¤The Blind Human Contact¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
Tiden fryser og alt står stille. Navnene på skærmen kommer langsomt frem. Et efter et. Vejtrækninger rundt omkring bliver hurtigere, og nogen stopper brat. Piger skriger skingert mens drenge stivner og står stille lige som tiden. Ti navne står på skærmen. Alle 15 årige. Drenge og piger - Alle forskellige Men med den samme frygtelig og uhyggelige skæbne der nu vil træde ind. -Læs med i 'The Blind Human Contact' Mit bidrag til konkurrencen 'The Maze Runner'

17Likes
18Kommentarer
828Visninger
AA

5. ¤ Fjerde Kapitel ¤

 

Kapitel 4
”Lad mig nu bare dø”

Tiden går langsomt når jeg står stille – og så lidt hurtigere når jeg går.
Tre en halv uge er gået, ingen døde, men alle lidt sindssyge.
Jeg har på intet tidspunkt, prøvet at skabe kontakt til nogle overhoved.
Min nakke og ryg er øm, efter at have ligget på jorden og mine negle nedslidte, efter at have pillet i revner i beton væggen.

Drengen ved siden af mig ligger på jorden. Hele dagen lang. Jeg har flere gange været i tvivl om at han måske var død. Men så når der kom mad og drikke bevæger han sig. Eller det gjorde han hvert fald sidste gang der var mad. Lige nu kunne han godt risikere at være død, men den tanke har jeg ikke lyst til at gå rundt med. Se folk dø er noget af det sidste jeg har lyst til. Men desværre nok noget af det mest spændende der vil ske herinde.
Han løfter hovedet kort og kigger over mod mig – eller retter sagt på det sorte glas. For mig kan han jo ikke se. Det er som om han overvejer at gå derhen, men dropper nok derefter tanken og ligger sig ned igen.
Drengens øjenbryn sidder tæt sammen, han har lange øjnevipper og mørkt kort hår der rammer hans smalle ansigt godt ind. Han er ikke spinkel, men heller ikke muskuløs.

Mit blik glider væk fra ham og ned i jorden som jeg har fundet meget fascinerende her de sidste par dage. Det er som om jeg kender rummet ud og ind. Jeg kender hver sprække og hvert støvkorn der flyver rundt i den tætte luft. Sollys kommer let ind fra de tonede vinduer der er på døren. De sidder højt oppe, så det er umuligt for nogen som helst at kunne komme op og kigge ud.
Bare man dog kunne det. Men nej. Sådan er det ikke her.

’Hvad mon mor laver’ Tanken strejfer mine tanker pludseligt og får mine øjne til at begynde at danne tårer.
Jeg klemmer øjnene sammen og forhindre dem i at trille ned over mine kinder.
Mor sidder sikkert lige nu i sofaen og græder. Hun har sikkert ikke været på arbejde og ikke lavet andet end at prøve på at få mig ud herfra. Hun burde give op. Hun får mig aldrig tilbage igen, jeg rådner op her inde. Det gør vi alle sammen.

En høj brummene lyd kommer fra væggen bag mig og jeg rejser mig alt for hurtigt op. Det hele snurre og sorte prikker former sig foran mine øjne. Jeg tager mig til hovedet indtil den snurrende fornemmelse er væk igen. Maden står nu fremme på det ’bord’ der kører ud. Tørt brød, æble både og vand. Det samme, hver evig eneste dag.
Jeg tager en bid af æblerne og spytter det ud på tallerkenen igen. De er grynede og alt for bløde. Jeg tager en bid af brødet og beslutter mig for bare at spise det. Så sulten er jeg alligevel heller ikke.
Vandet drikker jeg i en lang slurk og stiller plasticglasset på bordet igen. Det kører ind igen og jeg sætter mig op af væggen igen: ’Hvad skal jeg så lave nu?’ Tænker jeg og ligger mig på det kolde beton belagte gulv.

 

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...