Remember Me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 1 jul. 2015
  • Status: Igang
Alt gik fantastisk for Kimberly indtil hun endte i en bilulykke, og pludselig vågner op på et hospital, uden nogen idé om hvad der er sket, eller hvem hun selv er. Hvad hun hurtigt finder ud af er, at en del ting i hendes liv langt fra er en dans på roser. En enorm hemmelighed bliver afslørret og hun finder ud af noget om Harry hun aldrig havde troet.. Hvad for et væsen, var det nu lige han var? Det bliver pludselig svært at skulle fokusere på at få sin hukommelse tilbage.

71Likes
35Kommentarer
4395Visninger
AA

7. 6.

"Harry det kan du seriøst ikke mene!" Lød der pludselig en stemme igennem huset. Jeg kiggede nysgerrig op og kiggede mod døren  til køkkenet. "Jeg beklager men der er altså ikke noget at gøre! Vi kan ikke optræde når det er fuldmåne!" 

Ej nu måtte han tage sig sammen.. Ville han skuffe fans på grund af hans dumme fuldmåne ritual? Åh du godeste. 

"Der må da være et eller andet man kan gøre!" Lød det opgivende fra køkkenet. "Det er der ikke! Jeg kan ikke optræde! Jeg vil nødigt skuffe dem, men jeg kan altså ikke." "Dumme hund!" Lød det irriteret, hvorefter døren gik op, og en vred Louis kom ud. Han blev nærmest helt forskrækket da han så mig. "Åh Kim.. Jeg vidste ikke du var her." Jeg kiggede lidt på ham. "Jeg bor her?" Mumlede jeg, hvorefter jeg lukkede min bog, og lagde den på bordet. "Hvad er det der sker med Harry? Seriøst jeg forstår det ikke." sukkede jeg. 

Louis kiggede lidt på mig hvorefter han rystede på hovedet. "Det er ikke noget du skal bekymre dig om Kim.." Sukkede han. Han kiggede væk fra mig igen. Han så virkelig træt ud. Jeg sukkede halv irriteret og rejste mig op. "Hvorfor ikke? Det er tydeligvis noget som jeg burde vide, og noget jeg vidste noget om før i tiden, så hvorfor er det jeg ikke må vide det nu? Var det ikke meningen at i skulle fortælle mig, alt der var at vide om mit liv!?" Sagde jeg højt. 

Louis kiggede helt forskrækket på mig. "Kim du er ikke klar til at få det af vide! Du kan ikke holde til at få særligt meget af vide af gangen, hvis du får det af vide så vil du slet ikke kunne holde til det." 

Jeg rullede med øjnene og forlod irriteret Louis i stuen.

Idioter! Dem alle sammen! Mest Harry, fordi det omhandler ham, og han burde fortælle mig det, eftersom jeg vidste det før i tiden!

Måske jeg skulle ringe til Andrew? Han vidste til det, så måske han endda ville fortælle mig om det?

Altså jeg havde hans nummer, efter de mange beskeder og opkald han havde bombet min mobil med.

Jeg trak min mobil op, og ledte efter hans nummer. Jeg fandt nummeret men i stedet for at ringe op stod jeg bare og stirrede på det.

Skulle jeg gøre det? Eller var det bare for dumt? Af hvad drengene havde fortalt mig, havde han både været mig utro, og givet Harry et blåt øje, og for at være helt ærlig, så havde han sikkert gjort flere ting de ikke havde fortalt mig om.

Men på den anden side... Han havde svar på mine spørgsmål, selv dem som Harry ikke ville svare på....

Jeg sukkede lavt, men jeg langsomt rystede på hovedet. Jeg valgte at skrive en besked i stedet.

Har en masse spørgsmål, som drengene ikke gider at give svar på, mon du har dem?

Jeg stod og stirrede på beskeden i lidt tid. Langsomt tog jeg min finger tættere og tættere på send knappen. Til sidst tog jeg mig sammen, og trykkede på knappen.

Og før jeg vidste af det var det for sent og beskeden var blevet sendt.

Var det nu alligevel en god idé? Hvad hvis han ikke vidste at det var mig? Hvad hvis han ikke gad at svare? Eller hvis han vidste hvad det her handlede om? Hvad hvis-

Pludselig lød en lyd fra min mobil. Jeg tog den langsomt op og gik ind på beskeden.

Jeg vil svare på hvad som helst... Men jeg tror ikke ligefrem at Mr. Styles vil synes om det.

Igen stod jeg bare og stirrede på skærmen.

Jeg kunne få svar lige det jeg ville have, men var det virkelig det som jeg ville? Ville jeg virkelig have mine svar fra Andrew?

Jeg bed mig langsomt ned i min underlæbe.

Jeg begyndte langsomt at skrive et svar til ham.

Han vil forbyde det..

Jeg stirrede lidt på skærmen hvorefter jeg fortsatte med at skrive.

Han vil forbyde det.. Så lad os mødes i skoven om 20 minutter?

Jeg trykkede langsomt fingeren tættere på send, hvorefter jeg til sidst trykkede den ind.

Den var sendt..

Der var ingen vej tilbage nu. Jeg måtte tage ned i byen, og stikke Harry en løgn.. Forhåbentligt ville han lade mig tage derned alene.

”Harry!” Råbte jeg og gik ud af værelset, men nåede ikke langt før jeg gik direkte ind i en person, og det var Louis.

Jeg kiggede op på ham hvorefter jeg rystede på hovedet og gik direkte forbi ham. ”Kim!” Sagde han efter mig. Jeg vendte mig rundt og kiggede koldt på ham. Jeg var vred! Jeg ville bare have de dumme svar, mere forlangte jeg ikke!

”Du må altså ikke være vred, du skal bare være tålmodig så-” ”Nej.” Afbrød jeg ham. ”Det er fint. Jeg får mine svar.” Sagde jeg og skulle til at vende mig, men han nåede at sige noget. ”Hvordan?” Jeg kiggede kort tilbage hvorefter jeg hurtigt gik helt tæt hen på ham. ”Jeg skal mødes med Andrew, så han kan give mig de svar jeg vil have, og jeg er ligeglad med at du ikke vil synes om det, for du kunne bare have givet mig dem, og så ville jeg ikke være på vej ned til ham.” Sagde jeg hurtigt, og lavt for at sikre mig at Harry ikke hørte noget.

Louis så helt mærkelig ud i hovedet. ”Nej Kim det... Det skal du virkelig ikke gøre! Hør hvis du vidste hvad-” ”Ja men det ved jeg ikke! Og ved du hvorfor? Fordi i ikke fortæller mig noget når jeg spørger om det. Så det er faktisk din egen skyld.” Sagde jeg hvorefter jeg drejede rundt og gik ind i stuen hvor jeg fandt en vred Harry.

”Harry vil du ikke godt lade mig tage alene ned i byen i et par timer?” Han kiggede ikke engang på mig, hvorefter han mumlede et ”Jaja..” Jeg sukkede lettet og gik ud i gangen for at forlade huset.

Hvorfor var han blevet vred? Kunne han virkelig ikke droppe det dumme fuldmåne ritual bare én enkel fuldmåne?

Det var forhåbentligt det jeg ville få svar på om lidt...

 

* * *

Da jeg kom ud til skoven stod Andrew der allerede. Han smilede i det jeg kom gående hen mod ham. ”Jeg vidste at du ikke kunne holde dig væk..” Sagde han med et smil. ”Hold mund, jeg er her kun for at få nogle svar.” Mumlede jeg.

Han kiggede lidt på mig hvorefter han kiggede op. ”Jeg synes vi blev enige om at Styles ikke skulle vide noget.” Jeg kiggede kort rundt omkring hvorefter jeg kiggede mærkeligt på ham. ”Jeg har ikke sagt noget til Harry?” ”Men han er tydeligvis fulgt efter.” Jeg kiggede undrende på ham. Harry var da ikke fulgt efter mig?

Jeg kiggede rundt. ”Hvad snakker du om?” Spurgte jeg forvirret. ”Kom nu bare frem Styles.” Sagde han langsomt.

”Hvad snakker du om? Harry er her ikke han-” Jeg stoppede mig selv da jeg hørte skridt. Jeg vendte mig langsomt rundt, og så Harry komme gående hurtigt mod mig. ”Harry? Hvad laver du her, hvorfor-” Jeg nåede ikke at sige mere, da Harry tog hårdt fat i min arm.

”Kom her Kim, jeg troede at jeg havde gjort det klart, at du ikke skulle snakke med ham.”

”Jamen du vil jo ikke give mig nogle svar!” ”Du er ikke klar til det Kim! Fat det! Din hukommelse er væk, du aner ingenting, han kunne bilde dig alt muligt ind og du ville tro på ham, fat det nu, du er alt for naiv du aner ikke en skid om, om det han siger er rigtigt!” Sagde han højt af mig.

Nu var jeg virkelig vred. Han skulle bare slet ikke snakke sådan til mig!

”Du kunne jo ligeså godt lyve overfor mig også! Hvordan kan jeg så vide at alt det du fortæller mig er sandt? Du kunne jo ligeså godt lyve mig lige op i ansigtet!” Råbte jeg vredt af ham.

”Lad nu vær Styles... Lad dog pigen.” Lød det pludselig fra Andrew. Harry vendte blikket mod ham, og gik et skridt mod ham, hvorefter han skubbede hårdt til ham. ”Du holder dig væk fra hende!” Sagde han vredt. ”Hey, hey!” Sagde jeg og gik hen til dem. ”Jeg vil jo bare hjælpe hende..” Sagde han langsomt. ”Vel vil du ej! Du vil sætte dine beskidte klør i hende!” Råbte Harry. ”Og hvad er det så lige du selv har gang i Styles? Du var forelsket i hende.. Og helt ærligt... Du er stadig forelsket i hende. Prøv ikke engang at benægte det.” Sagde han langsomt. ”Du vil så gerne have at hun kommer til at føle det samme for dig, at du gør alt du kan for at få mig til at se så meget slemmere ud end jeg er, for at få hende til at holde sig væk fra mig, og få dig til at se ud som den perfekte fyr, så hun falder for dig.” Sagde han langsomt og hårdt, så hvert ord rigtigt kunne trænge ordenligt ind i hovedet på ham.

Det pinte Harry på alle måder.. Det var på ingen måde svært at se.

”Stop det..” Sagde Harry lavt og langsomt. Andrew grinede bare. ”Du var så jaloux da vi var sammen, at du næsten havde lyst til at holde en fest da hun slog op.” ”Jeg sagde stop!” Råbte Harry pludselig. ”Du prøver på at få mig til at se ud til at være den slemme, men i virkeligheden er det faktisk dig, som er den værste, det er dig som er den onde her, det er dig som hun burde holde sig væk fra, det er dig som-” ”Jeg sagde stop!” Råbte Harry højt hvorefter han sprang imod ham.

Men det var ikke Harry jeg så da han var kommet forbi mig.

Det var en Ulv.

Jeg spærrede øjnene op, mens mit blik lå på dem da Andrew pludselig heller ikke var Andrew længere.

WHAT!?

Ulvene begyndte at bide og flå i hinanden, jeg burde virkelig gå væk, men jeg var som frosset til stedet.

”Kimberly!” Lød en stemme pludselig, og ud af det blå stod Louis ved siden af mig. ”Kom!” Sagde han og tog fat i mig, hvorefter han trak mig med sig. Jeg vendte mit blik tilbage hvor ulvene stadig var godt i gang med at bide i hinanden.

”Louis!” Råbte jeg og fik ham til at stoppe op og kigge på mig. ”Hvorfor forvandlede Harry sig lige til en hund!?” Sagde jeg højt og forvirret. ”Og hvorfor gjorde Andrew det samme!?” Råbte jeg derefter. Louis kiggede bag mig hvorefter han kiggede på mig igen. ”Du ville gerne have din svar, nu har du fået dem!” Sagde han og kiggede igen bag mig. ”Jeg er nød til at få dig væk herfra..” Sagde han og tog fat i mig hvorefter han trak mig med sig igen.

”Han forvandlede sig lige til en hund... Han forvandlede sig lige til en hund... Han... Forvandlede.. Sig.. Lige til en hund!?” Sagde jeg højt.

”Nej.” Sagde Louis og kiggede tilbage på mig, hvorefter han kiggede frem for at vi ikke løb ind i noget.

”Ulv.”  

***

Ja, det bliver den sidste opdatering i lang tid desværre. ):

Jeg har super travlt med skolen, så har jeg et kommende teater stykke, jeg er med i, min bedste veninde kommer i næste weekend. Så har jeg fødselsdag og så er det pludselig blevet december... Så der kommer til at gå tid efter den her. Håber det er okay med alle. (:

Og tak for alle favoritlisterne, den mangler kun 3 fra at være oppe på 100! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...