¤The Blind Human Contact¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
Tiden fryser og alt står stille. Navnene på skærmen kommer langsomt frem. Et efter et. Vejtrækninger rundt omkring bliver hurtigere, og nogen stopper brat. Piger skriger skingert mens drenge stivner og står stille lige som tiden. Ti navne står på skærmen. Alle 15 årige. Drenge og piger - Alle forskellige Men med den samme frygtelig og uhyggelige skæbne der nu vil træde ind. -Læs med i 'The Blind Human Contact' Mit bidrag til konkurrencen 'The Maze Runner'

17Likes
18Kommentarer
831Visninger
AA

4. ¤Tredje Kapitel ¤

Kapitel 3
”Rummet”

Mit glatte blonde hår er i en stram hestehale der sidder i min nakke. Jeg er iført grå bukser der kradser, og en hvid trøje hvor jeg udover har en grå sweatshirt. Mine negle er klippede unaturligt kort ned, så det er helt ubehageligt. Jeg går langsomt ned af en lang gang, med to vagter bag mig, begge iført sorte uniformer.

Mit blik falder tilbage på dem i mens vi går, så jeg når at sænke farten lidt ned. En af vagterne skubber hårdt til mig så jeg næsten snubler, derefter sætter jeg tempoet lidt op, og synker nervøst en klump.

To store skydedøre åbner sig for enden af den lange gang, som vi har befundet os på de sidste 30 sekunder. Udenfor ser jeg mennesker. Mange mennesker. Ikke glade mennesker. Ikke begejstrede, men kede af det. Skuffet over samfundet. Flere græder, og en særlig stemme træder specielt ud i forhold til de andre.
Mor.

Jeg har ikke set hende siden i går før hun tog på arbejde. Jeg var på vej hjem, men de fandt mig før. De tog mig med – og nu er jeg her. Klar til at gå døden i møde, uden at have sagt farvel til min mor.
Jeg sætter tempoet op, men denne gang trækker vagterne mig tilbage. Mit blik lander igen på den ene, og jeg sender ham et vredt blik og  en knurre lignende lyd, kommer ud gennem mine tænder. Som gengæld fnyser han og skubber til mit hoved så jeg kigger lige ud. Jeg er så godt som død.

Alt der omhandler ’The Blind Human Contact’ er ikke noget venligt miljø. Det er bare en flok psykopater der godt kan lide at se folk blive sindssyge. Der har aldrig været noget rigtigt forsøg – og det vil der aldrig være. Men ingen gør noget ved. Ingen overhovedet.

Vi nærmer os den metalbelagte dør. Solen skærer i mine øjne og jeg fører en hånd op, for at skygge for den. Alle de andre er rundt omkring mig, og lige som mig klar til at gå ind i hvert vores rum, i den cirkel formede bygning.

Jeg kigger ud i menneskemængden og spotter min bror Noah. Han er høj og tynd, og så er hans blonde hår nemt at spotte. Han har røde øjne, og det samme har mor der står ved siden af ham. Hun råber. Skriger.

Jeg kigger på hende forvirret. Hvad skal der ske? Får man lov til at sige farvel?
Tårerne danner sig langsomt i mine øjne, og mine øjne rykker sig fra sted til sted. Først fra mor og Noah og så til de andre forsøg der skal med mig ind. Jeg tæller – 6 drenge og 4 piger, inklusiv mig. Drengen der står ved siden af mig stirrer på mig i længere tid med tåre i øjnene. Jeg flytter mit blik fra ham, da øjenkontakten mellem os bliver for meget.
Mit blik falder til jorden, men opad igen da en stemme i højtalerne lyder.

”Velkommen alle. Vi vil nu sende dette års forsøg ind. De vil i et år leve i hvert deres rum, med mulighed for at se ind til ’sidekammeraten’. Der vil være mad, drikke og toilet. De unge mennesker vil være en del af vores projekt – The blind human contact. De skal være med til at bevise at mennesker kan have kontakt med hinanden uden at se på hinanden – og uden af være i samme rum. Held og lykke vi glæder os til at se jer om et år. Vi ses” Stemmen er dyb og lyder nærmest munter. Som om han nyder at se folk blive sendt væk fra deres familier. Men det gør han jo sikkert også.

Da vi alle bliver skubbet fremad, kan jeg høre mor skrige. Hun skriger den samme sætning, som jeg har haft i mit hoved de sidste to dage. Jeg kigger på hende og blinker tårerne ud af øjnene. Da jeg ikke kan dreje mit hoved mere, kigger jeg væk fra mor og i stedet foran mig, hvor mit rum vises. Et helt normalt gråt rum, med et par streger i væggen hvor jeg regner med at mad og toilet vil komme ud et par gange om dagen. Ellers er der ingen ting. Intet.

Vagten tager fat i min arm og fører mig ind i rummet. Han vender mig front ud mod menneskemængden, og jeg når lige at skimte det sidste af mors grædende ansigt før dørene lukker i. Stilhed. Ikke andet en stilhed.

Jeg kigger til venstre hvor drengen der stirrede på mig før har valgt at smide sig på gulvet for at græde. Jeg har ikke engang lyst til at prøve at skabe kontakt, nu når han ligger der og græder.
Mest af alt, har jeg lyst til at ligge mig til at dø. Langsomt.
Mor står sikkert derude nu og skriger af en vagt, mens Noah står stille og ikke siger en lyd. Hans vejtrækninger kan sikkert ikke engang høres. Men hvor skulle jeg vide det fra. Han skriger måske også.  Jeg er alene, og det vil jeg nok altid være.

Der er ikke en lyd i rummet, kun en svag brumme lyd jeg nok om et par dage slet ikke ligger mærke til. Jeg sætter mig over i hjørnet af rummet. Væggene og gulvet er koldt og ikke særlig behageligt at sidde på. Her skal jeg sove. De næste måneder indtil jeg bliver syg i hovedet eller dør.
Hvad gør de egentlig hvis man sulter sig selv? Dræber de en og fortæller at man døde under forløbet. Eller lader de bare en gøre det?
Jeg sukker – Der er gået 2 minutter og jeg er allerede ved at få sindssyge tanker.
Mine tårer der langsomt tørre, begynder at klistre under mine øjne og jeg tørrer dem væk med min håndryg. Jeg sveder i nakken så jeg vælge at tage den dårlige elastik ud af mit hår for at lave en ny der sidder højere på hovedet.

Jeg får et lille chok da min øjenkrog fanger voldsomme bevægelser inden fra rummet ved siden af. Drengen der før lå ned og græd, står nu og banker en knytnæve voldsomt ind i beton væggen. Jeg drejer hovedet helt og kigger chokeret på ham. Jeg går hen til vinduet og presser mine hænder mod ruden.

Drengen bliver ved. Der går cirka et sekund mellem hvert slag, og man kan se at han skærer en frygtelig grimasse hver gang. Tårerne strømmer ned over hans kinder som en flod.
’Hans hånd må være brækket nu’ Tænker jeg og bliver mere og mere overbevist da blod langsomt bliver tydeligere på væggen. Jeg banker på glasruden – Han reagerer ikke, men bliver derimod ved. Jeg banker hårdere og begynder at råbe. ”Stop!” Råber jeg, men åbenbart ikke nok. Mine slag på glasset bliver voldsommere og til sidst skriger jeg. ”Hey! Stop det nu”. Nu er det min tur til at lade tårerne løbe frit. Igen.

Selvfølgelig. Han kan jo ikke høre mig. Hvorfor skulle han også kunne det. Jeg vender ryggen til glasset grædende, og glider langsomt ned så jeg sidder op af væggen.
”Hvorfor” Græder jeg næsten lydløst. Det lyder næsten som et piv fra en mus der er blevet fanget i en fælle. Og det kan man jo også sige at jeg er.
Jeg er musen der er fanget i fællen.

***


 





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...