Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

20Likes
37Kommentarer
5105Visninger
AA

17. XVII

Stille. Det var den første tanke, der slog mig. Så en anden. Der var noget specielt i dag. Noget jeg havde tænkt på i går...

Fødselsdag!

Hvorfor var her så stille? Mor og fra burde skramle ude i køkkenet... jeg åbnede øjnene, og endelig faldt det på plads.

Alene. Jeg var alene på min fødselsdag for første gang i mit liv. Nu havde jeg ikke engang mine forældre.

Neville. Du har Neville. Men han var sikkert ikke engang klar over at der var noget at fejre. Ingen gaver, gik jeg ud fra, eftersom ingen på slottet vidste, jeg fyldte tolv. Jeg burde ikke have ondt af mig selv, virkelig ikke. Der var mange, som havde det være end mig, og ærligt talt, hvis ens største bekymringer var en åndssvag fødselsdag, så hørte man vidst blandt de heldige.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at have ondt af mig selv. Jeg stod op og svøbte mig i min lyserøde badekåbe. Det føltes næsten som at få en krammer. Den duftede af hjem. Jeg kæmpede med en klump i halsen og begav mig ned i opholdsstuen efter at have taget noget lidt mere anstændigt tøj på. Det var lørdag, så jeg havde god tid til at forsvinde i en bog.

Ud på eftermiddagen måtte jeg til sidst give op. Sulten gnavede i min mave, for jeg havde misset både morgenmad og frokost, og jeg havde genlæst den samme linje op Djævleslyngelen i to minutter nu.

Neville var sød nok, men blev ved med at undskylde og undskylde for, at han ikke havde en gave med, så jeg til sidst kom til at bide af ham, så han begyndt at græde. Ingen af mine ord kunne få ham til at stoppe igen, og hver gang jeg sagde undskyld, svarede han bare, at det ikke var min skyld, og at det var noget andet, han var ked af. Hvad ville han ikke sige.

Jeg kom til at tænke på vores samtale i starten af året. Hvordan han havde snakket om sine forældre i datid, som om de ikke var længere. Billeder af hans bedstemor, som jagtede ham rundt på perronen fyldte mit hoved, men hver gang jeg skulle til at spørge ham, skiftede han klodset emne. Han ville tydeligvis ikke snakke om det.

Gangene var både tommere og koldere, end jeg huskede dem. For at kvæle stilheden nynnede jeg lidt for mig selv, hvad der aldrig bliver særlig kønt eller særlig rent.

"Hvem har fødselsdag?"

Mit hjerte sprang et slag over ved lyden af stemmen. Der var ikke noget af tage fejl af. Jeg stoppede op på gangen, pressede min bog hårdt ind til kroppen, men kunne ikke få mig selv til at vende mig om. Jeg indåndede duften af nyslået græs fra flyvearealerne tæt på, og så tog jeg mig endelig sammen. "Det har jeg. Hvordan kunne du-"

"Du nynner en fødselsdagssang."

"Åh..." Blodet steg op i mine kinder og farvede dem Gryffindor-røde, og jeg forbandede det langt væk.

Så stoppede min verden uden varsel. En hånd på min skulder. Jeg snurrede rundt. Han var tættere på, end jeg havde regnet med, men jeg trak mig ikke væk. Hans ånde duftede af tandpasta, jeg kunne mærke den på min overlæbe. Spearmint, den samme som far brugte.

De vidunderlige grå øjne tog mig tilbage til fordelingsceremonien, men de sommerfugle, jeg nu kunne mærke, var en hel anden slags. Der var noget vådt på min kind. Saltvand. Så hans finger, som tørrede den væk. "Tillykke, Hermione."

Vi blev stille, men for første gang i mit liv var det en god stilhed. Jeg lappede den i mig, mens han begravede sine fingre i mit hår.

Stop.

Jeg trak mig væk fra ham, selvom hver en fiber i min krop skreg imod det. Mine løbende skridt rungede op mod loftet højt over os. Mit hår blafrede som et gardin efter mig, jeg kunne stadig mærke hans fingre i det. Stop stop stop.

Hvorfor?

Jeg ville hjem. Væk herfra, væk fra stengulve og spøgelser, jeg ville tilbage til der hvor der ikke var nogen, der kunne trænge ind i mit liv uden først at spørge om lov, og hvor man kunne stole på, at trapperne ikke satte i bevægelse, mens man gik på dem.

Men hvad med Neville? Hvad med himmelsengen og Lavenders og Parvatis hviskende stemmer om aftenen? Hvad med biblioteket og fremtiden og alt det, jeg havde tilbage at lære? Hvad med magien?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...