Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

20Likes
37Kommentarer
5272Visninger
AA

20. XX

November kom, og boblerne i Den Sorte Sø stivnede af skræk i det tilfrossede vand, truende uvejrsskyer drev over himlen. Det var mærkeligt at tænke på, at det kun var to måneder siden, de små både havde ført os hen over søen og op til slottet. Så meget var ændret.

Efter allehelgensaften var min frygt for at bryde reglerne blevet lidt mindre voldsom, hvad der passede Harry og Ron ganske glimrende. I pauserne mellem vores timer tillod jeg endda mig selv at fremmane nogle blå flammer i et syltetøjsglas, som vi kunne varme os ved, når vi krydsede plænerne.

Neville tilbragte jeg stadig tid med, men jeg måtte erkende, at det ikke var lige så meget som før. Jeg fik et stik af dårlig samvittighed, hver gang jeg passerede ham og så, at han var alene.

Endeligt var der Draco, som jeg efterhånden var ved at få udskiftet med 'Malfoy' oppe i mit hoved. Harrys og Rons konstante hadefulde kommentarer til ham og hans kompaner, Crabbe og Goyle, hjalp mig meget.

En aften havde vi slået os ned i en af de dybe vindueskarme, hvorfra der var udsigt til det svage omrids af Hagrid's hytte. Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til at drikke te i en kæmpes hytte, men måtte alligevel indrømme, at han var rar, og eftersom han åbenbart var Harrys gode ven, måtte jeg jo følge efter.

Under normale omstændigheder ville jeg have læst, mens jeg lyttede til drengene med et halvt øre, men professor Snape havde konfiskeret min bog, da Harry lånte den, så i stedet rettede jeg Rons hjemmearbejde. Det var efterhånden ved at gå op for mig, at den opmærksomhed, Harry høstede fra professor Snape, ikke kun var god. Han fik konstant fratrukket kollegiepoints for de mest ubetydelige ting.

Da Harry lod sig dumpe ned fra vindueskarmen, blev jeg revet ud af mine tanker. "Jeg går ned og får din bog tilbage, Hermione."

Jeg smilede taknemmeligt til ham, men tvivlede på, det ville lykkes. "Held og lykke!"

Ron og jeg sukkede opgivende til hinanden. "Det er Snape - hvad regner han med?"

Jeg rystede på hovedet og lod blikket glide ud over opholdsstuens grupper af lænestole og sofaborde, men skyndte mig at slå blikket ned på lektierne, da jeg fik øje på Neville. Han sad sammenklemt i en ellers tom sofa og rynkede panden dybt over en stil, vi havde for.

"Har jeg mange fejl?" bekymrede Ron sig.

"Jeg retter altså ikke dem alle sammen."

Han stønnede halvkvalt. "Men jeg er jo ved at drukne i lektier."

"Ikke mere end os andre, Ron. Desuden lærer du jo ingenting, hvis jeg gør det hele for dig." Nogle gange kunne hans modvilje imod timerne drive mig totalt til vanvid. Han kunne sagtens være ligeglad - han var jo vokset op med magien. Han tog den ligeså meget for givet, som jeg gjorde med vand og vind. Han havde aldrig prøvet at mangle den på samme måde som mig, og det gjorde ham totalt utaknemmelig.

Efter et par minutter, hvor Ron havde skulet, og jeg havde kigget ud i novembermørket, fordi jeg nægtede at rette hans lektier, mens han havde den attitude, kom Harry tilbage. Jeg skulle til at inddrage ham i vores diskussion, men da jeg så hans ansigt, lod jeg være.

Forpustet slog han sig ned imellem os i vindueskarmen og begyndte at fortælle, så snart han havde genvundet mælet. "Jeg fandt Snape - men han var såret. Kan I ikke huske, at han haltede i eftermiddags?" Jeg kunne svagt erindre at have lagt mærke til det, men jeg havde nu mest været optaget af den bog, han havde konfiskeret. Harry fortsatte: "Hans ben var totalt blodigt, og Filch var i gang med at lægge en bandage på... og imens snakkede Snape om et uhyre... med tre hoveder!"

Mindet om hunden med

"Så han dig?" gispede jeg åndeløst og bad til, det ikke var tilfældet. Men Harry fortsatte bare, som om han ikke havde hørt mig, hvad jeg så som et dårligt tegn.

"I ved godt, hvad det betyder, ikke? Han må have prøvet at komme forbi hunden med de tre hoveder på allehelgensaften, hvor alle var optaget af trolden. Han var sikkert på vej til den forbudte korridor, da vi stødte på ham - så han er altså ude efter det, som hunden bevogter. Og jeg tør vædde min kost på, at det var HAM, som lukkede trolden ind. En ren afledningsmanøvre!" sluttede han af, endnu mere forpustet end før.

Men nu gik han for vidt. Det kunne simpelthen ikke passe. Der var langt fra at have snakket om en trehovedet hund til med vilje at have lukket en trold ind på skolens område og sætte hundredevis af elevers sikkerhed på spil. "Nej - det kunne han trods alt ikke finde på," protesterede jeg. "Jeg ved godt, at han er temmelig ubehagelig, men han ville da ikke forsøge at stjæle noget, som Dumbledore holder i sikker forvaltning."

Ron var ligeså farvet af sit had til eliksirprofessoren, som Harry var. "Helt ærligt, Hermione, tror du virkelig, at alle lærere er rene engle? Jeg holder med Harry. Jeg tiltror Snape hvad som helst. Men gad vide, hvad det er, han er ude efter?" funderede han. "Hvad mon hunden vogter?"

Jeg gik i seng med planer, om hvordan jeg skulle få drengene til at ændre mening omkring Professor Snape, og en nagende fornemmelse af, at der var noget, jeg havde glemt, cirkulerende i mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...