Remember Me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 1 jul. 2015
  • Status: Igang
Alt gik fantastisk for Kimberly indtil hun endte i en bilulykke, og pludselig vågner op på et hospital, uden nogen idé om hvad der er sket, eller hvem hun selv er. Hvad hun hurtigt finder ud af er, at en del ting i hendes liv langt fra er en dans på roser. En enorm hemmelighed bliver afslørret og hun finder ud af noget om Harry hun aldrig havde troet.. Hvad for et væsen, var det nu lige han var? Det bliver pludselig svært at skulle fokusere på at få sin hukommelse tilbage.

71Likes
35Kommentarer
4402Visninger
AA

6. 5.

Harry havde endnu engang slæbt mig med ud i byen. Og det var kun et par dage siden vi sidst var der!

"Harry jeg orker virkelig ikke det her..." "Synd, for vi er allerede afsted, så nu bliver vi." Sagde han og kiggede på mig med et smil. Jeg rullede med øjnene. "Hvor er du irriterende.." Sukkede jeg. Jeg kiggede lidt rundt. 

Der var ikke sket meget forandring de sidste par dage. Jeg havde været med til en koncert, og det var nok det eneste sådan rigtigt. Harry ville have mig med til endnu en i aften.. Han snakkede om at de andres kærester, ville komme og han synes jeg skulle snakke lidt med dem. 

Så det var altså planerne for i aften. 

Og Harrys planer for i dag, var at han skulle slæbe mig med rundt i byen. Jubiii... 

Vi var lige nu bare lidt rundt og gå, ikke det store. Men ligepludselig mærkede jeg noget ved min hånd. I et chok trak jeg min hånd til mig og vendte mig rundt og så.. Ham fyren som jeg så sidst vi var afsted. 

"Kimberly!" Sagde han begejstret. Harry opdagede hurtigt at jeg ikke var med, og kom hen til min side. Jeg kiggede op på ham men så hvordan han stirrede næsten helt vredt, på fyren. "Hold dig væk fra hende Andrew." Lød det fra Harry. 

Nå så det var Andrew! Det giver meget mere mening nu. 

"Nå så vagthunden er helt over hende igen hvad.." Sagde han stille. Jeg kiggede forvirret på ham. "Hvad for noget?" "Ikke noget." Sagde Harry hurtigt. 

"Åh så hun ved det ikke?" "Hun mistede hukommelsen selvfølgelig ved hun det ikke. Tror du ærligtalt selv at det skulle være noget af det første, jeg ville fortælle hende?" Andrew grinede kort. "Åh Styles... Du dummer dig virkelig meget. Og det ved du jo også godt selv." 

"Bare hold dig væk." 

Hvorfor i al verden snakkede de om mig som om jeg ikke var der!? Og hvad er det som Harry ikke har fortalt mig? Altså der var mange ting han ikke havde fortalt mig, men hvad handlede det der lige om? 

Andrews blik landede pludselig på mig. "Mistet hukommelsen..." Mumlede han. Han begyndte langsomt at smile. "Du kan ligeså godt droppe den der beskyttende jeg... Før eller siden skal hun nok komme  tilbage til mig." "Okay, stop så med at snakke om mig som om jeg ikke er her! Jeg står lige her!" Udbrød jeg irriteret. 

"Og hvad er det Harry ikke har fortalt mig?" Sukkede jeg og kiggede fra Andrew til Harry. "Åh det vil du nok finde ud af. Vi ses senere Kim.." Sagde Andrew med blikket mod mig, han vendte det kort efter op på Harry. "Vuf." Sagde han med et smil, hvorefter han vendte om og gik sin vej. 

Harry stirrede vredt efter ham. "Hvad?" Sagde jeg irriteret. "Hvad handlede det om? Louis har fortalt at du aldrig har kunnet lide ham, men hvad var det han snakkede om, som du ikke har fortalt mig?" Spurgte jeg og kiggede irriteret på ham. "Du får det af vide når du kan holde til det. Nå tiden kommer." Sagde han, hvorefter han tog ved min hånd, og trak mig med sig. 

***

Harry opførte sig virkelig mærkeligt resten af dagen. Han kiggede knap nok på mig, og blev ved med at gå og snakke i telefon. 

Men så kom tiden til at han skulle være ved stadiumnet, og jeg tog selvfølgelig med fordi.. Jeg skulle også gerne være der. 

Så her sad jeg. I en sofa backstage, mens at drengene skulle møde de fans der havde Meet n' Greet. 

Dog sad jeg heldigvis ikke alene særligt længe før en overdrevet køn pige kom hen, og satte sig ved siden af mig i sofaen. "Kimberly." Hilste hun med et smil. Jeg kiggede på hende med et smil. "Heeej.." Jeg trak det ud mens jeg kiggede spørgende på hende. "Nårh ja.." Grinede hun. "Jeg hedder Sophia. Jeg er Liams kæreste." Sagde hun og sendte mig et smil. 

Jeg nikkede langsomt. "Sophia.." Sagde jeg og smilede til hende. "Du kan virkelig intet huske?" Jeg rystede lidt på hovedet. "Ikke andet end det jeg har fået af vide." Hun nikkede langsomt. "Har du fået noget af vide om mig?" Jeg nikkede langsomt med et smil. "Ja men ikke meget. Kun at du er vildt sød, og at jeg snakkede rigtigt godt med dig." Hun grinede kort. "Årh men skønt." Sagde hun med et smil. 

"Jeg hører at du bor hos Harry for tiden?" Jeg nikkede langsomt. "Jah.. Det er bare så svært alting lige nu. Vi mødte Andrew tidligere, og han sagde nogle mærkelige ting, omkring Harry der holder et eller andet hemmeligt for mig, eller sådan noget. Og det er lidt svært ikke at få besvaret alle sine spørgsmål." Grinede jeg. Hun sendte mig et smil. "Du skal nok få det besvaret når Harry mener du er klar til det. Det virker måske irriterende, men han gør det jo kun for din egen skyld." Jeg nikkede langsomt. 

"Jeg bliver bare så forvirret..." Sukkede jeg. "Forståeligt." 

Liam kom pludselig gående hen mod os. "Åh Kim, du er blevet genforenet med Sophia kan jeg se." Sagde han med et smil. Sophia rejste sig op, og Liam lagde armen rundt om hende. Jeg sendte dem et smil og nikkede langsomt. "Det er jeg nettop." Sagde jeg og sendte dem et smil. Et flot par, kunne man virkelig sige at de var. 

"Vi skal til at blive klar til at komme på scenen, så vi ses bare bagefter." Sagde Liam, og gav Sophia et kys. Hun smilede til ham. "Vi ses Kim." "Vi ses." Sagde jeg og vinkede kort, som han forsvandt. 

Jeg var efterhånden blevet van til at de gik og kaldte mig Kim hele tiden. Det var åbenbart for langt at skulle kalde mig Kimberly.. Men det var fint nok. Kim var sødt, og jeg plejede nok heller ikke ligefrem at have noget imod det, siden de synes de kunne gøre det nu også? 

Jeg valgte at blive backstage denne gang, mest fordi at Sophia gjorde det, og det var rart lige at lære en at kende, som jeg plejede at kende. Jeg ville gerne have alt til at blive så normalt som det plejede, det var bare så svært... Hvis der kom en person hen til mig, vidste jeg sjælendt hvem det var, og jeg kunne jo ikke huske noget som helst med denne person? 

Men det skulle nok komme til mig. Min hukommelse skulle nok komme tilbage. 

.. Ikke?  

 

 

***

Såååå, har i hørt Ready To Run? :D 

Personligt, så er det nok min yndlings sang af dem vi har fået lov til at høre fra det nye album. :D 

Jeg vil lige hurtigt give jer noget bonus info... Mit net fucker stadig, og nu virker det næsten ikke engang på skolen længere sååå... Der vil gå meget lang tid mellem kapitlerne, i'm so, so sorry. :(( 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...