Marauders|story goes on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Så altså jeg skrev A Marauder Story|how they met , og her kommer en efterfølger. Jeg lover ikke den bliver god, eller at den kommer op til dine forventninger. Jeg har ikke skrevet så mange, men du er velkommen til at læse dem. Den handler om det 5. år på Hogwarts med lidt jily-drama, og varulve-drama. Den følge ikke rigtig bøgerne, men det er jo også fanfiction...

6Likes
15Kommentarer
1119Visninger
AA

10. Hemmeligheder

Midt i November kom Lily Evans til at tænke på noget. En af hendes gode venner, Remus Lupus, var meget tit syg. Mindst en gang om måneden, og så vidt som Lily havde observeret, hver fuldmåne. Enten var det et tilfælde (ikke særlig sandsynligt...) eller også var hendes gode ven en varulv. En masse af tegnene passede, og hun mente da også at hun havde hørt James Potter og Sirius Black snakke om et 'pels problem' eller noget... Kunne det være det? Og hvis det var, hvordan spørger man så sin ven, om han er varulv? Lily var ret sikker på, at hun havde ret. Men hun havde ikke lyst til at snakke om det med nogen af sine venner. Hun følte, at hun havde fået en stor hemmelighed betroet, men der var jo ikke nogen, der havde fortalt hende det... Hun ville snakke med Marlene, men Marlene og Remus var ikke så tætte, som hun og Remus var. Så var der også Mary, men hun var heller ikke så tæt med Remus. Der var selvfølgelig Emmeline, men hun havde altid sagt, at der var noget med Remus, og Lily havde ikke lyst til at give hende ret. 

Eftersom ingen af Lily's tætte venner virkede som en logisk mulighed, besluttede hun sig for at gøre det, hun fandt mest naturligt; spørge Remus selv.

"Hej Remus," sagde Lily, og satte sig ned over for ham. Han lagde sin bog ned på bordet. "Hej Lily." "Kan vi snakke?" Remus så forvirret ud. "Øhh... Ja?" "Okay, øh, ville det være i orden, hvis vi gik en tur mens vi snakkede?" "Ja, klart, jeg læser lige siden ned." "Selvfølgelig." 

Da de begge havde halstørklæder og vanter og huer på, gik de ned mod søen. Lily vidste ikke helt hvor hun skulle begynde, men måske skulle hun bare hentyde lidt til det, og så se om han selv ville sige det. "Hvad ville du snakke om?" Spurgte Remus. "Ikke noget særligt, jeg havde bare brug for at snakke med en god ven," svarede Lily, hvilket ikke helt var sandt, men de var gode venner. "Det er også rart ind i mellem," nikkede Remus, og stak hænderne ind i frakke lommerne. "Har du hørt at der var nogle elever der fandt pote spor i sneen for en uge siden?" "Ja, selvfølgelig har jeg hørt det. De tror det er en varulv." "Jeg tænkte at når nu du var syg, så fik du det ikke af vide... Hvad synes du egentlig om varulve?" Remus trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke helt." "Nej vel? Det er som om man skal have mødt en, for at kunne udtale sig om det..." "Jah," mumlede Remus. " "Hvordan tror du det er?" "Hvilket?" "At være varulv, at blive dømt for noget, man ikke kan gøre for, at skulle finde på undskyldninger hver fuldmåne..." Remus kiggede væk. "Jeg tror det er slemt. Og svært, ikke bare at kunne fortælle det til sine venner, fordi man er bange for at de ikke vil kunne lide en længere..." Lily kiggede op på ham. "Men så er det jo ikke rigtige venner, vel?" Sagde hun, og smilede. Remus mødte hendes blik. "Det kan du have ret i..."                                                                                                                                      "Remus?" "Ja?" "Må jeg spørge om noget?" "Spørg løs." "Er du en-" "Der var du, Remus!" Afbrød Sirius, og kom ned mod dem. "Ja, her er jeg. Hvad så?" Spurgte Remus og lød en anelse forvirret. "Årh mand, der er den største edderkop inde på værelset, og James kan ikke komme ud af døren. Jeg ved ikke hvor Peter er, men jeg slap ud i tide. Du bliver nødt til at hjælpe os!" Sagde Sirius i en vejrtækning. Remus smilede skævt. "Okay. Lige om lidt." Han vendte sig mod Lily igen. "Hvad var det du ville spørge om?" "Det er lige meget, det kan vente." Remus nikkede. "Jeg er tilbage om lidt."

"Så hvor er edderkoppen?" Spurgte Remus. "Der er ikke nogen edderkop." "Hva'? Hvorfor-" "Hugtand, hun ville spørge om du er en varulv." "Hvad mener du med det, hvor ved du det fra?" James satte sig op i din seng. "Jeg læste med hende på biblioteket. Hun læste om varulve. Og hun spurgte om I kunne 'snakke'." "Vær' du glad for at jeg kom i tide! Evans er ikke dum, Hugtand, hun kan godt lægge to og to sammen." Remus satte sig ned. "Det ved jeg godt, men tror I virkelig hun ved det?" Sirius stod med skulderen op ad sin himmelseng. "Jeg tror hun tror hun ved det. Og hun har jo ret." "Jeg ved det, men burde jeg fortælle hende det?" James trak på skuldrene. "Hvis du vil." Remus sukkede.

Remus undgik Lily resten af dagen, men da de skulle spise, kunne han alligevel ikke undgå hende længere. "Remus!" Sagde hun og satte sig over for ham. "Lily," sagde han. Hun skovlede noget mad over på sin tallerken. "Hvor blev du af før?" Remus glippede med øjnene. "Hvad mener du, hvor blev jeg af? Hvor blev du af? Jeg gik ned til søen igen, og du var der ikke." Lily så forvirret ud. "Jeg blev nede ved søen i en halv time, og du kom ikke. Tog det så lang tid at slå en edderkop ihjel?" Remus flyttede uroligt på sig. Han havde glemt hvad hans undskyldning var. "Øhh, ja, den flygtede, og så måtte jeg lede efter den, og få James til at slappe af igen..." Sagde han. "Tror du vi kan snakke igen? Jeg havde et vigtigt spørgsmål, og jeg tror du er den eneste der kan sige sandheden..." Han sank en klump. "Selvfølgelig," sagde han så. Lily smilede og tog noget brød. 

Da Remus var færdig og skulle til at gå, tog Lily fat i hans ærme. "Jeg er færdig med at spise om 10 minutter, så mød mig ved skoven om 20, okay?" Sagde hun. Han nikkede og gik. 

"HVAD SKAL JEG GØRE, JAMES?!?!?!" Råbte Remus for femte gang. James lå på sin seng og læste. "Det ved jeg stadig ikke, mand, men måske er det på tide, at Lily finder ud af det, tror du ikke?" Remus sukkede og smed sig på sin seng. Indtil nu var han gået frem og tilbage i 5 minutter. "Jeg skal mødes med hende om 2 minutter." "Du må hellere gå nu, Hugtand," sagde James og bladrede i sin bog. "Ja," sukkede Remus og gik.

"Der var du," sagde Lily og smilede til ham. Hun så ud til at fryse, og hendes ånde var en tydelig dis foran hende. "Undskyld. Jeg glemte helt tiden." Lily rystede på hovedet. "Du er her da til tiden," sagde hun. "Hvad var dit vigtige spørgsmål?" Spurgte Remus, for han ville bare høre spørgsmålet, og så ville det være nemmere at svare. Lily bed sig i læben. "Det er faktisk ikke så meget et spørgsmål. Det er en konstatering." Remus hævede øjenbrynene. "Virkelig?" Måske var det slet ikke det han troede. "Du er en varulv." Det var det han troede. "Må jeg høre dine argumenter?" "Du er altid syg når det er fuldmåne, og så kommer du tilbage med ar. Potter og Black snakker altid om dit 'pels problem'. Jeg har lige læst en bog om varulve, og hver eneste tegn passede til dig, Remus. Du kan godt indrømme det." Uanset hvilken reaktion Lily havde forventet, var det ikke denne; Remus begyndte at græde. Han havde heller ikke selv forventet det. Han havde måske lidt tænkt, at han kunne have sagt noget sejt, eller løjet sig ud af det, men nej. Han brød bare sammen og skjulte ansigtet i hænderne. "Så så," sagde Lily og lagde armene om ham. "Det er okay, og jeg er ikke bange. Jeg har det ikke anerledes med dig, end jeg havde før, okay?" Remus kiggede hende i øjnene. "Virkelig?" Hulkede han. "Virkelig." Remus smilede og hulkede videre. "Og jeg vil væde med at James, Sirius og Peter heller ikke hader dig, eller er bange for dig, eller har lyst til at holde sig væk fra dig. Det er det man har venner til, Remus," fortsatte hun. "Du er en så sød person, at det ikke gør nogen forskel, om du er varulv eller vampyr eller... Hvad end du måtte være." 

'Det må se mærkeligt ud,' tænkte Remus og prøvede at holde tårene inde. 'En varulv, der græder, fordi hans rødhårede veninde ved det.' Ikke at nogen der så det, ville vide at han var varulv, eller for den sags skyld, at Lily vidste det. Faktisk skulle man også efterhånden tæt på, for at kunne se at han græd. James ville kunne se det. Og Sirius og Peter. De havde alle tre set ham græde så mange gange. Hver fuldmåne, hver gang han så dem forvandle sig, hver gang de smuglede chokolade ind på hospitals fløjen, efter fuldmåne. Faktisk fik fuldmåner ham tit til at græde. Men hans venner havde aldrig fået ham til at få det dårligt over det.

De var alle tre så venlige. Han forstillede sig et sekund, at de blev ved med at være venner til de var 100. Måske kunne de sidde i kørestole og snakke om de "gode gamle dag" og kigge på deres børn og børnbørn lege sammen. Måske kunne han få en søn eller datter en dag, og se dem vokse op. Han glædede sig allerede lidt. 

"Remus," hviskede Lily, der hun kunne godt se, at han var i dybe tanker. "Undskyld. Jeg overreagerer." "Slet ikke." Hun rystede på hovedet. "Skal vi gå ind igen?" Spurgte hun. Han nikkede. "Tak," sagde han. "For hvad?" "For at være en virkelig ven."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...