Remember Me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 1 jul. 2015
  • Status: Igang
Alt gik fantastisk for Kimberly indtil hun endte i en bilulykke, og pludselig vågner op på et hospital, uden nogen idé om hvad der er sket, eller hvem hun selv er. Hvad hun hurtigt finder ud af er, at en del ting i hendes liv langt fra er en dans på roser. En enorm hemmelighed bliver afslørret og hun finder ud af noget om Harry hun aldrig havde troet.. Hvad for et væsen, var det nu lige han var? Det bliver pludselig svært at skulle fokusere på at få sin hukommelse tilbage.

71Likes
35Kommentarer
4402Visninger
AA

9. 8.

Harry's synsvinkel

Jeg vågnede op ved at en solstråle kom igennem gardinet og lyste mig lige i ansigtet. Et gab forlod mine læber i det jeg rejste mig træt fra sengen. Jeg fandt en hvid t-shirt og nogle sorte jeans som jeg trak i, hvorefter jeg gik ud af værelset og mod køkkenet. Det undrede mig helt at Kimberly ikke var stået op endnu.

Hun plejede at være oppe længe før mig.

Måske er det efter alt det i går? Det var jo lidt af en mundfuld for hende. Jeg gik ned af gangen for at komme hen til hendes dør. ”Kim?” Sagde jeg stille, hvorefter jeg bankede blidt på hendes dør.

Intet svar. ”Kim?” Spurgte jeg hvorefter jeg trak ned i dør håndtaget og åbnede langsomt døren.

Men værelset var tomt.

Jeg tog langsomt 2 skridt ind i værelset mens jeg kiggede rundt. Var hun gået mens jeg sov? Jeg drejede om på hælen og løb ud af værelset og ind på mit for at finde min mobil. Jeg tastede hendes nummer ind, og ringede til hende flere gange, men jeg fik intet svar nogen af gangene. Jeg var derefter hurtig til at taste Louis' nummer ind og ringe til ham, som hurtigt tog den. ”Kimberly er væk!” Skyndte jeg mig at sige, før Louis overhovedet nåede at sige noget.

 

Kimberly's synsvinkel

Et træt suk forlod mine læber hvorefter jeg langsomt åbnede øjnene. Jeg lå på maven rundt om noget meget blødt, det bevægede sig, og jeg kunne mærke en hånd mod min ryg. Jeg løftede jeg langsomt hovedet mens jeg kiggede lidt rundt.

En dreng der gik ved siden af sendte mig et smil. ”Godmorgen.” Hilste han roligt. Jeg satte mig langsomt og forsigtigt op, og kiggede lidt nærmere på hvad jeg sad på.

Det var en kæmpe hund.

Jeg kiggede lidt rundt omkring, og omkring os gik et par stykker af de store hunde også. Jeg lod blikket køre rundt på området vi var i.

Hvad i al verden der var sket kunne jeg ikke huske, hvem i al verden ham ved siden af mig er har jeg ingen idé om, og hvad jeg laver har ved jeg slet ikke!

”Hvad er der sket?” Spurgte jeg forsigtigt og kiggede på drengen. ”Du er gled i sneen.. Slog hovedet hårdt ned i isen.” Forklarede han. Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg kiggede lidt rundt. ”Hold godt fast.” Sagde han og tog blidt ved mine hænder, hvorefter han lagde dem ned på pelsen på den store hund. Jeg tog fat i pelsen og holdte fast i den.

”Hvem er du?” Spurgte jeg derefter. Han kiggede lidt på mig. ”Kan du slet ikke huske det?” Spurgte han så. Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Jeg husker ingenting.” Sukkede jeg og kiggede lidt rundt. ”Ingenting? Overhovedet?” Jeg rystede lidt på hovedet. ”Jeg husker overhovedet ingenting.” Han kiggede lidt på mig hvorefter han sendte mig et smil og langsomt nikkede. ”Okay så.. Jeg hedder Andrew. Jeg er... Din kæreste.” Forklarede han med et smil. Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg bed mig i min underlæbe. ”Min kæreste?” Han nikkede langsomt. ”Dit navn er Kimberly. Ham du sidder på hedder Brandon. Han er en vareulv. Men ingen panik! Han vil ikke gøre dig noget.” Forklarede han med et smil. Jeg kiggede ned på det som så var en ulv og smilede lidt. ”Hej med dig Brandon.” Hilste jeg, løftede min hånd og kløede ham lidt bag øret.

”Du mistede hukommelsen og desværre var det ikke mig der var der fra starten. Den luskede Harry Styles kom først og fik dig bildt en masse ting en.”

”Som hvad?” Han sendte mig et smil og kiggede ligeud. ”Han sagde blandt andet at vi var slået op, han sagde ting som skulle få dig til at hade mig, og elske ham.” ”Og det hele var bare løgn?” Han nikkede langsomt. ”Kan du huske noget af det?” Jeg rystede langsomt på hovedet. Jeg huskede intet. Ingen Harry, ikke Andrew som så viste sig at være min kæreste. Jeg huskede intet. ”Nå men.. Du løb væk da du opdagede hele varulve sagen, og så har du gledet på isen og slået hovedet hårdt, og mistet hukommelsen igen. Til vores begges fordel kan man vel sige. Nu kan du få sandheden af vide.” Forklarede han og jeg nikkede langsomt.

”Det er også derfor jeg har valgt at tage dig med, langt væk fra byen. Så Harry ikke kan komme i nærheden af dig, og komme med flere løgne.” Jeg sendte ham et lille smil. ”Så Harry er like.. Den 'onde'?” Andrew nikkede langsomt. ”Det kan man godt sige. Og jeg er her for at hjælpe dig, og ikke bare sprede løgne til min egen fordel.” Grinede han. Jeg sendte ham et smil.

”Hvor er vi så på vej hen?” Spurgte jeg en smule usikkert.

”Det skal du ikke bekymre dig om. Men jeg kan sige at vi er på vej langt væk.”

 

Harry's synsvinkel

”Så hvad hun forsvandt bare!?” Sagde Louis, idet han slog ud med armene. Jeg nikkede langsomt. ”Jeg sov..” Mumlede jeg. Et højt suk forlod Louis' læber. ”Flot klaret Harry! Hun forsvinder lige efter hun fandt ud af hemmeligheden, er du klar over hvor farligt det er for hende!? Andrew kunne stikke sine beskidte klør i hende, og du ved ligeså godt som jeg, at han skal holde sig langt væk fra hende, specielt så længe hun ikke kan huske noget!” ”Jeg ved det, jeg ved det!” Sukkede jeg og kiggede ud af vinduet.

”Men.. Måske er hun slet ikke væk. Måske er hun bare ude og gå en tur?” Foreslog jeg langsomt. Louis kiggede lidt på mig hvorefter han langsomt rystede på hovedet. ”Nårh ja, for selv det er jo slet ikke farligt for hende helt alene.”

”Helt ærligt Louis. Som om det er mere farligt for hende når hun ved hvad der foregår!” Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Uanset hvad, vi må finde hende!” Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg langsomt begyndte at klappe. ”Nej virkelig, mr. åbenlys?” Sukkede jeg, og fik sendt et direkte dræber blik fra Louis. ”Undskyld mig men, er du på ingen måde bekymret for, hvad fuck der er sket med hende?” Jeg rullede med øjnene inden jeg svarede. ”Selvfølgelig er jeg det!” Sukkede jeg og rejste mig op. ”Men hvad venter du så på? Lad os finde hende.” Mumlede jeg og gik ud mod gangen.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle tænke over hele situationen. Jeg var så mega bekymret for om der var sket hende noget, det var ikke det.. Der kunne være sket hende alt muligt, og hun burde have tænkt sig om, og ikke bare være skredet men på samme tid, bebrejder jeg hende overhovedet ikke! Det var et stort chok for hende, og hun skulle slet ikke have fundet ud af det hele på den måde.

Og jeg tænker bare, hvis hun er havnet hos Andrew kan vi nærmest ligeså godt droppe det. Han ved lige hvordan han skal sno hende om sin lillefinger, desuden så burde hun være mere bange for mig, end for ham, det var mig der angreb ham og ikke omvendt.

Hvilket virkelig var noget af det dummeste jeg har gjort, men sket er sket, nu må jeg bare se om jeg kan finde hende.

 

***

”Finder du noget Harry?” Spurgte Louis lidt bag mig, jeg vendte kort blikket mod ham. Han kiggede rundt til alle sider, enten for at se om hun måske lå et sted, eller højest sandsynligt for at tjekke om der var nogen der så os.

Louis Tomlinson der går rundt med en kæmpe hund, nej nej, det virker ikke underligt på nogen måde.

Jeg stak snuden ned i sneen igen, mens jeg prøvede at fange hendes eller Andrews duft – Andrews var bare for en sikkerheds skyld. Der var en chance for at hun var sammen med ham, hvilket vi ville finde ud af hvis jeg fandt hans duft.

Men jeg kunne ikke finde noget. Jeg stoppede op og kiggede lidt rundt. Louis kom hen til mig, lagde en hånd på min ryg og kiggede på mig. Jeg kiggede op på ham og rystede på mit hoved. Louis sukkede hvorefter han kiggede rundt. Han begyndte at gå og stoppede op mens han kiggede ned i sneen. Han satte sig på hug og kiggede meget studerende på det.

Hvad havde han fundet?

Jeg gik over mod ham og kiggede på sneen. Jeg stak snuden ned i sneen igen og tog et par snus, men måtte konstatere at det altså heller ikke ligefrem var Kims duft. Jeg rystede langsomt på hovedet og kiggede på Louis med et trist blik.

Jeg kiggede rundt.

Hvor er du henne Kim?  

***

UNDSKYLD FOR DEN LANGE VENTETID! D: 

Meeeeen gode nyheder! Som det ser ud til har min far endelig fået ordnet internettet på min computer, så nu håber jeg at der ikke vil gå så lang tid mellem kapitlerne. :D 

 

Men håber i kunne lide det, efterlad gerne en kommentar, så jeg kan se om i stadig lever. (: 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...