Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

20Likes
37Kommentarer
5247Visninger
AA

15. XV

"Jeg kommer med jer," pustede jeg, da jeg endelig indhentede dem.

"Nej, det gør du ikke."

"Tror I, jeg bare vil blive stående og vente på, at Filch fanger mig? Hvis han fanger os tre sammen, vil jeg bare fortælle ham, at jeg prøvede at standse jer, og så kan I selv bekræfte det!" På den måde ville der ikke blive trukket ligeså mange points fra Gryffindor.

Ron var ved at sprutte af raseri, men nåede kun lige at begynde sin skideballe, før Harry afbrød ham. "Ti stille, begge to! Jeg hørte noget."

En snøftende lyd kom fra rummet ved siden af.

"Madam Norris?" hviskede Ron. Før jeg nåede at undre mig over, hvem Madam Norris var, så jeg en skikkelse på gulvet. Jeg genkendte det runde ansigt og de bedende, brune øjne.

"Åh, hvor er jeg glad for, at I fandt mig. Jeg har været herude i timevis, for jeg kunne ikke huske det nye kodeord," sagde stakkels Neville, den evige ulykkesfugl.

Jeg knælede ved siden af ham og gav hans iskolde hånd et klem. "Lad være med at tale så højt, Neville. Kodeordet er "Grisetryne", men det hjælper dig ikke nu. Den fede dame er smuttet et eller andet sted hen.

"Hvordan går det med armen," spurgte Harry med en venlighed i stemmen, der overraskede mig.

"Fint," takkede Neville. "Madam Pomfrey ordnede dem på mindre end et minut."

"Godt. Nå, men hør her, Neville. Vi skal nå noget, så vi er nødt til at smutte. Vi ses senere..."

Det gav et hårdt ryk i min 'mobbeoffer-nerve', da det gik op for, at de snakkede til Neville på præcis den samme måde som de få fra min gamle skole, der ikke åbenlyst svinede mig til. Som til et lille, irriterende barn, der ikke kunne forstå, at man ikke gad snakke med det.

Men han tiggede og bad, og til sidst måtte de modvilligt lade ham komme med. "Hvis en af jer får os i fedtefadet, vil jeg ikke helme, før jeg har lært Professor Quirrels bøhmandsforbandelse og brugt den på jer."

Jeg åbnede munden for en sidste gang at prøve at få de forbistrede ord ud. "Ved I go-"

"Hold mund."

Vi fortsatte om på tredje sal, og selvfølgelig var der ingen Draco i trofærummet. Der kom en lyd fra nabolokalet, og det gav et gib i mig. Filches hæse stemme trængte gennem væggen. "Snus du bare omkring, lille pus. Måske skjuler de sig i en af krogene."

Harry gav tegn til, at vi skulle følge med gennem en dør, der førte væk fra Filch. Jeg gik ud fra, han vidste, hvad han gjorde.

"De er her et eller andet sted," fortsatte stemmen. "De prøver sikkert at gemme sig."

Vi småløb gennem våbengallerierne, hvor mørke, tavse rustninger tårnede sig op over os som ubevægelige vagter. Neville kom med et forskrækket udbrud og snublede. Mit hjerte fløj op i halsen, idet han greb fat i Rons kappe og fik trukket dem begge ned i et larmende fald, der også fik en rustning til at vælte. Det gav et kæmpe brag, og jeg var ikke i tvivl om, at Filch nu vidste, hvor vi var. Frygten kravlede op i halsen på mig.

"LØB!"

Ikke nu, bad jeg, mens jeg styrtede gennem de mærke korridorer med Harrys ryg som pejlemærke. Det kan ikke være slut nu. Jeg ikke blive bortvist. Sidestikket skar i min mave, men jeg blev ved med at løbe. Jeg havde ingen idé om, hvor vi var, før vi drejede om et hjørne og krøb under en gobelin og pludselig stod på en gang i nærheden af besværgelseslokalet. "Jeg tror, vi har fået rystet ham af," pustede Harry, men jeg havde stadig en lurende fornemmelse af fare i maven.

"Jeg sagde det jo," åndede jeg, mest til mig selv. Du skulle have sagt det. Du skulle have advaret dem. "Jeg... sagde... det... jo." Så væltede det ud af mig. "Malfoy narrede dig, det er vel gået op for dig, ikke? Han havde ingen intentioner om at møde dig i en duel - og Filch havde på en eller anden måde fået at vide, at du ville komme til trofærummet. Det er ikke svært at regne ud, hvem der har informeret ham."

Jeg kunne se på ham, at han gav mig ret. Lige som jeg troede, alt var godt, gik det hele galt.

Et dørhåndtag bevægede sig tæt på mig, og noget kom flyvende ud. Peeves, Hogwarts møghamrende irriterende poltergejst, gav et hyl af begejstring, da han så os. Jeg kunne have skreget af frustration. Vi var så tæt på at være tilbage i sikkerhed, og hvis han ville, kunne han holde sin store, blege kæft. Men nej - han syntes, han ville have lidt sjov med min fremtid som bekostning. Vi tiggede og bad. "Vær nu sød - du får os alle smidt ud - vil du ikke nok lade være?" Men han blev bare ved med at larme og grine, og til sidst blev det for meget for Ron.

"Skrub så af med dig," snerrede han og slog ud efter Peeves, hvilket var en stor fejltagelse.

"ELEVER PÅ NATTEVANDRING!" skreg han af sine spøgelseslungers fulde kraft. "ELEVER PÅ NATTEVANDRING NEDE VED BESVÆRGELSESLOKALET!"

Så løb vi igen, endnu hurtigere end før, indtil vi nåede en blindgyde med en låst dør for enden. Jeg overvejede, om Dumbledore mon kunne spore, hvis jeg brugte en besværgelse, men så gik det i et isnende øjeblik op for mig, at min tryllestav lå oppe i sovesalen. Jeg forbandede mig selv for ikke at huske den.

Neville havde samme svævende udtryk som den morgen, hvor han ikke havde svaret, da jeg talte om...

... selvfølgelig! Emeric den Onde havde brugt Uric den Underliges stav i stedet for sin egen i deres afsluttende duel. Kunne jeg også det? Jeg måtte gøre et forsøg.

"Åh, tag og flyt jer," bad jeg og snuppede i en glidende bevægelse Harrys tryllestav. Nu måtte det ikke gå galt. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, koncentrerede mig om at gøre håndleddet løst og hviskede så "Alohomora!"

Klik. Jeg gjorde det.

Vi trængtes i døren, smækkede den efter os og lagde ørerne mod det ru træ. Nogen trak mig i ærmet på mine Gryffindor-gevandter, og jeg vendte mig og stirrede direkte ind i det mest skrækslagne ansigt, jeg nogensinde havde set. Det var dog intet i sammenligning med, hvordan mit ansigt måtte have set ud, da jeg så, hvad der stod bag ham.

Seks par rullende øjne stirrede på mig, tre par enorme, våde snuder vejrede efter mig, og tre enorme hundegab med lange, dødbringende tænder savlede af mig. Mine øjne gled over den stride, sumpbrune pels og de tunge poter, som blokerede en lille forkant i gulvet. Hvis ikke jeg havde været så chokeret, som jeg var, havde jeg skreget, skingert og højt. I stedet kunne jeg mærke frygten sno sig fra mit hjerte gennem mine ben og ned til stengulvet i den korridor, vi stod i, og min strube var låst fast i handlingslammet panik.

Bag mig kunne jeg høre de andre vende sig om en for en, efterhånden som Neville - tapre, tapre Neville - hev dem i ærmet. Jeg kunne høre deres vantro gisp. Det undrede mig, at tingen, dyret, hvad jeg nu skulle kalde det, ikke var gået til angreb endnu.

Denne gang vi løb, mærkede jeg intet sidestik, jeg følte mig ikke forpustet overhovedet. Jeg følte ikke noget som helst, gik det op for mig. Hvor underligt. Jeg måtte være i chok. Så var det, som om nogen poppede boblen, og pludselig var min hjernes funktionalitet vendt tilbage. Billeder tonede frem for mit indre blik - billeder af det, jeg løb fra. Jeg kom i tanker om hundens poter. Kom i tanker om det, den havde stået på. Jeg løb videre.

Den fede dame ville vide, hvor vi havde været. Vi svarede hende ikke, men tumlede gennem hullet til opholdsstuen og lod os dumpe ned i hver vores hjemlige, plyssede lænestol. Jeg trak stilheden ind i store mundfulde, selvom den var ved at kvæle mig. Når jeg åndede ud, forlod adrenalinen også min krop i små stød, og mit hjerte fandt sin nogenlunde normale puls igen. Ron var den, der brød tavsheden.

"Hvad er meningen med at holde sådan et dyr spærret inde på en skole? Hvis jeg nogensinde har set en hund, der havde brug for motion, så var det den."

Jeg genvandt mæglet. "I bruger jo ikke øjnene nogen af jer. Så I ikke, hvad den stod på?"

"På gulvet?" foreslog Harry dumt. "Jeg havde altså ikke tid til at kigge på dens poter. Jeg havde alt for travlt med at holde øje med hovederne."

Var der virkelig ingen af dem, der havde set det? "Nej, ikke gulvet! Den stod på en faldlem. Den vogter over et eller andet." Jeg rejste mig op og så på Harry og Ron, mens tanken bundfældede sig. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde sat på spil denne aften. Min uddannelse. Min fremtid. For deres skyld, disse to forkælede drenge, som ikke gav mig så meget som et tak for hjælpen.

"Jeg håber, at I er tilfredse med jer selv. Vi kunne være blevet dræbt eller det, der er værre - udvist! Hvis I ikke har noget imod det, vil jeg gå i seng." Jeg sendte Neville et diskret, undskyldende smil for at være sikker på, han vidste, jeg ikke talte til ham, og så vendte jeg om på hælen og efterlod de måbende drenge bag mig.

Himmelsengen omfavnede mig med sine bløde tæpper og røde fløjlspuder, og jeg nød trygheden og de rolige åndedræt fra mine værelseskammerater. Jeg slog op på den side, jeg var nået til for tredje gang i vores botanikbog og begyndte at læse. Jeg kendte godt til djævelslyngel og kunne næsten hele afsnittet udenad, men det var ligegyldigt. Det var bare en afledningsmanøvre for min overophedede hjerne.

Denne farlige plante vokser på fugtige og mørke steder... Jeg kunne ikke koncentrere mig. Noget blev ved med at sitre i udkanten af min bevidsthed. Det gik med et sug i maven op for mig, at det var de lysegrå øjne. En dreng i MIN lænestol på biblioteket. En uforklarlig fryd gik igennem mig, mens mine læber formede ordet. Prøvende ud i mørket.

"Draco..." Igen og igen hviskede jeg det til stjernerne uden for vinduet, som blinkede og lo af det smil, der havde bredt sig over mit ansigt. "Draco, Draco, Draco."

Lettelsen var overmandede. Jeg var i sikkerhed nu. Det var overstået.

Hvorfor havde jeg så en iskold fornemmelse af, at dette kun var begyndelsen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...