Marauders|story goes on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Så altså jeg skrev A Marauder Story|how they met , og her kommer en efterfølger. Jeg lover ikke den bliver god, eller at den kommer op til dine forventninger. Jeg har ikke skrevet så mange, men du er velkommen til at læse dem. Den handler om det 5. år på Hogwarts med lidt jily-drama, og varulve-drama. Den følge ikke rigtig bøgerne, men det er jo også fanfiction...

6Likes
15Kommentarer
1100Visninger
AA

7. Hogsmeade Tur

James var ved at blive sindssyg. For det første, måtte han ikke tale til Lily, mens han kunne se på sin bedste ven, Køter, der gik og kærstede rundt med Marlene, for det andet var der alt for lang tid til næste Hogsmeade tur. Sirius havde ikke ondt af ham. Remus havde lidt, så han talte ikke med Lily, når James var i nærheden. Lily havde fortalt James, at deres nye regel nu var, at James ikke måtte tale til hende(Med mindre han ville låne en blyant, vide lektierne, eller lignende.), men hvis hun startede samtalen, måtte han godt snakke med hende. Desværre gjaldt det stadig indtil jul.

Peter var stadig lidt vild med Annabell. Hun havde slået op med Sam, som hun åbenbart havde datet. Peter udspionerede hende ikke rigtigt længere, men talte i stedet til hende. Han 'kom til' at støde ind i hende på gangene, tilbød at bære hendes taske eller bøger, hvis de havde time sammen. "Tak Peter." sagde hun, og smilede, før hun satte sig i den anden ende af besværgelses lokalet. 

En uge før Hogsmeade turen, aftalte Peter med sig selv, at han ville spørge, om Annabell ville tage med ham. Han havde øvet sig foran spejlet, spurgt James og Sirius om råd, og set hvordan de gjorde. Så en dag, da Annabell havde haft historie, havde Peter pjækket fra en time, så han kunne finde hende.                             Han brugte en besværgelse(Han havde lært af Sirius, der havde brugt den på Snape), til at flække hendes taske, og løb så hen til hende, da hun havde bedt sine venner om at gå i forvejen. "Hej Peter." sagde hun, og smilede, da han begyndte at hjælpe med at samle bøgerne op. De rejste sig, og han rakte hende bøgerne. Hun brugte en besværgelse på at fikse tasken, og puttede bøgerne i den.                                                                   "Tak for hjælpen." sagde hun. "Annabell, må jeg spørge dig om noget?" spurgte Peter. "Ja, klart." sagde hun. "Har du lyst til at tage med mig til Hogsmeade i weekenden?" spurgte han. Hun bed sig nervøst i læben. "Øhh, jeg har egentlig aftalt med Wendy, at vi- men jeg kan snakke med hende!" sagde hun. Peter vidste godt at det betød nej, men han forsøgte at være høflig, og svarede: "Klart, det er i orden, vi kan bare gøre det en anden dag." sagde han, og smilede anstrengt. Hun smilede lettet, og gik. 

"Hvad var hendes undskyldning?" spurgte Sirius. "Hun skulle være der med sin veninde. Hende Wendy-pigen." sukkede Peter. "Typisk." sagde James, og rystede langsomt på hovedet. "Men i det mindste må du tale med hende..." tilføjede han mumlende. Sirius himlede med øjnene. "Hvor er Hugtand?" spurgte han, og kiggede rundt. "Sikkert på biblioteket med Evans." sukkede James. Der gik de altid hen, når de ville snakke, uden at genere ham. "Stop," sagde Sirius. "Stop dig selv, lige nu." James smed hovedet ned i sin pude, og begyndte at skrige. Sirius grinnede. James lettede hovedet, og stirrede surt. Peter gik ud af rummet, fordi han var sulten. Han vidste hvor køkkenet lå, for drengene havde været der mange gange. Han skulle lige til at kilde pæreren, da Annabell og Wendy kom gående. Gid jeg havde James' usynlighedskappe, tænkte Peter desperat. "Hej Peter, hvad laver du her?" spurgte Annabell. "Peter? Peter Pettigrew?" spurgte Wendy. Peter nikkede. Wendy trak Annabell lidt væk, men Peter kunne sagtens høre deres hvisken; rotten i ham lod til at have smittet lidt af på ham, i hverfald for hvad hørelsen angik. "Han er da nuttet, det sagde du ikke!" Peter smilede for sig selv. "Jo, jeg gjorde, lyttede du overhovedet?" "Ja, selvfølgelig, men du sagde altså ikke, at han var nuttet." "Så jeg må godt 'brænde dig af'?" Wendy sukkede, og kiggede over på Peter, som straks kiggede væk. "Ja, okay, det må du godt. Men så har i også bare at blive sammen!" Sagde Wendy, med en så højlydt hvisken, at enhver ville have hørt hende. Annabell smilede sødt til sin veninde. "Tak," sagde hun, og gav hende en kort omfavnelse. "Undskyld vores lille afbrydelse, Wendy skulle bare lige vide noget, og så ville jeg sige, at jeg godt kan tage med dig til Hogsmeade, -hvis du altså stadig har lyst?" "Selvfølgelig!" Svarede Peter straks, og rødmede, da han opdagede, at han havde sagt det lidt for hurtigt. Annabell smilede bare. Wendy stod bare og kiggede lidt rundt. Annabell kyssede Peter på kinden, og så gik hun og Wendy. 

"På kinden?" Spurgte James. Peter nikkede ivrigt. De sad på biblioteket, alle fire, og Peter havde netop fortalt dem hvad der var sket. "High-five!" Sagde Sirius, og stak hånden i vejret. Peter klaskede hans hånd, og straks kom madam Pince, og snerrede: "Ti stille!" Hvorefter Remus hviskede: "Undskyld!" "Så... har du en plan?" Hviskede James, da hun var gået igen. Peter kiggede underligt på ham. "Hvad mener du?" Spurgte han. "Hvor skal I hen, hvad skal I lave, vil du kysse hende, vil du vise hende dine yndlings butikker?" Uddybte James. "Nåh," sagde Peter. "Det ved jeg ikke lige..." Sagde han, og kløede sig i nakken. "Man skal altså have en plan," sagde Sirius. Remus kiggede på ham, med hævede bryn. "Skal man?" Sirius kiggede over på ham med et skævt smil. "Hvorfor? Hvem tager du med, Hugtand?" Remus kiggede ned i sin bog. "Jeg tror ikke jeg tager med," mumlede han. "Jo du gør, jeg finder en eller anden til dig!" Sagde Sirius. "Jeg vil ikke have 'en eller anden' jeg kan godt klare mig selv, tak." Sirius trak på skuldrene. "Nå okay."

"Remus?" Remus vendte sig. "Professor, jeg -jeg kan forklare." Professor Mcgonnagall rystede på hovedet og smilede. "Nej, det er okay. Vil du ikke have en kop te på mit kontor? Jeg lavede lige en kop til mig selv alligevel." Remus smilede. "Ja, hvorfor ikke?" "Er dine venner i Hogsmeade?" Remus nikkede. "Og du havde ikke lyst?" "Ikke rigtigt, professor." "Hvordan går dit 5. år på Hogwarts?" Og så fik hun en lang forklaring, om hvordan det er at være varulv, vejleder, ven og alt det andet

Peter kunne ikke finde ud af at være på date, men det var okay, for Annabell havde helt styr på det hele. "Først bliver vi nødt til at tage på madam Nuttetrut's. Der tog jeg altid hen med Sam." Det overraskede (og irriterede) Peter, at Annabell snakkede så åbent om sin ex-kæreste, men hvis det var det der skulle til... "Og så skal vi hen til Honey Dukes, åh og der er en skøn tøj butik, der lige er åbnet, og..." Peter lyttede ikke rigtigt efter. Han havde ikke noget i mod, at en anden bestemte hvad de skulle lave (det gjorde James og Sirius tit) det var mest bare det, at hun ville shoppe. Peter kunne ikke lide at shoppe. Han kunne godt lide chokolade. Han kunne også godt lide at slappe af på De 3 Koste, eller sidde foran Det Hylende Hus, og tænke på de fuldmåner hvor han kunne være rotte, og føle sig som en del af flokken. Endelig var Annabell færdig med sin liste over ting de skulle nå. "Ved du godt vi kun har cirka 3 timer?" Spurgte Peter. Annabell lo, og tog hans arm, mens de steg ombord på Hogsmeadetoget. 

Sirius og Marlene sad i De 3 Koste. De havde aftalt aldrig at gå ind i Madam Nuttetrut. Bare navnet gav dem begge kvalme. De delte en ingefærøl, og Marlene fik et fint overskæg. De snakkede, og fandt ud af at de havde mange ting til fælles. Foreksempel blev de begge ophidset, da deres mad var forsinket. De plejede begge to at have en til at køle dem ned (For Sirius var det Remus(James blev også lidt ophidset, så han var ikke til meget hjælp), og for Marlene var det Lily), så de var slet ikke vandt til at være ude af kontrol.                                       Sirius sukkede højlydt, så flere vendte sig og kiggede på ham. Marlene slog dramatisk hovedet ned i bordet, hvilket fik Sirius til at grine, og så grinnede Marlene også. Faktisk, fandt de ud af, var det ikke så hårdt at vente på noget, når bare det var den rigtige man ventede med.

"Wow," udbrød James, da Lily kom ned ad trappen. Han var faldet i søvn i en stol, fordi hun var så længe om det, og fordi han troede det var klokken 11 de skulle mødes (det var klokken 12). Lily smilede, og glattede på sin kjole. "Du ser dejlig ud," sagde han. "Tak." Og så gik de.                                                                             Lily opdagede, at det ikke var så slemt, at tilbringe en hel dag med James Potter; han var sød og holdte døre for hende, han gik med ind i hendes yndlings butikker, selvom det ville betyde, at han skulle kede sig det meste af tiden, men hvis hun spurgte, havde han det helt fint med det. "Vil du med hen på De 3 Koste?" Spurgte hun omsider. "Ja." Var det eneste svar hun fik, og så gik de.

Peter's dag var slet ikke så slem, som den kunne have været; Annabell brugte slet ikke særlig lang tid på at shoppe (det lod til, at hun heller ikke kunne lide at shoppe), han fik købt en masse chokolade, og bedst af alt: "Skal vi ikke gå hen til Det Hylende Hus? Jeg har hørt det er vildt romantisk!" Selvom det var en mærkelig måde at se 'romantik' på, var Peter glad for at komme hen til Det Hylende Hus.                                                De stod lidt og kiggede på huset, før Peter tog Annabell's hånd. Lige der kunne Peter godt bruge en guide om piger. Skulle han sige et eller andet om hende? Sige han havde haft en god dag? Kysse hende? Svaret kom kort efter, da Annabell lænede sig ind mod ham, og så lagde hun hovedet ind mod hans bryst, og han lagde armene om hende. "Jeg har altid godt kunne lide dig," hviskede han. "Det ved jeg godt, Peter." "Gjorde du?" Hun trak sig lidt væk, og kiggede på ham. "Ja da. Du var der ligesom hele tiden, på biblioteket du ved." Han smilede. "Kunne du så også lide mig?" Hun kiggede lidt på sine sko, og tog så hans hænder i sine. "Ikke i starten, der syntes jeg du var mærkelig, det var først da du hele tiden stødte ind i mig på gangene, at jeg fandt ud af, at du bare godt kunne lide mig, og så fandt jeg ud af, at jeg også godt kunne lide dig, og så slog jeg op med Sam. Hans bror blev ret sur på mig, men jeg tror han kommer sig." Han nikkede langsomt. Så kiggede hun op på ham, og da vidste han at det var øjeblikket. Så kyssede han hende. Blidt, og længe. Hun lagde armene om halsen på ham, og gik tættere på.                                                                                                                Det føltes som en uendelighed senere, da de endelig gik væk fra Det Hylende Hus. Smilende og hånd i hånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...