¤The Blind Human Contact¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
Tiden fryser og alt står stille. Navnene på skærmen kommer langsomt frem. Et efter et. Vejtrækninger rundt omkring bliver hurtigere, og nogen stopper brat. Piger skriger skingert mens drenge stivner og står stille lige som tiden. Ti navne står på skærmen. Alle 15 årige. Drenge og piger - Alle forskellige Men med den samme frygtelig og uhyggelige skæbne der nu vil træde ind. -Læs med i 'The Blind Human Contact' Mit bidrag til konkurrencen 'The Maze Runner'

17Likes
18Kommentarer
823Visninger
AA

8. ¤ Syvende Kapitel ¤

 

Kapitel 7
”Himmel eller Helvede”

 

Lyset bliver skarpere. Jeg kniber øjnene sammen og åbner dem igen da jeg har vænnet mig til lyset. Rummet jeg er i er hvidt, der er spejle placeret rundt omkring og en person med ryggen til, står længere væk i rummet. Hvem det er, kan jeg ikke se. Men personen er i denne samme lange hvide kjole som jeg er. Mit stadig korte hår er redt tilbage og føles ny vasket da jeg glider hænderne igennem det.

I rummet er der ikke en vind. Der er helt stille og det eneste jeg kan høre er min egen dybe og langsomme vejtrækning.

Min krop ryster ikke længere og jeg står stabilt på det hvide gulv, i bare tær. Min krop er let, og ikke tung som den har været. Det er næsten som om jeg flyver. Men jeg ryster på hovedet og griner lidt af den dumme tanke.
 Jeg tager et skridt tættere på personen og så videre indtil jeg står omkring fem meter fra personen.

”Mor?” Spørger jeg undrende.
Hun vender sig rundt og afslører hendes altid unge ansigt. Hun smiler til mig og åbner sine arme, som tegn til at jeg skal omfavne hende. Jeg går med hastige skridt hen mod hende og omfavner hende. Jeg indånder hendes duft og klemmer til mere til.

”Jeg har savnet dig, skat” Hendes bløde stemme giver mig kuldegysninger og nærmest tårer i øjnene. ”Sig hej til din bror” Siger hun. Bror? Er han også her? Jeg giver slip på hende og rigtig nok står Noah ved siden af hende. Jeg bider mig i læben og kaster mig nærmest ind i armene på ham. Han lader sin hånd kører over mit hår et par gange og jeg trækker mig derefter væk fra ham igen. Jeg træder et par skridt væk fra dem og smiler til dem begge.
De smiler dog ikke mere.

”Hvad er der?” Spørger jeg dem. De siger ikke noget, men stirrer sørgeligt på mig. ”Sig noget” Mumler jeg.
”Cilla du er alene nu” Siger mor og tager fat i Noahs arm. ”Nej jeg er ikke alene, jeg er her med jer nu. Vi kan være en familie igen” Jeg snakker hurtigt og meget utydeligt. Tårerne presser på og jeg bider mig i læben og fumler med fingrene.

”Du kommer ikke til at se os igen Cilla. Det her vil være farvel for altid” Fortæller Noah med sin dybe stemme og vender ansigtet væk fra mig.
”Jamen hvorfor!?” Råber jeg af dem og rækker ud efter mor, der hurtigt træder væk fra mig.

”Cilla du er nødt til at forstå..”
”Hvad er der at forstå, fortæl mig det nu mor!” Afbryder jeg hende i en hård tone.

”Cilla skat. Du er død.”

Stilheden falder igen over rummet. Tårerne løber om kap ned over mine kinder. Jeg blinker med øjnene og de er begge væk. Mor og Noah. Ikke en skygge af dem. Jeg kigger forvirret rundt mens hver væg i rummet bliver sort. Til sidst er hele rummet sort. Min kjole, mit hår og min sjæl.

Kulsort.

***

¤...The End...¤

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...