¤The Blind Human Contact¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
Tiden fryser og alt står stille. Navnene på skærmen kommer langsomt frem. Et efter et. Vejtrækninger rundt omkring bliver hurtigere, og nogen stopper brat. Piger skriger skingert mens drenge stivner og står stille lige som tiden. Ti navne står på skærmen. Alle 15 årige. Drenge og piger - Alle forskellige Men med den samme frygtelig og uhyggelige skæbne der nu vil træde ind. -Læs med i 'The Blind Human Contact' Mit bidrag til konkurrencen 'The Maze Runner'

17Likes
18Kommentarer
831Visninger
AA

7. ¤ Sjette Kapitel ¤

Kapitel 6
”Red Light”

Jeg vågner forskrækket op fra en dyb søvn, da røde lamper lyse inde for rummet ved siden af. Jeg hiver efter vejret og mit hjerte banker hurtigt.  Min trætte krop rejser sig fra gulvet og jeg tvinger den til at gå over til vinduet, for at se hvad der sker inde i rummet ved siden af.
Jeg har svært ved at se og svært ved at holde balancen. Jeg placerer begge hænder på glasruden for at kunne stå, uden at vælte. En masse vagter i de samme sorte dragter står rundt om drengen der ligger på gulvet. Han bevæger sig ikke og så er den hånd der ligger slapt ud på gulvet, hen mod mig, ligbleg.

Død.
Ordet gentager sig i mit hoved.

Kvalmen begynder i min maver og sniger sig langsomt op i min hals. Jeg tager mig til maven og læner forover, da en gullig væske ryger ud af min mund.
Jeg falder om på gulvet og bliver liggende der. Her stinker og jeg har flere gange lyst til at brække mig igen. Dog er der ikke mere tilbage i min mave at få op.
Jeg vender mig om på maven, så jeg kan ligge min svedige pande, mod det hårde og kolde gulv. På dette tidspunkt vil jeg også græde, men tårerne er også brugt op. Jeg vil tro der er gået omkring 6 måneder og en person er død indtil videre. Nu også drengen ved siden af. De blinkende røde lygter stopper og der bliver mørkt i rummet igen. Jeg regner med det er midt om natten eller også kan det være aften.
Mit korte hår er blevet længere, men ikke langt nok til at irritere mig i ansigtet. De sidste par dage har jeg ofret mit glas vand for at hælde det over mit hoved, da mit hår begyndte at klø og blive utrolig fedtet.

Min hånd har flere gange været oppe på det sorte glas, hvor jeg ikke kan se ind til det andet rum.  Bare for at se om man nu kunne få kontakt, og måske komme ud på en eller anden måde – Men intet er sket. Alt har været som altid. Kedeligt, alt for gråt, og sindssygt.

Mine vejtrækninger er blevet værre. Jeg hvæser hver gang jeg trækker været ind, og hoster når jeg trækker vejret ud. Mine hænder ryster og jeg har problemer med at se ordenligt. Sorte og hvide prikker danner sig konstant over mit syn.

Mit hoved dunker og jeg er svimmel. Rummet drejer rundt. De hvide prikker overtager de sorte, og pludseligt ser jeg ikke andet end den skærende hvide farve. Enten holder jeg vejret eller så stopper min vejtrækning selv.

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...