Remember Me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 1 jul. 2015
  • Status: Igang
Alt gik fantastisk for Kimberly indtil hun endte i en bilulykke, og pludselig vågner op på et hospital, uden nogen idé om hvad der er sket, eller hvem hun selv er. Hvad hun hurtigt finder ud af er, at en del ting i hendes liv langt fra er en dans på roser. En enorm hemmelighed bliver afslørret og hun finder ud af noget om Harry hun aldrig havde troet.. Hvad for et væsen, var det nu lige han var? Det bliver pludselig svært at skulle fokusere på at få sin hukommelse tilbage.

71Likes
35Kommentarer
4393Visninger
AA

8. 7.

 ”Okay nej. Haha, det her er en syret drøm, i tager pis på mig. Det kan ikke passe.” Sagde jeg og rejste mig hurtigt op. ”Det er løgn, det kan ikke passe.” Sagde jeg og rystede på hovedet. ”Kim.” Sukkede Louis og rejste sig op.

”Nej Louis! Harry er ikke en freaking vareulv, og Andrew er heller ikke en. I tager pis på mig, i.. Nej!” Råbte jeg og begyndte at gå frem og tilbage. ”Kim sæt dig nu ned!” Sukkede han. ”Han er ikke nogen ulv Louis!” Råbte jeg og rystede på hovedet. ”Det er umuligt, der findes ikke varulve.” Sukkede jeg, men satte mig ned igen. ”Harry findes da?” Mumlede han. Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Det er umuligt.” Sagde jeg derefter.

En dør der smækkede lød, og mit blik fløj hurtigt derhen. Harry kom kort efter gående med hurtige skridt ind i stuen. Han satte sig tungt i en stol og undlod at kigge på nogen af os.

Mit blik blev liggende på ham i lidt tid, mens jeg ventede på at han ville sige noget. Gerne forklare hvad fanden der skete.

Men nej. Han blev siddende, og sagde ikke et ord. Med et højt suk rystede jeg på hovedet og gik ud af stuen. Jeg satte mig irriteret ned på gulvet og lænede hovedet og ryggen op af væggen. Hvad fuck sker der lige?

 

Harrys synsvinkel

”Hvad fanden handlede det lige om!?” Sagde Louis højt. Med et suk vendte jeg langsomt blikket over mod ham, og kiggede træt på ham. ”Hvad blev der af, 'vi fortæller hende ikke noget, det er farligt for hendes helbred'!?” Sagde han derefter. Han gik hurtigt frem og tilbage i stuen, en ting han altid gjorde hvis han var frustreret eller noget i den retning.

Jeg ødelagt planen, hvilket virkelig ikke var meningen, men sket er sket, jeg kunne ikke gøre noget nu.

”Du er så uansvarlig! Du burde bare gå væk derfra lige i det, som han begyndte at irritere dig, du-” ”- Den er feset ind! Jeg begik en fejl, jeg ved det. Det må du undskylde mor!” Sagde jeg med et irriteret suk og kiggede væk fra ham. ”Fatter du slet ikke det her Harry!? Du bringer Kim i fare her, men du er så ligeglad. Hvorfor Harry? Hvorfor kunne du ikke bare lade vær med at lytte til ham, så ville Kim stadig ikke vide noget, og hun ville være sikker.”

”Hvorfor gør det hende mere sikker hvis hun ikke vidste det!? Nu ved hun bare en ting mere som hun plejede at vide, bum ingen skade sket!”

Jeg var efterhånden træt af at stå og råbe af ham. Og jeg havde ondt over det hele. Andrew har virkelig skarpe tænder, og han bider virkelig hårdt...

 

Kimberlys synsvinkel

Jeg sad og hørte på Louis og Harry der snakkede i uendeligt lang tid, før jeg valgte at rejse mig op og forlade gangen. Jeg forsvandt ind på mit værelse, hvor jeg bare lå helt splattet ud på min seng. Jeg havde fået alt for mange informationer på en gang.. Alt for meget der var sket.

Og på en eller anden måde følte jeg bare at der var et eller andet galt. Jeg følte mig.. Overvåget.

Jeg rejste mig langsomt fra min seng og gik hen mod vinduet. Jeg kiggede ud i det som efterhånden var blevet virkelig mørkt. Men jeg kunne ikke se andet end mørket.

Jeg vendte blikket over mod døren. Jeg kunne stadig høre den lave summen af Louis' og Harrys samtale. Jeg vendte blikket kort mod gulvet, hvorefter jeg kiggede op og ud af vinduet igen.

Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Tag dig sammen Kim..” Mumlede jeg hvorefter jeg rullede gardinet ned.

Jeg gik tilbage til min seng og lagde mig ned. Min telefon begyndte langsomt at brumme, og jeg løftede lynhurtigt hovedet. Jeg tog fat i den.

En besked fra Andrew?

Beklager det der skete i dag. Er du okay?

Jeg overvejede det kort. Andrew var en ulv. Så højest sandsynligt virkelig farlig.. Men på samme tid.. Harry var jo også en ulv?

Jeg har det fint. Virkelig overvældet.. Men fint.

Jeg sendte beskeden og lagde mig ned igen. Der gik cirka et minut før der tikkede en ny besked ind.

Jeg gætter bare.. Du vil blive total overvåget af Styles og Tomlinson, fra nu af, for at de kan sikre sig at du ikke løber over til mig?

Det var virkelig underligt at han brugte deres efternavne.. En eller anden måde at virke stor og farlig på måske? Mere hård? Jeg ved det ikke..

Jeg ved ikke.. Jeg magter ikke hvis de skal holde øje med mig 24/7.

Jeg sendte beskeden hvorefter jeg lagde min mobil over på mit bord.

Hvis de syntes at de skulle til at holde øje med mig, kunne de godt tro om igen!

Med et suk trak jeg dynen om mig, og lagde mig til rette. Jeg var fuldstændig smadret.

 

* * *

Da jeg vågnede op dagen efter havde det sneet virkelig meget i løbet af natten. Et tykt lag sne pyntede fint udenfor.

Jeg stod og kiggede på det ud af vinduet mens jeg overvejede at gå ud i det. Harry sov stadig, så var det mon en god idé?

På samme tid.. Jeg trængte til at komme ud og lidt væk.

Jeg nikkede kort for mig selv, hvorefter jeg fik skiftet til nogle jeans og en sweater. Jeg tog nogle støvler på, satte mit hår op i en hestehale, hvorefter jeg trak en jakke på. Jeg tog min mobil og lagde den i min lomme, hvorefter jeg gik ud til hoveddøren. Jeg åbnede den langsomt, og gik ud i kulden.

Sneen knasede under mine støvler, hvilket af en eller anden grund fik mig til at smile.

På en eller anden mærkelig måde virkede det her bekendt. Jeg ved ikke hvad det var.. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde set sne.

Sjovt nok.

Plejede jeg at kunne lide sne? Det var så frustrerende ikke at vide noget som helst om sig selv..

Jeg gik i lidt tid, mens jeg kiggede rundt omkring. Her var så smukt når sneen var her. Jeg gik i et stykke tid, da følelsen fra i går kom frem igen. Følelsen af at være overvåget.

Og da jeg pludselig hørte skridt, begyndte jeg først at blive virkelig nervøs.

Jeg kiggede rundt, men der var ingen mennesker. ”Hallo?” Spurgte jeg forsigtigt. Intet svar..

Jeg rystede langsomt på hovedet, hvorefter jeg begyndte at gå igen.

”Du er bare paranoid..” Mumlede jeg lavt.

Jeg gik videre, men da skridtende blev ved, begyndte jeg langsomt at løbe. Hvad skete der? Jeg kiggede hele tiden rundt, men så ingen.

Jeg løb videre indtil jeg pludselig gled og faldt lige ned i sneen. Jeg satte mig langsomt op og kiggede lidt rundt.

En piven lød lidt længere væk, og en grå hund kom til syne. Eller... Hunden virkede lidt for stor til at kunne være en hund. ”Andrew?” Spurgte jeg forsigtigt. Ulven kom gående mod mig. Jeg blev siddende på jorden. ”Andrew er det dig?” Spurgte jeg så, mens jeg forsigtigt bed mig i underlæben. Ulven stoppede lige foran mig, og den stod bare og kiggede på mig. Den satte sig ned i sneen, vendte snuden op mod himmelen og begyndte at hyle. Jeg sad som frosset til jorden og kiggede på den. Den stoppede med at hyle og kiggede mod mig igen. Jeg kiggede rundt og langsomt kom der flere ulve frem bag træer og buske. Der var 4-5 stykker plus den som jeg regnede for at være Andrew, men jeg blev pludselig i tvivl. Jeg kiggede lidt rundt på dem, indtil de pludselig stod i en ring omkring mig. Hvad skete der?

En af ulvene sprang frem mod mig. Et skrig forlod mine læber i det jeg faldt tilbage og slog hovedet ned i jorden, hvorefter alt blev sort.

 

***

Undskyld for ventetid og alting, men min computer har stadig ikke net, så kan kun opdatere når jeg er i skolen. Så her er der et nyt kapitel. Vær tålmodgie vil opdatere så snart som muligt! 

Gode nyheder, det er snart juleferie, og meget snart jul! :D 

Glædelig jul alle sammen! <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...