Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

20Likes
37Kommentarer
5248Visninger
AA

18. XVIII

Tre måneder gik, og jeg tilbragte dem med at læse og ignorere mit pumpende hjerte. Han var en Slytherin. Og ikke nok med, at han var en Slytherin, han var en Slytherin, som mobbede min eneste ven. Han var modbydelig og arrogant, og jeg hadede, at jeg ikke bare kunne hade ham. Men efterhånden som ugerne gik, og der stadig intet skete imellem os, var jeg næsten ved at overbevise mig selv om, at det var noget, jeg havde bildt mig selv ind. Det var, hvad jeg kaldte det, når jeg snakkede med mig selv, for jeg vidste ikke, hvad præcis det havde været.

Allehelgens morgen var jeg lettet over, at Ktonias forældre heller ikke havde sendt hende noget slik, indtil vi kom ned i Storsalen, og jeg så hende kaste blikke mod sin tvillingesøster, som stod ved Slytherin-bordet og solede sig i skæret fra pejsen og hendes veninders sukken efter de grønne slikkepinde, hun havde fået en hel kasse af. Endnu engang gik det op for mig, hvor heldig jeg var, selvom 'heldig' aldrig havde været et ord, jeg ville bruge om mig selv.

Da Professor Flitwick, vores lærer i Besværgelser, endelig annoncerede, at vi kunne prøve svævebesværgelsen, kunne jeg den til perfektion. Hvad jeg var ret stolt af, for den havde været sværere at lære, end jeg havde troet.

"Glem nu ikke det lille sving med håndleddet, som vi har indøvet! Lad stavende suse og svinge, husk det, suse og svinge..." Og så fortsatte han til en af sine mange skrækhistorier om en uheldig troldmand, som havde udtalt ordene forkert og var endt med en bøffel på brystet. Imens delte han os i makkerpar, og fordi skæbnen åbenbart ville mig det dårligt, endte jeg op med Ron.

Han brugte ikke meget tid på at genopfriske sin hukommelse, men kastede sig direkte ud i det. "Wingardium Leviosa!" Fjeren på bordet løftede sig ikke en tomme, til gengæld svingede hans lange arme fuldstændig ukontrolleret, så jeg måtte dukke mig for ikke at få dem i hovedet. Da jeg prøvede at hjælpe ham, så venligt og tålmodigt jeg kunne, var en knurren og en kommando om at 'gøre det selv' det eneste, jeg fik tilbage. Okay, så. Hvis det skulle være på den måde.

Jeg smøgede ærmerne op, mest for syns skyld, og rømmede mig kort. "Wingardium Leviosa!" Som jeg havde håbet lettede fjeren fra bordet og fortsatte et par meter op, indtil den blev hængende i luften. Et brus af tilfredshed gik igennem mig, idet jeg så Rons ansigtsudtryk. Det slog Flitwicks ros og klapsalver med mange meter.

Jeg forlod besværgelseslokalet med et veltilfreds grin over hele ansigtet, som ikke lignede mig, men som var umuligt at tørre væk.

"Hvad så, Mudderblod?"

Jeg stivnede. Det ord.

Den stemme. Jeg behøvede ikke at vende mig om for at vide, hvem der havde talt. Jeg kunne genkende den stemme hvor som helst, og der var ingen steder at løbe hen. Det ord. Jeg havde næsten glemt, at det eksisterede. Det gik op for mig, at hele verden susede hurtigt forbi mig, fordi jeg løb, så hurtigt jeg nu kunne, med gevandterne flagrende efter mig. Igen. Ligesom sidste gang...

Det gik også op for mig, at jeg græd, og at jeg måtte langt væk. Jeg måtte være alene. Jeg brasede ind på det første tomme toilet, jeg kunne finde, og låste døren i en bås efter mig. Så kom alting væltende ud af mig i hulk, der truede med at rive mit bryst fra hinanden.

Jeg tænkte på al den nervøsitet, jeg havde følt, og den selvsikkerhed, der havde meldt sig, da jeg indså, at jeg var over gennemsnittet i klassen, og jeg græd. Jeg tænkte på mine forældre derhjemme, jeg tænkte på det bløde gulvtæppe og på lyden af deres sovende åndedræt, og jeg tænkte på Draco og de grå øjne og den vidunderlige stemme og det modbydelige ord, og så græd jeg endnu mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...