. "Det var så lidt." Han kiggede på hende med sine store brune øjne. Og så smilede han endelig, med den perfekte formede mund, der ville passe perfekt til hendes egen og- Lily kiggede væk og sukkede. Hun drømte igen. 

"Lily, jeg gider ikke høre mere på dig, gå  hen og snak med ham!" Lily havde snakket lidt for meget om James Potter igen, og ligesom på alle tider, var Emmeline Vance ikke den, man skulle snakke til. Hun havde altid syntes at Lily og James var søde sammen(også før nogen af dem blev forelsket), og hun kunne ikke tage når folk snakkede til hende, om én de ikke snakkede til. "Undskyld, Emmie..." Lily sukkede dybt. "Du ved godt, at jeg ikke kan styre det." Emmeline trak på skuldrene, og rejste sig fra stolen. Så satte hun bogen hun læste i op på hylden igen, og forlod biblioteket. 

Som ved et mirakel gik James hen til lige netop det sted, Lily sad og læste. Han skulle lige til at sige hej, da han kom i tanker om aftalen. "Hej James," sagde Lily, og prøvede at lyde henkastet. "Hej Lily," sagde James, og prøvede ligesådan at lyde henkastet. "Skal du sætte en bog på plads?" Spurgte Lily, og kunne straks høre hvor dumt det lød. James trak på skuldrene. "Nah. Jeg planlagde faktisk at finde en, og læse den, og  sætte den på plads." Lily smilede udenpå, og dansede indeni. "Vil du ikke sidde her- jeg læser alligevel selv," sagde hun, og tænkte med det samme: 'det lød så meget bedre i mit hoved', men det lod det ikke til at James syntes. Han tog et halvt sekund om at finde en bog, og satte sig så. "Hvad læser du?" Spurgte Lily, uden at tænke over hvor meget hun selv hadede, når folk spurgte til en bog imens hun læste den... James lavede det typiske Jeg-læser-spørg-ikke-kig-selv-trick, hvor man holder bogens bagside lidt højere op. 'Varulve - Venlig eller Væmmelig'. Lily nikkede, og James lagde bogen på bordet igen. Så kiggede han forsigtigt op. "Undskyld, ville du tale?" Spurgte han, og lod som om han ikke var ved at for at snakke. Lily smilede. "Jeg havde bare glemt hvad vi skulle lave til eliksirer..." Det var løgn. Det vidste enhver der kendte Lily. Eliksirer var et af hendes yndlings fag, og hun vidste altid hvad de havde for, og hun havde altid lavet det. Det var bare det første fag hun kunne komme i tanker om, uden at trække på det. Enten vidste James det ikke (det gjorde han nok) eller også ville han bare gerne snakke, uanset om hendes undskyldning var en løgn (mere sandsynligt). "Bare en stil, om kærlighedseliksire," sagde James, og smilede skævt. "Kun det?" Hun vidste, der også var nogle sider de skulle læse. "Ja." 

Da Lily endelig var færdig med sin bog, og skulle til at gå, opdagede hun, at James var faldet i søvn. Han så kær ud, med sin kind trykket mod bordet, og brillerne skævt over næsen. Lily smilede. Hun kiggede på sit ur. Klokken var halv syv, så hun burde få noget aftensmad. Hendes mave rumlede også. "Potter?" Sagde hun. Ingen reaktion. "Potter!" Sagde hun så lidt højere. "Mm." Lily himlede med øjnene. "Hva'?" Sagde han så. "Vil du med ned og spise?" Spurgte hun. James blinkede lidt. "Ja, klart." Lily smilede. James kom op med en del besvær. "Skal du ha' en hånd?" Grinede Lily. "Shh!" Sagde Madam Pince, der tilfældigvis gik forbi. "Undskyld, Ma'am," sagde Lily med et smil, men hun var allerede væk igen. 

Sirius kiggede op med et forbløffet blik. Det var efterhånden sjældent at se James og Lily sammen. Han løftede et øjenbryn, og hviskede til Remus: "Er jeg den eneste der ser det her?" Remus rystede på hovedet. "Niks, jeg ser det også." Peter havde gang i en hel tærte, så han havde ikke tid til at snakke. Lily satte sig ved siden af Peter, og James sad ved siden af Sirius. "Hvor har i været?" Spurgte Sirius, og forsøgte at lyde diskret. "Biblioteket," svarede Lily, og tog noget mad over på sin tallerken. Sirius kiggede på James. James smilede skævt, og trak på skuldrene. Sirius himlede med øjnene, og rejste sig. Først forstod James ikke, men så så han Marlene Mckinnon komme ind. "Marls!" Sagde Sirius og gik hen mod hende. Normalt standsede Marlene op, og lod Sirius kysse hende på kinden, men åbenbart ikke i dag; "Marlene!" Råbte Sirius efter hende, da hun skyndte sig hen til Ravenclaw bordet. Sirius lod ikke til at give op. Han gik hen til hende, og hun sukkede. "Marlene, kan vi ikke i det mindste snakke om det?" Spurgte Sirius. "Nej!" Sagde hun, og begyndte at spise.     Remus vendte sig mod Lily. "Hvad gik det ud på?" Lily så ligeså overrasket ud, som drengene følte sig; i en hel dag havde de ikke være sammen, og pludselig var Sirius' kæreste sur på ham. "Det ved jeg virkelig ikke. Jeg har ikke snakket med Marlene hele dagen. Måske skulle jeg..." Remus nikkede langsomt, og rejste sig så. Han gik over mod Ravenclaw bordet, og tog fat i Sirius arm. "Kom, Køter," sagde han roligt. Sirius gik modvilligt med. James tog hurtigt et brød hånden, og fulgte med. Peter kiggede på al maden, sukkede og fulgte med drengene. Lily besluttede sig for at spise færdig, og fik fat i Marlene. 

"Hvad gik det ud på?" Spurgte Remus, da alle drengene var samlet i deres værelse. Sirius smed sig på sengen, og skreg lidt ned i sin pude. "Køter!" Sagde James, og satte sig på sin egen seng. Sirius løftede hovedet og sukkede. "Vi har snakker sammen hele dagen, og så pludselig er hun sur på mig, og jeg forstår det bare ikke!" Remus smilede skævt. "Har du overvejet at du måske har sagt et eller andet der fornærmede hende?" Sirius satte sig op, og trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke; hun vil ikke snakke." Han smed sig ned igen, denne gang med ansigtet opad. 

Lily sad og stirrede på Marlene. De var gået ind i fornødenheds rummet, hvor de ind i mellem gik ind for at snakke, eftersom de ikke delte værelse. De havde opdaget rummet for længe siden, da de for vild på andet år. Siden havde de bare brugt det som et ekstra værelse. Der var altid sofaer og en pejs, og alt andet der burde være i en dagligstue. "Hvad har han gjort denne gang?" Spurgte Lily. "Han har glemt min fødselsdag," sagde Marlene, og lagde fødderne op på Lily. "Århh, det var forfærdeligt!" Sagde Lily, og forsøgte at lyde medtaget, men i virkeligheden kunne hun slet ikke se det forfærdelige i det. Det var nok mest fordi James aldrig glemte hendes fødselsdag. Ikke at man kunne sammenligne de to ting... overhovedet... "Jeg ved det," sukkede Marlene og lænede sig bagover i sofaen. "Har du sagt det?" Marlene rystede på hovedet. "Nope." Lily rullede diskret med øjnene. "Vil du have mig til at sige det?" Marlene rettede sig op. "Ja! Men så skal det være diskret, sådan spørge ham, hvad han gav mig, eller noget..." Lily grinede kort. "Okay, vi ses efter aftensmad."

"Evans?" "Ja?" "Ved du tilfældigvis, hvorfor Marlene er sur på mig?" "Er hun sur på dig?" Sirius sukkede. "Ja." "Hm, det vidste jeg ikke, har du sagt et eller andet?" "Det foreslog Remus også, men det tror jeg altså ikke jeg har. Jeg har været den sødeste kæreste hele dagen, og så er den ikke engang slut endnu!" Lily kiggede op på ham. "Hvad mener du?" Sirius smilede. "Du ved godt det er hendes fødselsdag, ikke?" Lily fik næsten sin bøf galt i halsen. "Hvad, har du da glemt det?" Grinede Sirius. "N-nej, jeg har givet hende en halskæde og en fotoramme, hvad har du givet hende?" "Ikke noget. Endnu. Det er en overraskelse, og du må ikke vide noget, for så kommer du måske til at sige noget til Marlene, selvom det ikke er meningen." Lily grinede. "Okay, Black. Du må hellere se at gøre noget ved det, hun skulle jo nødigt blive sur over at du måske har glemt det..." Sirius stirrede pludseligt ud i luften. "Det er jo derfor! Det er derfor hun ikke vil snakke, hun ved ikke, at jeg ved, at det er hendes fødselsdag, så hun tror, at jeg er en dårlig kæreste! Åhh nej... Jeg må løbe." Sirius rejste sig brat op, og løb ud ad Storsalen. "Okay," mumlede Lily ned i sin sovs. 

Marlene lå surmulende på sin seng. Sirius havde glemt hendes fødselsdag. Det var bare ikke okay. Det var hendes første fødselsdag, mens de var kærester, og så havde han glemt det! Hun kiggede ud ad vinduet og så pludselig en lille sort ugle flyve ind til hende og lægge en seddel på sengen foran hende. Hun tog den op og læste:

Kæreste Marlene,

Mød mig ved søen, tag noget pænt på!

Elsker dig,

Sirius xxx

Marlene smilede lidt for sig selv. Måske havde han ikke helt glemt det...

Sirius lænede sig op ad et træ. Han kiggede op mod slottet, men han kunne ikke se noget eller nogen. Delvist fordi der var mørkt og delvist fordi... der ikke var nogen. Pludselig dukkede hun op bag ham. "Hej!" Sagde hun begejstret. "Hej," han lænede sig frem og kyssede hendes kind. "Tillykke med fødselsdagen." Hun smilede. "Jeg troede du havde glemt det," smilede hun. "Aldrig," sagde han, og lagde en arm om livet på hende. "Så... Hvad har du planlagt?" Han trak på skuldrene. "En måneskinds tur. Måske lidt mad, helt klart et kys." Hun smilede. Han var ret fantastisk. "Og selvfølgelig din gave. Men det får du først om lidt." Sirius tog Marlenes hånd og begyndte at gå langs søen. 

"Se hvor smuk månen er," sagde Marlene og pegede med sin frie hånd. Sirius forsøgte at smile, men kunne ikke lade være med at tænke på Remus og hvor tæt de var på fuldmåne. "Ja," mumlede han bare, og fortsatte med at gå. Marlene lagde ikke mærke til noget, og gik i stedet ud til vankanten, og satte sig ned. Sirius satte sig ved siden af og smilede til hende. "Din gave," sagde han og stak hånden ind i sin inderlomme på blazeren, og rakte hende en æske. Hun åbnede den og smilede op til ham. Hun stak sin ene hånd ned i æsken og tog den smukkeste guldhalskæde op. Der var et lille hjertevedhæng og med sirlig håndskrift stod der 'Marlene' på. "Hvor er den smuk," sagde hun og og den om halsen. Han kiggede på hendes ansigt, slugte hver eneste detaljer, hver duft og hver bevægelse. Hun var så smuk, med den yndige sommerkjole og det løse blonde hår, og de klare øjne der lyste af skønhed. "Jeg elsker dig," sagde han pludseligt. Hun vendte hovedet mod ham. "Og jeg elsker dig," hviskede hun tilbage. Så lænede han sig ind mod hendes og pressede sine læber mod hendes. Hun tog fat i hans ansigt med begge hænder, og han lagde sine arme om livet på hendes.  

"Hvor har du været?" Spurgte Emmeline Vance grinende. Marlene smilede. "Med Sirius..." Svarede hun, og smed sig på sin seng. Emmeline satte sig op. "Detaljer?" Marlene kiggede op på hende med et smil. "Åhh.. Det var skønt! Lad os sige det sådan," svarede hun med et smil. "Det kan ses og mærkes," grinede Emmeline. "Har du lavet noget spændende i dag?" Spurgte Marlene. Emmeline trak på skuldrene. "Ikke som det du har lavet..." De grinede lidt. En af de andre piger rettede sig lidt op. "Kunne I ikke dæmpe jer lidt?" Spurgte hun søvnigt. "Jo, undskyld," sagde Emmeline, men den anden pige havde allerede lagt sig til at sove igen. "Har du snakket med Remus?" Spurgte Marlene. "Ikke noget specielt..." Marlene smilede. "Ærligt. Jeg glæder mig til han opdager hvor meget du elsker ham." Emmeline løftede et øjenbryn. "Laver du sjov?" Marlene trak på skuldrene. "Nej, I ville være vildt søde sammen!" Emmeline rullede med øjnene. "Måske du skulle få noget søvn?" Marlene mødte hendes blik. "Hvad med dig? Hvorfor er du vågen klokken midt-om-natten?" Emmeline kiggede væk. "Jeg... var bare ikke så træt." "Hvornår har du sidst været 'så træt'?" Emmeline trak på skuldrene. "For et par dage siden..." "Godt. For det er vigtigt at få søvn. Det ved du godt." Emmeline smilede. "Ja, selvfølgelig." Marlene smilede. "Okay. Godnat, Emmie." "Godnat Marls."                                           

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...