Remember Me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 1 jul. 2015
  • Status: Igang
Alt gik fantastisk for Kimberly indtil hun endte i en bilulykke, og pludselig vågner op på et hospital, uden nogen idé om hvad der er sket, eller hvem hun selv er. Hvad hun hurtigt finder ud af er, at en del ting i hendes liv langt fra er en dans på roser. En enorm hemmelighed bliver afslørret og hun finder ud af noget om Harry hun aldrig havde troet.. Hvad for et væsen, var det nu lige han var? Det bliver pludselig svært at skulle fokusere på at få sin hukommelse tilbage.

71Likes
35Kommentarer
4399Visninger
AA

3. 2.

Efter godt og vel en uge havde jeg jo egentligt ret til at komme hjem, problemet var bare.. Hvad var hjem? Hvor var hjem? 

Min forældre havde besøgt mig et par gange, men bare der kunne jeg nærmest føle en kæmpe afsky.. Så jeg havde ikke ligefrem lyst til at tage hjem til dem. 

Harry havde været forbi et par gange også, så i princippet kunne jeg jo bo hos ham, som han foreslog i første omgang. 

Min hukommelse var langt fra kommet tilbage, og ærligtalt vidste jeg ikke mere om mig selv, end jeg gjorde efter hvad Harry havde fortalt mig den første dag. 

"Kim?" Hørte jeg en stemme sige fra døren. Jeg vendte mig mod den, og så de grønne øjne. "Hej Harry." Hilste jeg og sendte ham et smil. Han gengældte det hvorefter han kom ind i rummet. "Godt så.. Siger du stadig nej til mit tilbud om at du kan bo hos mig?" Spurgte han forsigtigt. 

Mit blik lå i lidt tid på ham, mens jeg virkelig tænkte. Han kunne jo hjælpe med at få min hukommelse tilbage, og var han ikke min bedste ven? 

Og jeg spørger seriøst, for jeg aner det virkelig ikke. Et suk forlod mine læber hvorefter jeg rystede på hovedet. "Jeg aner ikke hvor jeg ellers kan tage hen." Sagde jeg og sendte ham et smil. 

***

Efter et par timer sad jeg i Harrys stue, med blikket kørende rundt. Efter hvad Harry sagde havde jeg været her utallige gange, men jeg kunne virkelig intet huske. Ligesom alt andet i mit liv. 

Jeg havde snakket med lægerne utallige gange i løbet af den sidste uges tid, og de sagde at de ikke kunne gøre noget som helst, for at give mig hukommelsen tilbage. Måske ville den aldrig komme tilbage. 

Måske ville den pludselig komme tilbage, man kunne kun håbe. Og det var det jeg gjorde. Jeg håbede virkelig. Og jeg skulle bo ved Harry.. Forhåbenligt ville jeg huske noget, ved at være sammen med ham? 

Hvad jeg vidste om Harry var at han var i et verdens kendt band sammen med 4 andre, og at jeg havde kendt ham næsten hele livet. Jeg vidste at mit forhold til mine forældre var virkelig dårligt - det kunne mærkes når de snakkede med mig - men hvorfor vidste jeg overhovedet ikke. 

Jeg vidste hvad jeg hed, jeg vidste hvor gammel jeg var, jeg vidste at jeg havde min egen lejlighed i London, jeg vidste at den lå tæt på Harrys. 

Han synes at jeg skulle tage over til den på et tidspunkt så jeg måske ville kunne huske noget, minder eller sådan noget. 

Hvad han mere syntes, var jeg skulle møde dem fra hans band. Jeg var vidst også ret gode venner med dem. 

Ærligtalt var jeg ligeglad med hvad han ville have mig til at gøre, jeg ville bare huske igen! 

Det var så tomt.. Så.. Mærkeligt.. Ikke at ane noget som sig selv, eller sit liv.. Jeg har haft et liv på 18 år, og ud af de 18 år kan jeg kun huske en uge. Det var skræmmende.. Og jeg kunne virkelig ikke lide det. 

Jeg lod mit blik vandre rundt i Harry's stue. Her var meget hvidt, og meget lyst, her var.. Hyggeligt. Rart.

"Kim?" Jeg vendte blikket mod døren da jeg hørte mit navn. Harry stod og kiggede på mig. "Hvordan har du det?" Jeg kiggede lidt på ham. "Fint?" Mumlede jeg forvirret. 

Han gik hen til mig og satte sig ned ved siden af mig. Han blik lå på mig, og mit blik lå på ham eh ja, vi kiggede på hinanden.. Godt så.

"Det er faktisk meningen at de andre drenge, kommer forbi i dag, men jeg ville bare være sikker på at det var okay med dig, for ellers aflyser jeg bare!" Jeg grinede lavt og rystede så på hovedet. "Nej nej, jeg vil ikke stå i vejen for det." Sagde jeg og sendte ham et smil, han nikkede langsomt. 

"Godt så." Sagde han og rejste sig. "De er her om en times tid, jeg synes du skal være sammen med os, det kan måske hjælpe på din hukommelse." Sagde han med et smil, hvorefter han forlod rummet. 

***

Tre bank lød på hoveddøren før den blev åben, og en stemme fyldte huset. "Hej!" Blev der råbt derude fra. 

Harry rejste sig og gik ud i gangen, hvor jeg blev siddende, med blikket mod min mobil. Jeg kiggede alt igennem, billeder, beskeder, musik, alt.. Måske det ville hjælpe. 

Men det eneste jeg fik ud af det, var nogle navne, og så kunne jeg langsomt prøve at regne ud hvem det var.. Fx. en ved navn Andrew, som jeg vidst ikke kunne lide, men ikke ville lade mig være? Men jeg vidste det ikke.. Jeg måtte snakke med Harry senere, og se om han kunne forklare ud fra de navne der var. 

Der gik ikke lang tid før at Harry kom tilbage, men ikke alene. 4 andre drenge var med ham, 2 brunhåret, en sort håret, og en blond.

"Kimberly!" Udbrød en af de brunhårede og kom hurtigt hen til mig, og trak mig ind i et kram. Jeg blev helt chokeret og anede egentligt ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. 

Jeg endte med at klappe ham akavet, et par gange på skulderen. "Louis.." Sagde en af drengene. "Louis jeg tror det ville være en god idé at slippe hende, hun aner ikke hvem du er." 

Han slap mig langsomt. "Nårh ja det.. Havde jeg lige glemt.." Mumlede han. Jeg sendte ham bare et lille smil.

Han præsenterede de andre, hvorefter vi placerede os rundt omkring i stuen, og så begyndte samtalerne mellem drengene. 

"Vil i ikke med i byen i nat eller sådan noget?" Lød det fra.. Niall? Han er blond.. Irer.. Det er da Niall er det ikke? 

"Kan ikke.." Lød det fra Harry. Jeg vendte blikket mod ham. "På grund af mig? Bare tag af sted, jeg kan nok godt klare mig." Sagde jeg og sendte ham et smil. Han rystede langsomt på hovedet. "Nej det er ikke.. Det er ikke på grund af dig." Sagde han og sendte mig et smil. "Der er et andet sted jeg skal være." Sagde han derefter. 

"Fuldmåne?.." Lød det langsomt fra... Urgh..

Jeg ved godt hvad han hedder! Ehm.. Det er... Nej.. Ham med det sorte hår! Shane? Nej.. Zayn! Ja! Det er Zayn. 

Harry nikkede langsomt, og de andre så pludselig forstående ud, hvilket bare gjorde mig forvirret. Plejede jeg at vide hvad det gik ud på? "Hvad?" Spurgte jeg forvirret. Harry kiggede på mig og rystede på hovedet. "Ikke noget.. Men jeg er ikke hjemme i aften.. Kan du godt være her alene?" Jeg skulle lige til at svare men Louis - Det er svært ikke at huske hans navn - nåede at sige noget først. 

"Jeg skal nok blive her, og holde hende med selskab.. Passe på hende." Sagde han, og kiggede pludselig helt alvorligt på Harry. 

Hvad skete der? Hvorfor se så alvorlig ud? Ja jeg kunne ikke huske en bjælle, men jeg var da ikke helt dum? 

Det var virkelig forvirrende det her.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...