Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

20Likes
37Kommentarer
5274Visninger
AA

16. XVI

De næste dage begyndte hele min verden at forvandle sig. Jeg tilbragte nat efter nat med at stirre ud i mørket og smile som en gal, mens samtaler og stemmer genspilledes i mit hoved. Stemme. Én speciel stemme.

  Jeg snakkede stadig med Neville, men nu måtte han fra tid til anden hoste lavmælt for at fange min opmærksomhed, når jeg strakte hals efter en gruppe, der gik forbi, eller rørte åndsfraværende ved det sted, hvor et smaragdgrønt slips havde strejfet min hånd på gangen.

  Torsdag var altid den eneste eftermiddag, jeg ikke tilbragte mellem falmende bogsider på biblioteket. Der gik jeg udenfor, trak luften med i lungerne og indsnusede duften af græs og efterår. Der lod jeg mine tanker flyve hen, hvor de ville. Hjem til London. Tilbage til den ugle, der havde forandret alt. Til Mrs. Dull og lugten af tandlægeklinik og tulipanerne i vinduet. Til tiden før. Min verden var delt op i før og efter.

  Men i dag var en undtagelse. Jeg havde for første gang i mit liv været uopmærksom i en time og havde pludselig en nærmest manisk trang til at læse op på svævebesværgelsen, som vi skulle kunne lave i næste uge. Jeg viste godt, hvordan det skulle gøres - sus og sving - men jeg havde ikke prøvet den endnu, hvilket ikke lignede mig. Overhovedet ikke.

  Jeg satte ned af en svalegang og ind i slottet med de sædvanlige tunge bøger presset ind til brystet og mit hoved sænket. Mit hår dækkede for ansigtet, men gennem det mørkebrune slør kunne jeg skimte dem, jeg passerede. Det gav et lille gib i mig, hver gang jeg så et glimt af grønt. Duften af pergament kildede mig i næsen, og bibliotekaren Irma bød mig velkommen med et lille nik fra sin plads bag en skranke.

  Jeg drejede til højre, så til højre igen, og så ned af en smal gang mellem to bogreoler, som man ikke ville lægge mærke til, hvis ikke man var vandt til at gå efter skjulesteder. Et suk undslap mine læber, da jeg endelig drejede ind i min faste krog. Så stivnede jeg.

  Et blegt og tårestrimet ansigt så op på mig fra min faste lænestol. Det er løgn. Det lyse hår, de grå øjne, der var ingenting at tage fejl af. Men hvorfor græd han? Jeg lod mig dumpe ned på gulvet og lagde min bog opslået i skødet. Ville sige noget, men ordene satte sig fast i halsen. Jeg kunne da ikke bare gå? Jeg vidste, at jeg ville forbande mig selv resten af livet, hvis jeg gik nu. Stilheden fyldte mine ører, og jeg så op på ham med et bønfaldende blik. Vil du ikke nok sige noget?

  "Det er torsdag." Ikke ligefrem, hvad jeg havde forventet. Hans stemme var ru af gråd.

  Jeg tog mig sammen. "Det er torsdag?"

  "Du er her aldrig..." hans stemme knækkede, og han måtte tage en dyb vejrtrækning. Jeg bekæmpede en trang til at tage hans hånd. "På torsdage."

  Det svimlede for mig. Hvad skulle jeg sige? "Draco, fortæl mig, hvorfor du græder." Det at sige hans navn sendte som altid bølger af uforklarlig fryd igennem mig. Aldrig havde et ord føltes så godt på tungen.

  "Jeg... er en anden." Han holdt en pause. Tænkte. Jeg vidste kun alt for godt, hvor svært det kan være at forstå, hvad man selv føler. Og så oven i købet at skulle sætte ord på det. Jeg lod ham tage sin tid. "Jeg er en anden end den, han gør mig til."

  "Hvem, Draco?"

  "Min far."

  Jeg nikkede og stirrede på hans hånd, da en anden og mindre hånd kom ind i mit synsfelt. Den lagde sig mod hans håndflade, og det var først, da jeg mærkede kulden fra hans hud, det gik op for mig, at det var min egen hånd, jeg kunne se.

  "Det er ikke nemt... at være en anden end den, man er. Hver dag. Hele ens liv." Så kom tårerne tilbage, dem som han havde kæmpet mod, siden jeg forstyrrede. "Jeg vil ikke skuffe."

  Jeg rejste mig kejtet og vristede min hånd løs. Den var våd af saltvand. Det her var forkert. Han skulle have lov til at være her alene. "Undskyld, jeg forstyrrede." Jeg samlede mine bøger op og forlod krogen. Irma sendte mig et forundret blik, da jeg igen forlod biblioteket.

 

Gangene virkede uendelige. Jeg holdt ikke længere styr på, hvor jeg gik, strejfede bare omkring, mens ekkoer af samtaler fyldte mit hoved. Min far.

  Ktonias stemme blandede sig med Dracos. Var der mange af sådan nogle familier? Alene. På modstanderkollegiet. Jeg vil ikke skuffe. Det var ved at gå op for mig, hvor lidt jeg faktisk vidste om folk.

  "... også rigtigt." Fnisende drengestemmens nåede mig, da jeg drejede ind i det rum, hvor vi var blevet modtaget for fordelingen. Harry og Ron var på vej op ad marmortrappen. "Hvis han ikke havde stjålet Nevilles erindringskugle, var jeg aldrig kommet på holdet..." Det var ikke svært at regne ud, hvem de talte om, og en ild, jeg ikke havde vidst, jeg havde i mig, blev tændt.

  Harry var tydeligvis kommet ind på Quiddich-holdet, efter han havde jagtet Draco i flyvetimen. Totalt ufortjent. Han vidste ingenting. Han troede, han vidste, hvem han snakkede om, men han havde ikke hørt Dracos stemme knække over, da tårerne pressede for meget. Draco var en anden.

  Jeg havde indhentet dem i løbet af få sekunder. "Så du mener altså, at det er en belønning for at overtræde reglerne?" Jeg fik øje på en aflang pakke, som Harry bar i sine arme som et lille barn. Den blev tykkere for enden. Det måtte være en kost.

  "Jeg troede ikke, du gad tale til os."

  "Ja, du må da ikke begynde på det nu, for vi har rigtig godt af det."

   Mine kinder brændte af vrede og skam, og jeg vendte om på hælen og forsvandt rundt om hjørnet med så meget værdighed, jeg kunne præstere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...