Is that love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 19 aug. 2014
  • Status: Igang
Den handler om en pige der hedder Selma som har haft et liv med masser af problemer, men det største problem hun har er kærlighed. Hun ved ikke hvem hun elsker. Hun laver mange fejl i kærligheden.

0Likes
1Kommentarer
81Visninger

1. 5 Years

~~ Jeg stod på scenen. Jeg kunne høre fansene råbte mit navn. Jeg var nervøs. Det var nummer 1000 koncert jeg lavet og jeg var stadig nervøs! Jeg begyndte at synge. De skreg alle sammen. Det var min drøm. Der var lige mange pige og drenge fans. Børn og voksne. Jeg sang for dem alle. Det var fantastisk.


Efter Koncerten ringet min mobil. Jeg tog den op og så at det var Noah.
"Hallo det er Selma." Sagde jeg lidt forvirret. Jeg havde ikke hørt fra Noah i fem år og så ringet han. Hvorfor?
"Hej Selma det er Noah. Jeg vil lige høre om du vil med ud og have en kop kaffe i morgen. Ved nemlig godt du er hjemme." Spurte Noah mig. Jeg blev lidt forvirret.
"Ja det vil jeg gerne. Jeg er altså nød til at ligge på, skriv hvor og hvornår det er i en SMS. Ses" sagde jeg og lagde på.


Noah og jeg havde kendt hinanden siden jeg blev født! Noahs og mine forældre var nemlig gode venner. En dag døde min far og min mor gik ned med stres. Noah var der for mig gennem det hele. Hjælp mig med alt. Han var som en storebror for mig. (Han var 6 år ældre end mig) men en dag ringet og ringet jeg til ham men han tog den ikke. Dagen efter skrev han til mig at han var flyttet og ikke kunne have kontakt med mig i noget tid. En måned efter døde min mor og jeg var 15 år der. Jeg skrev og ringet til Noah, men han tog den ikke, han kom ikke engang til begravelsen. Jeg kom på et hjem, og et år senere blev jeg opdaget af en musik producér. Og så stod jeg der og er færdig med min verdens Tourné.

 

Det var morgen. Jeg tjekket min mobil og Noah havde skrevet hvor det var vi skulle mødes og hvornår. Der stod klokken 10:30 ved den lokale. Jeg kigget på mit ur klokken var 10:00. Jeg skyndte mig i bad og tog noget tøj på.


Nede ved den lokale sad Noah lige så fint og ventet på mig. Jeg havde løst til at løbe hen og råbe af ham. Han havde jo ikke kontaktet mig i fem år! Han sagde ikke engang farvel. Jeg var på vej over til Noah da jeg pludselig blev stoppet af min eks kæreste Nicklas.
"Selma hør på mig, jeg elsker dig" sagde Nicklas. Jeg havde slået op med Nicklas fordi han havde været mig utro.
"Jeg gider ikke høre på dig. Gå nu inden nogen ser os" sagde jeg koldt til Nicklas. Jeg gik uden om ham og lige hen til Noah.
"LUDER! Du går fra ene og så til den anden!" Råbte Nicklas efter mig. Jeg ignoreret det bare og satte mig overfor Niall. Jeg kunne mærke pulsen langsomt steg. Jeg havde aldrig været så sur på ham før

.
"Hey. Selma troede ikke at du ville komme." Sagde Noah glad. Hvordan kunne han være så glad? Jeg kunne heler ikke vide hvad han tænkte. Måske syntes han at det var okay det han havde gjort? Eller måske var han knus inden i af en eller anden grund og havde ikke løst til at vise det?
"Hvad er det du vil?" Sagde jeg surt til Noah. Han kigget lidt mærkeligt på mig. Jeg så måske også lidt meget sur ud.
"Jeg vil da bare hilse på dig. Det er jo så længe siden." Sagde han.
"SÅ LÆNGE SIDEN! Du skred fra det hele. Du skred fra mig!" Halvt råbte jeg. Jeg kunne mærke tårerne bag mine øjne. Jeg måtte være stærk og ikke vise hvad jeg følte. Det var hårdt.
"Undskyld." Sagde han flovt og kigget ned i bordet. Han burde også være flov. Han har gjort mig ondt. Det kunne han ikke have været bekendt. Han skulle have han rigtig god grund får jeg tilgav ham.
"Men jeg har savnet dig!" Sagde han. Han lavet hundehvalpeøjne. Det var svært at være sur på ham.
"Tro mig Noah jeg savnet dig engang. Jeg kan ikke beskrive hvor sur jeg er på dig lige nu!" Sagde jeg surt. Jeg kunne mærke tårerne presset på, men jeg måtte holde dem tilbage.
"Hvorfor er du sur?" Spurte han mig. Lige der havde jeg løst til at slå ham. Jeg havde min hånd klar.
"Hvorfor jeg er sur! Du skred! En måned efter døde min mor! Jeg ringet og sms‘et dig. Du kom ikke engang til begravelsen!!" Sagde jeg så surt jeg kunne. Jeg kunne mærke at tårerne var ved at komme. Jeg tog en dyb indånding for ikke at græde, men det gjorde det bare værre.
"Du forlod mig" sagde jeg stille og kigget ned i bordet. Jeg kunne mærke en tåre kom ned af min kind. Den var varm. Jeg kigget bare ud i luften mens jeg lod saltet varme tåre komme ned af min kind.
"Undskyld." Sagde Noah og kigget ned i bordet. Var det eneste han kunne sige? Men jeg kunne mærke at det var nok. Jeg vidste at han var ked af det. Jeg huske den gang hvor han kom til at slå mig rat hård da vi var små han sagde undskyld og det var nok. Det ville altid være nok.
"Jeg vil gerne forklare hvorfor men jeg kan ikke gøre det her, kan vi tage hjem til dig??" Spurte Noah. Jeg nikket og vi gik. Jeg kigget på ham mens vi gik. Jeg havde savnet at se ham gå. Tænk at jeg kunne savne det. Jeg var nok ikke helt normal.

 

Hjemme hos mig kigget Noah sig omkring med store øjne. Man kunne se at han ferniseret over mit hus.
"Waow. Bor du her, alene." Sagde han.
"Ja." Svaret jeg koldt. Jeg ville ikke vise at har savnet ham. Han skulle vide at det han har gjort var forkert og at jeg ikke bare tilgiver ham. Selvom jeg havde tilgivet ham, men det måtte han ikke vide.
Jeg gik ind i stuen og Noah fulgte efter. Vi satte os i sofaen. Jeg kunne ikke se på ham. Jeg var bare så sur, men også glad for at se ham.
"Fortæl" sagde jeg til Noah. Jeg stirret ud i luften. Jeg ventet på at han  ville fortælle.
"Okay. Jeg var nød til at flytte fordi jeg har følelser for dig. Det er ikke bare vene følelsen men mere end venner følelsen. Men det kunne det ikke være. Der er jo 6 år mellem os. Så jeg beslutte at flytte væk i noget tid så jeg kunne få styr på det hele." Han holdte en pause. Han var ved at græde. Han havde følelser for mig, vent han sagde ”har”. Kan han stadig lide mig? Tænkte jeg der. Jeg blev glad men vidste det ikke helt hvad jeg følte. Jeg vidste ikke hvad der ville ske.
"Men et år efter da jeg så dig på tv havde jeg løst til at løbe hen til dig, men da jeg så at du var kærester med ham Nicklas havde jeg løst til at græde. Men jeg indså at jeg godt kunne være sammen med dig. Nicklas er jo 5 år ældre end dig, men du så så glad ud så jeg kunne ikke få mig selv til at blande mig i dit liv. Men jeg har været til alle dine koncerter i Danmark og tre i Tyskland og i England bare for at se dig. Jeg elsker dig!" Sagde han. Hvad skulle jeg gøre? Sige at jeg også elskede ham? Nej jeg måtte tage den med ro. Jeg kigget lidt på ham og han på mig.
"Undskyld det var en fejl at kontakte dig." Sagde han og var på vej til at gå. Jeg tog fat i hans håndled. Han kigget på mig. Og han kysset mig. Jeg træk mig væk og gav ham en lussing. Jeg var bange for at han blev sur, men han begyndte at grine. Hvad gik det ud på? Jeg ved faktisk stadig ikke hvad det gik ud på. Jeg fik aldrig svar før det var for sent.
"Du er ikke blevet slap." Sagde han i mens han grinede. Hans smil forsvandt og han så meget alvorlig ud. Det undre jeg mig stadig over. Hvordan kunne man skifte så hurtig?
"Ej undskyld jeg kysset dig. Jeg kunne ikke lade være." Sagde han. Jeg kigget bare på ham. Jeg lignet nok i idiot lige der. Sikkert.
Men hvad havde han gang i? Tror han bare at han kan forsvinde i fem år også komme tilbage og sige han elsker mig og kysse mig! Han kunne tro nej. Jeg tilgav ham ikke så let, eller jeg havde tilgivet ham, jeg havde bare ikke sagt det. Han satte sig ved siden af mig. Vi kigget bare ud i luften. På et tidspunkt så jeg ind i hans smukke blå øjne. Skulle jeg måske sige at jeg tilgav ham. Jeg havde jo savnet ham! Jeg tænkte mig om. Jeg havde besluttet mig jeg, ville tilgive ham, men tage den lidt med ro i starten. Så måtte vi se hvad det blev til.
"Jeg tilgiver dig." Sagde jeg uden at kigge på ham. Jeg kunne mærke han blev glad. Jeg ville bare have min Noah tilbage. Og det fik jeg.
Han kigget på mig og begyndte at smile.
 "Det vil du ikke fortryde." Sagde han. Vi begyndte at tale som vi plejet at gøre. Hvad vi talte om kan jeg ikke huske. Vi besluttede os for at ses igen en dag

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...