Marauders|story goes on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Så altså jeg skrev A Marauder Story|how they met , og her kommer en efterfølger. Jeg lover ikke den bliver god, eller at den kommer op til dine forventninger. Jeg har ikke skrevet så mange, men du er velkommen til at læse dem. Den handler om det 5. år på Hogwarts med lidt jily-drama, og varulve-drama. Den følge ikke rigtig bøgerne, men det er jo også fanfiction...

6Likes
15Kommentarer
1122Visninger
AA

9. Den Første Sne

Det var blevet November, og Hogwarts var dækket med et fint, tykt lag sne. Det var weekend, så eleverne havde masser af tid til at lege i sneen. Det tog ikke lang tid før de 15 årige Gryffindor elever opdagede det og startede en snebold kamp. "Gryffindor mod Ravenclaw!" Hylede Sirius Black og kastede en snebold mod Marlene, som dukkede sig, og kastede sig over ham, og snart rullede de begge rundt i sneen.     

James var midt i et grin, da han selv blev ramt på siden af hovedet, så hans briller blev skubbet ned ad øret vendt mod kasteren. James tørrede sneen af sit ansigt, og vendte sig mod sin angriber. "Hv-" sagde han men blev afbrudt af endnu en fra den modsatte side. Han drejede 180 grader rundt og så til sin store overraskelse, Lily Evans stå med et grin, og endnu en snebold i hånden, som hun kastede, før han kunne nå at reagere. "Din-" sagde han, og løb over mod hende med et bredt grin hen over ansigtet. Lily's smil nåede næsten ikke at falme, før hun og James trillede rundt, som Sirius og Marlene havde gjort det før. Lily røde hår blev næsten helt hvidt, før James rejste sig, og hjalp hende med op. "Tak," grinede Lily. James smilede bare og lænede sig ned for at binde sine snørebånd, der var gået op, mens de tumlede rundt i sneen. Lily kiggede ud over landskabet, på søen der skinnede blankt og reflekterede solen, på 2. års eleverne, der lavede sneengle, og på skoven, der så så rolig ud, trods det Lily vidste befandt sig bag træerne. James rejste sig langsomt op. Lily skulle til at sige nogen, da James kyssede hende på kinden, kastede en bunke sne i hovedet på hende, og løb så hurtigt hans ben kunne bære ham. 

Peter stod og kiggede på de andre. Han havde aldrig været for meget for sneboldkampe eller generelt sne. Han nød at grine af de andre, og se dem tumle rundt med hinanden. Han så Marlene og Sirius kysse under en mistelten, og han så Lily og James der på skift løb efter hinanden, og kastede med sne. Remus sov stadig, da det lige havde været fuldmåne to dage før. Peter stod og havde lidt ondt af ham, da han fik en snebold i nakken. Han vendte sig vredt, men så til sin overraskelse Annabell. "Hej," sagde hun. "Jeg har ikke snakket med dig i en uge nu, er du okay? Er... er vi okay?"    

Peter bed sig selv i læben. Han og Annabell var på en måde kærester, men ikke rigtigt. Der var ingen af dem der havde spurgt, og når Peter talte om Annabell var hun bare hans 'rigtig gode veninde'. Han begyndte at kunne lide hende mindre og mindre efter hun var taget på date med ham første gang. De havde ikke så meget til fælles, det troede han i starten, da han så hende på biblioteket, da hun snakkede og grinnede med Sam og sine venner... Men hun var bare ikke ligesådan tæt på... Eller det var hun. Men heller ikke andet. Hun havde ikke en speciel personlighed, eller vaner eller noget. Hun var bare en person, der snakkede om ingenting i flere timer, og derefter grinede af alt hvad man sagde. Peter var smigret de første par gange; han var generelt ikke én, man grinede af, men det blev hurtigt lidt mærkeligt, for han var ikke sjovere end han altid havde været (hvilket ikke var meget), og alligevel grinede hun. Så enten havde hun en dårlig humor, eller også havde hun bare medlidenhed med ham. Det sidste var mest sandsynligt, men Peter ville ikke have hendes medlidenhed. Han ville have hendes kærlighed. De kyssede aldrig, kun den ene gang i Hogsmeade, og det var så det. Peter havde ellers været en rigtig god kæreste! Han havde tabt sig 8 kilo, fordi hun syntes han var lidt 'buttet' (i følge hende selv) Han spiste ikke mere chokolade, han holdt sig til tre måltider om dagen, og han tog ikke dessert, når det ikke var weekend. Han havde også lavet sine lektier i tre uger (Han plejede at skrive af efter en af de andre), og så havde han næsten ikke snakket med sine venner i en hel uge (ugen før han ikke havde snakket med Annabell).

"Peter?" Sagde Annabell igen. "Jeg- Annabell, kan vi snakke?" "Det gør vi allerede," sagde hun muntert, som om hun slet ikke fattede det. "Annabell, jeg ved ikke om vi er okay, men jeg har det fint." "Hvorfor er vi ikke okay, vil du da slå op?" "Ja, det vil jeg faktisk gerne," sagde Peter, og forsøgte at lyde sikker. "Oh, okay. Det er i orden, selvfølgelig. Du skal være glad. Hvad hedder hun?" Peter så forvirret ud. "Hvem?" "Kom nu, Peter, jeg er ikke dum. Hvem er du blevet forelsket i?" Peter så stadig forvirret ud, men Annabell blev ved. "Fordi hvis det ikke er en anden, vil jeg gerne vide, hvad jeg gjorde galt!" Annabell lød såret, og Peter forstod det godt, men han havde ikke rigtig nogen forståelig forklaring, så han løj bare: "Ja, undskyld, men der er en anden..." "Hvem? Ikke Wendy, vel?" "Nej, nej ikke Wendy. D-det er-" han kiggede kort op. "Mary!" Sagde han så, måske lidt for højt. Mary vendte sig om. "Hvad er der?" Spurgte hun overrasket; de talte ikke sammen særlig tit. "J-jeg bliver nødt til at fortælle dig noget," sagde han med et nervøst blik på Annabell, som stirrede surt på Mary. Peter fangede Mary's blik, og rystede voldsomt på hovedet, mens han langsomt sagde: "Jeg er forelsket i dig." Han stoppede straks med at ryste på hovedet, da Annabell vendte sig for at kigge på ham. Han kiggede kort på sine sko. "Undskyld, Annabell." Annabell fnyste højlydt og gik inden for.

"Hvad gik det ud på?" Spurgte Mary forvirret. Peter sukkede. "Jeg har lige slået op med Annabell, men hun gik ud fra at det betød, at jeg er forelsket i en anden..." Mary smilede. "Og jeg var den første den bedste?" "Du får det til at lyde så slemt..." Hun grinnede. "Nej, det er okay, glad for at kunne hjælpe." Så løb hun igen. 

Remus stod endelig op, og kunne ikke finde de andre. -Det var indtil han kiggede ud af vinduet og opdagede sneen, at han regnede den ud, og tog halstørklæde og jakke, hen over sin hættetrøje. 

Det var sjovt at kaste med sne, -indtil Remus Lupus fik en bunke med sne ned over sig, over blev helt blå af kulde. Han kiggede sig straks efter gerningsmanden, men alle Ravenclaw'erne var flade af grin, så der var ikke nogen af dem der så extra mistænkelige ud. Så kiggede han tilfældigvis op, og fik øje på Sirius der sad over ham i et træ. "Hej, Hugtand, du ser mig lidt ... blå ud..." Han grinede, og rystede lidt en af grenene, så der faldt mere sne ned. Remus var ikke sikker på om han skulle grine eller være vred, så han grinede bare. Så kravlede han op til Sirius, og skubbede ham ned. Sirius skreg hele vejen, og grinede så, da han sad på jorden, midt i bunken af sne. 

"Har du set James?" Spurgte Sirius Remus, der sad på sin seng. "Øhh... Nej, har du kigget på biblioteket?" "Jeg har ikke kigget nogen steder," svarede Sirius, og smed sig på sin seng. "Måske skulle du gøre det..." Foreslog Remus tøvende. "Jaa... Men det gider jeg ikke." Remus trak på skuldrene. "Så må du selv om det," sukkede han med et hævet øjenbryn. "Ja ja." 

James var på biblioteket. Sammen med Lily. De læste, hvilket var det eneste de lavede efterhånden. En gang i mellem kiggede de op på hinanden og fik øjenkontakt, men kiggede så flygtigt ned i bogen igen. Lily var gået igang med en bog, hun havde set James læse tidligere om varulve, og hun syntes de lød vildt interessante. Hun læste om alle tegnene og alle de måder de var anderledes. Til sidst i bogen var spørgsmålet: "Så hvad er varulve, venlige eller væmmelige?" Og Lily hviskede for sig selv; "Venlige." James kiggede op. "Hva'?" "Bogen," svarede Lily. Hun forklarede spørgsmålet for ham. "Og jeg synes de er venlige," sagde hun så. James smilede skævt. "100 procent enig," sagde han, og overvejede om Remus havde fortalt hende om hans pelsede problem. "Kender du nogen?" Spurgte Lily pludselig. "Nej," svarede James lidt for hurtigt. "Okay," grinede Lily. James forsøgte også at grine, men det lød så falskt, at han lod være.

Lily rystede på hovedet og rejste sig. "Hvor skal du hen?" "Aftensmad, hvad ellers?" James smilede lidt trist. "Okay. Vi ses, så..." "Skal du ikke med?" Spurgte hun med et lille smil. Uden at svare, rejste James sig op og gik med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...